En sanger og sanglærer spurgte: har det at synge en værdi i sig selv? For der er så meget fokus på alle de fysiske og psykiske sidegevinster, der opdages og beskrives i disse år, takket være videnskaben. Og godt for det. Men har musikken sin egen værdi? Kan man udtrykke en årsag til at synge for at synge - at spille for at spille?
Er der noget jeg har læst om så er det netop det store spørgsmål: "Hvad er musik". Og er der noget jeg har skrevet om så er det netop det. En hel bog faktisk. Som aldrig blev udgivet, for den var ikke god nok. Det ved jeg godt. Ikke desto mindre er de bedste af kapitlerne lagt ud til fri læsning her på bloggen, i tilfælde af at emnet måtte interessere nogen. Alle indlæg har titlen "Hvad er musik?".
Men affødt af sanglærerens spørgsmål dukkede nedenstående ord op. De er et forsøg på at udtrykke koncentratet af hvad jeg har læst, tænkt og erfaret, helt personligt.
En grundpræmis for beskrivelserne er at det tages for givet at man forholder sig til genrer, kunstnere og repertoire man selv holder af og finder genklang i. Og dermed at man ikke forholder sig til sange og musik af "al" slags!
(Og måske ligger en af forståelsesnøglerne netop i udtrykket "finder genklang i"?)
***
En sang - et stykke musik skaber et rum. Et rum i rummet. Et trygt rum, fordi det er defineret på forhånd i kraft af at en sang/et stykke musik har en fast ramme og et planlagt/kendt udviklingsforløb. Også selvom der improviseres undervejs. For selv i improvisation ligger der rammer og indhold givet på forhånd i rytme, harmonik og genkendelig melodik.
***
En sang er et rum.
Et trygt rum.
Med stemninger, der udløser følelser.
Med tekst, der fortæller en historie.
Med rytmik, der tvinger kroppen ind i en regelmæssig puls.
***
En god sang er som en tryllering... - en magisk ring, hvori der rejser sig stemninger - rum - verdner - universer... - der omslutter, måske endda opsluger en imens man synger/spiller/lytter.
***
Et nodeark er som en prik-til-prik-tegning. Man trækker en frase op ved at gå fra node til node og musikken træder frem. Frembragt korrekt nodetro opleves den præcis som en korrekt, kantet prik-til-prik-tegning ser ud.
Får en kunstner fat i en prik-til-prik-tegning, så blødes de rette linjer op til organisk liv, og kunstneren tilføjer personlighed med lidt ekstra streger hist og pist og passende farver i mange nuancer.
***
For mig er en sang et rum i rummet.
For mig bliver det at lytte til en sang, der rører mig, som at gå ind i en anden verden - sangens egen verden, og den gør noget ved mig, får mig til at føle noget, mindes noget, den fortæller mig noget, viser mig noget, giver mig noget.
Som barn var det den ultimative tryghed at lytte til en sang. En tryghed, som jeg ikke kendte noget andet sted i min verden. At lukke døren til mit lille værelse og lytte til en sang (ofte med Poul Kjøller eller sangene fra "Dunderklumpen") var den maksimale tryghed.
Men synger jeg selv, så gør sangen noget mere.
Den bliver formet i den form, som jeg kan forme den i, og så kommer den til at afspejle noget af mig, den kommer til at udtrykke noget af mig.
Jeg mærker den med min krop, med min vejrtrækning, min hals, mine stemmelæber - ja hele tonedannelsessystemet, og den får mit hoved til at føles lidt anderledes...
Den giver mig fysisk varme.
Og i bedste fald får den mig til at være så nærværende i mig selv at jeg glemmer mig selv...
Synger jeg med andre, så smelter vi sammen i en form for fællesskab, der ikke findes på andre måder.
Fyldt af glæde, nærvær, ofte i et fælles ønske om at ville det samme - at ville sangen det bedste. Uden at skulle forpligte hinanden på andet end bedst muligt at forsøge at tilføje samklangen sin egen andel. At smelte sammen med andre i skønhed, men uden at røre hinanden, uden at man overhovedet behøver at kende hinanden, uden at være forpligtet til socialitet hverken før, under eller efter - men naturligvis i korsammenhæng med muligheden for socialitet...
***
Spørger jeg andre - de mennesker, der synger i koret jeg leder, eller de mennesker der kommer til de fællessangsarrangementer jeg laver, hvorfor de godt kan lide at synge, så er svaret altid så enkelt: "det gør mig bare glad". Og behøves der egentlig andre grunde? Andre ord til at beskrive det?
Glæde?
Glæde!
"Glæde" må da være en gyldig grund!
***
Mange har sagt, at med musik udtrykker man det, der ikke kan udtrykkes med ord. Altså følelserne, eller mere generelt "sansningen", der ligger før den væren/tilstand der har behov for at bruge ord, og at musikkens magi dør når man forsøger at sætte ord på den.
Den store danske komponist, Carl Nielsen, er nok den der er kommet tættest på at sige det usigelige med ord: "Musik er liv"!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar