Hvornår må man synes at fysiske stresssymptomer faktisk er for voldsomme?
Hvorfor kan nogen slippe godt fra at sige fra, fremvise deres sårbarhed, deres overbelastning, deres symptomer, og endda få forståelse, omsorg og hjælp, når andre ved samme fremvisning møder det modsatte?
Hvem og hvornår og hvor længe må man være stille og føle trang til at sørge ved hvilke dødsfald? Som nu, hvor et kært familiemedlem er sovet stille ind, men fordi han var gammel og syg og det var ventet, så ligger det i luften at det ikke rigtig er nødvendigt at tage sig ret meget af det... - at der ikke rigtig er noget tilbage at tage sig af...
Savner, savner, savner strand, sten, lyden af bølger. Heldigvis er kamerarullen fyldt med minder om netop dét.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar