Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte tirsdag den 20. april 1999:
"På tværs af dødens grænse"
I Skt. Hans Kirkes stemningsmættede rum ligger historierne tæt i luften. Alle sjæles suk er lagret i de tykke mures usynlige erindring. Hvis jeg kniber øjnene sammen og forsøger at få hjernen til at tie stille i blot et par sekunder, kan jeg svagt ane konturerne af en flot, muskuløs sømand med en spinkel, ung pige ved sin side, stå foran alteret. Og jeg synes helt bestemt at jeg kan mærke ekkoet af hendes 94 år gamle "ja" vibrere mod mine trommehinder.
Det er min oldefar og min oldemor. Vi er 13, der har disse to oldeforældre til fælles. Og det er via denne oldemor, vi er knyttet til den underlige, hvide kolos af en bygning, der ligger i Annasholmsgade, i Skibshuskvarteret. Det var engang et tempel. Bygget i 1912 af Spiritistisk Broderskab. Vores oldemor og hendes forældre var spiritister. Tipoldefar er begravet fra denne bygning. "Elidians Tempel", som det hed dengang.
Der blev holdt basarer, juletræsfester og bestyrelsesmøder, som i enhver anden forening. Døden og de døde, eller rettere den udødelige sjæl, og døden som en tærskel fra en verden til en anden, var hele bevægelsens omdrejningspunkt, og blev derfor drøftet frit og ubesværet. Og så var der selvfølgelig det, der er gået over i historien (ofte i form af vittigheder!) - seancerne.
Spiritismens grundide er nemlig, at det er muligt kommunikere på tværs af dødens ellers så skarpt optrukne grænse. De dansende borde og oujibrættet er kendt og berygtet, men i broderskabets arbejde i templet var det "medier", man brugte. Det vil sige mennesker med synske evner.
Grin højt og længe om I lyster - det er sundt at grine - men modige mennesker, dét var det. For essensen af deres tro er, at de turde tænke den jordskælvende tanke, at der rent faktisk kan tænkes at være en mening med livet, og at der derfor kan være logiske konsekvenser af, hvordan vi lever det - selv for odenseanere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar