Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

onsdag

Træning


Når man gerne vil kunne læse tyske bøger, så må der trænes! Så der trænes, bl.a. ved hjælp af find ord-hæfte indkøbt i vinterferiens udflugt over grænsen, ved hjælp af en smart app på telefonen, og ved at spille fantasy-spil med sønnen, hvor meget skal læses på tysk (tak for ordbøger og gemalens gode tyskkundskaber!):


"Die Legenden von Andor" - et overraskende spændende spil, men en feriekrævende aktivitet, for hver legende tager sin tid og spillet fylder fysisk mere end vi har plads til at have liggende flere dage... - vi længes efter ferie!

Hans Fallada


Da gemalen og jeg blev gift citerede præsten fra Hans Falladas bog "Lille mand, hvad nu?" - vi kan bare ikke huske hvad der blev citeret...

Men på dette års udsalg var der tre bøger af Hans Fallada, og da vi regner netop dén præst for en usædvanlig begavet og empatisk person, købte vi disse bøger, for der må være noget særligt i dette forfatterskab, når præsten citerede fra det.

Om jeg magter at læse de barske beretninger, fra krigens tid, må tiden vise. De ligger klar, indenfor syns- og rækkevidde, og efter at have læst brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung, der boede og arbejdede i Berlin efter krigen, og som i flere breve refererer til krigens tid, er interessen vakt.

Især  er interessen vakt for tidens retorik og dens rædselsvækkende konsekvenser, som netop et sprogmenneske som Fallada formentlig vil kunne beskrive.

En god udgave af "Lille mand, hvad nu?" søger vi stadig.

Hjertevarm klogskab


Brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung "Jeg har også levet", er noget af det mest gribende og givende jeg længe har læst.

To modne, kloge, tænkende, vidende og reflekterende kvinder, der skriver til hinanden om stort og småt i livet, i samfundet, i de indre tankeverdner, holdt mig grebet imellem de mange sider, og jeg kunne være fortsat længe, længe endnu.

Men Louise levede ikke længere. Heldigvis har jeg stadig Jens Andersens roste biografi om Astrid Lindgren til gode - er begyndt læsningen, omend den ikke har samme stærke virkning som Astrids egne ord.

Hendes dagbøger fra krigens år står nu på ønskesedlen, og bliver næste større bog-investering!

Som alle andre læste jeg mange af hendes bøger som barn, nød dem, kom igennem mange oplevelser og følelser med den kloge forfatter ved hånden i kulissen, og blev helt sikkert guidet og formet af hendes kloge væsen.

Men nu, som voksen, efter læsningen af de mange breve, ønsker jeg sådan hun også havde skrevet litteratur til os som voksne, ikke nødvendigvis skønlitteratur, men essays, for der var en kilde af viden og visdom, som jeg gerne havde sprunget på hovedet i nu, i mine egne voksne - og på papiret modne - år.

Det findes ikke. Hun skrev det aldrig. Men hun skrev brevene til Louise, og hun gemte brevene uden at forlange at eftertiden ikke måtte læse dem. Tak, Astrid og Louise, og ikke mindst tak til de to redaktører bag bogen, Jens Andersen og Jette Glargaard, fordi de tog opgaven på sig så vi andre kan få gavn af Astrids ord til voksne.

Farmor

Har nydt at læse Charlotte Rørths nye bog, "Gud, du er jo lige her". Den er så fin, så smuk, der er så meget "plads" til at være der, uanset indgangsvinkel til emnet. Emnet er "at tro", hvordan det er for hende, og der er ingen, absolut ingen løftede pegefingre eller meninger om hvordan det skal være for andre. Den bygger videre på de to forudgående bøger, "Jeg mødte Jesus" og "Vi mødte Jesus", og reflekterer og erfaringerne hun har fået med sig siden.


Håber den kommer i en lille, tynd paperback, i "pamflet-format", for jeg elsker den slags små bøger, med intenst, kondenseret indhold, som der er i denne bog - og jeg ville gerne kunne have den med i tasken, i længere perioder. Til dét formål er hardbacks bare for tunge...

***

Udgangspunktet for Charlotte Rørths bøger er at hun har oplevet at møde Jesus... - hvilket for nogle lyder tosset, men det viser sig at mange andre også har haft sådanne oplevelser, og at mange har haft gavn af at kunne spejle sig i hendes fortællinger, fordi der ikke er ret mange steder at tale om det, end ikke i kirkerne.

Hvorfor så kalde indlægget her "farmor"? For nej, hun er hverken min eller min søns farmor... Men jeg havde en farmor engang, og hun havde en oplevelse, som hun betroede mig.

Farmor, som sårede så dybt når hun så tydeligt foretrak nogle børnebørn fremfor andre. Elskede hendes pandekager, men fik dem så sjældent - i modsætning til andre. Tror ikke meget har gjort mere ondt end at opleve god, kærlig, munter stemning imellem farmor og tre andre slægtninge, sammen med liflig duft af både pandekager og varm kakao - at være til stede i huset et øjeblik og sanse alt dette, og så ikke blive indbudt til at blive og være med. Savnede så dybt og inderligt at kunne høre til, høre sammen, være med, men jeg hørte ikke til. Trods blodets bånd. Så jeg gik. Men da hun døde fik jeg paletten - og har siden bagt mange, mange pandekager til min egen lille familie...


Farmor, som pakkede en kurv med saft, kage og tæppe, og drev min (modvillige) seks år ældre søster og mig ud at gå en tur langs Odense Kanal, fra Stige og ud mod fjordens munding, hvor vi satte os på skråningen bag diget. Få ting har jeg nydt så meget i min barndom, som at sidde dér, i tidlig, lun efterårsblæst, nær vandet, med højt til himlen, i græsset, og kage, saft og en rigtig voksen, der var nærværende og gad gøre det her for os Trods den ældstes brokkerier. Aner ikke om farmor nogensinde fandt ud af hvor meget dén tur betød - og stadig betyder for mig.


Farmor, da ældste søn er ca. 2 år gammel, d.v.s. ca. 1940.

Farmor, som en dag, uden at jeg i dag husker hvordan samtalen opstod, for vores forhold var svært, og samtale var nogle gange ikke en mulighed, andre gange en dyb fortrolighed, pludselig betroede mig at hun havde haft et syn da hun var noget yngre, måske i 30-40 års alderen. Dn vision af Jesus. 

Hun var kommet gående på kirkegården, på vej mod kirkens østgavl, og her viste Jesus sig for hende, lysende, mild, og farmor fik en overvældende følelse af kærlighed i sig. Hun ved han talte til hende, men hun forstod det ikke. Kun følelsen af uendelig kærlighed forstod hun. 

Hun fortalte det aldrig til nogen da det skete. Om hun fortalte det til andre end mig senere, det ved jeg heller ikke. Men det var derfor hun gik i kirke da hun blev ældre. Selvom hun ikke forstod præsterne. Og selvom hun ikke genkendte følelsen hun fik af Jesus, i kirken. Men hun kunne sidde i ro, kigge på alteret i Stige Kirke, og genkalde sig oplevelser. Det var nok. 

Charlotte Rørths beretninger, både hendes egne og nogle af de andres, giver mig samme følelse, som da jeg sad med farmor og hun fortalte om sin oplevelse. Det var en stærk følelse, som om jeg fik noget af den særlige kærlighedsfølelse overrakt. Selvom farmor ikke magtede selv at give mig kærlighed, dertil var kløften imellem vores personligheder for dyb. Men glimt af så dyb fortrolighed har også ret. Og er måske så meget mere værd. 

Tak. 

Jomfru Sørensen - og om at være i "transition"




Kort sagt en dejlig bog! Bogen er bygget op over et år, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen (cand. art., cand. theol. og salmedigter) besøger sin gamle, svækkede mor på plejehjem, over samtalerne med hende om livet, hendes egen og slægtens historie og deres fælles liv, og ikke over mindst forfatterens egne refleksioner. Kunstværker bringer både samtale og refleksion på gled, værkerne er afbilledet i bogen, og det er for denne visuelle læser en stor nydelse at få ny indsigt i kunst.

"Jomfru Sørensen" af Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de få bøger, der har fået mig til at føle mig "hjemme", i den forstand at hendes egen stemme, hendes sprog, hendes fortællestil får mig til at føle mig så rigtig og godt tilpas, som ingen har kunnet gøre dér hvor jeg kommer fra, og få, dér hvor jeg er - velvidende at dét i høj grad kommer fra mig selv, og måden jeg er formet som menneske igennem opvækst og levet liv.

Jeg holder så meget af denne bog, stemningen og stilen og de mange og fyldige "grene" af fortællinger, og dens "rum" vil blive besøgt igen.

***

Tilføjelse af tanke, vakt ved læsningen:

På bogen sidder en lille gul seddel med ordet "transition". For tanken om at føle sig hjemme et andet sted, end der hvor man kommer fra, men aldrig at kunne blive del af det sted hvor man føler sig hjemme, fordi man ikke hører hjemme dér, opstod ved læsningen.

En tanke, der ikke er bearbejdet færdig.

Men mælkebøttebørn er i "transition". På vej fra ét miljø til et andet. Men aldrig rigtig hjemme nogen af stederne. Forhåbentlig får vi banet vejen for næste generation, så de får større chance for at kunne høre hjemme dér hvor de føler de hører til.

Farlige damer...

På et langelandsk loppemarked dukkede denne bog op - parallelt med ønsket om at kunne læse tysk. Et godt sted at starte!


Damer, der læser er farlige... - ja det mente nogen jo helt seriøst engang, og der findes stadig forkvaklede opfattelser kønnene imellem.

Hørte forleden "Tidsånd", en DR1 udsendelse, hvor dr. phil. Birgitte Possing fortalte om sin nyeste bog "Argumenter imod kvinder": Tidsånd 7. marts 2019. Radio 27syv har også lavet et helt program om bogen, det skal høres snarest muligt: Radio 24syv 55 minutter.

Hendes fortællinger greb mig så meget, så jeg har valgt at netop dén bog skal være årets fødselsdagsgave til mig selv. Bestilte den i går, så den når nok ikke frem til selve dagen i morgen - men forhåbentlig til weekenden, hvor der holdes helt fri.

fredag

10 år

I dag er det ti år siden at jeg tiltrådte min nuværende stilling, som organist i en stor kirke, der ligger i et lille sogn, de otte af årene ved dette vidunderlige instrument, og lige så ofte ved det mere ydmyge klaver i den anden ende af kirken!




I ti år har jeg derfor dagligt kunnet både undres og glædes over at det blev muligt at få en indtægt at leve for, ved at kunne læse noder - den absolutte yndlingsaktivitet fra første øjekast, for den lille pige jeg var.

Jeg glædes ikke mindst over den mulighed, der ligger i jobbet, for at kunne nørde med sange og salmer; disse små rum, ad hvilke man kan besøge andre tider, steder, skikke og sind.

Og parallelt med dette nærstudere vilkår og veje i den forunderlige fysiske aktivitet, der kan være så fundamentalt helbreds- og humørberigende: at synge.

Alt i dette job er centreret om at det livbærende åndedræt bruges til at skabe toner, der bærer ord til at skabe og styrke fællesskab på tværs og trods af alt, og til at skabe tryghed, glæde, trøst og omsorg.

At kunne gøre præcis dét var min største drøm, da jeg som stor pige sad og lærte at spille klaver ved hjælp af sangbogen "Den fynske sang". Dén pige forstår stadig ikke helt at det efter svære kampe og mange omveje faktisk lykkedes...



Takker så inderligt alle, der har været med hele eller dele af vejen og skåler helt privat "hurra" med mand og søn i morgen efter fyraften og skoletid.

I dagens anledning har jeg købt en gave til mig selv - et sæt "in ear" luksus hovedtelefoner, Beltron YSM1000, der ikke forhandles i Danmark, men som har en fabelagtig lyd i forhold prisen.

For det stillesiddende arbejde kræver fysisk bevægelse som modvægt, og det går bare bedst med god musik og/eller en god podcast i ørerne, og lækker lydkvalitet er nu engang bare et must for en musiker!