Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

mandag

Korforskning



Læser alt hvad der udkommer af artikler, rapporter og bøger om kormetodik med fokus på korsang med velvære og sundhedsgenvinster, såvel som inklusion af sårbare mennesker - eller mennesker i sårbare faser af et menneskeliv.

Det er rigtig, rigtig interessant, og der er snart så meget forskning om hvor gavnligt det er at synge sammen, så man ikke længere på nogen måde kan være i tvivl om at korsang er til meget stor gavn for mange mennesker.

Men, men, men, nu vil jeg også gerne snart se nogen der tør fokusere på selve sangene i forskningen. For rigtig meget forskning konkluderer på at den gavnlige effekt ligger i det fysiske - at man lærer at bruge kroppen og især vejrtrækningen mere bevidst, og på det sociale - at man er sammen om noget rart i et til en vis grad forpligtende fællesskab, og på det hjernestimulerende - at man lærer noget nyt og skal koncentrere sig på en anden måde end ellers i hverdagen.

Men med den erfaring jeg efterhånden har som korleder og fællessangsleder føler jeg stor trang til at påpege at de sange, der bliver valgt også i sig selv må betyde noget for oplevelsen! For det er bare ikke alle sange, der virker for alle mennesker... - repertoirevalg er faktisk HELT afgørende.

Jeg har bare endnu ikke set en eneste artikel eller rapport der nævner hvilket repertoire der har været sunget i de korprojekter, der ligger til grund for forskningen, eller endsige tør tage fat på, hvordan sundhedsgevinsten er i forhold til repertoirevalget...

Må dét snart komme også - for de sundhedsgevinster man indtil nu har fokuseret på kan man faktisk også opnå i andre sammenhænge. Det eneste man ikke kan få i nogen andre aktiviteter er selve sangene...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar