Refleksion over "Nu taler jeg" af Rikke Viemoe, udgivet 2022.
(Eksemplar købt af mig selv!)
Man kommer så nemt til at (be-)dømme andre på nuets egen virkelighed (dvs uden historien, der gik forud og uden forventningerne og planerne, der antyder nuets forventede og/eller potentielle retning) og samtidig ud fra egne, velkendte præmisser (dvs uden kendskab til andres eller som minimum med muligheden for andre præmisser som perspektiv eller endda prisme at se nuet og andre igennem).
Rikke Viemose lægger sin egen historie, sit eget spind af livstråde, frem, så selv de tråde, man kan have regnet for ligegyldige står tydeligt frem i al deres nu indiskutable betydningsfuldhed for det samlede billede.
Forfatteren er årgang 1969, jeg selv er årgang 1971. Hendes sociale og kulturelle niveau - dvs opvæksgrundlag, er anderledes end mit, hendes psykologiske væsen og menneskelige kapacitet, uddannelsesniveau og joberfaring er væsentligt anderledes end mit.
Privilegier, som hun selv erkender, gjorde hendes udgangspunkt for livet væsentligt stærkere end mit, og mange andre jævnaldrende pigers. 6. linje på side 99 ramte derfor hårdt: “For at være ærlig ser jeg på det tidspunkt (som ung i 80erne) lidt ned på dem, der er bange.” Af hjertet en kæmpe tak herfra for at indrømme dét, og at skrive det så offentligt, og permanent manifesteret, som i en bog.
Jeg har aldrig kendt forfatteren. Men hun var ikke den eneste, der så “lidt ned på dem, der er bange” - og jeg var bange, jeg var meget bange, og følte så tydeligt hvad de færreste sagde - at de så ned på de piger, der var bange. Tak for at bekræfte hvad jeg følte så tydeligt, og også enkelte gange oplevede sagt mere eller mindre direkte - at vi, jeg, blev set ned på og som følge deraf på ingen måde vandt eller kunne vinde respekt.
Og der var jo grund til at være bange. Det ved jeg nu, når jeg ser tilbage igennem mine 50 år, som pige, kvinde, mor - der var rigeligt, der kunne skræmme et barn, en ung, en voksen, og der var så rigelig grund til at være bange. Nogle konkrete eksempler kunne være:
Da jeg var ca. 6 år blev en ung pige forsøgt voldtaget i vores hæk…
Da jeg var ca. 11 år blev et barn væk og viste sig at være holdt indespærret af en ansat på den skole hvor jeg hver uge gik til musik - det skete imens jeg var der...
Da jeg var ca. 13 år blev en klassekammerat til min 6 år ældre søster dræbt af sin kæreste, og min søster skulle vidne i den efterfølgende retssag…
Da jeg var ca. 21 år blev en studiekammerat til en jævnaldrende bekendt dræbt i sit cykelskur… - drabsmanden havde gået i gymnasieklasse med min søster…
Da jeg var ca. 25 år blev min onkels søster dræbt i sit hjem… Der gik cirka en uge inden gerningsmanden blev anholdt.
Da jeg var 32 år blev en datter til en person jeg mødte og talte med regelmæssigt i jobsammenhæng, fundet dræbt. Gerningsmanden er aldrig fundet. Datteren havde præcis samme alder som mig og boede alene, i samme lokalområde som mig.
Min farfars søster blev som 22-årig livstidsanbragt på institution, regnet for åndssvag uden at være det… - som skoleelev i 70erne blev der via læsning af f.eks. Tove Ditlevsen bevidsthed om de symptomer, der var på ubehandlede traumer efter overgreb… - så selvom ingen talte om hvorfor, regnede jeg tidligt ud at det var dérfor... (og har senere fundet bekræftelse ved aktindsigt i indlæggelsesjournalen).
Og så var der min morfars søstre, og deres antydede men fortiede livshistorier, med alle symptomerne på seksuelle krænkelser og overgreb med de dybe konsekvenser for mulighederne for at fungere som almindelige, modne mennesker - men qua fortielserne ved jeg jo intet... - kun anelserne, antydningerne og de mange tegn… - og nu er de alle døde, ingen kan fortælle hvad der egentlig skete.
Hvad prisen var for den lave sociale status de kom af, kampen for at klare sig alligevel, på trods, som kvinde, såvel den ekstroverte der brød og ud og den introverte der underkastede sig, og dem i midten, der forsøgte lidt af hvert.
Og så er der også dét, der er tættest på, i generationen lige før min, og dét i min egen generation, i mit eget liv, alt det der slet ikke kan tales om.
Personligt synes jeg det ser lidt voldsomt ud når det sådan listes op… - og ønsker man at minimere det, måske endda nedgøre en kvindes livshistorie har der jo hidtil været fri ret til dét - og det har været nemt overfor de her kvinder, “de kunne jo bare…” - fyld selv ud med alt det vi bare kunne have gjort...
Men hvis man reelt ønsker at forstå, så kunne man i stedet for at fortsætte med at nedgøre alle os, der "kom skævt ind" og aldrig rigtig blev "rettet op", også læse Rikke Viemoses bog. For den er én lang, genkendelig (trods de tidligere nævnte forskelle) oprulning af hvordan vilkårene har været for vores generation. Hvorfor mange af vi kvinder ikke “bare kunne…”
Hver især har vi brudt, få eller mange, tråde - snubletråde, i det spind, det væv, hver vores liv er hver for sig, og det større væv -
(iøvrigt et velvalgt billede, det med et vævet billede, for vævning var stort i vores barndomstid, og lugten af hessian og uld dukker op med ordet "væv", sammen med erindringsbilleder på den indre skærm af kvinder i flagrende gevandter, hennafarvet lige så løst flagrende hår og store smykker i lange kæder, og bare fødder i “Jesussandaler”)
- på samfundsplan, der har spundet os fast. Drenge og mænd vi har mødt på vejen, har enten brudt tråde sammen med os - eller spundet nye…
(I øvrigt har piger og kvinder gjort det samme for hinanden…)
Med min baggrund i arbejderdanmark, med min lille folkeskole 9.klasse-eksamen, min VUC 10.klasse, med erhvervserfaring som kommunal rengøringsassistent, og siden med en lille organistuddannelse og fast job som kirkefunktionær, er jeg “ingen”, og har ingen autoritet (og dermed ingen ret) til at skrive dette indlæg, bruge denne sprogtone, dette sprog, udbasunere disse refleksioner, endsige bare at synes som jeg gør, og udfra denne synsning skrive noget om det… - om en langt højere uddannet, langt mere livserfaren, langt mere joberfaren kvindes bog. Men set fra min ringe, grænsende til ligegyldige livsposition, så har bogen faktisk en enorm betydning. Dét har jeg behov for at fortælle.
Bogen kunne for min skyld godt have heddet “Derfor”. For det er netop dérfor! Så rystende spot on DERFOR! Side op og side ned. DERFOR!
Fra start til slut, på hver eneste side forklarer den - den bogstaveligt talt gør det klart - hvorfor så mange os “ikke bare gjorde”... - spørgsmålet der er kommet igen og igen, og som vil komme igen og igen. "Men hvorfor gjorde du ikke bare..."
Først kom det fra de “stærke” kvinder, i forældregenerationen, de, der brød normerne og lykkedes med det, som så så kritisk, fordømmende på os, der ikke klarede os “så godt”. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Så fra de jævnaldrende kvinder - og mænd, der klarede sig bedre. “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Og nu kommer det fra den yngre generation, børnene, der snart eller allerede er voksne, og som slet ikke kan forestille sig hvilket samfund, hvilken kultur, hvilken “psykologi” vi blev til i og af: “Hvorfor gør du ikke bare.” - “Hvorfor gjorde du ikke bare…”
Nu har de, nu har vi, denne bog. “Derfor!”
Læg til bogens grundpræmis, som er forfatterens eget, personlige og private udgangspunkt, egen unikke fortælling, i en velfungerende familie, i et velfungerende socialt og kulturelt lag, andre kvinders individuelle grundpræmis. Så bliver det - måske - for alvor klart hvorfor.
I Danmark, som sikkert i mange andre lande verden over, findes der miljøer og mennesker, livsforløb og skæbner, grundvilkår, ja selv helt indenfor egen slægt kan der forekomme store forskelle, historier så overvældende, så svære, så modbydelige, så man knap kan rumme det - og som man måske end ikke ved noget om, for det sværeste taler vi jo ikke om. Dét har ikke gjort det nemmere at bryde mønstre = bryde vævet af snubletråde på slægts- og samfundsplan.
Altså, alt i alt, det her er en bog af enorm betydning, for nogle af os - måske mange?
Havde jeg en læsegruppe skulle den læses dér. Og det ville blive til en skrivegruppe hvis jeg bestemte, for jeg får sådan lyst til at bruge bogens første kapitel som skabelon for at fortælle min egen barndomshistorie.
