Fem klummer, nr. 3

Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte. 

Jeg havde følgende på hjerte onsdag den 21. april 1999:

"Det er kærlighed"

Jeg kender Odenses mest betydningsfulde indbygger! Han hedder Søren. Han er 1 år gammel. Han er min nevø. Han er alt! (Og sådan kan det gå, når man opfordrer kvinder til at skrive - der sniger sig børn ind!)

Han sidder på sin mormors arm. Med en mine så alvorlig og koncentreret, som en professor ved en videnskabelig undersøgelse, trykker han pegefingeren på hendes næse. Hun siger "dyt". Han løfter armen igen, strækker sig, når over til mosters næse, trykker. Hun siger også "dyt". Et par sekunders grundig overvejelse. Så løfter han begge arme, får dem til at styre efter hver sin næse, rammer dem samtidig - næsten. De siger begge to "dyt" - og så revner det lille ansigt i et stort, hjerteligt grin, og han lyser langt væk af stolthed, tillid og en enorm lyst til livet.

Han går rundt i stuen. Pludselig griber en usynlig kraft hans ben. Han kæmper ihærdigt, men benene kan bare ikke komme videre. Der kommer musik ud af højttalerne! Og så er der kun ét at gøre: overgi´ sig. Han danser og griner! Dét hæver fortryllelsen - han går glad videre.

Han sidder med rank ryg og dinglende ben på mosters klaverstol. Han "spiller". Trykker tangenterne ned, mange af gangen, men også en af gangen ind imellem. Han er koncentreret, lytter, drejer hovedet og kigger på mig, som om han siger "hørte du dét?" Og han sidder der i næsten fem minutter. Helt opslugt af at kunne lave disse fantastiske lyde selv.

Han er lige blevet vækket, det er sen aften, den lille familie skal hjem, forældrene løber småforvirrede rundt for at huske det hele. Han sidder i sin fine autostol og ser på mig. Hans to store, kønne, brune øjne holder mig fast - lysende af noget, som får mit hjerte til at smelte. Det siver ud i hele kroppen, så den bliver ét stort bankende hjerte. Det varer længe, før jeg får det samlet og sat på plads, hvor det hører hjemme.

Det er kærlighed. Det er magi. Det er min nevø. Og det skete lige her i Odense!