Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte fredag den 23. april 1999:
"Friheden til at være"
Sidste dag med ordet frit. Sidste chance for at sende kaskader af svulmende svadaer ud over den ganske danske by. Sidste chance for at tilslutte mig et af Odenses mange populære brokkekor. F.eks. brokkekoret med navnet "De 3 b´er, måske bedre kendt under denne rytmiske remse: borgmester, budgetter og bytrafik! (6/8 takt, to slag på ordet "by").
NEJ! Ikke om jeg vil! Det er fredag, næsten weekend, tid til frihed, jeg vil meget hellere en tur til kanalen. Til Stige, hvor den lille H.C.Lumbye løb rundt med lang næse og skrammede knæ, side om side med vor bys 1. viceborgmester, kun adskilt af en tynd, men overbevisende mur af 132 år.
Til mine forfædres bådehavn. Begge mine forældre er vokset op med nær tilknytning til dette vand. Fra dem har jeg arvet en stærk trang til med jævne mellemrum lige at skulle se vandet, også selvom det bare er et kort kig ned i kanalen. Eller "gaden rundt", som vi siger, og der har "kanalblodet" i årerne. I min slægt har vi oven i købet også en masse "små-ø-blod" af Strynø-arten, og dét gør længslen efter vand og åbne vidder endnu større!
Så det allerbedste jeg ved er at fortsætte. Videre. Ud langs kanalen, der blev gravet af stærke mænd og fattige kvinder. (Jeg takker skæbnen for fremskridtet!) På den knasende cykelsti, på den stejle dæmning. Videre. Udad. Til jeg ser de sorte huse på Stige Ø, og så lige lidt længere endnu. Helt derud, hvor det er blåt, blåt, blåt. Og stille. Hvor jeg i ro og mag kan lytte til fugle, der synger. Se akelejernes sommerbebudende ballet i maj. Høre en af de flotteste lyde jeg kender: svaner der flyver...
Hvor der er plads til, at jeg kan folde "vingerne" ud. Der kommer sjældent andre, så jeg kan ugenert strække mig ud over min egen krops begrænsede rækkevidde. Jeg kan strikke mig så langt, jeg vil, og jeg kan mærke alt på den usynlige hud. Skyernes former, himlens farver, vandets bevægelser. Alt. Helt derude, hvor spaltepladsen er uendelig, hvor alle ord altid er frie...! Tak for denne gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar