Mennesker er meget dygtige til at tale oven over, neden under og rundt om hinanden, eller når det går helt galt: fra hver sit verdenshjørne med ryggen til hinanden! Især mennesker, der taler sammen på deres modersmål, taler tit sammen uden at forstå hvad de hver især forsøger at sige, for når man behersker samme modersmål så behøver man jo ikke at gøre sig særligt umage, eller at åbne for muligheden for, at der ligger følelser eller realiteter gemt nedenunder eller omme bag de ord, der finder vej fra hjernen til munden. Ting man gerne ville sige, men som det af mange grunde kan være svært at finde de rette ord til.
Eller man "tager folk på ordet", ved at hage sig fast i hvilke ord der kommer ud af munden på folk, selv når man udmærket godt ved eller kan fornemme at det ikke var præcis det de mente, men at det altså var de ord man lige kunne finde i dette øjeblik. Såvel i ordenes som i tonernes verden får vi den bedste og mest givende udveksling af tanker og toner hvis vi prøver på også at lytte til hvad der ligger bag ordene.
En kvinde lytter til "Liebestod" fra Wagners opera "Tristan og Isolde" og får synlige tårer i øjnene - alt imens hele sjælen forvandles til en flod af tårer, der bruser på tværs af evigheden i en sønderrivende længsel efter den stund hvor hun sad med sin nu afdøde ægtemand, og første gang oplevede operaen opført, hvor de igennem håndfladernes tynde hud fik forbindelse fra sjæl til sjæl, i en ordløs oplevelse af at hele verden - hele universet, åbnede sig, foldede sig ud, som den mægtigste og mest fuldendte kridhvide kameliablomst i
februar.
En kvinde lytter til MLTRs "The Actor" og får synlige tårer i øjnene - alt imens sjælen rejser sig, som bølgen, der kaster sig mod den tørre, øde strand, i længsel efter de øjne, de hænder, den varme krop og sjælen der bor i den, ham, der efter en lang aften pludselig havde fundet modet til at stå foran hende, og som i trance havde ført hende på broen af toner ind i hjertets reneste kærlighed, men som nu er forsvundet ud af hendes liv og ind i en andens.
(Og her rnå jeg så lige forklare, at det er med vilje og fuldt overlæg at jeg har valgt ikke at bruge hverken ironisk distance eller spidende spydige bemærkninger, som det ellers er skik og brug i vores tidsalder for at blive accepteret som intellektuel og for at undgå det, der frygtes af de fleste: at fremstå som sentimental! Men dette er lige præcis 100% drivende sentimentalt, hvad enhver der selv har været i situationer som disse, eller nogle der ligner, udmærket godt ved, og disse to til lejligheden skabte kvinder har det svært nok i hver deres situation, som jeg nu har sat dem til at have det - de behøver ikke at lide yderligere ved at ætse deres blottede følelser med syrlige ord!)
Lad de to kvinder m0des i den virkelige verden, med alle dens virkelige facader, kontante ord og nøgne facts, til f.eks. en 60 års fødselsdag, hvor den ene kan være en kollega og den anden en niece til fødselaren, og hvor de tilfældigvis bliver sat overfor hinanden. Noget skal man jo snakke om, og musik bliver et emne. De dømmer hinanden hurtigt og hårdt, for der er langt fra Wagner til MLTR i ordenes verden, og konversationen bliver anstrengt og går sandsynligvis helt i stå.
Oprindelig gik den ene til opera fordi hun holder af den måde de 12 toner kan anvendes til at skabe en oplevelsesrig aften, som kan være berigende på sin måde.
Oprindelig gik den anden til en popkoncert fordi hun holder af den måde de 12 toner kan anvendes til at skabe en oplevelsesrig aften, som kan være berigende på sin måde...
For begge blev en intens følelsesoplevelse knyttet til en bestemt melodi - en bestemt måde at kombinere de tolv toner, en bestemt måde at give de 12 toner hørbart liv, som på ingen måde kan sammenlignes, men for evigt vil begge kvinder gennemleve intense følelser ved hvert genhør med netop den musik. Med andre ord er musikken blevet uløseligt vævet sammen med dybt personlige oplevelse i menneskers liv, og de vil aldrig mere helt kunne adskille musik og oplevelse.
Det er en af flere faktorer man skal være opmærksomme på, når eller hvis man ønsker at tale med andre mennesker om musik. Der er i alt 3 faktorer, som efter min mening er af afgørende betydning for at en snak om musik, menneske og menneske imellem, bliver frugtbar:
1. Begge parter skal være klar over hvad formålet med musikken er - hvad musikken skal bruges til. Om det er til dans, i givet fald hvilken dans, om det er til rengøring, til meditation, til en marchtur, til at eliminere lyden af naboens vinkelsliber, eller til en indadvendt nydelsesoplevelse, og i givet fald om humøret er eventyrlystent med behov for at opleve det ukendte, eller om behovet er at finde sig selv i den tryghed, der er i en velkendt toneform.
2. Der skal være en afklaring af, om den ene eller begge parter har erfaring fra musikkens verden. En klarinettist lytter til klarinetspil med en ganske anden intensitet, og med større krav og forventninger end andre. Og er man vokset op i et miljø med tilknytning til en bestemt genre så lytter man også med anderledes forudsætninger end andre. Et barn af en Beatles-entusiast lytter på en ganske anden måde end den, der hører The Beatles for første gang.
3. Og så skal der også helst være en ærlighed om, hvorvidt der er erindringsgods knyttet til musikken, for intet gør mere ondt på os, end når andre mennesker uforvarende eller med fuldt overlæg trasker med pigstøvler hen over vores kæreste eller ømmeste minder. For erindringer fremkaldes på splitsekunder af selv de korteste strofer: en lille melodi kommer svævende igennem luften. Simpel, ligetil, vel nærmest lidt naiv, og kun optaget af at være så dejlig som mulig, ramler den lige lukt ind i hjertekulen på et menneske. Der er fyldt med minder i det ramte hjerte, og melodien rammer en gammel jas af et minde, der ligger og slumrer i en fjern krog - det vågner, og pludselig er hele kroppen i oprør. Hjertet slår hurtigere, hjernen bliver rundtosset, lemmerne dirrer og ud af øjnene trilles alle de følelser, der ikke kan være i kroppen ud på tårer …
Som nar Barbra Streisands udgave af "Somewhere" strømmer ud af mine højttalere, og der ved den allerførste antydning af velklingende lyd vælder intense følelser, tilhørende den 15-årge pige jeg engang var, op foran mig, formet i et tåget, spøgelsesagtigt landskab, med figurer der genskaber scener og stemninger igen og igen, indtil stemmen arbejder sig igennem tågen og overtager scenen, som en solstråle, der langsomt spreder sin varme ud og maner tågen tilbage på sin plads i erindringen, så nuet lyses fuldt op af intet som helst andet end denne dejlige stemme, der levendegør denne ganske særlige kombination af intervaller - denne melodi, denne harmonisering - og åbenbarer den verdensløftende musikoplevelse, der gemte sig ude bag bølgen af erindringer.
Eller som dengang tonerne fra et cembalo steg op fra et museums stueetage, til svalegangen pa førstesalen hvor min sjæl sugede hvert eneste indtryk af cembalisten, der stemte sit instrument, ind i sit dyb. Mit hjerte græd af længsel. En længsel efter netop denne lyd, denne klang. Og stille steg der en dyb erindring uden ord og uden billeder ud fra evighedens tåger. Smøg sig i og omkring mig, uden på noget tidspunkt at lade sig aflokke end ikke det mindste lille spor at gå efter. Kun hjertets tårer. Sorg. Under selve koncerten, gav cembalisten mig med sin levende og naturnødvendige mimik, en vel nærmest udvidet virkelighedsoplevelse af en overflod af skinnende, transparente, dansende farver under udførelsen af Bachs præludium, fuga og allegro i Es-dur, så sorgen villigt lod sig forvandle og vokse ud over sig selv til den største glæde.
Eller som da Ella Fitzgerald sang i 1957, og jeg lyttede i 1999. Hun lavede en ganske lille bitte og næsten uhørlig krølle på rækken af toner, der bølgede ud på hendes varme åndedræt. Jeg hørte den. Den greb mig, løftede mig op på bølgen, der bar mig, til den slyngede mig langt ud i musikkens univers. I det splitsekund jeg var uden tid, uden sted, svævende vægtløs i musik, så jeg tværs igennem alt andet end to øjne. Et menneskes to øjne, der engang i en tid berørte min sjæl med sin sjæls nærvær. Dem så jeg ind i - i dette aldrig-eksisterende nu - og srnilede, gennemvarm af tonebølgen. Men med tanken der fulgte, faldt jeg tungt tilbage i tiden, hvor jeg hang fast i en tid der var, med en vished om aldrig at kunne møde disse øjnes fysiske udtryk, når præcis denne lille krølle lyder, i en vished om, at de aldrig vil se på mig og smile inderligt indforstået som kun de kan. Musikken fortsatte sin stædige vandrette vandring gennem tiden og rev mig ud, med og ind i nuet. Ind i nuet, i en verden fyldt af alle andre øjne.
***
Der er tre roller for mennesket i musikudøvelse: tilhører, musiker og komponist. Dette kapitel tilhører tilhørerne. Og dem tilhører vi egentlig alle sammen. Uanset hvilken slags musik vi hører så er vi tilhørere. Uanset om vi selv har startet musikken vi hører eller en anden har startet den, så hører vi den og er tilhørere. For som den franske forfatter Pascal Quignard har sagt det: "ørerne har ingen øjenlåg!" Måske skulle vi netop af den grund skelne imellem at høre og at lytte? For vi kan jo ikke bare lade være med at høre. Det sker helt af sig selv, så længe vi har hørelsen i behold. Men at lytte ordentligt efter, koncentrere sig, fokusere på musikken, kan vi langt hen ad vejen selv vælge at gøre. Det ligger inden for vores egen viljes rækkevidde. Man kunne vælge at skelne imellem at høre og at lytte, ved at tænke på, at når man "bare" hører, så er man ved siden af eller udenfor musikken, men når man lytter, så er man inde i musikken, man flytter sin koncentration, sin bevidsthed ind i musikken og tillader dermed samtidig musikken at trænge ind i en selv.
***
Men hvad skal man så lytte med - udover ørerne? Et menneske kan vælge at lytte mest med hjernen eller mest med hjertet. Det vigtigste er efter min mening først og fremmest at man bliver bevidst om at der er et valg, og dermed klar over at der er mere end en måde at lytte på - selvom ørerne er de samme! De fleste timer af det moderne, vestlige menneskes liv leves pa en måde, der kræver at man prøver på at have tanken hævet over følelsen. Det kan der siges meget om, for og imod, men det skal der ikke her. Jeg vil blot konstatere at vi i musikoplevelsen har muligheden for selv at vælge at opleve med følelsen først. Faktisk mener jeg, at vi bør tillade os selv den luksus det er så vidt muligt at lade os lede af vores egne følelser i musikoplevelsen.
For det er efterhånden det eneste frirum for følelserne det moderne mennesker har tilbage. Når det er sagt, så må det også tilføjes, at efterhånden som man får et musikalsk erfaringsgrundlag og musikviden samler sig i sindet, så vil enhver musikoplevelse ganske automatisk udløse en sammenligningsproces i sindet, næsten uanset hvor meget man vil lade følelserne komme til først. Det kan ikke undgås at man efterhånden udvikler sine egne normer og retningslinjer for hvad man foretrækker at lytte til, hvad der giver en selv de største, bedste, foretrukne og mest tiltrængte oplevelser.
Musikgenrer er der mange af at vælge imellem, der er mange kunstnere at forgabe sig i, og mange meget forskellige musikmiljøer at færdes i. Lige fra consort-miljøer, over hip-hop-miljøer til country-miljøer. Men i min lytte-musik-verden opdeler jeg musik på en ganske anden og langt mere simpel måde i følgende 2 kategorier:
1 : musik, der får mig til at vende opmærksomheden udad ...
- mod den ydre verden, mod andre mennesker, og mod drømme og ønsker, der går i denne retning. Musik, der bevæger sig i en vandret bevægelse, stadigt fremad langs med tidslinien …
2: musik, der får mig til at vende opmærksomheden indad ...
- mod den indre verden, ind i og ud af mig selv, og mod drømme og længsler, der går i denne retning. Musik, der samtidig med den hørbare vandrette bevægelse, også har bevægelser, der bevæger sig som lysglimt fra evigheden på tværs af tiden ...
(Denne kategori afslører sig ofte ganske uventet, og er ikke et resultat af intellektuelle overvejelser, som for eksempel: "nu, hvor komponisten lader sin sonate modulere (skifte toneart) over i d-mol, og jeg skifter fra at have højre ben lagt over venstre til at have venstre lagt over højre, er jeg parat til at opleve det sjælerystende øjeblik hvor de 3 dimensioner udvides med en fjerde, som endnu ikke er videnskabeligt bevist, men som ikke desto mindre føles så sand, som når livet selv overgår menneskets egen formåen i fødsel, død, kærlighed og musik!" Forsøger man at planlægge på denne måde, så kan man være ret sikker på ikke at opleve disse glimt, der går på tværs af tiden. Lyt til musik, så kommer det helt af sig selv en dag hvor musik, musiker og tilhører i et enkelt nu passer præcist sammen.)
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
På Starbjergjord
mandag
"Hvad er musik?", Om komposition
Der er toner så dybe så de ikke kan høres, og der er toner så høje at de heller ikke kan høres. Derinde imellem ligger alle de toner vi har at bruge af, når vi skal lave musik - de 12 basistoner, og alle deres mange søskende på de højere og dybere frekvenser. Et ukendt land for mange, men et land, hvor alle de, der laver musik kommer.
Alle! Kan du se det for dig? Forestil dig alle de mennesker du kan komme i tanke om, der laver musik. Et større menageri kan det jo hurtigt blive til, men heldigvis for dem og for alle andre, er der god plads og adgang via enhver tone, så alvorlige sammenstød kan undgås.
Alle disse toner kan sættes sammen på ubegribeligt forskellige måder. (Tænd f.eks. radioen, kør en tur på frekvenserne i tilfælde af at du har glemt hvor forskelligt det faktisk kan gøres, og husk så på, at selv radioens udvalg af musikkens variationsmuligheder beklageligvis er særdeles begrænset, især i dagtimerne.)
Disse tonesammensætninger trækkes ind i virkelighedens verden ved at blive spillet eller sunget af mennesker med vidt forskellige stemmer og af en pænt bred vifte af mulige musikinstrumenter (som kan udvides betydeligt, hvis ellers man gider udvide horisonten til også at nå udover det almindelige, for slet ikke at tale om at nå ud over den vestlige verdens grænser).
Hver eneste tonesammensætning kan fuldstændig ændre karakter når den spilles af forskellige instrumenter eller synges af forskellige stemmer, men kan altid genkendes på sit individuelle toneforløb - melodien.
Komponisten vælger ud blandt alle disse toner, samler og koncentrerer sin energi, der får kroppen til at sende strømme af toner igennem hovedet, ned på nodepapiret eller ind i et huskende elektronisk apparat. Når valgene har været igennem mennesket, når tonesammensætningen giver den ønskede smag og måske endda næring, og når eventuelle fremmedlegemer er pudset væk, så er musikstykket færdigt.
Det er komplet, og følelserne i skabelsesprocessen kan være sa stærke, sa komponisten selv i fuldendelsens stund føler sig komplet (hvilket ikke er det samme som at føle sig perfekt, mere værd og højt hævet over andre, men en følelse af balance og ligevægt i sig selv og verden for en stund, omend følelsen kan mistolkes af komponisten selv, men især bliver det af omverdenen), og musik, der har givet komponisten denne følelse, vil også kunne give tilhøreren en tilsvarende følelse.
Men ethvert musikstykke, uanset hvor selvfølgeligt højt vi elsker det nu, skulle først skabes af et menneske, der måtte gå sin egen vej uden at vide noget som helst om hvor vejen førte hen og hvad der ville åbenbare sig af besværligheder. Husk det, og send en venlig tanke med tak i til mennesket, der turde - mennesket, der skabte musikken.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Alle! Kan du se det for dig? Forestil dig alle de mennesker du kan komme i tanke om, der laver musik. Et større menageri kan det jo hurtigt blive til, men heldigvis for dem og for alle andre, er der god plads og adgang via enhver tone, så alvorlige sammenstød kan undgås.
Alle disse toner kan sættes sammen på ubegribeligt forskellige måder. (Tænd f.eks. radioen, kør en tur på frekvenserne i tilfælde af at du har glemt hvor forskelligt det faktisk kan gøres, og husk så på, at selv radioens udvalg af musikkens variationsmuligheder beklageligvis er særdeles begrænset, især i dagtimerne.)
Disse tonesammensætninger trækkes ind i virkelighedens verden ved at blive spillet eller sunget af mennesker med vidt forskellige stemmer og af en pænt bred vifte af mulige musikinstrumenter (som kan udvides betydeligt, hvis ellers man gider udvide horisonten til også at nå udover det almindelige, for slet ikke at tale om at nå ud over den vestlige verdens grænser).
Hver eneste tonesammensætning kan fuldstændig ændre karakter når den spilles af forskellige instrumenter eller synges af forskellige stemmer, men kan altid genkendes på sit individuelle toneforløb - melodien.
Komponisten vælger ud blandt alle disse toner, samler og koncentrerer sin energi, der får kroppen til at sende strømme af toner igennem hovedet, ned på nodepapiret eller ind i et huskende elektronisk apparat. Når valgene har været igennem mennesket, når tonesammensætningen giver den ønskede smag og måske endda næring, og når eventuelle fremmedlegemer er pudset væk, så er musikstykket færdigt.
Det er komplet, og følelserne i skabelsesprocessen kan være sa stærke, sa komponisten selv i fuldendelsens stund føler sig komplet (hvilket ikke er det samme som at føle sig perfekt, mere værd og højt hævet over andre, men en følelse af balance og ligevægt i sig selv og verden for en stund, omend følelsen kan mistolkes af komponisten selv, men især bliver det af omverdenen), og musik, der har givet komponisten denne følelse, vil også kunne give tilhøreren en tilsvarende følelse.
Men ethvert musikstykke, uanset hvor selvfølgeligt højt vi elsker det nu, skulle først skabes af et menneske, der måtte gå sin egen vej uden at vide noget som helst om hvor vejen førte hen og hvad der ville åbenbare sig af besværligheder. Husk det, og send en venlig tanke med tak i til mennesket, der turde - mennesket, der skabte musikken.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
fredag
Elskelig "bilvask"
Er stadig forelsket i bogen "Musetrin og troldetramp" af Lotte Salling, som er fuld af massageremser for børn i alle aldre.
Næste remse, der tages i brug ved "babysang" i maj-forløbet, bliver "bilvask". Charmerende illustreret som alle de andre:
Næste remse, der tages i brug ved "babysang" i maj-forløbet, bliver "bilvask". Charmerende illustreret som alle de andre:
torsdag
"Hvad er musik?", Coda: "Derfor"
Men bedst som man tror, at nu er man begyndt at forstå hvordan det her med musik hænger sammen, så kan en eneste sang slå hele forståelsen til plukfisk! Som da jeg satte en ny CD i mit hi-fi-anlæg, smækkede benene op, slog "parabolen" (koncentrationen) ud, og satte strøm til "receiveme" (modtagerne- i denne sammenhæng ørerne). Det første nummer var herligt, dejlig og velspillet musik. På næste nummer lagde klaver og bas ud med et helt enkelt tema, nogle blæsere sluttede sig til og de gentog temaet alle sammen, sammen. Men så kom stemmen ind - og den sang mig i stumper og stykker! Der er ikke en eneste veltænkt tanke tilbage når man er blevet ramt af en sang med den kraft, som musik og store forelskelser kan rumme. Og bagefter er man stort set ikke i stand til at gøre andet end at tøffe rundt omkring sig selv, som var man en lille rumpenisse fra Ronja Røverdatters skov (skabt af Astrid Lindgren), der spørger igen og igen: "hvo'for gør den så'n no'd?".
Sangen hedder "Travessia", og jeg aner ikke hvad titlen betyder eller hvad den handler om. CD' en hedder "Brazilian Rhapsody", pianisten er Daniel Barenboim - identisk med den argentinskfødte klassisk uddannede musiker og dirigent, og sangeren er en Milton Nascimento, som jeg aldrig tidligere - så vidt jeg ved - har hørt, og genren er brasiliansk populærmusik. Der er absolut intet, der forbinder mig med denne plade, dens musik, dens musikere eller dens sangsolist. (Efterfølgende har jeg fundet ud af, at brasilianske Milton Nascimento er kær ven af Danmark, og især velkendt af det københavnske jazz-publikum. Efter 30 år på den internationale verdensmusikscene er han stadig et engageret menneske, og holder fast i, at "den, der har en mikrofon til rådighed, har den på vegne af de der ingen har ". Om det at synge har han sagt: "Stemmen er som et instrument, der ikke kan kontrolleres. Den rejser gennem uendeligheden. Den binder os sammen i en følelse; hele publikum og stemmen. Det er dette ægteskab, jeg lever for.")
Men hvo'for gør den så så'n no' d, denne lille sang? Tja, man kan vel sige at der både bag tilhøreren, musikeren og komponisten er et menneske i et nu, og bag nuets menneske er der alt hvad mennesket har været før dette nu, og samtidig er det fyldt med ønsker, angst og forventninger til nuets efterfølgende nuer. Hvad hvert af de tre lag - fortid, nutid og fremtid rummer har sin unikke sammensætning af evner og erfaringer, og måden at forvalte dem på er afgørende for hvordan tilhøreren hører musikken, hvordan musikeren spiller musikken, hvordan komponisten oprindeligt komponerede musikken ... De 12 toner bringer bud på en luftbåren impuls fra den ene (komponisten) igennem den anden (musikeren) til den tredje (tilhøreren), igennem alle deres tre lag, bud om bevægelser der har bevæget. Et eller andet i komponisten og/eller musikerne viser sig at skabe genklang et eller andet sted i tilhøreren, og så bevæger bevægelsen tilhøreren, og så kan man vel sige at det er derfor den gør så' n, når den gør så'n no'd, den Iille uskyldige sang.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
onsdag
Hvorfor? Derfor!
Hvorfor se tilbage på egen, familiens og slægtens historier?
Fordi at alt hvad der ligger af uforløst eller endda fortiet smertefuldt erindringsgods (hvor nødvendig fortielsen end var i sin egen tid) forhindrer os i at være ordentlige overfor os selv, hinanden, verden - livet selv.
For alle slægtens gamle, undertrykte følelser udtrykkes i adfærdsmønstre, som nedarves i generation efter generation, også selvom ingen mere kender til eller sætter ord på begivenhederne der udløste følelserne, som ligger bag mønstrene - der former vores liv i nuet. De er der alligevel.
Men får vi mulighed for at forstå hvad der skete, så vidt det er muligt forskudt af tiden, så forstår vi hvorfor følelserne kom og hvorfor vores slægtninge begyndte at agere som de gjorde. Og vi får dermed selv muligheden for at opdage at vi selv kan tage et aktivt valg om at gøre tingene anderledes, fordi adfæren formentlig ikke længere er nødvendig.
Og ja, det kan være hårdt, for vi kan være nødt til først at græde os igennem tidligere slægters undertrykte sorg, og dernæst vores egen. Men derefter er der en realistisk mulighed for at lyset bryder igennem i vores indre såvel som vores ydre.
Derfor!
Fordi at alt hvad der ligger af uforløst eller endda fortiet smertefuldt erindringsgods (hvor nødvendig fortielsen end var i sin egen tid) forhindrer os i at være ordentlige overfor os selv, hinanden, verden - livet selv.
For alle slægtens gamle, undertrykte følelser udtrykkes i adfærdsmønstre, som nedarves i generation efter generation, også selvom ingen mere kender til eller sætter ord på begivenhederne der udløste følelserne, som ligger bag mønstrene - der former vores liv i nuet. De er der alligevel.
Men får vi mulighed for at forstå hvad der skete, så vidt det er muligt forskudt af tiden, så forstår vi hvorfor følelserne kom og hvorfor vores slægtninge begyndte at agere som de gjorde. Og vi får dermed selv muligheden for at opdage at vi selv kan tage et aktivt valg om at gøre tingene anderledes, fordi adfæren formentlig ikke længere er nødvendig.
Og ja, det kan være hårdt, for vi kan være nødt til først at græde os igennem tidligere slægters undertrykte sorg, og dernæst vores egen. Men derefter er der en realistisk mulighed for at lyset bryder igennem i vores indre såvel som vores ydre.
Derfor!
tirsdag
"Hvad er musik?", Om musikoplevelser
Ethvert sekund i et menneskes liv har sin helt egen sandhed. For hvert sekund der er gået, er der en ny sandhed at se alle de forgangne sandheder igennem. Det gør både ens egen sandhed og omverdenens samlede sandhed til ét stort kalejdoskop af skiftende sandheder. Det giver behov for skiftende lytteoplevelser, og det giver behov for skiftende typer af musik. Den, der oplever hvert sekunds sandhed, og den skiftende samlede sandhed er jo hele tiden ingen anden end en selv, og med disse 2 kategorier, der inddeler på tværs af de gængse genrer, historiske perioder, nationaliteter og hvad man ellers kan finde på at dele musikken og dens mennesker ind i, er de faste elementer i min lytte-verden jeg oftest vender tilbage til Beethoven, Bach, Birthe Kjær og Billy Joel med Lars Ulrik Mortensen som kunstneren før og over alle andre, skarpt forfulgt af Ella Fitzgerald med Leonard Cohen lige i hælene, (afvekslende med periodevis dyrkelse af andre), fordi jeg hos dem får mine helt grundlæggende musikbehov dækket.
Men mine hylder bugner af CDer med uendelig mange andre variationer af at bruge de 12 toner. Hver især med sit bud på et udgangspunkt for en oplevelse i tonernes univers. Lige nu, imens jeg skriver dette, spiller Rachmaninoff sin egen klaverkoncert nr. 3 i d-mol, opus 30. De meget smukke toner strømmer ud i rummet, og får mig til næsten at fortryde at jeg valgte denne plade. For selvom indspilningen er dels fra 1939 og dels fra 1940 med den til den tid hørende skrantende kvalitet af lyden, så er alene temaernes gribende skønhed så opmærksomhedsfangende, at den forhindrer kuglepennen i at finde papiret. Tvinger jeg den alligevel til det, opdager jeg, at tanken er taget på opdagelsesrejse ud i sindets grænseland, helt derud hvor ordene endnu ikke har fået form, hvor tanken selv bliver så løs og udflydende i sin form, at den er i fare for at blive helt opløst, og jeg finder mig selv siddende tilbage, gennemtrængt af tonebølger, spundet ind i hvirvlende toneforløb, og med øjnene fulde af temaernes toner i tårer ... - og derfor er dette skrevet efter musikken er spillet færdig.
Det er min oplevelse - andre har andre oplevelser. Men musikken er altid den samme.
Det er mennesket selv, med dets kalejdoskopiske sanseapparat, der skaber mange meget individuelle oplevelser ud af præcis de samme måder at anvende musikkens grundstof - de 12 toner - på, ud af præcis den samme musik.
Som da en pianist med Beethovens toner hyllede min krop ind i den C-dur-lysende klaverkoncert. Sneg sig næsten ubemærket af mig hen til 2.satsen, som fra første tone klemte tårer ud af hjertet. De drev stille ned over kroppen, nåede til den hårde kerne midt i maven, der blev smeltet af de varme dråber ...
Eller som da en guitar blev slået an. Stille. En fast rytme blev bygget op, og det strømmede ud af ham. Det. Det, der ligger i stemmen, i ordene, i musikken, i sangen. Vel var stemmen hæs. Vel var den ikke helt i sin vante facon, med den vante kraft og klang. Men dens lyd blev sendt ud i rummet, fyldte det, og dalede stille ned over os. Lagde sig lys og sval omkring os, til fri afbenyttelse for de kroppe og sjæle, der følte tørst efter netop denne form for trøst. Før og efter smøg orglets bløde toner sig om kroppen, modarbejdede den anspændthed, der blev arbejdet bevidst og målrettet på at opretholde, for at kunne modstå de reaktioner erfaringen vidste ville komme fra hjertet. Specielt åndedrættet var under tæt overvågning, og selvom præsten lukkede op for sin stemmes mangfoldige nuancer, der blidt renser, forbinder og puster omsorgsfuldt på de sårbare sjæle i sorg, som en mor på sit forslåede barn, så var det den syngende stemme, den der fulgte guitarens beroligende, vuggende rytme, der trængte helt ind igennem hvert eneste forsvar, helt ind i sorgens kerne.
Eller som da Stevie Wonder med "Outside My Window" opløste mit store, grove, fysiske legeme, og efterlod et ganske anderledes transparent, luftigt, yndefuldt alfelegeme … Løftet af de store smukke vinger, der kan svæve på smuk musiks vibrationer, trodsede jeg alle den jordiske fysiks love, og svævede ud gennem mit lukkede vindue. Jeg fandt de smukkeste og i velduft klingende roser, og badede mit nye smidige legeme i klangene derfra, samlede dem, som perler på en snor til nye kompositioner, og bragte dem i nærheden af mennesker, der kunne vælge at lytte, men som ikke gjorde det, og jeg var så inderligt ligeglad, for de klingende dufte fyldte mig med overstrømmende glæde, lige indtil frosten kom og lullede mig ind i en rosenknops duftende drømmerige, til den dag forårssolen kom tilbage igen og vækkede mig til ny glæde.
Eller som da mange mennesker, uendeligt forskellige mennesker, samledes. Vendte blik, viljer og hjerter mod kun en ting: behovet for at lade det livgivende åndedræt bære større eller mindre mængder af ophobede toner ud, og uforenelige menneskesjæle forenedes i mødet mellem lyst, toner og den mulighed øjeblikket rummede. Vibrerende individer forvandledes til klingende sjæle, der forenedes til en vældig tonekrop. Sitrende af glæde blev den formet og kærtegnet af to slanke hænder, der ledte den videre ud i verden, hvor den uerfarent, men netop derfor effektivt, bumpede ind i de lyttende, og efterlod en rislen af toner op langs arme og rundt om hjerter.
Eller som da jeg lyttede til Bachs Goldbergvariationer, og det var som om jeg af temaet "Aria" blev spundet ind i en tyngdekraftsophævende kokon. 1. variation blev en motor, der sendte mig langt ud og langt ind i alle andre verdener end den jeg i øjeblikket er født til at føle mig mest hjemme i. Verdener omkranset af lysende, blinkende toner hele vejen rundt i horisonten, hvor jeg så alt uden at forstå, imens jeg forstod alt uden at se ... Tankerne, de (tilsyneladende) selvstændige og stædige bæster kæmpede for deres eksistensberettigelse, nægtede at tænke tanker uden tanke for tanker, kastede sig i desperate overlevelsesforsøg med en livskraftig vilje tilbage hvor vi kom fra, og gav voldsomme ryk i den spinkle kokon. Men kokonen blev holdt sammen af samme magiske materiale som det, der holder toner sammen i melodier, og som ingen tankes stærke vilje kan opløse. "Aria" vendte tilbage, afrundede og opløste hvad den selv skabte, og lod mig alene tilbage med en ren og frisk hjerne lige nedenunder det forvirrede sekund, hvor stilheden kaldte mig tilbage til den verden blandt de mange mulige, jeg i øjeblikket er født til at burde føle mig mest hjemme i ...
Eller som da en drilsk tromme tvang mine fødder til lette vip pa stedet, godt hjulpet af hoppende hænder pa tangenter, banjo og basstrenge, mens en varm klarinet trillede rundt i luften, omkring en sprød stemme med sprækker i, der afslørede sit sjælelige ophav i små bidder. Alle de trivielle hverdagsstivheder jazzedes løs og rystedes rundt, så både krop og sjæl lod sig bevæge, mens tanken jublede over at ha' en krop, der kan vippe og vrikke, med hænder, der kan klappe, og et sanseapparat med antenner, der kan afsøge orkestret, for at lande ved klarinettisten og registrere kunstnerens kunst, mens hjertet legede med tanker, der er skabt til at knuses når nuet bliver til drømt fortid ...
Eller som da en kvinde sang i et supermarked en lørdag formiddag. Tre mænd med harmonika, guitar og bas stod på scenen sammen med hende, og vævede et blødt tonetæppe hvorpå hun trygt lod sin banjo og sølvklingende stemme vandre ud i supermarkedets afgrænsede verden. To mænd trakterede sorte kasser med mange knapper og ledninger og en hånlig holdning over det ydmyge sted. For de så det ikke. De så ikke, at stemmen ikke ser stedet, at musikken ikke ser stedet, men kun ser mennesker. Blot mennesker, som mennesker alle andre steder. Og stemmen lod toner bølge ud i rummet og rundt imellem menneskene. De mødte en gammel mand med en enkelt strofe, midt i inspektionen af rullepølse, og derfor kom de helt ind og rørte hjertet et kort sekund, for tanken var optaget af pølsen, og glemte helt at holde på døren til hjertet. De rørte en lille spæd pige på næsetippen, og som muntre trolde hoppede tre små toner med hinanden i hænderne lige henover hendes dyne, præcis på det sekund hvor hun havde til hensigt at sætte i et enormt og vredt hyl. Men det blev til et klukkende grin i stedet, som smittede den intetanende mor. Og de rørte mig. Lige imens jeg stod og kiggede på garn på tilbud. De kom og vinkede af mig, så jeg blev opmærksom, og så den gamle mands hjerte blive rørt, og den lille pige grine. Og de lærte mig, at intet sted er for ydmygt til at væve bløde tonetæpper til sølvklingende stemmer, der kan røre mennesker. Men de to sortklædte mænd med de sorte kasser så det ikke.
Eller som da 1. satsen af Bachs 2. Brandenburgerkoncert viklede sig om min krop, som var den af solidt vævet brokade, skinnende blankt i varme rødbrune nuancer, og som skabt til at falde ned over min spinkle skikkelse for at forme sig i en kjole med en figursyet overdel med ærbart snit. Jeg varmede mig i glæde over de smukke farver, og hele kroppen knejsede i stolthed, støttet af det stærke stof. Andanten snoede sig om min hals, over mine skuldre, ned over brystet, mens den samtidig snoede sig omkring sig selv, så den blev til den smukkeste, rent hvide kniplingekrave, med de sirligste, fine mønstre man kan forestille sig, der dækkede stoffet, som ellers kun iskrystaller på vinterruder kan gøre det. 3 .satsen greb fat i det ufuldendte skørt, hvor den lavede et utal af kunstfærdigt udførte læg, så jeg kunne danse rundt og rundt omkring mig selv, mens det tunge brokadeskørt foldede sig ud omkring mig og druknede mig helt i glæde ...
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Men mine hylder bugner af CDer med uendelig mange andre variationer af at bruge de 12 toner. Hver især med sit bud på et udgangspunkt for en oplevelse i tonernes univers. Lige nu, imens jeg skriver dette, spiller Rachmaninoff sin egen klaverkoncert nr. 3 i d-mol, opus 30. De meget smukke toner strømmer ud i rummet, og får mig til næsten at fortryde at jeg valgte denne plade. For selvom indspilningen er dels fra 1939 og dels fra 1940 med den til den tid hørende skrantende kvalitet af lyden, så er alene temaernes gribende skønhed så opmærksomhedsfangende, at den forhindrer kuglepennen i at finde papiret. Tvinger jeg den alligevel til det, opdager jeg, at tanken er taget på opdagelsesrejse ud i sindets grænseland, helt derud hvor ordene endnu ikke har fået form, hvor tanken selv bliver så løs og udflydende i sin form, at den er i fare for at blive helt opløst, og jeg finder mig selv siddende tilbage, gennemtrængt af tonebølger, spundet ind i hvirvlende toneforløb, og med øjnene fulde af temaernes toner i tårer ... - og derfor er dette skrevet efter musikken er spillet færdig.
Det er min oplevelse - andre har andre oplevelser. Men musikken er altid den samme.
Det er mennesket selv, med dets kalejdoskopiske sanseapparat, der skaber mange meget individuelle oplevelser ud af præcis de samme måder at anvende musikkens grundstof - de 12 toner - på, ud af præcis den samme musik.
Som da en pianist med Beethovens toner hyllede min krop ind i den C-dur-lysende klaverkoncert. Sneg sig næsten ubemærket af mig hen til 2.satsen, som fra første tone klemte tårer ud af hjertet. De drev stille ned over kroppen, nåede til den hårde kerne midt i maven, der blev smeltet af de varme dråber ...
Eller som da en guitar blev slået an. Stille. En fast rytme blev bygget op, og det strømmede ud af ham. Det. Det, der ligger i stemmen, i ordene, i musikken, i sangen. Vel var stemmen hæs. Vel var den ikke helt i sin vante facon, med den vante kraft og klang. Men dens lyd blev sendt ud i rummet, fyldte det, og dalede stille ned over os. Lagde sig lys og sval omkring os, til fri afbenyttelse for de kroppe og sjæle, der følte tørst efter netop denne form for trøst. Før og efter smøg orglets bløde toner sig om kroppen, modarbejdede den anspændthed, der blev arbejdet bevidst og målrettet på at opretholde, for at kunne modstå de reaktioner erfaringen vidste ville komme fra hjertet. Specielt åndedrættet var under tæt overvågning, og selvom præsten lukkede op for sin stemmes mangfoldige nuancer, der blidt renser, forbinder og puster omsorgsfuldt på de sårbare sjæle i sorg, som en mor på sit forslåede barn, så var det den syngende stemme, den der fulgte guitarens beroligende, vuggende rytme, der trængte helt ind igennem hvert eneste forsvar, helt ind i sorgens kerne.
Eller som da Stevie Wonder med "Outside My Window" opløste mit store, grove, fysiske legeme, og efterlod et ganske anderledes transparent, luftigt, yndefuldt alfelegeme … Løftet af de store smukke vinger, der kan svæve på smuk musiks vibrationer, trodsede jeg alle den jordiske fysiks love, og svævede ud gennem mit lukkede vindue. Jeg fandt de smukkeste og i velduft klingende roser, og badede mit nye smidige legeme i klangene derfra, samlede dem, som perler på en snor til nye kompositioner, og bragte dem i nærheden af mennesker, der kunne vælge at lytte, men som ikke gjorde det, og jeg var så inderligt ligeglad, for de klingende dufte fyldte mig med overstrømmende glæde, lige indtil frosten kom og lullede mig ind i en rosenknops duftende drømmerige, til den dag forårssolen kom tilbage igen og vækkede mig til ny glæde.
Eller som da mange mennesker, uendeligt forskellige mennesker, samledes. Vendte blik, viljer og hjerter mod kun en ting: behovet for at lade det livgivende åndedræt bære større eller mindre mængder af ophobede toner ud, og uforenelige menneskesjæle forenedes i mødet mellem lyst, toner og den mulighed øjeblikket rummede. Vibrerende individer forvandledes til klingende sjæle, der forenedes til en vældig tonekrop. Sitrende af glæde blev den formet og kærtegnet af to slanke hænder, der ledte den videre ud i verden, hvor den uerfarent, men netop derfor effektivt, bumpede ind i de lyttende, og efterlod en rislen af toner op langs arme og rundt om hjerter.
Eller som da jeg lyttede til Bachs Goldbergvariationer, og det var som om jeg af temaet "Aria" blev spundet ind i en tyngdekraftsophævende kokon. 1. variation blev en motor, der sendte mig langt ud og langt ind i alle andre verdener end den jeg i øjeblikket er født til at føle mig mest hjemme i. Verdener omkranset af lysende, blinkende toner hele vejen rundt i horisonten, hvor jeg så alt uden at forstå, imens jeg forstod alt uden at se ... Tankerne, de (tilsyneladende) selvstændige og stædige bæster kæmpede for deres eksistensberettigelse, nægtede at tænke tanker uden tanke for tanker, kastede sig i desperate overlevelsesforsøg med en livskraftig vilje tilbage hvor vi kom fra, og gav voldsomme ryk i den spinkle kokon. Men kokonen blev holdt sammen af samme magiske materiale som det, der holder toner sammen i melodier, og som ingen tankes stærke vilje kan opløse. "Aria" vendte tilbage, afrundede og opløste hvad den selv skabte, og lod mig alene tilbage med en ren og frisk hjerne lige nedenunder det forvirrede sekund, hvor stilheden kaldte mig tilbage til den verden blandt de mange mulige, jeg i øjeblikket er født til at burde føle mig mest hjemme i ...
Eller som da en drilsk tromme tvang mine fødder til lette vip pa stedet, godt hjulpet af hoppende hænder pa tangenter, banjo og basstrenge, mens en varm klarinet trillede rundt i luften, omkring en sprød stemme med sprækker i, der afslørede sit sjælelige ophav i små bidder. Alle de trivielle hverdagsstivheder jazzedes løs og rystedes rundt, så både krop og sjæl lod sig bevæge, mens tanken jublede over at ha' en krop, der kan vippe og vrikke, med hænder, der kan klappe, og et sanseapparat med antenner, der kan afsøge orkestret, for at lande ved klarinettisten og registrere kunstnerens kunst, mens hjertet legede med tanker, der er skabt til at knuses når nuet bliver til drømt fortid ...
Eller som da en kvinde sang i et supermarked en lørdag formiddag. Tre mænd med harmonika, guitar og bas stod på scenen sammen med hende, og vævede et blødt tonetæppe hvorpå hun trygt lod sin banjo og sølvklingende stemme vandre ud i supermarkedets afgrænsede verden. To mænd trakterede sorte kasser med mange knapper og ledninger og en hånlig holdning over det ydmyge sted. For de så det ikke. De så ikke, at stemmen ikke ser stedet, at musikken ikke ser stedet, men kun ser mennesker. Blot mennesker, som mennesker alle andre steder. Og stemmen lod toner bølge ud i rummet og rundt imellem menneskene. De mødte en gammel mand med en enkelt strofe, midt i inspektionen af rullepølse, og derfor kom de helt ind og rørte hjertet et kort sekund, for tanken var optaget af pølsen, og glemte helt at holde på døren til hjertet. De rørte en lille spæd pige på næsetippen, og som muntre trolde hoppede tre små toner med hinanden i hænderne lige henover hendes dyne, præcis på det sekund hvor hun havde til hensigt at sætte i et enormt og vredt hyl. Men det blev til et klukkende grin i stedet, som smittede den intetanende mor. Og de rørte mig. Lige imens jeg stod og kiggede på garn på tilbud. De kom og vinkede af mig, så jeg blev opmærksom, og så den gamle mands hjerte blive rørt, og den lille pige grine. Og de lærte mig, at intet sted er for ydmygt til at væve bløde tonetæpper til sølvklingende stemmer, der kan røre mennesker. Men de to sortklædte mænd med de sorte kasser så det ikke.
Eller som da 1. satsen af Bachs 2. Brandenburgerkoncert viklede sig om min krop, som var den af solidt vævet brokade, skinnende blankt i varme rødbrune nuancer, og som skabt til at falde ned over min spinkle skikkelse for at forme sig i en kjole med en figursyet overdel med ærbart snit. Jeg varmede mig i glæde over de smukke farver, og hele kroppen knejsede i stolthed, støttet af det stærke stof. Andanten snoede sig om min hals, over mine skuldre, ned over brystet, mens den samtidig snoede sig omkring sig selv, så den blev til den smukkeste, rent hvide kniplingekrave, med de sirligste, fine mønstre man kan forestille sig, der dækkede stoffet, som ellers kun iskrystaller på vinterruder kan gøre det. 3 .satsen greb fat i det ufuldendte skørt, hvor den lavede et utal af kunstfærdigt udførte læg, så jeg kunne danse rundt og rundt omkring mig selv, mens det tunge brokadeskørt foldede sig ud omkring mig og druknede mig helt i glæde ...
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
"Hvad er musik?" - "Lille Melodi"
Der fløj en melodi rundt i luften. En glad og køn lille en.
Den kunne flyve lige hvorhen den ville, for der var ingen der kendte den, og derfor var der
ingen der bestemte over den.
Den kunne finde på at trille en tosset tudse under tåen.
Den kunne finde på at pille i en pæn papegøjes papillotter.
Og den kunne finde på at kilde en kælen kængurukonge under kongekåben.
Ingen opdagede hvem det var der trillede, pillede og kildede.
For melodier kan man ikke se, og melodier som ingen kender, kan man ikke høre.
En dag skete der noget, der forandrede den lille melodis liv for evigt! Som altid var den ude at flyve. Den var lige i humør til at marchere et muntert menneske hen over maven.
Men da den nærmede sig mennesket mistede den kontrollen over sig selv. Den blev suget ind i menneskets øre, og den blev hvirvlet rundt så den hverken vidste vej eller vind eller vejr.
Den susede brusende ned i hjertet,
og et hjerteslag sendte den opad, helt op i hjernen.
Så rutschede den ned,
ned,
ned,
ned igennem armen, ud af hånden og
KLASK!
Den sad helt fast med sorte klatter og streger på et stykke papir.
Hvad skete der?
Den lille melodi kunne ikke røre sig!
lkke flyve mere.
lkke trille,
ikke pille,
ikke kilde.
Helt fast sad den.
Troede den. For pludselig blev den tone for tone løsnet fra papiret.
Denne gang blev den suget ind i menneskets øjne og videre ind i hjernen. Den dalede ned i hjertet, hvor et hjerteslag sendte den ud i armen og videre ned i handen. Her var det den lille melodi, der skulle bestemme hvilke fingre mennesket skulle bruge til at spille på sit klaver med. En efter en blev tangenterne på klaveret trykket ned, og tone efter tone fik den lille melodi sin frihed tilbage.
Men glæden blev kort, for da den nåede til sin ende var den slut.
Og den sad fast igen.
Sort, som kul, på det hvide papir.
Mennesket var glad for den lille melodi. Det spillede den igen og igen. Det begyndte også at synge den. Så fløj den lille melodi pa hjerteslagets kraft op igennem menneskets hals, og videre op i menneskets mund, som formede ord til tonerne, og endelig ud i den frie luft.
Ordene til den lille melodi skyndte mennesket sig at skrive ned mens det endnu kunne huske dem:
At trille, pille, kilde
er min dille, ih du milde!
Tudse, gøje, konge driller jeg fordi:
jeg er Lille Melodi!
Et dejligt liv jeg levede
var glad og.fri og svævede,
forandret blev så alt med ét fordi:
jeg er Lille Melodi!
Blev suget ind og hvirvlet rundt,
ja hvem sku' tro at det var sundt?
Blev trukket ind, faldt ned, røg op fordi:
jeg er Lille Melodi!
Med sorte klatter sad jeg fast,
blev løsnet ved et øjekast,
forvandlet til en sang og .fri fordi:
jeg er Lille Melodi!
Nu trille, pille, kilde
er min dille, ih du milde!
Og jeg klatrer, valser, bobler nu fordi:
jeg er Lille Melodi!
Den lille melodi var blevet til en sang. Og den fik sit eget navn:
Lille Melodi.
Mennesket tog en dag papiret, hvor Lille Melodi sad fast på, med i byen. Det besøgte et andet mennesket, som også var glad for sange, og som også kunne spille på klaver. Dette menneske satte sig ved sit klaver og spillede og sang Lille Melodi.
Lille Melodi fløj fri .fra klaveret og Lille Melodi fløj fri .fra menneskets mund.
Og Lille Melodi kurrede op over de kærlige kinder.
Den nussede omkring den nysgerrige næse.
Den promenerede pa den pjankede pande.
Og den hoppede ned på den henrykte hage hvor den nåede til sin ende og forsvandt.
Mennesket var begejstret for Lille Melodi. Og det var heldigt. For det var ikke et hvilket som helst menneske. Det var faktisk et ganske specielt menneske. Det var et menneske, der trykker sange på papir og sælger dem. Mange af hver slags. Rigtig mange! Og mennesket besluttede lige på stedet at Lille Melodi skulle trykkes og sælges til hvem, der ville købe.
Lille Melodi blev hvirvlet rundt fra den ene store trykkemaskine til den anden. Den blev klemt og mast, hældt i sort maling og sprøjtet ud på hvidt papir, og til sidst sad den fast på rigtig mange stykker papir. Lille Melodi var nu blevet trykt. På mange stykker papir. Og det betød, at en masse mennesker i hele verden fik mulighed for at slippe den fri igen og igen og igen og igen... - hver eneste gang de fik lyst.
Og snart trillede Lille Melodi i trompeter.
Den klatrede i klarinetter.
Den valsede i violiner.
Den boblede i basuner.
Og den fløj fra mange morsomme menneskers milde munde.
Nu kunne Lille Melodi trille, pille og kilde mere end nogensinde før.
På den måde gik det til at den
usynlige lille melodi
blev til den
synlige Lille Melodi,
og - ved hjælp af papir - fik den et evigt liv i erindringen hos alle de mennesker, der hørte,
sang og spillede Lille Melodi.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Den kunne flyve lige hvorhen den ville, for der var ingen der kendte den, og derfor var der
ingen der bestemte over den.
Den kunne finde på at trille en tosset tudse under tåen.
Den kunne finde på at pille i en pæn papegøjes papillotter.
Og den kunne finde på at kilde en kælen kængurukonge under kongekåben.
Ingen opdagede hvem det var der trillede, pillede og kildede.
For melodier kan man ikke se, og melodier som ingen kender, kan man ikke høre.
En dag skete der noget, der forandrede den lille melodis liv for evigt! Som altid var den ude at flyve. Den var lige i humør til at marchere et muntert menneske hen over maven.
Men da den nærmede sig mennesket mistede den kontrollen over sig selv. Den blev suget ind i menneskets øre, og den blev hvirvlet rundt så den hverken vidste vej eller vind eller vejr.
Den susede brusende ned i hjertet,
og et hjerteslag sendte den opad, helt op i hjernen.
Så rutschede den ned,
ned,
ned,
ned igennem armen, ud af hånden og
KLASK!
Den sad helt fast med sorte klatter og streger på et stykke papir.
Hvad skete der?
Den lille melodi kunne ikke røre sig!
lkke flyve mere.
lkke trille,
ikke pille,
ikke kilde.
Helt fast sad den.
Troede den. For pludselig blev den tone for tone løsnet fra papiret.
Denne gang blev den suget ind i menneskets øjne og videre ind i hjernen. Den dalede ned i hjertet, hvor et hjerteslag sendte den ud i armen og videre ned i handen. Her var det den lille melodi, der skulle bestemme hvilke fingre mennesket skulle bruge til at spille på sit klaver med. En efter en blev tangenterne på klaveret trykket ned, og tone efter tone fik den lille melodi sin frihed tilbage.
Men glæden blev kort, for da den nåede til sin ende var den slut.
Og den sad fast igen.
Sort, som kul, på det hvide papir.
Mennesket var glad for den lille melodi. Det spillede den igen og igen. Det begyndte også at synge den. Så fløj den lille melodi pa hjerteslagets kraft op igennem menneskets hals, og videre op i menneskets mund, som formede ord til tonerne, og endelig ud i den frie luft.
Ordene til den lille melodi skyndte mennesket sig at skrive ned mens det endnu kunne huske dem:
At trille, pille, kilde
er min dille, ih du milde!
Tudse, gøje, konge driller jeg fordi:
jeg er Lille Melodi!
Et dejligt liv jeg levede
var glad og.fri og svævede,
forandret blev så alt med ét fordi:
jeg er Lille Melodi!
Blev suget ind og hvirvlet rundt,
ja hvem sku' tro at det var sundt?
Blev trukket ind, faldt ned, røg op fordi:
jeg er Lille Melodi!
Med sorte klatter sad jeg fast,
blev løsnet ved et øjekast,
forvandlet til en sang og .fri fordi:
jeg er Lille Melodi!
Nu trille, pille, kilde
er min dille, ih du milde!
Og jeg klatrer, valser, bobler nu fordi:
jeg er Lille Melodi!
Den lille melodi var blevet til en sang. Og den fik sit eget navn:
Lille Melodi.
Mennesket tog en dag papiret, hvor Lille Melodi sad fast på, med i byen. Det besøgte et andet mennesket, som også var glad for sange, og som også kunne spille på klaver. Dette menneske satte sig ved sit klaver og spillede og sang Lille Melodi.
Lille Melodi fløj fri .fra klaveret og Lille Melodi fløj fri .fra menneskets mund.
Og Lille Melodi kurrede op over de kærlige kinder.
Den nussede omkring den nysgerrige næse.
Den promenerede pa den pjankede pande.
Og den hoppede ned på den henrykte hage hvor den nåede til sin ende og forsvandt.
Mennesket var begejstret for Lille Melodi. Og det var heldigt. For det var ikke et hvilket som helst menneske. Det var faktisk et ganske specielt menneske. Det var et menneske, der trykker sange på papir og sælger dem. Mange af hver slags. Rigtig mange! Og mennesket besluttede lige på stedet at Lille Melodi skulle trykkes og sælges til hvem, der ville købe.
Lille Melodi blev hvirvlet rundt fra den ene store trykkemaskine til den anden. Den blev klemt og mast, hældt i sort maling og sprøjtet ud på hvidt papir, og til sidst sad den fast på rigtig mange stykker papir. Lille Melodi var nu blevet trykt. På mange stykker papir. Og det betød, at en masse mennesker i hele verden fik mulighed for at slippe den fri igen og igen og igen og igen... - hver eneste gang de fik lyst.
Og snart trillede Lille Melodi i trompeter.
Den klatrede i klarinetter.
Den valsede i violiner.
Den boblede i basuner.
Og den fløj fra mange morsomme menneskers milde munde.
Nu kunne Lille Melodi trille, pille og kilde mere end nogensinde før.
På den måde gik det til at den
usynlige lille melodi
blev til den
synlige Lille Melodi,
og - ved hjælp af papir - fik den et evigt liv i erindringen hos alle de mennesker, der hørte,
sang og spillede Lille Melodi.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Abonner på:
Opslag (Atom)