"Girl in the Water"

Det lykkedes at læse "Girl in the Water" til ende. Det har taget ca. 1 1/2 år. Den var hård at læse!

Emnet er overgreb imellem søskende. I dette tilfælde en ældre søster mod en yngre søster.

Et tabu.

Søskende forventes automatisk at holde af hinanden, at tage vare på hinanden, at ældre passer yngre omsorgsfuldt med selvfølgelig søskendekærlighed. Især piger. Og at enhver form for ufred er "naturlige" søskendekonflikter som "alle" har haft.

De senere år har bragt ny viden frem. Dels i form af psykologisk forskning, dels i form af netop denne personlige beretning. Erfaringerne er entydige - ja, søskende kan begå fysisk såvel som psykisk vold. Incestuøse handlinger kan også forekomme. På tværs af køn såvel som imellem samme køn, fysisk såvel som psykisk.

Man bryder sig ikke om at tænke på det.

Konsekvenserne af sådanne overgreb er talrige og dybe, måske uovervindelige.

For et hjem forbinder man med tryghed og kærlighed. En sikker base. Et værn. 

Og forældre og søskende er de første mennesker man møder i sit liv. De vigtigste. Dem, der altid er der. Dem, der er der i alle de mest sårbare stadier i livet, udviklingen og hverdagslivet.

Kan man forestille sig hvad det gør ved et barn, hvis netop dét sted, dén relation fyldes med frygt - angst - trusler - grænseoverskridende adfærd, måske endda fra før barnet har nogen form for bevidsthed at forsøge at håndtere det med? Uden at andre opdager det og griber ind? Eller forsøger at feje det bort hvis barnet forsøger at fortælle om det? "For alle søskende har jo konflikter, og måske har du også selv gjort..." osv.

Og det bare fortsætter og fortsætter og fortsætter og hele omverdenen møder barnet med en uimodsigelig konstatering af hvor dejligt det er at have søskende.

At man som ung og voksen igen og igen og igen møder op i familien og underkaster sig de subtile - måske endda barnligt perfide - psykologiske mønstre, der opleves som ubrydelige. For ingen andre har opdaget dem.

Og man bliver igen og igen og igen i tvivl. Er det det nu voksne barn selv der er noget galt med? Var det nu også så slemt?

Men kroppen skriger af årtiers indestængt psykisk smerte, af afgrundsdyb angst, af en kvælende følelse af at være levende begravet - spærret inde i et psykisk fængsel for livstid.

Hvad skete der egentlig? Er der nogen erindring om noget der kan retfærdiggøre så altomvæltende en angst? Kan man overhovedet stole på sine erindringer? Ville nogen overhovedet tro på det hvis man forsøgte at fortælle om det? Ville man overhovedet selv kunne tro det?

Og mon professionelle, der står med børn og unge - og voksne såmænd - der mistrives, nogensinde tænker på muligheden af at eventuelle overgreb begås/blev begået i hjemmet af en bror eller søster?

Rystende læsning. Desværre findes der så vidt denne læser ved, intet på dansk. Endnu. Hører gerne fra læsere hvis nogen kender til beskrivelser om overgreb imellem søskende i skønlitteratur, faglitteratur, eller selvbiografisk litteratur.

Denne bog er skrevet af Nancy Kilgore.

Den beskriver fint og stærkt omstændighederne, overgrebene og konsekvenserne, men stopper i de tidligste ungdomsår. Hvordan hun kom videre og blev et fungerende menneske igen, hvordan relationen til familien er i dag og hvordan reaktionen blev på offentliggørelsen af barndommens og ungdommens grusomheder fremgår ikke. Ved endt læsning håber man meget på en opfølgende udgivelse.