Meget passende falder skyggerne, så man ikke kan se øjnene, og man kan faktisk ikke rigtig fange nogen fornemmelse af hvad det er for en person - eller hvordan personen har det.
Du var der altid.
Men du var der aldrig rigtigt.
Du snakkede en del.
Men sagde aldrig rigtig noget.
Du spurgte.
Men undveg selv at svare på noget.
Ligger den form for generel overfladetale og følelsesundvigelsesadfærd mon i en form for gråzone henimod en psykiatrisk diagnose? Det blev kun værre og værre med tiden og alderen. Faktisk kan jeg kun huske en lille smule ægte kontakt, følelsen af at tale med et levende menneske, som meget lille og ikke efter jeg fyldte 5 år.
"I kender hende ikke", sagde din mand, min morfar, grædende, en dag han endnu engang kom uanmeldt og var så ulykkelig og frustreret og vi intet kunne gøre. I var gamle, burde på plejehjem, han ville, du ville ikke.
Du var voldelig overfor personalet da I så endelig kom på plejehjem. Men lægen ville ikke stille en demensdiagnose. For han mente ikke du var dement. Hvad var du så? For du var ikke som de fleste, på en måde der føltes dårlig. Du var som en mekanisk dukke. Men det kan jo ikke tillade sig at sige!
Jeg ville så gerne kunne huske noget godt og så skrive dét, også, for der er jo altid noget godt? Eller? Jo, din chokoladekage var god... - og du var jo faktisk venlig overfor mig, bød altid så hjerteligt velkommen, uanset hvem der kom.
Du lærte mig at hækle, og du malede en porcelænsdukke, syede hende en hel garderobe og jeg fik det hele i fødselsdagsgave da jeg fyldte 8 år. Den fineste gave jeg nogensinde har fået, og du sagde jeg fik den, fik du vidste jeg ville passe godt på den. Og du havde ret, for jeg har den endnu, og den har ikke ét eneste skår. Men dukken fik aldrig et navn, for jeg fandt aldrig rigtig ud af hvem hun var...
På bundlinjen står stadig oplevelsen af at du aldrig rigtig var der, at du undveg alt andet end ligegyldig overflade, og at du blev mistænksom, aggressiv og voldelig i dine sidste år.
Den sidste gang jeg besøgte dig på sygehuset var du bevidstløs. Jeg blev lidt, talte lidt med dig, rørte ved din hånd, og der løb en tåre fra dit ene øje da jeg gjorde det. Jeg håber at det var fordi at du vidste det mig, at det betød noget at det var mig, og at der faktisk var et menneske inden i dig. Men det kan ligesåvel have været af helt andre årsager... - p.g.a. sygdom, p.g.a. selvmedlidenhed, p.g.a. vrede...
Jeg ved det ikke. For jeg ved ingenting. Og jeg forstår derfor ingenting. Intet
Gid jeg kunne få lov at forstå hvorfor du var som du var, for din adfærd trækker så dybe spor i mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar