Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

torsdag

Forbindelsen

Forbindelsen, der forklarer hvorfor de to historier, der indrammer min egen, påvirker mig så dybt, blev fundet. Der tegner sig et billede af ét bestemt miljø, med tidligst kendte sag omkring 1930, min egen fra ca. 1977, og nutidens, hvor der faldt dom i december 2017 - et spændt over 5 generationer.

At et krænkermiljø kan findes forudsætter en tavshedskultur. Dén blev delvist brudt i nutidens sag - for ellers var den aldrig kommet for retten.

Men blev tavsheden mon brudt af alle - i alle miljøerne? Både i de tilkomne og i de gamle? Eller vil det fortsætte i de gamle?

Burde jeg skrive mere? Eller mindre?

Ville det hjælpe nogen eller noget at flytte historien fra fakta til fiktion?

Ville et flyt fra fakta til fiktion ikke blot skabe endnu en historie, oven i alle de andre, som nu endelig blev gennemlyst af de fakta, som journalen fra 1932-36 bidrog med?

Hvor meget jeg end beundrer forfattere som Leonora Christina Skov ("Den der lever stille", 2018) og Merete Pryds Helle ("Folkets skønhed", 2017), der har fundet mod og vej til at tage livtag med svære familiehistorier med fiktionens hjælpemidler, så er det nok ikke vejen for min egen historie.

Må man rokke ved en myte...

Har genlæst Jens Jørgensens bog "H.C.Andersen - en sand myte", udgivet første gang i 1987. Den gennemgår historien om H.C.Andersens liv, med fokus på den fantastiske opstigning fra samfundets laveste dele til de højeste, og ikke mindst med tankerne om hvorvidt hans forældre nu også var de biologiske forældre, eller om H.C.Andersen var sat i pleje, som "uægte" barn af en affære i de adelige kredse.

Jeg føler mig tankemæssigt revet midt over, for det lyder så overbevisende. Men læser man hvad "modparterne" i sin tid skrev, så lyder de ligeså overbevisende!


Det er samtidig forbløffende så lidt man får ud af at Google efter et nyere syn på denne sag. Hvorfor har museet eller SDUs HCA-afdeling ikke lavet den faktuelle gennemgang, der ville kunne af- eller bekræfte de hypoteser, der fremsættes i bogen, og som stadig florerer og interesserer, bl.a. fordi spekulationerne fandtes rundt omkring i landet længe før Jens Jørgensens bog udkom.

Forhåbentlig er en ny generation af forskere og formidlere på vej, som evner/vil/må at se objektivt på disse ting, og ikke mindst at skelne tradition, fakta og spekulation.

Der er mange ting at tage fat i, især om han fik så meget særbehandling som det påstås, eller om andre fra samme samfundslag havde samme vilkår og muligheder. Det vil sige et samarbejde mellem en ekspert i H.C.Andersens livshistorie og en ekspert i den samme tids vilkår dels for de nederste samfundslag, hvor H.C.Andersen levede sine første 14 år, og dels for dem, der levede langt højere oppe, hvor H.C.Andersen kom ind og levede fra sit 14. år.

Jens Jørgensen, der også selv er historiker, og tidligere rektor på Slagelse Gymnasium - Slagelse, hvor H.C.Andersen selv kom til at gå i skole, betalt af sine københavnske velgørere, har meldt ud at der udkommer en større, og gennemrevideret udgave til efteråret. Angiveligt med flere og nye ting, der kan belyse og underbygge bogens oprindelige hypoteser.

Det bliver spændende at læse, synes jeg - og især spændende at opleve nutidens forskeres tilgang. Vil den endnu engang blive afskrevet som fantasifuld spekulation, eller vil man gennemgå hypotesen grundigt, så fakta og fantasi bliver skarpt adskilt - også selvom det vil kunne betyde at der kan blive rokket ved den store, rodfæstede myte om H.C.Andersen?

tirsdag

"Begynder straks at strikke"

Forleden dukkede dette citat op i strømmen på Pinterest (desværre uden tydelig forfattersignatur): "Why did she make things? Well, she enjoyed it, of course, but it also somehow helped her remember who she was and where she came from".

Det var som skrevet om min farfars søster, der som 22-årig blev indlagt på åndssvageanstalten Rødbygaard i 1932, og boede der til 1936, hvor hun, sammen med en gruppe andre unge kvinder, blev overflyttet til afdelingen "Fælleshaab", i Kustrup ved Middelfart, hvor hun boede til sin død - i alt 60 år.

At hun var åndsvag i den definition man havde i 1932 er der ingen tvivl om. Men hun var det ikke i vor tids definition.

Da jeg for nylig for første gang nogensinde så den overraskende korte journal fra årene på Rødbygaard (2 ½ håndskrevne sider dækker de ca. 4 år), viste det sig at hendes håndarbejde var nævnt hele 3 gange:

Allerførste notat ved adkomsten lød:
"Begynder straks at strikke, uldtrøjer og lignende, af ret pæn kvalitet."

Senere notater:
"Har fået noget privat arbejde, broderi (kontursting, juleløber), som hun tager sig af tidligt og silde."
og
"Overført til afd. H efter at have været på ferie og at have været meget urolig. Straks efter flytningen fredelig. Væver og strikker og syr.

Efter hendes død var jeg var med til at gennemgå hendes ting, et stykke hvidt lagenstof fyldt med farvestrålende broderier dukkede op. For de andre slægtninge der ryddede op, var det bare noget sært noget, der skulle smides ud, men jeg fik fat i det, bredte det ud, og en verden af figurer åbenbarede sig. Det var endda afsluttet med en fin kant, og hun havde broderet sine initialer i det ene hjørne:



"Why did she make things? Well, she enjoyed it, of course, but it also somehow helped her remember who she was and where she came from".

Jeg tror på at hun nød at lave dette broderi, men jeg tror også på at det hjalp hende med at huske hvem hun var og hvor hun kom fra. Se bare nærmere på disse detaljer: 


Hun kom fra gartneriernes by, Stige, hendes ældre søster blev tidligt gift ind i en gartnerfamilie og de videreførte slægtens gartneri - og hun broderede et drivhus og en trillebør fuld af blomster:


Stige var også en fiskerby, hendes far ernærede sig som fisker, og han stammede fra Strynø, havde været sømand i sine unge år, som mange i slægten før ham - og hun broderede et skib:


Hun broderede også dyr, som hun holdt så meget af. Men først og fremmest gør menneskene hun broderede, indtryk. Hvem er de? Drømmepersoner? Virkelige portrætter?







Men hun kunne, som nævnt i journalen, også lave det fineste, korrekte broderi, og jeg har arvet en mappe, der indeholder en samling af de fineste "prøveklude" med de fineste broderisting og lidt hækling, som de færreste sådan bare lige sætter sig og laver nu om dage:







Erklæret åndssvag, efter sin ungdomstids målestok.

Efter vor tids målestok hørehæmmet og traumatiseret, først af tabet af sin mor, siden af opvækst i fattigt og primitivt miljø og ikke mindst af en hændelse i ungdomsårene, der førte til hospitalsindlæggelse for blødning fra livmoder.

Mon det nutidige samfunds mange sikkerhedsnet på nuværende tidspunkt er stærke nok til at sikre at der diagnosticeres korrekt, så livslang indespærring - konkret eller i regler (og familiespind) - på grund af fysiske og psykiske udfordringer, ikke fortsat sker?

Kirkeselfie!

Det der med selfier, så moderne det er, og så stor afsky jeg selv føler ved det!

På jobbet skrives der på livet løs på materiale til ny hjemmeside, men på sådan en skal der være portrætter af de ansatte, d.v.s. også af den der skriver dette, og som langt hellere vil skrive skjult bag skærmen!

Derfor forsøgtes det der moderne selfie, i håb om at slippe igennem den ubehagelige fotoproces hurtigst muligt. Måske var det ikke det bedste tidspunkt på dagen - inden kl. 8 og før kaffe...

Med omfattende redigering blev et enkelt til at leve med, omend ganske uegnet til hjemmesidebrug!


Må på den igen - efter kl. 8 og kaffe...

mandag

"Højhedsideer"



Ca. år 1913-14. Tre pæne børn. Piger med kridhvide, stivede blondekraver og fine sløjfer i håret. Hele, nypudsede sko kan ses på de små. Drengen har sågar en bamse i armen - endnu inden de berømte Steiff- og Teddy-bamser blev hvermandseje for de, der havde råd (og han fik aldrig råd til give bamser til sine egne syv børn).

Alt er så pænt, ordentligt, og mon ikke de fleste med kendskab til tiden vil mene at disse tre børn ikke er fra en fattig familie? Men nærmere en velstillet, lidt "fin" familie? For oven i at have råd til at klæde børnene så fint og give drengen en hypermoderne bamse, så var der også vilje til og råd til at lade børnene fotografere hos fotograf, så vi kan beundre dem i dag.


Billedet her er fra ca. samme tid. Huset højst 10-12 år gammelt. Alt er så pænt. Piberne er af porcelæn. Cyklerne ser nye ud - herrecyklen har endda lygte - hvor mange havde mon cykler på denne tid? Der er opsat hår, og de unge kvinder har hat på. Der er blondegardiner og potteplanter i vinduerne.

De to unge mennesker yderst til højre, mine oldeforældre, fik i alt tre børn. Da den mellemste, en pige født 1910, knap 20 år senere blev indlagt på "Østifternes Aandssvageansalt" Rødbygaard, 1932-36, står der bl.a i hendes journal:

"Hjemmet (...) præget af små økonomiske kår"

" - hun har nogen vrangforestillinger - visse højhedsideer".

"- en del højhedsideer - "fin dame".

Desværre står der ingen eksempler på hvordan det har givet sig udtryk i hendes adfærd, hvad hun har sagt, hvad hun har gjort.

Det kan have været entydige vrangforestillinger - fantasi - indbildninger, som også i dag ville give mening i forhold til datidens meget rummelige diagnose "åndssvag".

Men disse "højhedsideer" kan jo også have været indbygget i hendes personlighed, som naturlig konsekvens af at være født ind i et velstillet miljø og at have tilbragte sine tidlige barndomsår i det, og den adfærd, der ville have naturlig, og helt normal, hvis hun fortsat havde levet i det miljø, kan have virket som vrangforestillinger for de, der ikke kendte til familiens velstillede, tidlige år.

Det gjorde vi, deres efterkommere, ikke, før mange, mange år efter at alle tre børn forlængst havde levet deres liv til ende.

Men de havde faktisk trygge, lykkelige år.
Først.

fredag

Afgørende aspekter

Indsigt åbner for nye perspektiver.

At se fra sig selv ud på andre - og forsøge at se helt ind i andre, er som at se igennem skiftende prismer - med kalejdoskopisk effekt, hvor ny viden og indsigt hver gang opleves som når man drejer på et kalejdoskop, og der viser sig nye mønstre og farver oven i det billede, den farve, der ligger som den konstante baggrund...

To indlysende aspekter har åbenbaret sig for mig angående katharsisarbejdet. Må som konsekvens nu tilføje tilgivelse af mig selv til katharsisarbejdet...

Aspekt 1, Historien fra 1932, hvor min farfars søster som 22-årig bliver anbragt. Nok var hun ikke åndssvag i vor tids forståelse. Men hun var det rent faktisk i sin egen tids forståelse, og hun var heller ikke i stand til at tage ansvar for sig selv, som hun havde det (som konsekvens af sammensmeltningen af personlighed og livsbegivenheder) som samfundet så ud på den tid. Hendes far, min oldefar, der blev enkemand tidligt, var heller ikke i stand til at tage ansvar for sin 22-årige datter - der ikke var i stand til at tage ansvar for sig selv. Han kunne ikke gøre andet end at følge hende til nærmeste åndssvageinstitution. Og det gjorde han. Med så stor smerte at han angiveligt skulle have sagt, at han hellere havde fulgt hende til kirkegården.

Aspekt 2. Hele katharsisarbejdet, i begge slægtsgrene, handler i bund og grund om seksualitet. Viden om alle andre omgivende fakta, konsekvenser og metoder til heling m.m. er søgt, bøger på stribe er læst. Men nyeste indsigt peger entydigt på at kernen i det hele er: seksualitet.

Det kommer til at tage tid at forholde sig til begge aspekter - og samtidig at tilgive sig selv for den store, altoverskyggende, barnlige modvilje imod at se netop disse to aspekter i øjnene.

Undskyld.


torsdag

Livsforandrende sætning

Har læst en sætning - ja, mange, altså, men en, som jeg vil betegne som livsforandrende. I al sin enkelhed. Men ofte er kontekst jo alt, også her.

"Begynder straks at strikke".

Forklaring følger, når frirum til fordybelse i sætningens omgivende tekst opstår. Lige nu er hjemmet hærget af virus, i denne ende af ugen også arbejde - som er godt, men når katharsis-arbejdet fylder så meget så det næsten løber over, er det en kunst at holde fokus og balancere indtil næste fordybelsesfrirum opstår.

"Begynder straks at strikke".