"Vi kunne alt"

Vidste det!

Netop dén bog ville ramme, dybt.

Og det gør den.

Ved endt læsning dukker følgende tanker op:

Nogen vil læse bogen og græde og rase over hvor dårligt hovedpersonen, Merle - og den næsten usynlige ældre søster Klara - behandles. Andre vil sidde og tænke - hvor er Merle dog heldig, for hun bliver faktisk set af nogen, hun bliver talt til og med… - noget af det grimt, javist, men de bemærker i det mindste at hun findes…- og hun har et særligt talent, der opdages, anerkendes af den rigtige lærer, og det lader ikke til at barndommens belastninger påvirker hendes indlæringsevne, det gør de desværre for nogen. 

***

Merete Pryds Helle (MPS) skriver så kondenseret, og denne blogger bliver fuld af beundring over at det er muligt på en gang at skrive så tæt og så luftigt - at komprimere fortællingen til så relativt få ord - og alligevel folder denne verden sig fuldt ud for læseren. Ikke kun som billeder i en film, men med så mange psykologiske lag, dybder, betydninger, så man er mæt, som efter at have læst en meget længere bog… - præcis som hun også lykkedes med i den forrige bog, “Folkets skønhed” (som jeg husker det).

***

Og ja. "Vi kunne alt" - for nogle af os var heldige, vores forældre lykkedes med at få bedre huse, bedre mad, bedre tøj, radio, tv, bil og måske endda en ferie. Meget lykkedes bedre end for deres forældre. Men der skal bare mere til for at en dysfunktionel slægts mange, gamle, dårlige mønstre brydes. 

Der skal præcis den uddannelse til, som Klara og hendes jævnaldrende og jævnbyrdige hånes af forældre og andre voksne for at modtage... - “Du er så klog så du kan undvære hovedet”... - lyder det når en af de unge forsøger at bidrage med noget. Desværre en velkendt sætning for mange, der var børn og unge i disse generationer. 

Der er bare det ved det, at når man får viden og indsigt, så opstår der et naturligt ønske om at dele den ud. Præcis som hvis man får materielt overskud. Så får de fleste lyst til at give af deres overskud til de, der står en nærmest, dem man holder mest af. Man ønsker af et oprigtigt hjerte at lade sine forældre og søskende få del i den gave, som den nye udsigt over menneskelivet, over verden, er. I den indsigt, som denne udsigt giver...

Men desværre har mange måttet sande, og må stadig, at dette ønske om at dele modtages modsat - som en kritik af dem, man vil give det til. En kritik af at de ikke har den samme viden og træning i refleksion. Og for hver gang man forsøger at give af denne gave og bliver nedgjort eller endda afvist, vil barnet/den unge lukke i, og det kan ende i behov for psykologisk selvforsvar - at bruge sin viden til at holde fast i sig selv imod de andre. Og så er vi godt i gang med at grave kløften imellem generationerne. Og den kløft blev stor på dén tid. Og den er stadig stor i familier hvor unge mennesker har forsøgt, og de næste der nu forsøger, at bryde mønstre.

Så nej. Vi kunne jo ikke alt... For nogle lykkedes det at blive mønsterbrydere, at kunne række ud i det spæde velfærdssamfunds mange muligheder og bygge sig op. For andre lykkedes det ikke.

***

De mange tidsmarkører i romanen gør den også til noget særligt, for os, der er ca. samtidige. F.eks.:

- “Shake eller Jenka”? (klart Shake til mig, også selvom de en overgang var sære løse og nærmest smuldrede i munden inden de overhovedet blev til tyggegummi, men der blev da heldigvis styr på produktionen igen… - jeg vil bare ikke vide hvad de puttede i!)

- at rulle sit lagen og sengetøj sammen til en pølse og lægge den i skibsbriksens skuffe (hvor der også kunne være meget andet, men åh hvor kunne de skuffer også binde, så de næsten ikke var til at få ind eller ud!)

- det klassiske parcelhuses lange, mørke gang... (gad vide hvor mange andre, der stadig hjemsøges af mareridt om sådan en gang!)

- æbleshampoo (puha hvor den stank, men havde samtidig en eller anden form for lækkerhed for en lille sansende pige, og samtidig undrede reklamen ugebladene mig meget - en storgrinende kvinde med bare skuldre og grønne æbler på hovedet som en paryk - hvad?! Reklamen kan ses her sammen med andre ting fra 70erne.)

- velhavende kvinder, der stablede sukkerknalder cafeteriaet i Daells Varehus... (i Odense var det i Magasins sært, mørke og skumle cafeteria!)

- grønlandsk perlesyning, som blev moderne lidt senere end denne bog og en hel industri af perle og mønstre væltede ud over landet. Pludselig syede alle håndarbejdsglade piger og kvinder grønlandskinspireret perlesyning, incl. denne blogger, der fik mulighed for at gå til perlesyning hos en grønlandsk kvinde. Elskede systematikken, perlernes farver og tekstur, en egen lille verden af ro og overskuelig sanselighed.

Der er meget, meget mere hele bogen igennem, også bøger, musik og begivenheder, er strøet ud med rund hånd, så enhver med erindring fra den tid må føle sig sat tilbage, på godt og ondt. Der ligger sågar en playliste på Spotify, hvis man vil høre musikken, der refereres til i bogen. (Desværre mangler den lille sang "Stille nu", som er gennemgående i bogen. Musiksiden har som det eneste ikke ret mange toner til fælles med mine egne referencer, hos mig fylder Poul Kjøller fra mit eget værelse, Abba fra den ældre søsters værelse og dansktoppen fra forældre og bedsteforældre, men jeg er også lidt yngre end MPH.)

***

Beskrivelsen af Merles seksuelle søgen og underkastelse er til at få ondt i maven af, kvæles af og til sidst næsten kaste op over (i hvert fald når man har et sæt referencerammer som mine), og rammer lige ned i MeToo-forløbet, som har fået så store konsekvenser hele verden over, den aktuelle og store debat her i landet om visse gymnasiers “optagelsesritualer” og den frygteligt utidssvarende voldtægtslovgivning vi fortsat har her i landet. Hvis grænser gælder? Hvis lyst gælder? 

Det er os, der var børn og unge i 70´erne, der sender unge mennesker ud i livet på egen hånd nu, og dermed også i seksuallivet. Vi, der ingen viden havde adgang til. Dog fik nogle af os, der som Merle var “heldige” (?), præsenteret bogen “Dreng, pige, mand, kvinde” i skolen. Nogle blev lidt klogere på hvordan tingene fungerer, andre blev skræmt fra vid og sans. Merle gør sig erfaringer, som man ikke kan gennemskue hvordan hun egentlig har det med. Nogle ville blive traumatiseret af dem, andre ikke. Hvis grænser gælder? Hvis lyst gælder?

Men netop vi, der både oplevede den store “frigørelse”, pornografiens friløb og begyndende (læs “famlende”) forsøg på oplysning i skoleregi, gør vi det her godt nok? Får vi lært de unge nok om det her, så de kommer mere helskindede igennem denne del af overgangen til voksenlivet, end vi andre? Eller satser også vi på at “det der” er noget der kommer af “sig selv”, og at de i øvrigt nok lærer om det i skolen...

***

Det rammer også at læse om hvordan at der faktisk er nogen i Merles liv der vil hende, der ser hende - for selvom farmor kun er glad når hun får sig en lille gin i ny og næ, og selvom faster er opslugt af de nye tiders muligheder og en svær kærlighedshistorie, så ser de hende og vil hende, og de tager hende ind så meget de får lov til for Merles forældre når det brænder på, og når Merle selv kommer.

Men MPH skriver det på en måde som viser præcis hvor svært det er at gribe ind i andres børns liv, hvor tæt man end er på dem. Fordi de faktisk ikke ved hvad der foregår. Har måske en anelse, men ingen, eller ikke nok, reel viden. Barnet ved ikke at de ikke har den viden, og kommer til at føle sig forladt af dem og helt ene - selvom nogen faktisk gerne vil hjælpe, støtte og måske endda tage over, i hvert fald i perioder.

En anden type af relation, hvor nogen viser at de vil Merle, hvor kortvarigt det end er, er scenen hvor Merle tilfældigvis kommer med farmor til reception hos en sekretær på Niels Bohr Instituttet, og en mand, som Merle synes ser “helt normal ud” viser sig at være Nobelprismodtageren Ben Mottelson, som hun har en lille, men for hende betydningsfuld ordveksling med. En tekstbid, der tilsyneladende er næsten klinisk renset for "følelsesord", men dén trak altså tårer her! For præcis sådan et møde kan være af afgørende betydning for en potentiel mønsterbryder som Merle. 

***

Til sidst i bogen laver MPH et helt uventet og meget stærkt greb i teksten. Hele bogen igennem fortælles historien fra Merles perspektiv. Men i sidste kapitel skifter perspektivet umærkeligt, fra Merle til Merete. Jeg måtte genlæse kapitlet for at finde ud af hvordan i alverden forfatteren fik lavet dét skift. Det er faktisk svært at gennemskue, for en amatørlæser, som denne blogger.

Men, som jeg læser det, sker der noget da Merete (naboens datter, jævnaldrende med hovedpersonen, og veninde i perioder) viser rundt i sin kunstudstilling, som Merle besøger og ser sammen med Meretes forældre. En udstilling, der lyder til at være en refleksion over Meretes egen barndom. På næstsidste side bliver det for første gang tydeligt at perspektivet er skiftet, for Merle beskrives nu udefra, som Merete ser hende. På sidste side tager Merle og Merete afsked, det er Merle der forsvinder i sollyset, og det er Merete der står tilbage, og i bogens sidste sætning går ind i galleriet igen.

***

Tak for en helt igennem rystende vidunderlig historie i barndommens land. Den historie vil summe længe i krop og sind. 

***

Oluf Rings lille tre-toners børnesang "Stille nu", som nok alle, der har forsøgt at lære at spille blokfløjte eller klaver har prøvet kræfter med, som noget af det første, denne blogger incl., er gennemgående i bogen. Et lille uddrag er så smukt sat på bogomslagets bagside, lige over stregkoden.

Tekstens første vers lyder:

"Stille nu! Hører du,

aftenklokken ringer!

Solen sank, stor og blank,

natten stilhed bringer."

Også den grønlandske perlesyning er gennemgående i bogen, og dens struktur har fået lov at pryde bogens hårde omslag på diskret vis.