10 år

I dag er det ti år siden at jeg tiltrådte min nuværende stilling, som organist i en stor kirke, der ligger i et lille sogn, de otte af årene ved dette vidunderlige instrument, og lige så ofte ved det mere ydmyge klaver i den anden ende af kirken!

I ti år har jeg derfor dagligt kunnet både undres og glædes over at det blev muligt at få en indtægt at leve for, ved at kunne læse noder - den absolutte yndlingsaktivitet fra første øjekast, for den lille pige jeg var.

Jeg glædes ikke mindst over den mulighed, der ligger i jobbet, for at kunne nørde med sange og salmer; disse små rum, ad hvilke man kan besøge andre tider, steder, skikke og sind.

Og parallelt med dette nærstudere vilkår og veje i den forunderlige fysiske aktivitet, der kan være så fundamentalt helbreds- og humørberigende: at synge.

Alt i dette job er centreret om at det livbærende åndedræt bruges til at skabe toner, der bærer ord til at skabe og styrke fællesskab på tværs og trods af alt, og til at skabe tryghed, glæde, trøst og omsorg.

At kunne gøre præcis dét var min største drøm, da jeg som stor pige sad og lærte at spille klaver ved hjælp af sangbogen "Den fynske sang". Dén pige forstår stadig ikke helt at det efter svære kampe og mange omveje faktisk lykkedes...

Takker så inderligt alle, der har været med hele eller dele af vejen og skåler helt privat "hurra" med mand og søn i morgen efter fyraften og skoletid.

I dagens anledning har jeg købt en gave til mig selv - et sæt "in ear" luksus hovedtelefoner, Beltron YSM1000, der ikke forhandles i Danmark, men som har en fabelagtig lyd i forhold prisen.

For det stillesiddende arbejde kræver fysisk bevægelse som modvægt, og det går bare bedst med god musik og/eller en god podcast i ørerne, og lækker lydkvalitet er nu engang bare et must for en musiker!

Lykke?

Årets første udgave af ugebladet "Søndag" havde "Lykken er" som tema. Et stort og flot nummer, med en usædvanlig flot forside af kunstneren Martin Willy Silz. Tænk hvis ugebladet gik mere i dén retning, med ny kunst og dybere, reflekterende artikler, så kunne det godt tænkes at jeg fik lyst til at købe det lidt oftere...

Når man nu er blevet givet fornavnet "Lykke" da man blev født, føltes det helt nødvendigt at investere i dette blad. I bladet var der artikler om "lykke" anskuet fra mange forskellige vinkler. Bl.a. lykken ved at have en søster, for nogen er dét faktisk lig med lykke. Interviewet var med Mette Odderskov, som har udgivet bogen "Lykken er" i 2017 på forlaget Forfatterskabet, og jeg har været så heldig at få netop dén bog til anmeldelse. Læs anmeldelsen her: "Lykken er".

Puk Elgård: "Se mor, jeg danser"

Det var en stærk, varm, hård og tankevækkende oplevelse at læse Puk Elgårds bog.

Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.

Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.

Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.

***

En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.

Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.

Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.

Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.

Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.

Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.

Foredragsdebut

Foredrag planlagt - udarbejdet igennem de seneste måneder med tiltagende intensitet, der, vel naturligt nok, kulminerede op til foredragets afholdelse!

Mindmap blev lavet:

Primær illustration tegnet/skrevet/malet:

Foredrag afholdt i sidste uge. Havde som forventet alt for meget materiale - en klassisk begynder-"fejl", for man vil bare så gerne give så meget som muligt. Jeg var bevidst om fejlen, men håber at kunne bruge al den indvundne viden til gavn for andre henad vejen. 

John Rutter, korsatser

Oxford University Press, Musikafdelingen, har udgivet to antologier med hver ni korsatser af de mest kendte og elskede af engelsk kormusiks grand old man, John Rutter, der både komponerer og skriver teksterne selv, baseret på genkendelig, kristen inspiration. Der kan købes eller lejes orkestersatser til alle korsatser.

I 2017 udkom “Anthems for SA and Men”, i år udkom “Carols for SA and Men”, begge som led i hver sin større serie, dels “Selected sacred anthologies” og “Selected carol anthologies, hvor man finder tilsvarende udgivelser fra andre markante engelske korkomponister, samt blandede antologier.

Udgivelserne er i paperback, der umiddelbart kan give et “billigt” indtryk, men indholdet er af høj kvalitet og en paperback står mere sikkert på nodestativet end en hardback, så tak for dét! Er man klassisk skolet, men i sin hverdag primært arbejder med en pædagogisk vinkel på kirkemusikken, så møder man i disse år mange forskellige måder at notere kormusik, og udgivelser som disse bliver derfor en velsignelse at hvile øjnene på!

Al notation er i klassisk stil, klassisk fagsprog og i klassisk partituropsætning, og derfor meget nemt at gå til for alle, der har den klassiske skoling. Men tankevækkende at man, som organist, kan nå til et punkt hvor dét er en kvalitet, der skal fremhæves, som noget særligt!

Alle satser er bygget op, som de originale satser, der er kendt fra indspilninger med Rutter selv og Cambridge Singers. Dog er der, fordi satserne i disse udgivelser er reduceret til 3 stemmer (enkelte steder deles sopranen i to stemmer), visse ændringer i stemmernes fordeling og forløb.

Der er fine akkompagnementstemmer til alle satser. Enkelte satser er a capella satser, men der er i de tilfælde noteret en tangentstemme, hvor de tre stemmer er samlet i én sats til indøvning. Alle satser kan spilles på klaver, samtidig er fem af satserne i hver bog direkte noteret for orgel, og alle satserne er af en kvalitet, som er en nydelse at spille.

Satserne er gennemkomponerede. De korteste 3 sider, de længste 12 sider. Ambitus går for sopranerne op til g2, for alterne til e2, og for herrerne til e1. Der er stor variation for alle stemmer, soloindsatser for alle stemmer, skiftende taktarter, og endda en hel sats i ⅝ takt, den hyggelige “Donkey Carol”, som kan være en sjov udfordring for kor, der gerne tager en udfordring op.

John Rutters kormusik er kendetegnet ved smukke, velgørende melodier og klange, der nemt flyder ind i øret og virker opløftende i al deres skønhed, for den der værdsætter dét. Alt i alt to professionelle udgivelser, der fryder den klassiske musiker.

Dansk korsangstradition udfordres i disse år af en holdning, som jeg også selv møder af og til, omkring at brystklang er at foretrække frem for hovedklang! Det gør korsang baseret på klassisk sang svær at arbejde med! Men har man et godt kantori at arbejde med, eller et kor med yngre kormedlemmer (især sopraner), der øver hjemme og ønsker at arbejde seriøst, kan disse satser varmt anbefales.

Anmeldelsen blev bragt i medlemsbladet "Organist.org" Nr 11.  2018. Nodebøgerne er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".

At spille en salme...

At spille en salme er at få en strøm af nerveimpulser til at løbe ubesværet fra øjnene, der læser noderne til hænder (og for organister også fødder) der skal ramme tangenterne let og ubesværet i den rette rækkefølge i det rette tempo.

At få nerveimpulserne til at løbe sådan kræver det, der hedder øvelse. D.v.s. at spille salmen mere end én gang, indtil de løber som de skal. (Men ideelt set også en noget mere omfattende og detaljeret indøvningsproces!)

Derfor har en, der skal spille en salme eller en sang (eller hvad som helst andet) brug for tid nok tildenne indøvningsproces. Altså til at øve sig.

"Tid nok" kan være individuelt. Derfor havde man engang en overordnet, gennemsnitlig bestemmelse for alle organister, der hed at salmenumrene skulle udleveres senest 48 timer før tjenestens afvikling. (Man måtte dog gerne udlevere dem før.)

Disse 48 timer, har nogle gange været kilde til ufred imellem faggrupper på arbejdespladser. Men disse 48 timer er defineret for at give organisten en bare nogenlunde realistisk mulighed for at kunne spille de salmer, som præsten har bestemt skal spilles, flydende nok til at det er sangbart og rart for de, der synger med.

Disse 48 timer er for nogle få år siden ophævet som standardkrav. Nogle organister er heldige at have dem fortsat, som lokalaftale. Nogle er endnu mere heldige og har fået flere timer som minimumskrav. Andre har intet minimumskrav, og er derfor nødt til bare at håbe på at få en eller anden mængde øvet.

Men det handler om neurologi. Simpelthen. 

Det vidste man ikke da man indførte de 48 timer, men man havde en erfaring for at en minimumsøvetid var nødvendig for at organisten kunne levere et nogenlunde sangbart (og nogenlunde fejlfrit!) salmespil, og man havde respekt nok for organisten som menneske til at udvise omtanke i forhold til at gøre det realistisk for organisten faktisk at kunne udføre opgaven.

I dag ved man altså at det handler om neurologi. Om at øvning skaber baner, som nerveimpulserne lærer at benytte. Uden de baner kan man intet. Derfor er øvetid helt nødvendig. For alle. Men kravet om at give organisten øvetid er, samtidig med at denne viden er opnået, afskaffet.

Det er svært at forstå. Der er hardcore videnskabelig evidens for at øvetid er nødvendig. Og at manglende øvetid udløser stress, som i sidste ende kan betyde sygemelding og kronisk sygdom.

Alligevel vælger man at finde på og acceptere fra såvel ledelse som fagforening at øvetid, den skal bare aftales lokalt. Ergo forventes hvert eneste af landets menighedsråd altså at have indsigt i og forståelse for øvningens neurologi, eller som minimum erfaring for øvningens nødvendighed.

Og laves der så et minimumskrav, som f.eks. 48 timer eller 72 timer, så findes der faktisk ingen konsekvens hvis de ikke overholdes... - et tankevækkende arbejdsmarkedsprincip, der leder tankerne en del år tilbage i tiden.

Denne jul har jeg haft god tid til at øve salmer, og i dag starter korsæsonen, hvor jeg selv bestemmer repertoiret og derfor kan øve i præcis så god tid som jeg selv bestemmer.

Men hvorfor skal arbejdstagers rettigheder til et godt liv gå ned ad bakke netop i disse år, hvor der er så nem adgang til så meget konkret viden om hvordan man skaber det gode arbejdsliv - det gode liv?

At pynte et juletræ

Man kan pynte et juletræ, for at få det til at se flot ud.

Men man kunne også - imens man pynter et juletræ for at få det til at se flot ud - sende kærlige tanker ud i verden, dét, som man i kirken også kalder at bede en bøn.

At bede en bøn kan man altid gøre, det kræver intet andet end at gøre det...

Man kan f.eks. gøre det som i denne nye og helt vidunderlige juletræspyntningssalme, som er strøget direkte ind på denne bloggers julehitliste.

Teksten er af Iben Krogsdal og melodien af Jesper Gottlieb - et yderst vellykket samarbejde. Melodien er sin egen, men falder direkte ind i øret så man straks kan være med.

Og det er jo præcis hvad vi gerne vil, især ved juletid - være med, være en del af en større sammenhæng.

På salmens juletræ hænges der kugler, der lyser for dem, der er bange og savner et hjem, klokker, der ringer for dem, der har brug for et knus, hjerter for dem, der er ensomme, håbslys for alle, der rejser, og selvfølgelig til sidst stjernen, der aldrig kan falde, og som lyser for evigt for alle.

Det er så smukt...

- som dette hyggelige træ, der forleden var midtpunkt for en lille hyggelig julefest, i en stor gammel præstegård, langt ude på landet.

Glædelig jul!