Den fineste gave

Dagens gåtur bragte mig den fineste gave man kan få. En lille, krøllet rugbrødspose med en håndfuld af sæsonens absolut sidste brombær - foræret til mig af en gammel mand, der også var ude på dagens gåtur - blot har han de senere år været nødt til at bruge et køretøj fremfor benene, der ikke rigtig vil mere, som han ellers gerne ville at de skulle.

Jeg kender ham egentlig ikke. Men vi hilser altid, og har af og til vekslet rare ord når vi har mødtes på gåture i den nærmeste omegns natur. En mand fra en generation, hvor venlig hilsen, høflig ordveksling, og at nyde naturens gaver i fuldt omfang, har været en selvfølge.

Gåture i gråvejr kan det være svært at trække sig selv ud til, og det fik tankerne i retning af forfatter Anna Skyggebjerg, som har udgivet en lille bog om at gå ture. Hidtil har den føltes unødvendig i min bogsamling.

Men tanken faldt på hendes sensitive, fine og morsomme sprogbrug, som jeg kender dels fra hendes bog "Introvert" og fra hendes facebookside. Hvordan mon hun egentlig beskriver det at gå en tur?Måske kunne netop hendes beskrivelser i tankerne gøre det en smule lettere at komme afsted, også på de grå dage?

Hendes bog "Gå tur" kommer nu på ønskesedlen - og de dejlige brombær, plukket og givet til mig af en kærlig sjæl kommer i gryden med lidt sukker, vanilje og en pære.

"25 højskolesange" - kunstbog af Ken Denning og Jesper Buhl

Når man nu er trænet og skolet til professionel musikledsagelse og har haft mange gode, store oplevelser ved at spille med professionelle musikere, så er det nu engang bare en kærkommen oplevelse, når der af og til dukker en professionel musiker op i arbejdslivet, som man får lov at spille lidt sammen med.

Som med trompetisten, der spillede med ved et bryllup for nylig. Som med basunisten, der er hyret til at spille med ved gudstjenesten til Allehelgen. Og som med operasangeren, der for nylig valgte sangene til efterårets store sangaften i det lokale forsamlingshus og fortalte om liv og karriere.

Man nærmest svæver af lettelse i den samklang, der opstår, når man "taler samme sprog", i dette tilfælde musikkens "ordløse fagsprog", som f.eks. puls, dynamik og det at forme en melodis linjer...

Operasangeren, som var Jesper Buhl, havde endda for nylig udgivet en bog sammen med en billedkunstner, Ken Denning, hvor de har udvalgt 25 Højskolesange, kommenteret dels med ord af den ene og med billeder af den anden. En smuk, stemningsfuld bog, der først og fremmest skal sanses langsomt, og er særdeles velegnet som gavebog til enhver, der holder af den danske sangskat.

Den hedder "25 højskolesange" og kan købes her. Mit kamera kan på ingen måde yde den dybe farve på bogens omslag retfærdighed, så i stedet er her et lille uddrag af bogens indholdsfortegnelse:

Velgørende horisontudvidelse

Morgenkaffen blev drukket imens disse linjer blev læst, i ro og mag:

Nogen gange er det så lidt der skal til, før man føler sin horisont udvide sig, med ny udsigt til følge. Det føles så godt!

***

(Siderne er fra Gads litteratur leksikon, der indtages og nydes i små doser, så ofte som muligt, som modgift til potentiel snigende bitterhed over manglende uddannelse i litteraturens videnskab!)

"Julepopsalmer" - Korbogen

Der er noget at glæde sig til for korfolk, der holder af julemusik - primært rytmisk julemusik.

For snart udkommer en samling af fine, gamle advents- og juletekster fra Grundtvigs hænder, med de melodier Janne Wind har skrevet og udgivet indenfor de senere år, på Wilhelm Hansens forlag.

Desuden følger en CD med indspilninger af alle korsatserne, så man som korleder og korist kan øve med den. MEN CDens kvalitet bliver så høj, så det også er en glimrende gaveide til alle, der holder af skøn julemusik, og har lyst til at give nye julemelodier en chance.

Jeg har været heldig at få lov at smugkigge i manuskriptet til korbogen og har spillet og sunget det hele igennem, og det er ganske enkelt godt!

For det første kender jeg Janne Winds nye melodier til gamle salmetekster - "PopSalmer" - i forvejen fra udgivelserne, hvor teksterne var dels af Ingemann og dels af Grundtvig - se dem her, og jeg holder meget af mange af melodierne.

De gamle travere, "Et barn er født i Betlehem" og "Dejlig er den himmelblå" har længe trængt til nye toner - ikke fordi de gamle behøver at blive smidt ud, men i mange forskellige sammenhænge kunne det være dejligt at bruge andre melodier. F.eks. for at trække andre stemninger frem i teksterne, for at fremhæve betydninger i teksten, der dukker op, når der synges på andre toner og rytmer, og simpelthen for at få større glæde ved at synge dem!

Janne Wind, der også er en inspirerende korleder, og selv laver arrangementer, har lavet nogle meget bredt anvendelige korsatser til disse julepopsalmer. Det jeg især bemærker er udover at kunne synges præcis som de er noteret, også kan de brydes op i dele og bruges som musikalske "byggeklodser", og sættes sammen i forhold til hvad koret magter, hvad satsen skal bruges til og hvad man kan lide.

Satserne er for sopran, alt og tenor, og spænder fra sololed, over to- og tre-stemmighed til 4-stemmighed som det maksimale. Også disse stemmer kan korlederen vælge at "plukke" i, og vælge dem, der passer bedst til de aktuelle korister. Nogle dele er med "uh-kor", med lange toner i tertser og sekster osv, andre dele er klassisk tre-stemmighed, atter andre er modstemmer på forskellig vis.

Det er så dejligt at se den variation i satserne, for i mange andre korudgivelser ser man ofte korarrangementerne lavet meget "ensartede" (og ofte for svære for uerfarne kor), men det er bare sjovest og mest givende for kor at veksle imellem de forskellige typer af satser.

Ambitus vil erfarne korfolk nok finde er til den dybe side. Men med min erfaring som korleder for amatører, der kommer til kor én gang om ugen og ellers ikke rigtig træner deres stemmer, er at det er et perfekt valg af tonearter.

Alle disse ting gør bogen usædvanligt anvendelig, og som korleder - og især kirkekorleder, ved man at der mangler korbøger med nutidige salmesatser, der både er overkommelige og sjove at bruge, i hvert fald for kor af typen "folkekor", hvor der ikke læses noder og ikke trænes stemmer imellem korprøverne, og man ønsker sig mange flere af dén slags bøger. Bogen får derfor min varmeste anbefaling.

Første skridt

Første skridt på denne bloggers nye læsevej, kaldet "læsevejen hjem til den jeg er..." - blev inspireret af salmen "Hold håbet op" (tekst af Dy Plambeck og musik af Marianne Søgaard), omtalt i et selvstændigt indlæg her.

Salmens tredje vers starter med "En julerose er en smuk, men ydmyg blomst", og fik mig til at tænke på Selma Lagerlöfs legende om julerosen. Jeg var helt sikker på at jeg havde bogen, men kan ikke finde den. I stedet stod hendes samling "Kristuslegender" (første gang udgivet i 1905, denne udgave en billig paperback fra 1997) på hylden. Den kom med ind i læsekrogen, og den lille fortælling om rødhalsen gik lige i hjertet. 

Hvorfor? Sprogets skønhed og følsomhed, de tydelige eventyrtræk, legendestilen, skrevet, så fortællingen er et "tilbud", en mulighed, en af mange veje man kan og må forestille sig at ting kan ske...

Læste starten for sønnen. Han ville hellere høre dén færdig end at læse videre i Harry Potter-bogen! Næste aften ville han gerne høre en historie mere "af den slags". Ud fra titlerne valgte han "Den hellige nat", om den gamle farmor der fortæller en legende fra en julenat for længe siden, om en hårdhjertet hyrde, der uden at kunne forstå hvorfor blev blød om hjertet. Bagefter spurgte sønnen om det var "rigtigt". Jeg svarede, "måske - hvem ved - det er det måske?"

Og det er det dejlige ved sådanne legender. "Måske-et". I hvert fald er det smukt skrevet, og gør os bløde om hjerterne.

Dét blev den første bog, de første fortællinger, på dén læsevej, der blev påbegyndt ved afslutningen af Morten Ramslands roman "Lyskabinettet".

Dy Plambecks forfatterskab er oplagt at gå videre til, i håbet om at sproget er ligeså smukt og virkningsfuldt på denne læser, som i hendes adventssalme "Hold håbet op". 

"Hold håbet op"

Livet kan være turbulent. En af de nyere salmer, der kan støtte i livets sværere faser er denne.  

"Hold håbet op" - egentlig en adventssalme, skrevet i 2015 til salmebogstillægget "Kirkesangbogen", tekst af forfatter Dy Plambeck og komponist Marianne Søgaard.

Den kan høres på albummet, der blev udgivet med salmer fra "Kirkesangbogen". Det ligger på Spotify, og "Hold håbet op" kan høres på YouTube her: 

Melodien er i mol (endda noteret i denne bloggers yndligstoneart, c-mol), bygget op over rigtig mange kvinter (d.v.s. tonespring på 5, der er kendetegnet ved at man ikke kan høre om det er dur eller mol), på sin vis forbløffende at en så "kønsløs" melodi kan føles så stærk, men uden at være ekspert så mener jeg at vide at det vist er en kendt "stil" fra nord/vestlig folkemusik?

Teksten er så smuk, så intens og billedrig, og præcis så forventningsfuldt nærværende som adventstiden skal forstås - synes jeg.

"Du har lov at være lille"

En af de største passioner ved at arbejde med musik er for denne organist at lære nye sange og salmer at kende.

En salme jeg mødte for en del år siden, bliver ved at poppe op i mine tanker, både privat, ved læsning og i mødet med andre mennesker.

Den er af salmedigteren Iben Krogsdal, som efterhånden har en stor produktion af det, man definerer som "moderne salmer", bag sig - og forhåbentlig mange flere foran sig, for hun er en af de få, der virkelig formår at ramme de dybeste lag i både tro og menneske.

Salmen hedder "Du skal elske din næste som dig selv" .

Og straks vil nogen kunne få kvalme over det fortærskede næstekærlighedsbudskab, både den misforståede side, der handler om at man tror det betyder at vi skal være ubetinget (og dermed kunstigt) "kærlige" overfor hinanden hele tiden og uanset hvad, og så den modsatte, smertefulde side, der handler om at det kan være svært at få øje på nogen form for praktiseret næstekærlighed, d.v.s simpelthen at behandle hin-anden menneskeligt, i vores tid - nationalt såvel som internationalt.

Salmen er bygget op så kravet om den enkeltes indsats i forhold til næsten stiger for hvert vers, og ender i det umulige - man skal kunne høre dem der græder lydløst... I næstsidste vers lægges der så skyld og skam oven i, for man får at vide at det man ikke gjorde nu ligger på andres natteborde!

Men så kommer sidste vers. Forløsningen, vi alle har brug for, små som store, og måske mere end nogensinde før, fordi vi skal være så meget "på", så perfekte og korrekte, fejltrin er utilgivelige og registreres nidkært til brug ved behov for angreb senere. Og når nogen så knækker i dette hårde samfund, så forventes det oven i købet at vi står ubegrænset til rådighed for at samle hinanden op, rydde op og bygge op - for andre. Indtil vi selv knækker... - og ingen hjælper, for ingen magter mere... Og mange af os vil jo gerne hjælpe. Men vi kan ikke altid. Og slet ikke hele tiden, selvom vi føler det kræves - både af os selv, af andre og af samfundet.

"Men om natten går livets far herned
og han lægger hånden på dig med sin fred
og hans øjne lyser milde:
Du har lov at være lille."

At salmen har fået en sangbar melodi af Willy Egmose, let swingende og i mol, gør den direkte anvendelig og anbefales hermed på det varmeste, som en salme med et budskab, der er voldsomt meget brug for i vores tid.

Salmen kan findes i salmebogstillægget "100 salmer".

"Lyskabinettet"

"Lyskabinettet", en intens læseoplevelse - sjældent har jeg læst så lang en roman så hurtigt.

Hvorfor? Af flere grunde.

Leonora Christina Skov, hvis roman "Den, der lever stille" udkom juni dette år, er født i 1976, og har udgangspunkt i en opvækst i den pæne parcelhusmiddelklasse. Merete Pryds Helle, hvis roman "Vi kunne alt" udkom september dette år, er født i 1965, og har også udgangspunkt i en opvækst i den pæne parcelhusmiddelklasse.

Begge romaner ramte mig hårdt, men den ene forfatter er lige en anelse yngre end denne blogger, den anden lige en anelse ældre, og begge er opvokset på Sjælland, hvor denne blogger er opvokset på Fyn. Så på en eller anden måde kunne sindet snige sig "udenom" at blive ramt helt derinde hvor de allerinderste erindringer vækkes til live...

Men Morten Ramsland, hvis roman "Lyskabinettet" netop er udkommet, er født i 1971. Præcis som jeg. Dertil kommer at bogen først og fremmest handler om at vokse op i Næsby, i det nordlige Odense, hvor jeg voksede op få kilometer fra, i en anden del af det nordlige Odense, der hedder Søhus.

Formentlig af disse grunde blev jeg ramt af den meget præcise gengivelse/beskrivelse af hvor hård og grov tonen var, både mellem børn, mellem unge, mellem voksne, men også imellem generationerne. For sådan var det.

Jeg genkender steder, stednavne og nogle markante begivenheder - som Kongeskibets besøg, og halfesterne i Allesø - hvor jeg dog aldrig var med, men hørte klassekammerater berette om festernes voldsomhed, og busturene til svømmehallen i Vollsmose, hvor vi fra Odense N af en eller anden grund skulle fragtes ud til svømmeundervisning.

Historien om Kongeskibet bragte minder frem hos mig. Min klasse skulle cykle hen til havnen i undervisningstiden og vinke til dronningen med flag. Jeg har sågar billeder derfra. Jeg husker mest at det var en rædsom tur, fordi jeg ikke var så tryg ved at cykle generelt, jeg havde svært ved at følge med de andre, jeg var bange for de andres adfærd på cykel, som jeg oplevede som alt for voldsom og dermed farlig - og så var min cykel både tung og lidt for lille....

Efter grundig søgning i kasser og albums med gamle fotos, fandt jeg billedet, som jeg kunne huske blev taget den dag - pigen yderst til venstre er identisk med denne blogger. Kvinden i midten min klasselærer, den mindre pige hendes datter.

Romanens hovedperson fortæller om at være politisk vakt så tidligt i sit liv, så han nægtede at se skibet og i stedet kravlede ned i bunden af bilen og gemte sig, da familien kørte rundt om havnen om aftenen for at se skibet!

Det er ret interessant at få mulighed for at spejle sin egen udvikling af bevidsthed og liv i lyset af en jævnaldrende. For jeg var slet ikke dér. Jeg var først og fremmest bange for alt, og den største interesse var at lære at hækle, sy med grønlandske perler og at lege yderst varsomt og omsorgsfuldt med de frøer, som det vrimlede med dengang, på det inddæmmede stykke jord, som huset vi boede i var bygget på.

***

Det kan nok godt anes at denne blogger bærer briller på billedet. Det var stærke briller. Tykke minusglas, på denne tid omkring minus 6 (i dag minus 12 i kontaktlinser + lidt ekstra i briller udenpå hvis der også skal kunne læses!)

På side 93 i romanen omtales en veninde til hovedpersonens lillesøster: "Hanne stod bag hende - med øjne, der skinnede på samme dumme måde bag et par tykke brilleglas." Første gang jeg læste sætningen blev jeg vred over igen at læse denne fordom - at man er dum, eller i hvert fald ser (utilgiveligt og ikke mindst selvforskyldt) dum ud, når man har tykke brilleglas.

Hende, der læste denne sætning, var hende der hele barndommen og ungdommen følte sig grim (og af og til også fik at vide at hun var det) fordi hun var nødt til at have disse briller på, og stadig som 47-årig føler sig som den grimmeste teenagepige verden endnu har set, når hun er nødt til at bære disse briller i det offentlige rum, hvert andet år, når øjnene skal kontrolleres hos øjenlægen. Hende, der i 8.klasse ligefrem blev udstillet og hånet af en idrætslærer foran hele årgangens pigegruppe, p.g.a. disse briller.

Netop denne brilleting var en evigt tilbagevendende kilde til angst, og ved at nævne det her, fyldes kroppen af smertefulde og vrede erindringer. Ingen lærere forstod nogensinde hvor lidt man kan se når man har passeret omkring de minus 4, hvor svært det er at orientere sig både i et rum og blandt andre mennesker, og hvor meget mere bange en elev med vandskræk bliver når eleven ikke kan se hvor kanten imellem de trygge fliser og det angstfremkaldende vand er!

Nå, men da jeg med et godt tag i nakken på mit 47-årige jeg genlæste Ramslands sætning, så jeg at det bare var en objektiv beskrivelse, pigen har simpelthen bare tykke brilleglas. Der er intet sprogligt belæg for at læse "dum" og "brilleglas" sammenkædet. Men jeg har mødt det så mange andre gange, både i litteratur, film og virkelighed, så sindet straks går i selvforsvarsposition.

En af disse smertefulde ting, der er med fra barndommen, der springer op, når en læseoplevelse som denne er så tæt på egen barndom, og som nok aldrig slipper, og som for en litterært interesseret person er kilde til spekulation over hvordan det ville kunne beskrives litterært, så andre forstår smerten, uden at beskrivelsen, som her, bliver alt for privat, grænsende til det følelsesmæssigt vulgære?

Men et eksempel på hvad en i romanens store sammenhæng mindre vigtig, lille sætning, præcis i denne kontekst, der opstår imellem netop denne læser og denne roman, kan trykke på en knap i sindet, der udløser et væld af erindringer.

***

Bogens hovedperson hedder Thomas og ikke Morten - for det er netop en roman, med den distance, man skal huske at holde sig for øje når man læser virkelighed ud eller ind i en bog, som denne. Det er ikke Morten Ramslands historie, omend han, så vidt jeg forstår, vedkender sig at skrive "tæt" på sit eget liv.

Ramslands bog handler om at turde se sig selv som voksen i lyset af sin barndom, opvækstens vilkår og oplevelser, og hvordan de, og i hvilken grad - har formet den man er i dag. Om at turde bryde ud af den fortælling om hvem man er, som er skabt af andre - hvem andre ser man er, og ikke mindst hvordan det forventes at man er - og bestemt ikke er!

Og fordi jeg genkender så meget, og i mange år, mere eller mindre bevidst har søgt efter præcis en genkendelse som denne, noget, der kunne be- eller afkræfte min egen følelse af at være vokset op i en grovhed, der gjorde ondt på mig, alene på grund af ordene (men sørme også på grund af handlinger - og ikke-handlinger!), så bliver denne bog så betydningsfuld for mig (også selvom jeg hele tiden minder mig selvom at det er en roman, ikke en selvbiografi).

Fundamentet for hovedpersonens erindringsrejse er en uforløst seksualitet, der er anderledes end gennemsnittets. En søgen efter en måde at være i verden på, hvor han ikke behøver at undertrykke hvem han også er, og dermed sættes der spot på den seksualitet, der var normen under opvæksten.

For romanens hovedperson var den norm for snæver, for endimensionel, for unuanceret og samtidig også for fordømmende. For mig var den alt, alt for grov, primitiv og kærlighedsløs. Jeg blev skræmt fra vid og sans og gik i den modsatte grøft.

Når klasselæreren i 9. klasse tog kassen med "Hvad kan man blive"-kort med, så listede jeg mig til at tage kortet "diakonisse" med mig (for nonne var der ikke!), og drømte om at kunne arbejde i et stille kloster eller en kirke, roligt, ydmygt, næsten uden kontakt med andre og dermed uden al den voldsomhed og pågående krav og forventninger til hinanden, som f.eks. det imellem kønnene.

Det blev så min måde at reagere på, som en, der heller ikke passede ind i tidens parcelhusnormer, og som også blev stærkt påvirket af dem.

***

Med denne roman nåede jeg et mål for denne gren af min læsning. Mæthedspunktet for terapeutisk læsning er nået. I hvert fald i denne runde. 

Samtig har denne roman både givet mig lyst til, og vel på en måde også givet mig mod til, nu at søge læsning, der styrker den jeg faktisk er. Jeg er på en eller anden måde af denne roman, hvor væsensforskellige dens hovedperson og jeg er, hjulpet frem til en accept af at det er ok ikke at passe ind i de normer man møder som barn og ung, og tror man er nødt til at passe ind i. Og som kan blive ved at hjemsøge en, som spøgelser fra en efterhånden fjern fortid, hvor ihærdigt man end forsøger at frigøre sig.

***

Man skal læse denne roman, hvis man er cirka samme alder og fra cirka samme type opvækstmiljø, d.v.s. parcelhus/rækkehus-middelklasse, storbyudkant eller større provinsby.

Og/eller hvis man interesserer sig for hvor kønsidentitet og seksualitet måske - måske ikke - kommer fra, dannes, integreres i det virkelige liv. 

Og/eller hvis man er nogens mor eller far - for ethvert barn skal have luft til at blive præcis det menneske det er, uden at blive låst fast i fordomme og forventninger, hverken fra forældre, bedsteforældre, naboer eller det øvrige samfund. Barnet skal ses og mødes som det er. Dét er vi voksnes ansvar. 

***

Jeg tager to citater fra denne bog med mig videre: 

På side 54 siger "Overbeck" (personen, der vejleder hovedpersonen i erindringsarbejdet): "Man bør ikke angribe det komplekse så reduktivt".

På side 105, kort før den anden "farveløshedsbølge" rammer hovedpersonen konstaterer denne: "...noget var holdt op med at fungere." (...) Måske havde det aldrig fungeret, måske havde jeg altid været et fejlprogrammeret maskineri på konstant overarbejde." Præcis. Når programmerne vi får ind i barndommen ikke passer til os, så kommer vi på konstant overarbejde, og senere på hårdt arbejde hvis vi vælger at forsøge at omprogrammere.

***

Forresten, romanens hovedperson har en lillesøster. "Grøn alpeost" bliver hun konsekvent kaldt, fordi det var hendes yndlingsspise som lille. Dét var så den eneste ting jeg ikke anede hvad var - men i dagene hvor jeg læste bogen kommer gemalen pludselig glad hjem med en "AlpeOst", og sagde at det var godt nok længe siden han havde set den ost, som han elskede som barn, i en butik!

Den er ikke helt så grøn som han husker, men nu var en af de ting, der prægede vores opvækst i 70´erne og 80´erne jo bl.a. kunstige tilsætningsstoffer, herunder farvestoffer. Måske meget symbolsk - intet måtte være som det var fra naturens hånd, det skulle tilpasses til flertallets (? - eller producentens?) ønsker og forventninger. Ligesom vi børn...?!

Morten Ramsland: "Lyskabinettet"

Endnu en nyudgivelse er ankommet, Morten Ramslands nye roman "Lyskabinettet" - bestilt til at ankomme på udgivelsesdagen, og denne gang leverede DAO præcis som forventet. Hurra!

At dømme på omtalerne forud er bogens indhold egentlig ikke rigtig noget for mig. Hvorfor så bestille den? Jo, simpelthen bare fordi den er skrevet af Morten Ramsland! Hans store succes "Hundhoved" var bogen, der satte mig i gang med at læse igen efter barsel og ret voldsom efterreaktion på fødslen, med bl.a. koncentrationsbesvær til følge.

Det var den måde han fortalte den på en gang magiske, barske og indfølende slægtshistorie, der kunne holde mig fanget, så evnen til at læse i længere stræk begyndte at blive trænet op igen, og den bog har derfor fået en særlig plads i min bevidsthed - og med bogen også forfatteren bag, fordi hans fortællestemme kunne holde mig fanget i dén grad.

Men Morten Ramsland er også blevet en særlig forfatter for mig, fordi jeg senere fandt ud af at han er født samme år som mig og til med vokset op i nabosognet! Jeg har ingen relation til ham, overhovedet, kendte ikke til hans geografiske oprindelse før jeg engang tilfældigt så et afsnit af  tv-udsendelsen "Kender du typen", hvor boligen, hvis beboer skulle gættes af to livsstilseksperter, viste sig at tilhøre ham og snakken med den ene vært, Anne Glad, afslørede at de faktisk begge to var fra den del af Odense, der hedder Næsby.

Jeg er primært vokset op i Søhus, som er så geografisk tæt beliggende på og nært beslægtet med Næsby, så jeg bilder ind at når han beskriver sit barndomsland, så beskriver han også til dels mit.

Hans bog "Sumobrødre" bygger, så vidt jeg har forstået på interviews, meget på barndomsoplevelser fra dén egn, og jeg har forsøgt at læse den. Har foreløbig klaret ca. 1/3 af bogen... - der er en råhed, som jeg kender alt, alt for godt og har svært ved at klare at genopleve på de velskrevne sider. For man kan vist godt sige, at jeg kender den råhed fra en side, som er modsat bogens fortællestemmes side!

"Lyskabinettet" tager også fat på det rå barndomsstof, men har også ungdom og voksenliv med, fortællingen springer rundt i tiden, men på en måde, der for mig virker naturlig, som når man sidder og taler fortroligt med et andet menneske, som fortæller sin livshistorie, og lader associationer lede vejen rundt i erindringen.

Denne læser er lægmandslæser, husk det, og er foreløbig 140 sider inde i bogen (ud af dens 462 sider). Jeg er grebet! Dog samtidig også frastødt af de detaljerede, seksuelle beskrivelser, men der er ingen tvivl om at de er vigtige, også for mig, for jeg har også mænd og drenge i mit liv, som jeg gerne vil forstå bedre, og nogle af dem, har også disse oplevelser af at være - eller at have været - fanget i en kønsidentitet, som de ikke passer/passede helt ind i.

Netop disse ting (som pressen straks har fokuseret på i overdreven grad i forhold til hvad bogen også rummer) er fundamentet for at søge tilbage i barndom og ungdom for at forsøge at forstå "hvorfor - hvordan blev jeg den jeg er blevet?", en søgen jeg kun kender alt for godt, blot med andre elementer af menneskelivet som fokuspunkter.

Og netop i dén sammenhæng er der allerede dukket en af de stjernereplikker op, som jeg kommer til at gemme: "Der findes generationer af mennesker med den slags tidlige barndomsoplevelser. Du kan ikke udlede af dé historier, hvilke veje sexlysten (og jeg tilføjer selv: eller andre elementer af et menneskes personlighed) vil gå. Man bør ikke angribe det komplekse så reduktivt". Tak for dé ord!

Det vigtigste ved denne bog er for mig personligt præcis det samme som ved Merete Pryds Helles roman "Vi kunne alt", og Leonora Christina Skovs roman "Den, der lever stille" - nemlig at der fortælles fra barndom og ungdom i 1970ernes og 1980ernes parcelhusmiljøer, hvor velstanden nok var på vej op, men rammerne snævre på flere planer - hvad især børn og unge med sind og personlighed, der hurtigere end de fleste andre, stødte ind i disse grænser.

Er dog ret spændt på at se om Morten Ramsland vil blive omfavnet af samme "lovestorm" som de to kvindelige kolleger, hos de mange midaldrende, kvindelige læsere og ikke mindst hos de kvindelige bogbloggere, og ditto journalister, der laver podcasts m.m.!

Kan ikke forestille mig andet end at denne bog vil afføde mange tanker hos mig selv, den er allerede godt i gang, der er lavet en del blyantsstreger og post-it lapper er sat ind, og dette indlæg blev markant længere og anderledes end forestillet, så flere indlæg om denne bog forventes at følge, senest når den er læst færdig.

Overstrømmende faglig begejstring...

Nogen gange fylder den faglige begejstring ved den del af faget, der handler om sang, mere end der er plads til og brug for i det aktuelle job, og så er det godt at kunne blogge i stedet for.

For jeg ville så gerne kunne række ud til alle de, der tænker "jeg ville så gerne synge, men..."

- jeg synes sangene er for høje...
- jeg synes jeg synger grimt...
- jeg synes ikke jeg har luft nok...
- jeg synes sangene er for moderne...
- jeg synes sangene er for kedelige...
- jeg synes dit og dat og meget mere...

Sang gør så godt for så meget - hvis man har lyst til at synge, hvis man får hjælp til at finde ud af bruge stemmen hensigtsmæssigt til sang, hvis man får vejledning i den vejrtrækning, der passer til ens fysik, og hvis man får mulighed for at synge sange, man kan lide, som gør en godt, også hvad ord og genre angår - og der er faktisk noget for enhver smag (- min private samling bugner!).

Forskning, der peger stærkere og stærkere på sangens gavnlige virkning på både krop og sind, er efterhånden så stærk, så man ikke bør sidde den overhørig, og sang bør være en naturlig del af alle menneskers hverdag, på en eller anden måde - men under kyndig vejledning, for vi har nu en del generationer for hvem sang er noget unaturligt, som man ikke rigtig ved hvordan man skal gribe an, og nemt får modstand på.

Man kan grine af Kirsten Passers fremstilling af en sanglærer i Far til fire filmen, men ikke desto mindre, var det korps af den tids sanglærere over hele landet, der havde et fælles læringsprogram og -mål, medvirkende til at den ældre generation ikke føler sig så fremmede overfor at synge, og har et repertoire af sange, de kan sætte sig og synge sammen.

Selvfølgelig har der været gode og dårlige lærere, også de fordømmende, der dømte "brummere" (dem, man anså for "tonedøve") ude af sangfællesskabet fordi det stødte deres trænede ører, og børnene fik en livslang lede ved at høre deres egne stemmer. Det kan vi gøre bedre i dag. Og vi bør gøre det. Forskning som f.eks. denne fortæller hvorfor: Om forskning i sang fra BBC

Læsetræt forventning

Er lidt læsetræt. Ufokuseret. Hvilken retning skal der læses videre i?

Samtidig er læsning uundværligt.

Gik på rov i bibliotekets børneafdeling, når nu jeg alligevel var der sammen med sønnen, og blev fristet af disse to:

Har allermest lyst til at læse en bog i samme tone som filmen "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, men aner ikke hvordan jeg skal finde sådan en bog...

Samtidig venter jeg (utålmodigt) på at Morten Ramslands næste bog udkommer på fredag. "Lyskabinettet". Jeg har forudbestilt den og håber den lander hos mig på udgivelsesdagen, så læsningen kan begyndes sammen med morgenmaden, inden arbejde.

Hukommelse eller?

Læser af og til om at huske. Om minder. Om erindring. Og om det skrøbelige emne "genfundne minder". D.v.s. som voksen pludselig at huske noget, som man ikke har kunnet huske hele tiden. Gælder sådanne minder? Kan hjernen lave sådanne "tricks"?

Altså kan det forekomme at et barn oplever noget voldsomt, "glemmer" det, og som voksen husker det igen - af en eller anden grund? Og ikke mindst - har sådanne minder samme gyldighed som de minder, der har været med "hele vejen" op igennem livet?

Undren over hvad der sker i et barns hjerne og søgning efter viden om hvordan en erindring om et overgreb lagres i et barns hukommelse, og konsekvenserne heraf, har foreløbig ført til følgende refleksioner:

Hjernens udviklingsstadie i den givne alder må have stor betydning for hvordan overgrebet placeres i erindringen. Det giver vel sig selv, at et overgreb af seksuel karakter opleves meget forskelligt for et barn på f.eks. 6, 10 eller 14 år.

Choktilstanden i selve overgrebssituationen må også have betydning for hvordan et overgreb opleves og lagres? D.v.s. om barnet har en fight, flight eller freeze personlighed.

Hvem, der begår overgrebet må også have betydning. Er det nære omsorgspersoner, der har været dyb tillid og måske endda kærlighed til, som bor i eller ofte har gang i barnets hjem (d.v.s. stedet der burde være det tryggeste sted i verden for et barn), eller er det en fjernere person, eller endda en fremmed?

Overgrebet i sig selv vil altid være slemt, men må jo være anderledes hvis der følger både tillids- og tryghedsbrud med, sammen med konstant angst for gentagelse, hvis barnet hver dag eller ofte skal konfronteres med personen?

Stedet hvor overgrebet sker. Er det i hjemmet (d.v.s. stedet, der burde være det tryggeste sted i verden for et barn) eller et sted barnet ikke behøver komme igen?

Og ikke mindst hyppigheden. Sker det én gang? Sker det én gang med to forskellige personer? Sker det mange gange? Skaden kan være lige stor og omfattende, alt afhænger af muligheden for hvornår i livet det kan bearbejdes (kort tid efter, eller 40 år efter eller aldrig), og det afhænger af personlighedsstruktur, af tryghed, af sunde relationer før og efter, af medfødt psykisk sårbarhed eller ej. Så mange faktorer spiller ind.

Men så er der den helt nye erkendelse: Omgivelsernes italesættelse af personen/personerne, der begår et overgreb, kan afvige så meget fra barnets egen oplevelse, at barnet ikke kan rumme begge versioner.

Jo yngre barnet er, jo mere tilbøjelig vil barnet vel være til at vælge de voksnes version af "fortællingen" om denne person? Og dermed ende med at forsøge at udslette/fravælge/tågeindhylle sin egen erindring, "for det kan ikke være sket, når dette menneske nu er så god/rar/sød - og i en bestemt relation, der pr. definition ikke kunne finde på at gøre sådan noget".

Fortællingen kan både være den generelle om et menneskes væremåde og handlinger, om hvor storartet og godt et menneske personen er. Men det kan også være mere specifikt ved at barnet forsøger at fortælle om at der er sket noget, men afvises fordi det kunne dén person da aldrig "finde på" at gøre - ergo, barnet er straks under mistanke for at finde på, måske endda for at skade andre...

Som barn er man så totalt afhængig af sine voksne omsorgspersoner, så man vil gøre rigtig meget for at undgå at blive afvist og udstødt af dem, så man formentlig vil ende med at overtage deres historie, og udslette sin egen, igen afhængig af alder og personlighedstype. (Midlertidigt, så længe ens sind holder til det.)

Vi mennesker har en generel, og for mig at se sær, tendens til ikke at ville tro på hvad andre fortæller, hvis vi ikke selv har en lignende erfaring for at det, der fortælles kan være sandt/korrekt. Så er det altid den, der har oplevet noget, der afviger fra det "normale", det forventede, måske endda noget svært, der står med "bevisbyrden". Selv små børn, der forsøger at formidle at de har oplevet noget forkert, i værste fald et overgreb, kommer til at stå med bevisbyrden.

Og så til pointen: Psykologisk forskning peger på at falske minder kan skabes. D.v.s. man kan, også uden at vide og ville det, få skabt minder om at der er sket noget som faktisk ikke er sket. Men dét må også betyde at det modsatte kan forekomme, nemlig at der kan skabes minder om at noget ikke er sket... - selvom det faktisk er sket. Og dén splittelse i et barnesind kan måske være en medspiller i fænomenet "genfundne minder".

***

Man må nødvendigvis altid skulle behandle genfundne minder med største varsomhed. Anerkende det overfor sig selv, hvis man kan mærke at det er korrekt at man har været udsat for et overgreb, som man skal give sig selv omsorg for. Alt hvad man kan.

Men samtidig også forstå og respektere at erindringen er skabt af et barn i en given alder, et barn i chok, og at den barnehjerne, der lagrede et chok, ingen fornuftsredskaber havde til at lagre det "korrekt" og meningsfuldt for et voksent sind. Mange fakta og detaljer vil kunne mangle eller være forkerte, og man kommer så nemt til selv til at skabe og tilsætte noget forkert hvis man forsøger at fremtvinge erindringen med sin voksne bevidsthed.

Stor følsomhed og varsomhed er nødvendig, fordi det er barnesind man har med at gøre - også selvom barnesindet nu er i et voksent, modent eller ældre menneske.

***

Jeg blev klogere på emnet af at læse denne artikel: Guidelines ved genfundne erindringer fra Dansk Psykolog Forening. 

"Det er livet, der vil leves"

Festskriftet, der er udkommet i anledning af pastor emeritus og salmedigter og ditto komponist (og ikke mindst igangsætter, inspirator og mentor!) Holger Lissners 80-års fødselsdag, viser sig at være en umådelig velskrevet bog, lysende af glæde, taknemmelighed og ikke mindst en solid gennemgang af dansk salmeskrivnings historie fra sidst i 1960erne, hvor Holger Lissner var en central person i udviklingen af den nye generation af salmer, til i dag, hvor så mange af de salmer han direkte eller indirekte har haft indflydelse på, synges så mange steder rundt i landet.

Bogen er redigeret af Kirsten Nielsen, og selvom jeg foreløbig kun har læst ca. 1/4 og skimmet resten, så kan denne bog ikke anbefales nok til enhver, der holder af moderne salmer, og interesserer sig for hvorfor udviklingen blev, som den blev, og som gerne vil have en forståelse af hvorfor vi er hvor vi er på dette felt, nu.

Bogen rummer et væld af stemmer og perspektiver, og det gør bogen til en afvekslende og stemningsrig læseoplevelse.

Bogens forside prydes af en meget smuk forårsakvarel, malet af Karin Lissner (hustru til Holger Lissner), og den lyse, lette og samtidig meget nuancerede stemning i denne akvarel spejler så intenst og kærlighedsfuldt stemningen i bogen.

Bogen anbefales på det varmeste!

Uundværlige fagbøger

Tak til Aarhus Universitetsforlag for at udgive serien "Tænkepauser". Aldrig har det været mere fristende og overskueligt at øge sin viden indenfor en stor palet af emner.

Disse to er uundværlige for enhver, der beskæftiger sig med musik og sang. De er pakket ned i weekendtasken og skal læses snarest muligt. Glæder mig!

Accession...

Man kan jo gå og være bitter resten af livet over at man aldrig fik mulighed for at læse litteraturvidenskab eller lignende.

Men man kunne også bare begynde at læse, på egen hånd, så vidt som det er muligt...

Så da der i bogsøgestrømmen dukkede et litteraturleksikon op, kom tanken: "hvis nu man læser sådan et, fra ende til anden (selvom det ikke er den oprindelige hensigt med et leksikon) så må mængden af viden og refleksionsredskaber trods alt have en realistisk mulighed for at blive øget.

I hvert fald er det købt og ankommet i dag. De første sider læst. Nye ord og begreber er indtaget.

F.eks. "accession", som i denne sammenhæng betyder at bogsamlingen er øget. Det samme er mængden af viden om litteratur - og det vil den fortsætte med at blive.

Manglende sweater på vej...

Kaffe i yndlings-Mumi-koppen og opslagning til hæklet sweater i Linwool (farven hedder Tjære), med nål 4. Det vil ret hurtigt kunne blive til præcis dén simple sweater, der mangler i garderoben. Sort (-meleret), så man kan holde sig neutral udadtil i hverdagen. Det kan være en god ting.

Om mennesket bag bloggen

Denne blogger hedder Lykke Chetronoch. Er født Dahl Nielsen, i 1971, hjemme i dobbeltsengen på Højelundsvej 19 (dengang unummereret), Lunde, Nordfyn.

Opvokset i Stige, Søhus og Anderup i den nordlige del af Odense Kommune, og har gået på Stige Skole og Søhusskolen.

Efter et halvt år som studerende på Det Fynske Musikkonservatorium med cembalo som hovedfag, arbejde som rengøringsassistent med lidt tekniske serviceopgaver i 12 år på en folkeskole.

I 2008 uddannet præliminær organist, og i 2009 ansat i Den danske folkekirke som organist, i en 22-timers stilling på Fyn.

I jobbet læses der primært noder. I fritiden læses der primært bogstaver, alene og sammen med sønnen, født i 2010.

Med Nell i Paris

Skulle i boghandel efter ringbind til jobbrug. I tilbudskassen lå denne lille, fine miniroman af bestsellerforfatter Jojo Moyes. Hendes romaner smykkes af fine, grafisk enkle og i mine øjne decideret lækre forsider, som ofte har tiltrukket min opmærksomhed. Men beskrivelserne af handlingerne har hidtil fået mig til at lægge dem fra mig igen. Orker ikke så meget hjertesmerte af den slags, der præger hendes bøger.

Men denne, om den unge kvinde Nell, der bliver svigtet af sin kæreste, men alligevel vælger at tage til Paris og at få det bedste ud af denne planlagte tur, selvom kæresten svigter, tiltalte mig. Det franske trækker i sig selv (ville så gerne lære fransk og besøge Frankrig engang!), så den kom med hjem, og jeg begyndte så småt at læse imens jeg selv sad på den lokale togstation og ventede på toget hjem.

Foreløbig har jeg nydt et fint, letløbende sprog og nogle af præcis de udfordringer jeg ville frygte hvis jeg skulle vove mig ud at rejse på egen hånd! Glæder mig til at læse videre om hvad unge Nell oplever i løbet af sin weekend i Paris!