Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Megadot...

Det her er lidt vildt! Prik-til-prik, op til 1000 i hver tegning, stort format - og hvad der er endnu større og vildere: det er superhelte! Fra sønnens yndlingsunivers. Han førsøgte virkelig at tegne selv... - men når man kun lige er 6 år, så er det altså helt ok at det er en anelse uoverskueligt at løse den selv!

Og det var hellere ikke meningen. For den er simpelthen købt til min egen fornøjelse - som mindfulness-øvelse kombineret med den tilbagetagning af retten til delvist at leve i en fantasiverden, som blev berørt i et tidligere indlæg. 

Nemlig retten til at have et sted inden i sig selv, der ligner en ca. 12-årig nørdet fantasy- og cartoon-fan, selvom man i den ydre virkelighed faktisk er en 45-årig mor, der sidder og lytter til Trille, der synger "Lille sol".

Mennesker kan altså have mange nuancer, der for andre kan se sære ud, men som indefra oplevet hænger fuldstændig perfekt sammen.

Hver tegning er klargjort fra forlaget til nemt at kunne rives ud, og sønnen får selvfølgelig tegningerne og må tegne og male videre på dem alt det han vil. Ligesom han gerne må starte dem alle op og tegne så langt han vil. Man er vel først og fremmest mor!


Musikkens egenværdi

En sanger og sanglærer spurgte: har det at synge en værdi i sig selv? For der er så meget fokus på alle de fysiske og psykiske sidegevinster, der opdages og beskrives i disse år, takket være videnskaben. Og godt for det. Men har musikken sin egen værdi? Kan man udtrykke en årsag til at synge for at synge - at spille for at spille?

Er der noget jeg har læst om så er det netop det store spørgsmål: "Hvad er musik". Og er der noget jeg har skrevet om så er det netop det. En hel bog faktisk. Som aldrig blev udgivet, for den var ikke god nok. Det ved jeg godt. Ikke desto mindre er de bedste af kapitlerne lagt ud til fri læsning her på bloggen, i tilfælde af at emnet måtte interessere nogen. Alle indlæg har titlen "Hvad er musik?".

Men affødt af sanglærerens spørgsmål dukkede nedenstående ord op. De er et forsøg på at udtrykke koncentratet af hvad jeg har læst, tænkt og erfaret, helt personligt.

En grundpræmis for beskrivelserne er at det tages for givet at man forholder sig til genrer, kunstnere og repertoire man selv holder af og finder genklang i. Og dermed at man ikke forholder sig til sange og musik af "al" slags!

(Og måske ligger en af forståelsesnøglerne netop i udtrykket "finder genklang i"?)

***

En sang - et stykke musik skaber et rum. Et rum i rummet. Et trygt rum, fordi det er defineret på forhånd i kraft af at en sang/et stykke musik har en fast ramme og et planlagt/kendt udviklingsforløb. Også selvom der improviseres undervejs. For selv i improvisation ligger der rammer og indhold givet på forhånd i rytme, harmonik og genkendelig melodik.

***

En sang er et rum.
Et trygt rum.

Med stemninger, der udløser følelser.
Med tekst, der fortæller en historie.
Med rytmik, der tvinger kroppen ind i en regelmæssig puls.

***

En god sang er som en tryllering... - en magisk ring, hvori der rejser sig stemninger - rum - verdner - universer... - der omslutter, måske endda opsluger en imens man synger/spiller/lytter.

***

Et nodeark er som en prik-til-prik-tegning. Man trækker en frase op ved at gå fra node til node og musikken træder frem. Frembragt korrekt nodetro opleves den præcis som en korrekt, kantet prik-til-prik-tegning ser ud.

Får en kunstner fat i en prik-til-prik-tegning, så blødes de rette linjer op til organisk liv, og kunstneren tilføjer personlighed med lidt ekstra streger hist og pist og passende farver i mange nuancer.

***

For mig er en sang et rum i rummet.

For mig bliver det at lytte til en sang, der rører mig, som at gå ind i en anden verden - sangens egen verden, og den gør noget ved mig, får mig til at føle noget, mindes noget, den fortæller mig noget, viser mig noget, giver mig noget.

Som barn var det den ultimative tryghed at lytte til en sang. En tryghed, som jeg ikke kendte noget andet sted i min verden. At lukke døren til mit lille værelse og lytte til en sang (ofte med Poul Kjøller eller sangene fra "Dunderklumpen") var den maksimale tryghed.

Men synger jeg selv, så gør sangen noget mere.
Den bliver formet i den form, som jeg kan forme den i, og så kommer den til at afspejle noget af mig, den kommer til at udtrykke noget af mig.
Jeg mærker den med min krop, med min vejrtrækning, min hals, mine stemmelæber - ja hele tonedannelsessystemet, og den får mit hoved til at føles lidt anderledes...
Den giver mig fysisk varme.
Og i bedste fald får den mig til at være så nærværende i mig selv at jeg glemmer mig selv...

Synger jeg med andre, så smelter vi sammen i en form for fællesskab, der ikke findes på andre måder.
Fyldt af glæde, nærvær, ofte i et fælles ønske om at ville det samme - at ville sangen det bedste. Uden at skulle forpligte hinanden på andet end bedst muligt at forsøge at tilføje samklangen sin egen andel. At smelte sammen med andre i skønhed, men uden at røre hinanden, uden at man overhovedet behøver at kende hinanden, uden at være forpligtet til socialitet hverken før, under eller efter - men naturligvis i korsammenhæng med muligheden for socialitet...

***

Spørger jeg andre - de mennesker, der synger i koret jeg leder, eller de mennesker der kommer til de fællessangsarrangementer jeg laver, hvorfor de godt kan lide at synge, så er svaret altid så enkelt: "det gør mig bare glad". Og behøves der egentlig andre grunde? Andre ord til at beskrive det?

Glæde?
Glæde!
"Glæde" må da være en gyldig grund!

***

Mange har sagt, at med musik udtrykker man det, der ikke kan udtrykkes med ord. Altså følelserne, eller mere generelt "sansningen", der ligger før den væren/tilstand der har behov for at bruge ord, og at musikkens magi dør når man forsøger at sætte ord på den.

Den store danske komponist, Carl Nielsen, er nok den der er kommet tættest på at sige det usigelige med ord: "Musik er liv"!

Dengang, som nu.

"Jeg betragter mig selv, som absolut begynder ud i læsningens kunst", skrev denne blogger i en skoleopgave i 1990.

Sådan føler bloggeren det stadig. Begynder, amatør, lægmand - men også glødende dedikeret. Nu, som dengang.

mandag

Taktilitetslæsning...

Der læses i dag en strikkeopskrift, som følge af erkendelse af taktilt behov!
Lækkert garn.
Lækre farver.
Forhåbentlig lækkert og gavnligt slutprodukt.

Nyttelæsning?

Ramt af tanke.

Hvad nytter det at læse så meget om personlighedstyper og deres psykologi og alt hvad der ligger indenfor det felt, når man ikke er i en position hvor man har til opgave at formidle den viden videre til andre?

Man kan føle sig rustet = bevæbnet til at møde modstand, ved at have viden. Men virkeligheden er bare at det ikke nytter.

For viden og viden om virkelighed er ikke altid - måske endda sjældent - ønsket. Og det vil være nogen bekendt at den største ensomhed - eller nærmere sagt "isolerethed" - rammer når man er nødt til at tage konsekvensen af hændelser, for at man selv - og de der er i ens egen varetægt - kan fungere.

Inden mismodet får overtaget må man skynde sig at huske på at viden, der kan gavne en selv og ens allernærmeste, vel aldrig er forgæves at indtage. Og læsning i kategorien fortsættes formentlig ufortrødent når mismodet har lagt sig.

I dag læses noget ganske andet!

fredag

Tilbagetagning og videregivning

"Om retten til at leve i en fantasiverden".

Artikel om og med "Troldspejlets" mangeårige vært og bestyrer, Jakob Stegelmann, i magasinet "Samvirke".

Overskriften ramte plet. På såvel denne blogger som denne bloggers syn på egen søn. Indholdet oplysende og tankevækkende. Vil tilbagetage og videregive retten til (også) at leve i en fantasiverden.

Og så i øvrigt begynde at se "Troldspejlet" med den nu 6-årige fantasi-elskende søn!

onsdag

Skoleopgave anno 1990

Denne bloggers skolegang er ikke værd at nævne med ret mange ord.

Derfor blev der i 1990, 19 år gammel, taget 10. klasses afgangseksamen i dansk på VUC Odense.

Følgende opgave stammer fra den tid, og dukkede op i erindringen da tankerne begav sig ind i spekulationerne om hvorfor man skriver, og hvorfor man skriver hvad. Og ditto om at læse.

Opgaven gengives uredigeret her. Som jævnaldrende eller ældre vil kunne se, skrev nogle stadig på skrivemaskine på den tid!


"En fortælling uden (ret meget) hoved og hale!"
- lidt om litteratur, digtning og hjemmestrikkede filosofiske tanker!

I skolen skal vi skrive to "projekter" i faget dansk. Et i forbindelse med "sprog og kommunikation", og i et forbindelse med "litteratur". Det gik godt med det første. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om hvad jeg ville skrive om - grafologi. Jeg nød fremstillingsprocessen fuldt ud, og for første gang i hele mit liv er jeg tilfreds med noget jeg selv har fremstillet!

Værre var det med det næste projekt! Meget værre!

Min første projekt-idé gik ud på at skrive om Halfdan Rasmussens digte. De sjove af dem. Som f.eks.:

I Pjatterup går folk omkring
og griner højt af ingenting,
skønt der er nok at le ad,
de bakker de generte op
og vender hver en bakketop
så bakkerne går nedad.

(Fra digtsamlingen "Tante Andante")

Jeg holder meget af de pudsige ordspil, og den på en gang humoristiske og lommefilosofiske tone, der er i langt de fleste af hans digte.

Men ét er at kunne lide dem, noget helt andet er at skrive om dem! For det første skal man vælge et begrænset antal at gå ud fra, for det andet skal der laves en såkaldt "problemformulering", som man så skal arbejde/analysere ud fra.

Jeg ville ikke kunne vælge nogle digte frem for andre, og at lave en problemformulering ville være umuligt. Der er jo ikke noget "problem" - jeg kan bare godt lide digtene! Måske kunne problemformuleringen så lyde: "Hvorfor er Halfdan Rasmussens digte så gode?" Men svaret er jo ganske enkelt - manden er en eminent ordjonglør!

Så jeg droppede Halfdan, og vil "nøjes" med at nyde hans ordleg for mig selv!

Den næste projekt-idé handlede om Anker Jørgensen" Jeg er født ind i Socialdemokratiet i ´71, (hvor Anker besteg statsministerstolen i ´72) af fagligt og politisk aktive forældre. Desuden har jeg som ganske lille pige gået tur med Ankers betroede rådgiver, tidligere arbejdsminister Erling Dinesen, i hånden!

Der er emner og materiale nok at tage fat på omkring Anker, og jeg er heller ikke upåvirket af mit miljø, med andre ord - jeg er selv politisk interesseret. Så det var jo lige det ideelle emne for mig!

Jeg begyndte at arbejde på et portræt af Anker, ud fra hans dagbøger, en biografi (- skrevet af Bjørn Elmquist), en samling interviews, taler og artikler (- redigeret af Bent Hansen), og 3 portrætudsendelser (- sendt i dette efterår på TV-Odense).

Og Anker er en spændende person. Intelligent, belæst og ægte interesseret i mennesker og verden omkring ham. En dygtig, dybttænkende politiker, med en usædvanlig fingerspidsfornemmelse og intuition.

Men jeg gik i stå. Tankerne tog på udflugt, fantasien fik klaustrofobi - koncentrationen røg sig en tur!

På en af mine utallige gåture ud i det blå/grønne, hvor jeg samler frisk luft, energi, indtryk og inspiration, klarer hjernen, får rørt musklerne og bliver "luftet", mødte jeg, som så ofte før, mine små venner - troldene! "Selvfølgelig", tænkte jeg, "dem vil jeg skrive om!" De er så gode til at gøre mig glad, så dem vil jeg fortælle om!

Så jeg tog på biblioteket for at "researche", og slog "trold" op i div. leksika. CHOK! Mine venner stod omtalt som menneskefjendske, fæle, enfoldige, hæslige og stygge!

Så kiggede jeg i nogle bøger med nordiske folkeeventyr og sagn, men også her blev trolde fremstillet som meget fæle! Det billede stemte slet ikke overens med dem jeg kender.

Mine venner er små, omkring 30 cm høje. Ansigtet charmerende grimt, med en fræk opstoppertud, én fortand i en bred, grinende mund, og et lunt, spøgefuldt glimt i øjet. På toppen sidder skurebørstelignende rød-brunt hår. Tøjet er i naturens farver, og passer sig ind efter årstiden. De er barfodede, og fødderne er lidt store (- de er jordnære i flere betydninger!)

De elsker mennesker (- der elsker dem), og de ville aldrig drømme om at gøre nogen noget ondt. Deres yndlingsbeskæftigelse er at gøre triste mennesker glade, at gøre mismodige modige, at gøre urolige rolige, og at åbne menneskers øjne for al den styrke de kan hente i naturen. Lige modsat af dem, der fortælles om i leksika, eventyr og sagn. De skræmmer mennesker, bortfører jomfruer og spiser børn!

Jeg blev rigtig ked af det. Sådan nogle uhyrer vil jeg i hvert fald ikke skrive om. Men hvad så? Nu stod jeg for tredje gang på bar bund! Jeg gik lidt omkring på må og få, og var på vej til at kravle ned i den sorteste kælder, men satte i stedet kursen mod udgangen. Undervejs stødte jeg ind i reolerne med skønlitteratur. Mine øjne fangede Karen Blixen. "Fint", tænkte jeg, "så skriver jeg om hende" - for jeg er en stor beundrer af hende. Jeg har godt nok kun læst to fortællinger af hende, "Babettes Gæstebud" og "Storme", fra samlingen "Skæbneanekdoter", men de ligger klart blandt det bedste jeg nogensinde har læst.

Hendes evne til at sammensætte ordene så de fremkalder gåsehud, varme om hjertet eller rislen ned af ryggen, er så enestående, at man skal have et stærkt "jeg" for ikke at blive hængende i senest fremkaldte stemning. Når en fortællling er god, så lever jeg 100% med og i den. Mit humør, min sindsstemning - ja hele mit jeg svinger i takt med bogen, og jeg har ikke så få gange haft svært ved at finde virkeligheden igen! Derfor har jeg med vilje holdt Karen Blixen lidt på afstand i nogen tid. Jeg ville være lidt stærkere først. 

I øvrigt har jeg et citat af hende i min "yndlings-citat-bog": 

"Jeg tror, man maa opleve noget, førend man kan samle sin Personlighed i nogen slags Kunst, men jeg tror, man siden kan omsætte det igen i Kunsten."

Jeg ved ikke hvor det stammer fra, måske et brev, men min penneveninde skrev det til mig, da jeg valgte at afbryde en uddannelse på musikkonservatoriet. Jeg følte at det var for tidligt jeg havdevalgt retning, og jegfølte at der var meget andet jeg gik glip af, som jeg lige så gerne ville lære og opleve, og som var vigtigt for at danne min personlighed - min "pose" af erfaring.

Jeg mødte ikke ret meget forståelse da jeg afbrød uddannelsen, men netop dét citat fortalte mig at jeg havde valgt rigtigt. Tænk sig, at en så stor personlighed, så mange år før, så klart havde beskrevet nøjagtig mine tanker og følelser! Fantastisk!

Jo, jeg føler noget specielt for Karen Blixen, og resultatet af mit stop ved reolen med "B", blev at jeg tog "Sorg-Agre" og "Det drømmende Barn og andre fortællinger" med på vejen mod udgangen.

Lige før udlånsskranken står digtene. Jeg er fuldblods digteelsker, og derfor måtte jeg lige undersøge et par hylder. Jeg havde ikke kigget ret længe før en magisk kraft trak mine øjne hen til hylden med "D". Nærmere betegnet Ditlevsen.

Jeg har læst en del af Tove Ditlevsen. "Barndommens gade" og "Man gjorde et barnfortræd", et helt pænt antal noveller er tygget igennem i skoletiden, og "Pigesind" kender jeg forfra og bagfra - bl.a. p.g.a. den fine musik Lasse Helner har lavet til.

På en måde bryder jeg mig slet ikke om at læse hendes bøger! Alt hvad hun har skrevet (- som jeg kender til) en depressiv undertone, handler om misbrug - på flere planer, og har et gran af angst i sig. Det er ikke overraskende at hun tog sit eget liv.

I øvrigt kan det irritere mig, at mange bøger bliver skrevet for at lette forfatteren for en masse ondt, sorg og håbløshed. Ikke for at fylde læseren med glæde, energi og latter! Det er sjældent at der kommer en bog der handler om glæde, om hvor dejlig verden er, om hvor rare og gode mennesker er! Er verden og mennesker virkelig så slemme? Behandler vi hinanden så dårligt, så vores dygtige forfattere kun kan skrive "sort" og samfundskritisk? Man burde lave et forlag som kun udgiver positive bøger, der får mennesker til at blive glade for sig selv, andre mennesker og verden! En utopi - men en dejlig en af slagsen!

Alligevel beundrer jeg Tove Ditlevsen. Jeg beundrer hendes ordspil og hendes evne til at spille bold med læserens følelser. Den seneste vidunderlige vending jeg er faldet over lyder sådan: "- og en dør huggede håber itu." (Fra novellen "En æggesnaps".) Man fornemmer tydeligt hvor ondt det gør! Der smuttede lige en digtsamling af hende med i farten!

Da jeg kom ud i det fri igen, var solen på vej ned og legede med farver på himlen - månen stod fuld og flot, højt på himlen - og der var en anelse frisk frost i luften. Jeg snusede godt indad, både af luften og af de smukke farver. Det klarede hjernen og gav ny energi og frisk mod!

Vel ankommen hjem, efter ca. 37 minutters rumlen i bybus, entreede jeg mit rare, trygge værelse. Men jeg blev mødt af en flok bebrejdende og skuffede miner! Alle mine dejlige yndlingsbøger stirrede på mig, og sagde: "har du glemt os?", "Er vi ikke gode nok længere?" Og bunken af tegnserier (Asterix, Splint og co., Tintin, Benny Bomstærk og Vakse Viggo) der altid ligger på gulvet, lige ved siden af sengen, sagde: "Hvad med os, er du flov over os? Er vi ikke fine nok til at være med i dit "projekt"?" (Det sidste ord, "projekt", blev nærmest vrænget ud!)

Dén sved! Især den fra tegneserierne. Jeg er vild med sjove tegneserier, men det kræver en vis portion mod og mandshjerte at begive sig ind i børnebogsafdelingen og vende tilbage med 20 hæfter under armen! Det kræver en vis rygrad, at stå imod bibliotekarens forskende blik, når man afleverer dem igen - sammen med f.eks. bøger om psykologi, filosofi eller dybsindige romaner!

Selvfølgelig havde jeg da ikke glemt mine egne dejlige bøger, men problemet er, at et "rigtigt" projekt med problemformulering og hele molevitten, slet ikke kan rumme alle de bøger, emner og forfattere som jeg gerne vil skrive om!

Jeg elsker bøger. Bøger er min største lidenskab! Jeg køber bøger så snart jeg har bare et lille overskud - og jeg sparer så får jeg et overskud! Et besøg i en boghandel, i et antikvariat eller på et bibliotek kan umuligt vare under en halv time, og passer jeg ikke på så glemmer jeg at trække vejret - af lutter begejstring!

Jeg har et kladdehæfte hvor jeg skriver alle de bøger op som jeg gerne selv vil eje! Der er bøger om historie, religion, kunst, alternativ behandling,psykologi, filosofi, humor, bøger med digte, historiske og biografiske romaner, slægtsromaner, håndbøger og leksika - for en formue! Men de kommer hjem i reolen, en efter en.

Jeg ved ikke noget bedre end at komme hjem med en ny bog, sidde og kigge på den, åbne den med spænding i maven, og tænke: "Hvad møder jeg denne gang?" "Hvad lærer jeg denne gang?" Jeglæser ikke specielt hurtigt. Nydelsen ved at læse en bog, ligger for mig i at smage grundigt på ordene og sætningerne, og at opleve stemningerne de fremkalder.

Lige fra jeg lærte at læse har jeg elsket at gøre det! Men min tid i musikkens verden bedøvede læselysten. Det er faktisk først indenfor det seneste år, at den er vågnet igen - men til gengæld for fuld kraft. Min nysgerrighed er enorm, og bogsamlingen forøget betydeligt!

Og det er lige nøjagtig dér kernen til mit "vælge-emne-problem" ligger. Jeg betragter mig selv som absolut begynder ud i læsningens kunst! Hvis jeg valgte én bog/forfatter, så ville jeg føle at jeg svigtede alle de andre, og jeg ville gå rundt med en blødende samvittighed!

Hvad i alverden skulle jeg gøre? Jeg satte mig i fred og ro og tænkte! 

Pludselig fik jeg en idé, som kunne føre til en tilfredsstillende løsning! Jeg kunne jo fortælle om alle mine bryderier - og så kalde det en fortælling! Sådan en må vi nemlig godt skrive! (Det kaldes at skrive "fiktivt"!) Som tænkt - så gjort, og resultatet er det som du, netop nu, sidder og læser!

Egentlig er fortællingen færdig hed! Men, jeg vil lige slå en krølle på halen ved at slutte fortællingen om alle mine bryderier og min kærlighed til bøger, ved at citere to "aforismer - tilberedt efter filurmetoden" af Jes Trøst (- fra "Lidt skæmt i skumringen"),som jeg holder meget af:

"At åbne en bog, man ikke kender,
er som at åbne døren til et hus, 
hvor man ikke véd, om der bor
fjender eller venner."

"Åbner du en god bog,
lukker den sig omkring dig."