Oh, hvem der havde levet i sidste halvdel af 1800-tallet og været på Joseph Pempertons liste over yndlingsmennesker.
For så kunne man have oplevet at få den skønneste rosenbuket. Plukket i Pembertons store rosenhaven og bundet i ægte victoriansk stil, rund, kort og tæt pakket. Roser, af den slags man i dag kalder historiske, der har en helt utrolig variation af farver, former og dufte, blev samlet og bundet, gerne med let løftet midte af en gruppe af modtagerens yndlingsrose.
Der var intet grønt, ingen blade, før man nåede den yderste kant. Den var så til gengæld også gennemført grøn og fantastisk i sig selv, og bidrog til bukettens overvældende duftorgie: en tæt bundet flæse af de duftende blade fra duftgeranier.
En dreng voksede op i dette rosenparadis, med en far der var ekspert i roser, og som havde ansat en gartner der hed "Gartner", (sådan huskede drengen det i hvert fald, for han blev aldrig kaldt andet), som var lige så stor en ekspert i roser og mesteren for disse drømmebuketter.
Joseph Hardwick Pemberton var drengens navn, født 1852. Som 12-årig lærte han af sin far at okulere roser, og roser forblev hans store passion hele livet igennem. Han udstillede første gang i 1874 og fik en flot andenpræmie. Det antændte for alvor den passion, der fulgte ham resten af livet.
Erhvervet blev dog et andet, for skolelivet mundede ud i at han blev sognepræst. Når han som ganske ung i september forlod sommerferien og sin elskede barndomshave for at vende tilbage til skolen, så plukkede han det mest velformede blomsterhoved af den sort han selv og familien satte mest pris på: Souvenir de la Malmaison.
Et valg, jeg kun kan hylde! Det er ubetinget den mest vidunderlige af alle de roser, man kalder historiske. Den yndigste sartrosa, brusende, store, bløde og bæragtigt duftende "taftkjole-rose". Superlativer står i kø for at lovprise denne sarte skønhed (der desværre forvandler sig til en ækel, rådden, slimet, brun klump i regnvejr), men ingen ord slår til, ingen kan forestille sig underet, før man selv har stukket næsen dybt ned i de berusende kronblade.
Unge Pemberton puttede blomsterhovedet i en tinæske, der havde været maltbolsjer i, og som i sin kølige tæthed holdt rosen frisk længe. Hver dag åbnede han æsken, beundrede synet af denne skønhed, der på nærmest menneskelig vis ikke er perfekt, men alligevel underbar, og indsnusede duften, der sammen med nydelsen frembragte minder fra barndomshaven.
Men selv om præstelivet blev hans levevej, dyrkede han i sin fritid roser, roser, roser, roser, roser...
Efter sigende havde han over 4000 forskellige sorter i sin have. I min egen knap så rummelige rosenhave, har 89 rosenplanter fordelt på 61 forskellige hybrider, vist deres mange ansigter i sol og regn, sygdom og sundhed, frost og hede, og de er blevet set af mine øjne, igennem menneskelivets skiftende filtre af glæde og sorg, frustration og fornøjelse, forventning og bekymring, og hvad de forgangne fem haveårs dage ellers har budt på.
En type roser, jeg gik rundt og troede, jeg holdt mest af næst efter taft-drømmen, og som jeg altid kigger efter i andre haver, på planteskoler, i bøger og på internettet, bryder jeg stadig ud i spontan jubel over. Dyb pink, stor, meget fyldt, stærkt duftende. Svulmende fryd for øje og næse. Mender er sket noget overraskende.
Når jeg skubber min smedejernshavelåge op, og træder ind i "Mosters Paradis", adressen "byens fredeligste kolonihaveforening nr. 17", har jeg opdaget, at mine øjne straks søger én bestemt roser, der ser helt anderledes ud og har ligeså helt anderledes egenskaber end den pink idealrose. Den er mildt gylden, med nuancer, der går både imod den mere kraftige abrikos og imod den lysere gul og creme.
Duften er tilsvarende mild, men nærværende. Blomsterne er ikke store, fylder end ikke min bette håndflade ud. Men hvilken blomst! Knoppen afgiver ikke særlige løfter, men når den begynder at folde sig ud, indleder den med at lægge den yderste krans af kronblade (som den har ca. 30-40 af) ned, som var den en åkande.
De næste lag af kronblade følger efter og viser, at den alligevel er en rose, endda en klassisk en af slagsen med den bløde, lækre abrikosfarve på de inderste kronblade. Efter dette stadium åbner den sig mere, blomstens farve afbleges og trækker mod det lysere, den begynder at nokke, og kronbladene hænger skødesløst elegant, indtil de mister fæste og drysser som sne ned på jorden omkring planten.
Også plantens sundhedsstruttende mørklødede grene og blade er frydesuk-udløsende i kontrast til de lyse blomster. Blomsterne sidder i store klaser med 10-20 knopper og blomster i alle stadier på én gren, og allerede som to-tre-årig er der mange grene, hver med mange blomster.
Trods alt må jeg have haft en fornemmelse for, at denne rose er noget særligt. For den blev plantet ved siden af den til lejligheden placerede træstub, der var tiltænkt de havearbejdepauser, hvor man skal sætte sig og nyde synet af sin indsats, og som man aldrig rigtig får holdt, for man skal også lige nå at...
Stubben står der heldigvis stadig, for efterhånden som jeg har erkendt dybden af kærligheden til netop denne rose (og omfanget af mine rygproblemer, som kræver mere end blot at tænke på pauser), ja så er stubben kommet i brug.
Men tænk sig om man kunne gøre med mænd som med roser - plante et antal forskellige hybrider, som man synes ser interessante ud, og over en årrække se hvordan de opfører sig og udvikler sig, så man med tiden kan se, hvem der bedst kan stå for vejrliget om den, der har plantet dem, og se hvem der næsten umærkeligt vokser sig længst ind i ens sjæl og hjerte.
Hjertesuk og sommerpjat i ferietid. Undskyld!
Seriøst stammer netop denne rose, "Buff Beaty" ("gulbrun skønhed") som den hedder, fra unge Pembertons hånd. For han havde ikke nok i sine 4000 roser. Han var af den kreative natur, der ikke kan lade være med at tænke "man kunne jo også..." og så forsøge. Han skabte en række roser, med andre kvaliteter end de hidtil kendte, som han valgte at kalde "moschata-hybrider". Han nåede at introducere ca. tyve nye roser fra 1885 til sin død i 1926.
Herefter introducerede hans gartnere John og Ann Bentell endnu seks, hvoraf i hvert fald nogle af dem, heriblandt min egen elskede Buff Beauty, var skabt af Pemberton selv, men han nåede ikke at introducere dem inden sin død. Siden har både tyskere, franskmænd, og en enkelt dansker øget moschata-familiens antal.
I Pembertons barndomshave kendte far og "Gartner" selvfølgelig alle de rette rosennavne. Men familiens øvrige medlemmer gav dem andre navne. For bedstemor kunne lide én rose, tante Betsy en tredje, og så var det nemmeste at kalde dem "Bedstemors rose", "Tante Helens rose", "Tante Betsys rose".
Dét synes jeg er en rigtig sød ide, og derfor har jeg på en højtidelig sommer-regnvejrs-dag døbt min Buff Beaty om. Fra den dag har den heddet "Moster Lykkes rose".
Og sådan kan en engelsk præst fra 1800-tallet indvirke på en nulevende rosenskudt fynsbos liv, og hvem der ellers holder af moschata-hybrider og historierne om dem.
***
Man kan selv læse mere om Joseoh H. Pemberton og få del i hans viden om roser, i bogen han selv skrev om emnet:
***
De i teksten nævnte rygproblemer skyldtes mange års rengøringsarbejde med uhensigtsmæssig belastning. Problemerne ophørte ved videre uddannelse og jobskift til organistfaget.
