Dogmerne

Ganske tidligt i processen dukkede tre "dogmer"  eller "rettesnore" op i tankerne, som jeg fastholder at følge:

1, Følg kvinderne.

2, Find alt online og spørg ingen

- men fysiske bøger købt eller fremsøgt og lånt via det lokale bibliotek er "tilladt".

3, Det er andres slægt 

- hold alt objektivt beskrivende og kærligt spørgende og undrende.

Dogmerne forklares hver for sig i tre følgende indlæg.

Rystet og rørt

Har i dag modtaget et skrift, der på en gang har rørt og rystet denne blogger.

Er nødt til at lægge det fra mig nu, udføre dagens pligter i den nutid jeg lever i, men tankerne farer afsted, helt inde i det rum, der prøver på at trænge igennem tidens så tilsyneladende tætte slør.

Helt fundamentale overvejelser i mit nutids-jeg foregår parallelt:

- Forstår jeg overhovedet sproget, sådan som jeg tror jeg gør?

- Hvordan ved man overhovedet om man forstår et sprog? Endda et sprog, som det blev skrevet i 1766...

Og dertil endnu et spekulationslag, som jeg måske gør klogest i at holde mig fra, men alligevel lufter: "hvordan skal jeg nogensinde kunne viderebringe, dvs fortælle om alt dette? - og skal jeg overhovedet det?" Og hvis jeg skal (og hvem bestemmer det?), er Klodshans eller den lille dreng i Kejserens nye Klæder så min rolle? 

Kan udgangspunktet - "er jeg værdig - og hvordan kan man overhovedet vide om man er værdig - til at fortælle noget til andre, altså udover dem i hverdagskredsen?".

Hver gang jeg skal tale med væsentligt højere uddannede personer - min ægtefælle undtaget, heldigvis! - oplever jeg at jeg er så frygtelig uværdig og underlegen. Og det interessante er vel også her om dén oplevelse mest aktiveres af samtalepartneren eller mig selv?

Dét er en kilde til evindelig overvejelse, der hermed fortsat pågår, og derfor endnu et af flere metalag i denne historie, der nok snart bør have sin helt egen kategori på bloggen.

Erkendelse

Er rystet over alle de fejl jeg i dag fandt i indlægget jeg skrev og lagde op i går.

Dels de fejl "systemet" laver, fordi det tror det ved bedre end mig hvad jeg vil skrive - det gør det sjældnere og sjældnere, "autokorrektur" som vi kendte det i starten af den elektroniske skrivetid, er erstattet af noget jeg slet ikke forstår, bl.a. fordi det ikke bruger almindelig dansk retstavning og retskrivningens regler. En slags "forslag baseret på høst af erfaring" fremfor rettelse ifølge etableret viden og aftalte fælles sprogregler. Sær udvikling at følge, men om ikke andet så skærpes ens egen opmærksom på sproget.

Og dels de fejl jeg selv lavede, selvom jeg læste om og om igen, og dernæst læste korrektur. Dén slags ryster. Tænk at der kan være så stor forskel på præstation, herunder fejlrate. Af erfaring ved jeg hvad jeg kan, med ro og tid nok, og dét er et ganske andet niveau.

Dét, kombineret med et irritationsudbrud overfor familien som følge af trang til og mangel på fordybelsestid, opstår tanken om at der ingen tvivl er om at den veluddannede vestlige mand, i generationer kom til at fremstå som et langt klogere, mere velovervejet og velafbalanceret menneske, end kvinderne, der stod ved siden af ham.

Kvinderne, hvis kroppe helt grundlæggende var underlagt en naturbestemt cyklus, som de ingen indflydelse havde på, samtidig med at de typisk ikke kunne blive uddannet efter evner, og skulle fokusere på udseende, ægteskab, børn og husholdning - uanset kroppens kapacitet og evner. Imens manden kunne gå ud og ind af det af andre passede hus, sætte sig og forlade familien efter eget behov, få mad og rent, velpasset tøj serveret, og møde andre mennesker efter eget valg, herunder i et arbejdsliv.

Med mindre kvinderne tilfældigvis var født i velhavende OG fremsynede/oplysningsinteresserede familier, hvor de førstnævnte klogere, velovervejede, velafbalancerede og ikke mindst veluddannede mænd kunne se evner og fordel i at lade slægtens piger uddanne i en eller anden grad, og at disses ægtemænd senere var af samme art, og tillod deres hustruer (og senere døtrene) arbejde enten hjemme eller ude, indenfor de områder de havde uddannelse og evner for - i det omfang det omgivende samfund, skabt og vedvarende understøttet af samme slags mænd, tillod kvinder at deltage i noget som helst.

Det var de få kvinder, der oplevede dette. Og det var slet ikke nogen i min slægt. Min slægt var overlevelse på overlevelse på overlevelse. For både kvinder og mænd, på hver deres vilkår. Og sådan lever mit nervesystem stadig, hvor meget jeg end kæmper for at lade det finde den ro, der reelt er mulighed for. Trods alt. 

Og trods de mange fejl jeg fandt i teksten fra i går, trods følelsen af at jeg intet kan bidrage med til verden, så er skrivetrangen her igen, nu stærkere end nogensinde før.

Hvilket fører tilbage til en tidligere erkendelse af at det er stadig umuligt at gå i gang med den specifikke skriveproces, der trænger sig på efter næsten 3 års samling af viden, kilder, noter og tekstbidder, om den historiske person jeg omtalte og citerede i går. Men også med inddragelse af noter fra et psykologisk voldsomt arbejdsliv, indenfor de seneste ca. 5 år. 

Håbet er at kunne begynde dét specifikke skrivearbejde mandag den 10.august, når familiens skoleår starter, og forhåbentlig går stille og roligt og bare godt. Man har jo lov at håbe, ønske og drømme.

(Udsnit af gravsten fra et midtfynsk gravkapel.)

Metalag i metalaget...

"Es tut gut, sich in Gedanken in eine Welt zu versetzen, wie die unsrige eigentlich sein sollte. Dadurch versüsst man sich manche unangenehme Stunde, die uns die Welt, wie sie jetzt ist, verursacht."

En historisk person, som jeg foreløbig har brugt næsten 3 år på at blive klogere på, ved at samle viden om ham og hans samtid (der er aldrig lavet en egentlig biografi om ham), skrev engang ovenstående i et brev til sin søn.

Hans navn kommer ikke til at stå her endnu, selvom det er god skik at kreditere andre for deres ord. Citater er så gammelt, så der ikke er krav om det, men navnet kommer, formentlig, på på et tidspunkt.

Foreløbig var det bare fuldstændig surrealistisk at læse det - at læse sit eget metalag inde sit eget metalag... - altså at den person, der er hovedperson i den særinteresse, jeg selv har "gemt mig i" i de seneste år (der tiltog stærkt i udfordringer pga. såvel den politiske situation på verdensplan, som på nationalt plan, personligt i den ca. 14 år lange og netop afsluttede påtvungne relation med det kommunale system som nogens mor, et forløb, der kulminerede voldsomt og negativt i de seneste tre år, OG dertil egne udfordrende oplevelser i arbejdslivet kombineret med overgangsalder, mm...) på tværs af tiden (lidt over 200 år) selv benyttede sig af at læse sig ind i en særinteresse og behandle dette emne skriftligt, med præcis samme forklaring, som jeg har benyttet.

En oversættelse kan lyde:

"Det gør godt, i tankerne at sætte sig ind i en verden, som vores egentlig skulle være. Derigennem forsøder man mangen en ubehagelig time, som forårsages af verden, som den ser ud nu."

Test

Test af skrivning og opslag af indlæg. 

Fordi det er længe siden sidst. 

Fordi genoptagelse overvejes, men afhænger af brugervenligheden, der var i aftagende da der senest var flow i opslag.

To arter, der ikke regnes for at kunne kommunikere meningsfuldt, men ikke desto mindre lod til at faktisk at kunne netop det.

Et billede af den skrivende og nettet, den skrivende og alt det samfundsrelaterede, den skrivende og drømmen om at skrive mere, om et helt specifikt emne.

Men er det muligt eller ej?

Er dette i givet fald stedet eller ej?

Hvordan kan afgørelsen træffes? 

Sommerferietid kan måske bruges til at nærmer sig dén afgørelse.

Den duede ikke!

Den duede ikke - ser det ud til. Den første roman/biografi om H.C.Andersen, udgivet i 1877, dvs kun 2 år efter hans død. "Folkets søn" hed den.

Den var skrevet af Carl Hermann - pseudonym for en Carl Sørensen, og den er bl.a. skrevet på baggrund af materiale fra den ældre H.C.Andersens unge ven, Nikolaj Bøgh.

Men denne bog er aldrig genudgivet og jeg kan ikke mindes at være stødt på omtale af den i de store bunker af bøger og artikler jeg efterhånden har læst om H.C.Andersen og hans kreds.

Den er heller ikke nem at finde antikvarisk, så der kan vel ikke være mange eksemplarer derude? Dog var jeg heldig at finde én til salg og det lykkedes at købe den. 

Dét eksemplar har nogen engang læst, og den er formentlig læst mere end én gang, at dømme ud fra måden den er slidt på, udvendigt som indvendigt.

Min læsning af den er i gang nu, og foreløbig står spørgsmålet stadig ubesvaret: hvorfor duede og duer dén ikke?

Fortsættelse følger!

Fordybelsestørst

Tidlige julegaver til mig selv er ankommet.

Trænger til fordybelse, men andet og andre kræver min tid og opmærksomhed.

Længes mod organistens jul = den selvvalgte ønskede og bevilgede afholdelse af fridage imellem jul og nytår!

Ny bog fra Majbritte Ulrikkeholm

Elsker at købe og modtage en pakke fra kunstneren Majbritte Ulrikkeholm.

Så meget kærlighed og omhu for "det skønne", både i værkerne hun skaber og pakkerne hun pakker.

Senest dette smukke, nyudgivne jubilæumsværk, med tekster samlet fra hele forfatterskabet.

Jeg elsker hendes kærlige, eventyrlige univers, og hendes metoder til at håndtere det svære liv, traumer og skabelsesprocesser.

Hendes nærværende sessions på Facebook, hvor hun deler ud af sin livskunst er dybt rørende, og hjælper og inspirerer mange.

OG hun lægger ikke skjul på, undviger ikke hvor barsk og smertefuld virkeligheden og det virkelige liv faktisk er.

Det ville ellers være det nemmeste, den behageligste flugtvej - men samtidig en vej, jeg selv er fuldstændig allergisk overfor!

Jeg mødte selv Majbritte Ulrikkeholm da vi var ganske unge - jeg selv bare et stort barn. 

Hun sang rollen som "Adele" i operetten Flagermusen på Nyborg Vold i 1983, og hun sang den helt vidunderligt. Sikke en stemme og sikke en udstråling fra en scene, jeg var så betaget - men måtte egentlig ikke være det, for min søster var med i koret, og der var hårde kampe "i kulissen" om at blive instruktørens yndling, så man også selv kunne blive opdraget!

5 år senere var jeg også selv del af det miljø - men hun var væk. Det forstår jeg godt, og jeg blev der heller ikke ret længe...

Men betaget af hende som kunstner var og er jeg, og har fulgt med i hendes karriere lige siden.

Som for så mange andre er især sangen "Når iskrystaller smelter" gået i mit hjerte, nok for at blive der for altid.

Den er ikke bare smuk, men også dybt healende. Teksten er med i denne nye samling af både gamle og nye tekster.

Jeg har slet ikke læst den hele endnu. Jeg slår op på må og få når jeg har lyst eller trænger til at læse en poetisk, eventyrlig, kærlig, rørende, inspirerende tekst fra hendes hånd - fra hendes hjerte.

Af dem jeg har læst har én rørt mig mere end andet jeg længe har læst, "Hjertets julekalender" på side 161 ❤️ - og jeg vil læse den højt for andre ved mine kommende julearrangementer 🙏🕯️🌲

Tak, Majbritte Ulrikkeholm ❤️🕯️🌲

Transgenerationel epigenetik...

Kan endelig igen holde fridag på min fridag og lytter til podcasts om "epigenetik" - den nye viden om hvordan at dét vores bedsteforældre oplevede præger de følgende generationer - dvs også børnebørn, og formentlig endda både fysisk og psykisk.

Deraf at det kan være til gavn at lade slægtens historie gå videre, både det vi kan lide at tale om og det, der ikke tales om. Fordi netop dét kan ligge som dybeste årsag til yngre generationers nuværende problemer med/i livet.

Som en amerikansk terapeut, der arbejder med dette interessante område, Mark Wolynn, siger, frit citeret: ved at tale om tingene forvandler vi "spøgelser til forfædre og det er nødvendigt fordi spøgelser jager os - forfædre støtter os".

Det kan man sikkert sige meget både for og imod, men der er noget i tankegangen, der tiltaler mig. Og et biologisk faktum er det jo, at de arveanlæg, der samles og bliver til os ved undfangelsen, findes og præges af de omstændigheder vores forældre og bedsteforældre lever under.

Mon vi, i den travle nutid, der har så meget fokus på ligenuogher-oplevelser får talt nok med vores børn og unge om slægternes historier? Hvem de var, hvor de kom fra, hvad der hændte dem? Giver vi os selv tid og ro til at falde hen i minder om de mennesker, vi kendte for længe siden, men som er væk nu?

For det er egentlig vildt at tænke på hvor mange generationers og tidsaldres påvirkning vi hver især faktisk rummer - når vi indregner de gamle vi mødte som børn...  Man kunne feks spørge sig selv: "Hvem var det ældste menneske du kendte som barn?" 

Jeg kendte feks min ene oldefar ret længe, og han var født i 1885. Tænk at leve i 2022 og være præget af et menneske fra 1800-tallet... Og alle I derude, der er ældre end mig, har jo kendt endnu ældre mennesker.

Med tanke på alle de vidunderlige børn og unge der er i krise og så dårlig trivsel nu, ville jeg sådan ønske at vi alle kunne sætte tempoet væsentligt ned, tænde hyggelige lejrbål, sætte os ved dem i ro og mag og få mindet og talt om alle dem, der kom før os selv.

Forleden lærte jeg en meget smuk sang at kende "Sangen om de glemte", måske særligt stærk at høre i netop denne sammenhæng, og med tanke på Allehelgen, som vi netop har været igennem, og som nogen steder mindes så smukt - og endnu stærkere bliver det, når alle afdøde, uanset hvornår de gik bort, mindes.

https://youtu.be/ZECeGGhmgPA

"Spill mykt og bløtt på spindelsvake strenger

en sang for dagene som er forbi

en sang for alt som ikke er her lenger

for alt som var og aldri mer skal bli"

- lyder noget af teksten, og jeg vil tillade mig at tilføje: men som har præget os, og som nogle af os stadig har i erindringen og ikke mindst i hjerterne.

Og forleden fik jeg selv mulighed for at bladre i et gammelt familiefotoalbum fra en svunden tid, fra en rund familiefødselsdag - hvor jeg vist selv var to år. Her er et af billederne, af Marie og Asta. Den ene slægtning og den anden en, der altid var med til sammenkomster via en anden slægtsgren. ❤️❤️

Balance

Mistede balancen imellem arbejde og fritid - andre og mig selv.

Tilbage til hækletøjet er første vigtige skridt tilbage på rette spor.

Her Helen Shrimpton's Sacred Space, i hobbiis Twister, nr. 24, "Fairytale" - nål 3,5 mm. Helt vidunderligt at arbejde med!

Imorgen endelig en hel fri fridag... - fri til at lave smør, bage boller, tegne, læse og hækle. 

Længsel efter hæklede strømper...

Til trods for de senere års eksponentielt stigende antal af hækleopskrifter og udgivelser har denne manglet.

For det er aldrig rigtig lykkedes noget at udvikle en virkelig anvendelig opskrift på hæklede strømper.

Denne hækler har forgæves prøvet de få, det har været muligt at finde.

Men Jeanette Bøgelund Bentzen -"Air Crochet" hedder hendes firma, er formentlig lykkedes med det. 

Bogen er købt og blev hentet i dag. Garnet er klar - nærmest smagløst julegarn med guldtråd og yndigt forårsgarn. Så er det bare tid og ro i hovedet til første forsøg, der skal findes.

127.000x?

Ligger for 127.000x (nok ikke helt, men sådan føles det i hvert fald) med spændings/hormon-hovedpine/migræne-anfald.

Ligger i det mindste på Starbjergjord... - men gad da virkelig godt kunne andet end at ligge i sengen når jeg nu endelig er her og snart skal tilbage til Midtfyn. 

Kan da i det mindste tegne lidt - men er ikke færdig endnu.

Og manden min har skaffet en længe højt ønsket bog, som nu kan vente på at hovedet orker at læse igen.

Og det her indlæg jo kunne skrives - så jeg må da være på rette vej igen 🤞

Starbjerg - Star - Starling - Sturnus - Stær?

Vi ved ikke hvorfor nærmeste hatbakke hedder "Starbjerg".

Men "star" er tidligere brugt både på dansk og tysk for "stær". 

Og det giver bare rigtig god mening hvis dét er betydningen. At "Starbjerg" betyder "stærebjerg".

Vi har en meget gammel poppel på grunden, i skellet ind imod Starbjerggård, og den besøges hvert forår og efterår af stæreflokke. 

Et noget yngre kirsebærtræ kommer de også på besøg i - samme dag hvert år, så vi ved at vi skal have plukket til os selv inden da. (Og selvfølgelig lader vi bær være tilbage til dem også.)

Selve hatbakken "Starbjerg" er delvist dyrket og delvist dækket af vild, tæt beplantning, og da den ligger på modsat side af jorden og gården, kan vi ikke holde øje med den fra vores egen grund. Derfor ved vi faktisk ikke om den besøges af stæreflokke i så markant grad, så navnet entydigt kan forklares ved dét.

Fra vores grund kan vi trække en lige linje ud til Tryggelev Nor, hvor store flokke af stære på denne tid af året hver aften samles og hvor vi har fået oplevelser, der nærmer sig begrebet "sort sol".

Starbjerg = stærebjerg? Det giver god mening, og vi fugleelskere håber at det er den rette forklaring 🤞

Billedet er lånt herfra: <a href="https://www.freepik.com/free-photo/european-starling-sturnus-vulgaris-illustrated-by-von-wright-brothers_3540703.htm">Image by rawpixel.com</a> on Freepik

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 

Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.

Højder

Starbjergjord ligger relativt højt - imellem 12 meter og 16 meter, men der er ingen hatbakker på vores grund.

Dem er der ellers næsten 700 af på Langeland, cirka fra Magleby i Syd til Stoense i nord. De fleste er mellem 10-20 meter, men nogle højere, og de to højeste er Fakkebjerg på 37 meter og den, der både hedder Skøvlebjerg, Skovlebjerg, Skøvlebjerg og Støvlebjerg - den er 46 meter.

Vores nærmeste nabo, Starbjerggård, ligger i ly af en hatbakke, som gården har fået sit navn fra - "Starbjerg", og den er 24,5 meter høj. Den ligger lige ud til hovedvejen, lige før indkørslen til gården, men ses ikke så tydeligt da den er bevokset med skov.

Går vi mod nærmeste strand ad Fredmosevejen møder vi to "bjerge" og en "høj" - som hatbakkerne kaldes lokalt, og de ses tydeligt, selvom de ikke er så høje.

Første Tunebjerg på 19 meter, hvor Tunebjerggård ligger i læ, og hvor der er gravet lidt af "bjerget" for at give plads til gården, og det lagdelte sand og grus som alle hatbakker består af, holdes på plads af en stensætning og mange års bevoksning.

Næste er Hellebjerg på 20 meter. Her er ingen bebyggelse i nærheden, den ligger helt frit, åbent under himlen, midt i marker, med vildnis på toppen.

Jeg har fotograferet den bakke talrige gange, på mine talrige vandreture på denne min yndlingsvej, der fører til min yndlingsstrand.

"Hellebjerg" - mon ikke navnet Helle i denne sammenhæng betyder "Hellig"? Det er altid den følelse jeg får, når jeg når til det sted. Andægtighed. 

Den sidste hatbakke på ruten er Tortehøj på 15 meter, lige hvor vejen drejer skarpt til venstre, ned mod sommerhusområdet og trappen til den strand, der er min yndlingsstrand. Hvad "Torte" betyder aner jeg ikke, men der graves videre i gamle og nye bøger. 

Moonlight ❤️

Ved hans bisættelse hørte jeg første gang hans ældre brors kælenavn til ham: "Moonlight".

Hvorfor ved jeg ikke. Forklaring fulgte ikke med. Men det var fra deres tid som unge sømænd, der sejlede på østen - ja, "på" sagde de.

Jeg kendte den gamle mand, som denne unge konfirmand blev til. Hvilken relation havde vi egentlig? Det er så svært at blive klog på. Men det hjalp at finde ud af at vi var 4 x grandfætter/kusine til hinanden, aldersforskellen til trods.

Han levede 1934 til september dette år. 

Jeg holdt så meget af ham, men følte mig ikke berettiget til det. Som svigerbarnebarn til hans kæreste, hans livsledsager i mere end 25 år i de ældre år, og helt til sidste åndedrag - og også som ungdomsven til hende, måske lidt kæreste? Det er der lidt uenighed om - men de kendte og holdt af hinanden, var mindst venner som store børn - teenagere, 13-14 år, inden han tog afsted som sømand. 

Siden som fraskilt og enke, fandt de hinanden igen, og deres to familier måtte, som så mange andre, finde ud af at være sammen om dem.

Det gjorde de. Og vi sagde farvel sammen. 

Som svigerbarnebarn i denne konstellation var jeg både langt "langt ude" i relationen - men også meget tæt på og tit på besøg.

Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere velkommen nogen steder nogensinde end hos disse to mennesker.

God tur, du gamle, du er en af dem jeg håber at møde igen, engang ❤️ Tak for dig.

Man er fan!

Er Falch-fan og dette album blev forudbestilt så snart det var muligt. Længe, længe før vi vidste hvilke kriser vi som samfund, land, verden, og individer står i nu. 

Det ankom i dag. Skræmmende aktuelt.

Dertil vanvittigt velspillet - sikke en energi - og dén stemme! Tak 🙏

Hjertesuk

Hvornår må man synes at fysiske stresssymptomer faktisk er for voldsomme? 

Hvorfor kan nogen slippe godt fra at sige fra, fremvise deres sårbarhed, deres overbelastning, deres symptomer, og endda få forståelse, omsorg og hjælp, når andre ved samme fremvisning møder det modsatte?

Hvem og hvornår og hvor længe må man være stille og føle trang til at sørge ved hvilke dødsfald? Som nu, hvor et kært familiemedlem er sovet stille ind, men fordi han var gammel og syg og det var ventet, så ligger det i luften at det ikke rigtig er nødvendigt at tage sig ret meget af det... - at der ikke rigtig er noget tilbage at tage sig af...

Savner, savner, savner strand, sten, lyden af bølger. Heldigvis er kamerarullen fyldt med minder om netop dét.

Livskunststræning...

Det bliver weekend på Midtfyn, i den midtfynske mini-have, der har en smule blomster endnu - og smukt formiddagslys, der gav en overraskende effekt med kameraets makrofunktion.

Starbjergjord er så inderligt savnet, men at kunne finde noget at nyde, der hvor man er, er en vigtig livskunst at træne.

Der trænes!

Vores "sø"

For fem år siden fandt vi på at grave vores egen lille "sø" på Starbjergjord, der er et højtliggende og tørt område.

Vi lagde simpelthen bare bassinplast ned i et godt 1 meter dybt hul, ca 1,5 x 2,5 meter, og lagde strandsten og fliser på kanterne, runde strandsten i bunden, så der er hulrum til vanddyr, og tog en spandfuld søvand med fra det nærliggende Nørreballe Nor, i håbet om at evt smådyr herfra kunne sætte gang i søens liv.

Det kunne det.

Der er insekter, igler, snegle - på billedet herover er det "Stor mosesnegl". I denne sommer er der også observeret flere grønne frøer på grunden, og i hele den tidlige sommer var der en fast beboer, der havde sin faste plads her. 

I år har vi plantet en åkande, der er kommet godt i gang, frøen har afprøvet at bladene er acceptable at sidde på - vi har bare ikke fået billeder af dét endnu. Vi håber på åkandeblomster næste år, omend bladene er noget så smukke i sig selv.

På nabogrunden er der et naturligt vandhul, oppe på den anden side af marken bag vores grunde ligger det store moseområde "Fredmosen", og modsat, på den anden side af vejen, er der også et område med vand, men det ligger på privat grund, og vi ved pt ikke helt hvad det er. 

Vores egen lille sø vinder ingen priser, hverken for æstetik eller håndværksmæssig udførelse, men dyrelivet har taget den til sig, og det er det eneste der tæller for os.

Og vores lille bitte sø fungerer nu, formentlig, som et lille pitstop for insekter og smådyr, der trækker fra det ene vandhul til det andet, og er afhængige af vand. Vi håber 🤞