Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Fem klummer, nr. 1

Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte. 

Jeg havde følgende på hjerte mandag den 19. april 1999:

"Fire sorte kasser"

Fantasien svulmer, fingrene trommer på tasterne, kan ikke følge med alle ordene, der spæner om kap for at komme først. Hurra! Fem dage med frie ord. 350 ord pr. dag. I alt 1750 ord. Helt efter eget valg. Men lige i hælene på den euforiske begejstring følger den store tvivl. Eftertænksomheden erobrer scenen. Hvad er vigtigst at få brugt denne betydnigsfulde plads til? Hvad vil læserne læse?

Jeg går rundt i en nærmest paradisisk tilstand i disse dage. Dét må ud, stå sort på hvidt. Tilstanden er forårsaget af noget så simpelt (og dog så kompliceret!) som fire sorte kasser! To store og to mindre, og så lige en hulens masse ledninger til at skabe forbindelse imellem dem.

Jeg havde i forvejen én sort kasse, men én sort ledning. Det var til at overleve på, men nu hvor jeg har de fire andre, forstår jeg ikke at det er muligt! Min musikglæde er ganske enkelt genfødt

CD´en, der indviede de fire nye sorte kasser var indiskutabel. Fynsk Forår med Odense Symfoniorkester. Fryd, fryd, fryd Alle detaljer, som f.eks. Jens Schous sørgmodige klarinets sølvklappers blide slag mod det svagt sitrende træ, men også den store helhed med den berusende brusende korklang, stod lysende klart.

Næste (næsten) levende billede var min (musikalske) kærlighed - cembalo spillet Lars Ulrik Mortensen. Hans prisbelønnede indspilning af Goldbergvariationerne blev nummer to. Cembaloets himmelske klang, frembragt af Lars Ulriks følsomme, farverige fingre får altid mit hjerte til at sende glædestårer op i øjnene - så megen skønhed! Og nu fremhævet i ubeskrivelig grad!

Jeg har generelt en forkærlighed for det enkle lydbillede. Næsten uanset genre. Gerne med en dejlig stemme i front. Vini Kjærsgaard kan "noget" med sin stemme. Derfor kunne kun hun blive nummer tre til at teste de fire sorte kassers kunnen. Og jo, hendes stemme kom for alvor til sin ret. Mmm!

Danskere, fynboere, odenseanere - hvor kan de dog det med musik! Og mine fire sorte kasser, købt lige her i Odense, åbner for vejen ud til de indre verdener af uendelige sjælefortryllende oplevelser!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar