Hukommelse eller?

Læser af og til om at huske. Om minder. Om erindring. Og om det skrøbelige emne "genfundne minder". D.v.s. som voksen pludselig at huske noget, som man ikke har kunnet huske hele tiden. Gælder sådanne minder? Kan hjernen lave sådanne "tricks"?

Altså kan det forekomme at et barn oplever noget voldsomt, "glemmer" det, og som voksen husker det igen - af en eller anden grund? Og ikke mindst - har sådanne minder samme gyldighed som de minder, der har været med "hele vejen" op igennem livet?

Undren over hvad der sker i et barns hjerne og søgning efter viden om hvordan en erindring om et overgreb lagres i et barns hukommelse, og konsekvenserne heraf, har foreløbig ført til følgende refleksioner:

Hjernens udviklingsstadie i den givne alder må have stor betydning for hvordan overgrebet placeres i erindringen. Det giver vel sig selv, at et overgreb af seksuel karakter opleves meget forskelligt for et barn på f.eks. 6, 10 eller 14 år.

Choktilstanden i selve overgrebssituationen må også have betydning for hvordan et overgreb opleves og lagres? D.v.s. om barnet har en fight, flight eller freeze personlighed.

Hvem, der begår overgrebet må også have betydning. Er det nære omsorgspersoner, der har været dyb tillid og måske endda kærlighed til, som bor i eller ofte har gang i barnets hjem (d.v.s. stedet der burde være det tryggeste sted i verden for et barn), eller er det en fjernere person, eller endda en fremmed?

Overgrebet i sig selv vil altid være slemt, men må jo være anderledes hvis der følger både tillids- og tryghedsbrud med, sammen med konstant angst for gentagelse, hvis barnet hver dag eller ofte skal konfronteres med personen?

Stedet hvor overgrebet sker. Er det i hjemmet (d.v.s. stedet, der burde være det tryggeste sted i verden for et barn) eller et sted barnet ikke behøver komme igen?

Og ikke mindst hyppigheden. Sker det én gang? Sker det én gang med to forskellige personer? Sker det mange gange? Skaden kan være lige stor og omfattende, alt afhænger af muligheden for hvornår i livet det kan bearbejdes (kort tid efter, eller 40 år efter eller aldrig), og det afhænger af personlighedsstruktur, af tryghed, af sunde relationer før og efter, af medfødt psykisk sårbarhed eller ej. Så mange faktorer spiller ind.

Men så er der den helt nye erkendelse: Omgivelsernes italesættelse af personen/personerne, der begår et overgreb, kan afvige så meget fra barnets egen oplevelse, at barnet ikke kan rumme begge versioner.

Jo yngre barnet er, jo mere tilbøjelig vil barnet vel være til at vælge de voksnes version af "fortællingen" om denne person? Og dermed ende med at forsøge at udslette/fravælge/tågeindhylle sin egen erindring, "for det kan ikke være sket, når dette menneske nu er så god/rar/sød - og i en bestemt relation, der pr. definition ikke kunne finde på at gøre sådan noget".

Fortællingen kan både være den generelle om et menneskes væremåde og handlinger, om hvor storartet og godt et menneske personen er. Men det kan også være mere specifikt ved at barnet forsøger at fortælle om at der er sket noget, men afvises fordi det kunne dén person da aldrig "finde på" at gøre - ergo, barnet er straks under mistanke for at finde på, måske endda for at skade andre...

Som barn er man så totalt afhængig af sine voksne omsorgspersoner, så man vil gøre rigtig meget for at undgå at blive afvist og udstødt af dem, så man formentlig vil ende med at overtage deres historie, og udslette sin egen, igen afhængig af alder og personlighedstype. (Midlertidigt, så længe ens sind holder til det.)

Vi mennesker har en generel, og for mig at se sær, tendens til ikke at ville tro på hvad andre fortæller, hvis vi ikke selv har en lignende erfaring for at det, der fortælles kan være sandt/korrekt. Så er det altid den, der har oplevet noget, der afviger fra det "normale", det forventede, måske endda noget svært, der står med "bevisbyrden". Selv små børn, der forsøger at formidle at de har oplevet noget forkert, i værste fald et overgreb, kommer til at stå med bevisbyrden.

Og så til pointen: Psykologisk forskning peger på at falske minder kan skabes. D.v.s. man kan, også uden at vide og ville det, få skabt minder om at der er sket noget som faktisk ikke er sket. Men dét må også betyde at det modsatte kan forekomme, nemlig at der kan skabes minder om at noget ikke er sket... - selvom det faktisk er sket. Og dén splittelse i et barnesind kan måske være en medspiller i fænomenet "genfundne minder".

***

Man må nødvendigvis altid skulle behandle genfundne minder med største varsomhed. Anerkende det overfor sig selv, hvis man kan mærke at det er korrekt at man har været udsat for et overgreb, som man skal give sig selv omsorg for. Alt hvad man kan.

Men samtidig også forstå og respektere at erindringen er skabt af et barn i en given alder, et barn i chok, og at den barnehjerne, der lagrede et chok, ingen fornuftsredskaber havde til at lagre det "korrekt" og meningsfuldt for et voksent sind. Mange fakta og detaljer vil kunne mangle eller være forkerte, og man kommer så nemt til selv til at skabe og tilsætte noget forkert hvis man forsøger at fremtvinge erindringen med sin voksne bevidsthed.

Stor følsomhed og varsomhed er nødvendig, fordi det er barnesind man har med at gøre - også selvom barnesindet nu er i et voksent, modent eller ældre menneske.

***

Jeg blev klogere på emnet af at læse denne artikel: Guidelines ved genfundne erindringer fra Dansk Psykolog Forening. 

"Det er livet, der vil leves"

Festskriftet, der er udkommet i anledning af pastor emeritus og salmedigter og ditto komponist (og ikke mindst igangsætter, inspirator og mentor!) Holger Lissners 80-års fødselsdag, viser sig at være en umådelig velskrevet bog, lysende af glæde, taknemmelighed og ikke mindst en solid gennemgang af dansk salmeskrivnings historie fra sidst i 1960erne, hvor Holger Lissner var en central person i udviklingen af den nye generation af salmer, til i dag, hvor så mange af de salmer han direkte eller indirekte har haft indflydelse på, synges så mange steder rundt i landet.

Bogen er redigeret af Kirsten Nielsen, og selvom jeg foreløbig kun har læst ca. 1/4 og skimmet resten, så kan denne bog ikke anbefales nok til enhver, der holder af moderne salmer, og interesserer sig for hvorfor udviklingen blev, som den blev, og som gerne vil have en forståelse af hvorfor vi er hvor vi er på dette felt, nu.

Bogen rummer et væld af stemmer og perspektiver, og det gør bogen til en afvekslende og stemningsrig læseoplevelse.

Bogens forside prydes af en meget smuk forårsakvarel, malet af Karin Lissner (hustru til Holger Lissner), og den lyse, lette og samtidig meget nuancerede stemning i denne akvarel spejler så intenst og kærlighedsfuldt stemningen i bogen.

Bogen anbefales på det varmeste!

Uundværlige fagbøger

Tak til Aarhus Universitetsforlag for at udgive serien "Tænkepauser". Aldrig har det været mere fristende og overskueligt at øge sin viden indenfor en stor palet af emner.

Disse to er uundværlige for enhver, der beskæftiger sig med musik og sang. De er pakket ned i weekendtasken og skal læses snarest muligt. Glæder mig!

Accession...

Man kan jo gå og være bitter resten af livet over at man aldrig fik mulighed for at læse litteraturvidenskab eller lignende.

Men man kunne også bare begynde at læse, på egen hånd, så vidt som det er muligt...

Så da der i bogsøgestrømmen dukkede et litteraturleksikon op, kom tanken: "hvis nu man læser sådan et, fra ende til anden (selvom det ikke er den oprindelige hensigt med et leksikon) så må mængden af viden og refleksionsredskaber trods alt have en realistisk mulighed for at blive øget.

I hvert fald er det købt og ankommet i dag. De første sider læst. Nye ord og begreber er indtaget.

F.eks. "accession", som i denne sammenhæng betyder at bogsamlingen er øget. Det samme er mængden af viden om litteratur - og det vil den fortsætte med at blive.

Manglende sweater på vej...

Kaffe i yndlings-Mumi-koppen og opslagning til hæklet sweater i Linwool (farven hedder Tjære), med nål 4. Det vil ret hurtigt kunne blive til præcis dén simple sweater, der mangler i garderoben. Sort (-meleret), så man kan holde sig neutral udadtil i hverdagen. Det kan være en god ting.

Om mennesket bag bloggen

Denne blogger hedder Lykke Chetronoch. Er født Dahl Nielsen, i 1971, hjemme i dobbeltsengen på Højelundsvej 19 (dengang unummereret), Lunde, Nordfyn.

Opvokset i Stige, Søhus og Anderup i den nordlige del af Odense Kommune, og har gået på Stige Skole og Søhusskolen.

Efter et halvt år som studerende på Det Fynske Musikkonservatorium med cembalo som hovedfag, arbejde som rengøringsassistent med lidt tekniske serviceopgaver i 12 år på en folkeskole.

I 2008 uddannet præliminær organist, og i 2009 ansat i Den danske folkekirke som organist, i en 22-timers stilling på Fyn.

I jobbet læses der primært noder. I fritiden læses der primært bogstaver, alene og sammen med sønnen, født i 2010.

Med Nell i Paris

Skulle i boghandel efter ringbind til jobbrug. I tilbudskassen lå denne lille, fine miniroman af bestsellerforfatter Jojo Moyes. Hendes romaner smykkes af fine, grafisk enkle og i mine øjne decideret lækre forsider, som ofte har tiltrukket min opmærksomhed. Men beskrivelserne af handlingerne har hidtil fået mig til at lægge dem fra mig igen. Orker ikke så meget hjertesmerte af den slags, der præger hendes bøger.

Men denne, om den unge kvinde Nell, der bliver svigtet af sin kæreste, men alligevel vælger at tage til Paris og at få det bedste ud af denne planlagte tur, selvom kæresten svigter, tiltalte mig. Det franske trækker i sig selv (ville så gerne lære fransk og besøge Frankrig engang!), så den kom med hjem, og jeg begyndte så småt at læse imens jeg selv sad på den lokale togstation og ventede på toget hjem.

Foreløbig har jeg nydt et fint, letløbende sprog og nogle af præcis de udfordringer jeg ville frygte hvis jeg skulle vove mig ud at rejse på egen hånd! Glæder mig til at læse videre om hvad unge Nell oplever i løbet af sin weekend i Paris!