Ny bog fra Majbritte Ulrikkeholm

Elsker at købe og modtage en pakke fra kunstneren Majbritte Ulrikkeholm.

Så meget kærlighed og omhu for "det skønne", både i værkerne hun skaber og pakkerne hun pakker.

Senest dette smukke, nyudgivne jubilæumsværk, med tekster samlet fra hele forfatterskabet.

Jeg elsker hendes kærlige, eventyrlige univers, og hendes metoder til at håndtere det svære liv, traumer og skabelsesprocesser.

Hendes nærværende sessions på Facebook, hvor hun deler ud af sin livskunst er dybt rørende, og hjælper og inspirerer mange.

OG hun lægger ikke skjul på, undviger ikke hvor barsk og smertefuld virkeligheden og det virkelige liv faktisk er.

Det ville ellers være det nemmeste, den behageligste flugtvej - men samtidig en vej, jeg selv er fuldstændig allergisk overfor!

Jeg mødte selv Majbritte Ulrikkeholm da vi var ganske unge - jeg selv bare et stort barn. 

Hun sang rollen som "Adele" i operetten Flagermusen på Nyborg Vold i 1983, og hun sang den helt vidunderligt. Sikke en stemme og sikke en udstråling fra en scene, jeg var så betaget - men måtte egentlig ikke være det, for min søster var med i koret, og der var hårde kampe "i kulissen" om at blive instruktørens yndling, så man også selv kunne blive opdraget!

5 år senere var jeg også selv del af det miljø - men hun var væk. Det forstår jeg godt, og jeg blev der heller ikke ret længe...

Men betaget af hende som kunstner var og er jeg, og har fulgt med i hendes karriere lige siden.

Som for så mange andre er især sangen "Når iskrystaller smelter" gået i mit hjerte, nok for at blive der for altid.

Den er ikke bare smuk, men også dybt healende. Teksten er med i denne nye samling af både gamle og nye tekster.

Jeg har slet ikke læst den hele endnu. Jeg slår op på må og få når jeg har lyst eller trænger til at læse en poetisk, eventyrlig, kærlig, rørende, inspirerende tekst fra hendes hånd - fra hendes hjerte.

Af dem jeg har læst har én rørt mig mere end andet jeg længe har læst, "Hjertets julekalender" på side 161 ❤️ - og jeg vil læse den højt for andre ved mine kommende julearrangementer 🙏🕯️🌲

Tak, Majbritte Ulrikkeholm ❤️🕯️🌲

Transgenerationel epigenetik...

Kan endelig igen holde fridag på min fridag og lytter til podcasts om "epigenetik" - den nye viden om hvordan at dét vores bedsteforældre oplevede præger de følgende generationer - dvs også børnebørn, og formentlig endda både fysisk og psykisk.

Deraf at det kan være til gavn at lade slægtens historie gå videre, både det vi kan lide at tale om og det, der ikke tales om. Fordi netop dét kan ligge som dybeste årsag til yngre generationers nuværende problemer med/i livet.

Som en amerikansk terapeut, der arbejder med dette interessante område, Mark Wolynn, siger, frit citeret: ved at tale om tingene forvandler vi "spøgelser til forfædre og det er nødvendigt fordi spøgelser jager os - forfædre støtter os".

Det kan man sikkert sige meget både for og imod, men der er noget i tankegangen, der tiltaler mig. Og et biologisk faktum er det jo, at de arveanlæg, der samles og bliver til os ved undfangelsen, findes og præges af de omstændigheder vores forældre og bedsteforældre lever under.

Mon vi, i den travle nutid, der har så meget fokus på ligenuogher-oplevelser får talt nok med vores børn og unge om slægternes historier? Hvem de var, hvor de kom fra, hvad der hændte dem? Giver vi os selv tid og ro til at falde hen i minder om de mennesker, vi kendte for længe siden, men som er væk nu?

For det er egentlig vildt at tænke på hvor mange generationers og tidsaldres påvirkning vi hver især faktisk rummer - når vi indregner de gamle vi mødte som børn...  Man kunne feks spørge sig selv: "Hvem var det ældste menneske du kendte som barn?" 

Jeg kendte feks min ene oldefar ret længe, og han var født i 1885. Tænk at leve i 2022 og være præget af et menneske fra 1800-tallet... Og alle I derude, der er ældre end mig, har jo kendt endnu ældre mennesker.

Med tanke på alle de vidunderlige børn og unge der er i krise og så dårlig trivsel nu, ville jeg sådan ønske at vi alle kunne sætte tempoet væsentligt ned, tænde hyggelige lejrbål, sætte os ved dem i ro og mag og få mindet og talt om alle dem, der kom før os selv.

Forleden lærte jeg en meget smuk sang at kende "Sangen om de glemte", måske særligt stærk at høre i netop denne sammenhæng, og med tanke på Allehelgen, som vi netop har været igennem, og som nogen steder mindes så smukt - og endnu stærkere bliver det, når alle afdøde, uanset hvornår de gik bort, mindes.

https://youtu.be/ZECeGGhmgPA

"Spill mykt og bløtt på spindelsvake strenger

en sang for dagene som er forbi

en sang for alt som ikke er her lenger

for alt som var og aldri mer skal bli"

- lyder noget af teksten, og jeg vil tillade mig at tilføje: men som har præget os, og som nogle af os stadig har i erindringen og ikke mindst i hjerterne.

Og forleden fik jeg selv mulighed for at bladre i et gammelt familiefotoalbum fra en svunden tid, fra en rund familiefødselsdag - hvor jeg vist selv var to år. Her er et af billederne, af Marie og Asta. Den ene slægtning og den anden en, der altid var med til sammenkomster via en anden slægtsgren. ❤️❤️

Balance

Mistede balancen imellem arbejde og fritid - andre og mig selv.

Tilbage til hækletøjet er første vigtige skridt tilbage på rette spor.

Her Helen Shrimpton's Sacred Space, i hobbiis Twister, nr. 24, "Fairytale" - nål 3,5 mm. Helt vidunderligt at arbejde med!

Imorgen endelig en hel fri fridag... - fri til at lave smør, bage boller, tegne, læse og hækle. 

Længsel efter hæklede strømper...

Til trods for de senere års eksponentielt stigende antal af hækleopskrifter og udgivelser har denne manglet.

For det er aldrig rigtig lykkedes noget at udvikle en virkelig anvendelig opskrift på hæklede strømper.

Denne hækler har forgæves prøvet de få, det har været muligt at finde.

Men Jeanette Bøgelund Bentzen -"Air Crochet" hedder hendes firma, er formentlig lykkedes med det. 

Bogen er købt og blev hentet i dag. Garnet er klar - nærmest smagløst julegarn med guldtråd og yndigt forårsgarn. Så er det bare tid og ro i hovedet til første forsøg, der skal findes.

127.000x?

Ligger for 127.000x (nok ikke helt, men sådan føles det i hvert fald) med spændings/hormon-hovedpine/migræne-anfald.

Ligger i det mindste på Starbjergjord... - men gad da virkelig godt kunne andet end at ligge i sengen når jeg nu endelig er her og snart skal tilbage til Midtfyn. 

Kan da i det mindste tegne lidt - men er ikke færdig endnu.

Og manden min har skaffet en længe højt ønsket bog, som nu kan vente på at hovedet orker at læse igen.

Og det her indlæg jo kunne skrives - så jeg må da være på rette vej igen 🤞

Starbjerg - Star - Starling - Sturnus - Stær?

Vi ved ikke hvorfor nærmeste hatbakke hedder "Starbjerg".

Men "star" er tidligere brugt både på dansk og tysk for "stær". 

Og det giver bare rigtig god mening hvis dét er betydningen. At "Starbjerg" betyder "stærebjerg".

Vi har en meget gammel poppel på grunden, i skellet ind imod Starbjerggård, og den besøges hvert forår og efterår af stæreflokke. 

Et noget yngre kirsebærtræ kommer de også på besøg i - samme dag hvert år, så vi ved at vi skal have plukket til os selv inden da. (Og selvfølgelig lader vi bær være tilbage til dem også.)

Selve hatbakken "Starbjerg" er delvist dyrket og delvist dækket af vild, tæt beplantning, og da den ligger på modsat side af jorden og gården, kan vi ikke holde øje med den fra vores egen grund. Derfor ved vi faktisk ikke om den besøges af stæreflokke i så markant grad, så navnet entydigt kan forklares ved dét.

Fra vores grund kan vi trække en lige linje ud til Tryggelev Nor, hvor store flokke af stære på denne tid af året hver aften samles og hvor vi har fået oplevelser, der nærmer sig begrebet "sort sol".

Starbjerg = stærebjerg? Det giver god mening, og vi fugleelskere håber at det er den rette forklaring 🤞

Billedet er lånt herfra: <a href="https://www.freepik.com/free-photo/european-starling-sturnus-vulgaris-illustrated-by-von-wright-brothers_3540703.htm">Image by rawpixel.com</a> on Freepik

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 

Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.