Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Tidlig fødselsdagsgave

Det gav pludselig sig selv, det der med årets fødselsdagsgave til mig selv. For der kom en e-mail fra Aarhus Universitetsforlag med varme tilbud i det kolde vejr.

Det virkede. Jeg blev varm om hjertet. For dér var "Essayet" af Arne Melberg, som har stået højt på ønskesedlen siden den udkom i 2013, men det digre værk har helt berettiget haft en tilsvarende høj pris, og tvivlen har indtil nu vundet over lysten til at købe den.

Essayet er min yndlingsform, både ved egenskrivning og andrelæsning. F.eks. Jacob Paludan, som jeg lærte at kende via hans musikcitater, fra netop essays. Hans essays fandt jeg uforståeligt billigt i antikvariater og stor-nød at læse dem. Det var også den form jeg - uden at ane noget om det - brugte til de mange kronikker jeg skrev og fik bragt i Fyens Stiftstidende da jeg var i 20´erne.

Essayet er en form, jeg længe gerne har villet blive klogere på. Men som jeg samtidig er meget ydmyg overfor. Den manglende selvtillid kombineret med den for mig barske virkelighed - den manglende (ud)dannelse, vil nok altid plage: 

"400,- kroner for en bog, som du ikke aner om du nogensinde får læst, for måske er du faktisk ikke klog nok til at fatte en brik af hvad der står i den - og hvad skal du overhovedet med så tung faglitteratur - du har da intet at bruge det til i din hverdag, ja noget som helst sted i dit lille liv". Når det lyder sådan, inden i, så lader man være med at bruge kr. 400,- på en bog - selvom man ønsker sig den.

Men nu var den pludselig på tilbud. Til kun kr. 200,- Perfekt til fødselsdagsgave til mig selv - selvom det er en måned for tidligt... - men ih hvor vil jeg glæde mig til at læse den, uanset hvad den indre stemme måtte sige!

mandag

Perfekt valg!

Imens vi venter med længsel efter forår og varme og ikke mindst på afklaring af om der skal strejkes eller ej - både gemal, søn og jeg selv er i risiko for at blive direkte berørt (og det er så sørgeligt at det er blevet så svært at forhandle så basale ting på plads, som der også denne gang er tale om) bruges en træt fridag på at strikke lidt i det skønne yndlingsgarn, Zauberball Crazy, i farven "Malerwinkel" - de herligste påskefarver, der ikke kan undgå at løfte humøret et par grader:


Tænker fortsat af og til over hvad jeg skal give mig selv i fødselsdagsgave i år... - men endnu et nøgle af dette yndlingsgarn i en af de mange andre lækre farvekombinationer, der er så perfekt til yndlingssjalet - det retstrikkede trekantssjal med udtagninger i siden, må helt sikkert være en del af gaven.

For udover de fantastiske farvekombinationer, så er garnet så behageligt for mig at have på, så bunken af tørklæder af netop dette garn, bruges allermest. Dét må da være et godt argument...

lørdag

Strikkerkendelse!


Nyeste trekantsjal er ved at få kant, og måske laves der et himmelblåt, som monteres med dette syrenfarvede til poncho. Hvis ellers tålmodigheden rækker.

Grundlæggende set strikker jeg fordi jeg elsker følelsen af garnet og pindene i hænderne, det føles beroligende, den rytmiske fornemmelse ved at strikke føles beroligende, og fantasien om slutproduktet er altid lokkende - indtil virkeligheden brutalt rammer.

For det går ikke altid ligesom det forventes... - og tiden er vist inde til at erkende, at taget i betragtning hvor meget jeg strikker, og i hver mange år jeg har gjort det, er resultaterne sølle. Især når jeg ser på hvor få slutprodukter jeg faktisk bliver glad for og reelt set bruger...

Strikkeerkendelser må nu være på sin plads, med retningslinjer for fremadrettet produktion - og ikke mindst investering - til følge!

Sokker lykkes faktisk og de bruges hele året.
Forudsætninger:
- spiralmønster på fod og ankel, rib op ad benet (= ingen hæl!)
- to på én pind efter Lene Randorffs metode
- blødt garn, for dem bliver jeg mest glad for!

Trekantsjaler lykkes og de bruges hele året.
Forudsætninger:
- strømpegarn til pind 3 strikkes frem og tilbage på rundpind 4
- 100 udtagninger = 100 huller i hver side giver passende størrelse
- strik i ret (ellers ruller det, desuden bliver det i ren ret elastisk, bredt og ikke for "højt")
- helst farveskiftegarn, det stimulerer den visuelle sans på den gode måde... - Zauberball Crazy er 100% favorit.

Men sweaters lykkes sjældent og bruges ikke nok!

Den sweater jeg har brugt mest er Liselotte Wellers "Raglan" (Raglan fra Garnudsalg) - den bedste og ikke mindst hyggeligste opskrift jeg endnu har arbejdet efter!
MEN jeg skal huske:
- at have tålmodighed nok til at lave ærmer og bul lange nok...
- at have en tråd mohair med fordi det bliver så lækkert blødt
- at strikke i dobbelt perlestrik, som også vises i opskriften, for det elsker jeg og så kan jeg slippe for rib i hals, ærmer og bul, som jeg ikke elsker...

Grundforudsætninger for at en sweater lykkes for mig er derudover:
- at der strikkes mindst på pind 4 (ellers tager det for lang tid!) og højst på pind 5 (ellers opstår en uønskelig "Mumitrold"-effekt - hvor meget fan jeg end er af Mumitroldene, så ser jeg det ikke som optimalt at ligne en i kropsfacon!)
- at bullen er bred nok, men ikke for bred - d.v.s. ikke kropsnær men eller ikke en der flyver om ørerne på én...
- at der strikkes top-down og der ingen (eller minimal) montering er
- at der strikkes ensfarvet - men gerne meleret, tweed eller bare det farvespil 2 tråde kan give sammen

Mon jeg så kan lære det? Og dermed få flere brugbare produkter af pindene?

Og så er hækling i øvrigt en ganske anden historie...

Våren er i luften...

Selvom vi nu er i en periode med dagsfrost, så er dueparret, der har beboet vores have i de seneste 5-6 år og hvert forår har mindet os om hvordan det er at være nyforelskede, vendt tilbage.

Der kurtiseres med stor varme og intensitet på gyngestativets overliggende bjælke, så ingen kan være i tvivl om at våren er i luften.



Og netop den lille sang "Våren er i luften", af den fynske højskoleforstander Rasmus Nielsen og organist, seminarielærer og komponist - og ikke mindst kor- og fællessangsleder Oluf Ring, bringer forårsminder frem i mere end én forstand.

For den sang lærte jeg at kende, da jeg var afsted til mit allerførste musikstævne, som 10-11 årig, med skolens blokfløjtehold, til blokfløjtestævne på Ærø. Det første der skete da vi ankom var at alle blev samlet i en stor sal - som jeg husker det en kæmpe, stor og lys sal, fyldt med børn (primært piger!) hvor et ark med sangen blev delt ud og alle sang.

Arket har siden ligget i æsken med sopranblokfløjten, og dér ligger det endnu. Den fineste lille sang om våren, til minde om min egen spæde vår, som vordende musiker.


"H.C.Andersen synger": "Studie efter naturen"



"H.C.Andersens synger": "Odense"



"H.C.Andersens synger": "Fædrelandet"



fredag

"H.C.Andersen synger" - forordene

Til min sang- og historiebog, "H.C.Andersens synger" lavede jeg to forskellige forord.

Et kort og enkelt.

Et langt og mere dybdegående, med forslag til praktisk brug af bogen.

Jeg ved hvad jeg selv foretrækker, men følte mig dengang nødsaget til at forsøge at ramme den tone og stil, som forlagene ønskede, for at nå et størst muligt publikum. Det behøver jeg ikke at tænke på mere!

Så her er de begge, og man kan læse lige præcis det man selv helst vil:




"H.C.Andersen synger" - baggrund for offentliggørelse

Længe før jeg lærte at bruge en computer, og længe før man i Odense begyndte at planlægge fejringen af 200-året for H.C.Andersens fødsel, blev jeg dybt optaget af hans digte og historierne bag - og dermed hele universet i og omkring H.C.Andersen, hans bekendte, tid, liv og verden.

Med skrivemaskine, papir, saks, lim og de der små stinkende (og meget giftige) flasker med rettelak, som man brugte dengang - og ikke mindst mange, mange timer i Odense Centralbiblioteks magasinkælder, lykkeligt fordybet i de gamle, omfattende samlinger af breve og dagbøger m.m. der ligger fra H.C.Andersens hånd, udgivet af kompetente ildsjæle igennem tiden, skabte jeg et manuskript til en sang- og historiebog, som jeg kaldte "H.C.Andersen synger".

At formidle korrekt, forståeligt og så indholdsmættet som muligt var og er mit mål, såvel i den samling jeg lavede dengang, som i det arbejde jeg udfører nu, på bloggen her og i mit arbejde.

Flere forlag var positive overfor tanken om udgivelse dengang, men ingen turde/kunne/ville investere det nødvendige beløb for at kunne realisere en udgivelse.

H.C.Andersen er nu dukket op i mine tanker igen, bl.a. fordi der findes en gammel historie om at han med sin mor skulle have siddet og spist madpakke ved gavlen af den kirke jeg nu arbejder i. Det er desværre endnu ikke lykkedes mig at finde skriftlig evidens for madpakkehistorien. 

Men lysten til at finde mit gamle materiale frem opstod, sammen med lysten til at genlæse H.C.Andersens roman "Kun en spillemand", fordi byen jeg bor og arbejder i, nævnes i den roman.

I den anledning har jeg valgt at lægge mit gamle manuskript ud til fri afbenyttelse. Forordet og hver sang er fotograferet og langt ind i hver deres eget blogindlæg.

God fornøjelse, hvis nogen skulle komme fordi og kunne få glæde af noget af det.

onsdag

Roulade

Var engang lidt en mester i rouladebagning.

Altså FØR der var noget, der hed Instagram og ikke mindst "Bagedysten" og alle forventede at en kage skulle være et uovertruffent kunstværk!

D.v.s. dengang en hjemmebagt kage blev bagt for at blive spist, og derfor bare skulle være lækker at få i munden.

Jeg bagte mange roulader, helst med æblemos og vanillecreme, men også af og til med hjemmelavet hindbærmarmelade med hindbær fra mine egne overdådigt givende hindbærplanter, der groede næsten vildt i min odenseanske kolonihave.

Men så fik jeg forlagt opskriften. Og i månedsvis har sønnen sukket efter enhver roulade han har set, men jeg har stædigt fastholdt at roulader køber man ikke - dem bager man SELV, hvis ellers man kunne finde sin opskrift.

Pludselig dukkede den op, sammen med en håndfuld andre savnede opskrifter, liggende i en bog om kaffe i alverdens afskygninger, bagning incl. Hurra! Ugens kage, der skal bages på lørdag, bliver derfor endelig ROULADE.

Hvis nogen vil bage med er den her, i egen gamle, barnlige nedfældning fra ungdommens tid på papir, en let, luftig og fin roulade, næsten som en omelet, blot med lidt sukker, kartoffelmel og bagepulver i:


Opfølgning: Den blev god! Sønnen elskede den, så den bliver snart bagt igen og igen og igen...

Konsekvenser af tavshedskultur

Der en historie, der skal fortælles. Ikke for at fortælle historien i sig selv. Men for at trække linjerne af konsekvenserne op. Jeg har bare ikke fundet alle de rette ord endnu.

En ting er dog sikker. Krænkerkultur kan kun eksistere hvor der er tavshedskultur. Og der er en tavshedskultur hvor jeg kommer fra. Som der også er mange andre steder.

***

Sølvrammen og fotoet af pigen, hvis historie bør fortælles.


Asta Ketty Nielsen - 1910-1996.


Jeg afventer pt afgørelse fra Rigsarkivet på ansøgning om at måtte se journalen fra hendes anbringelse på Rødbygaard i årene 1932-1936.

Opdatering: Jeg fik lov at læse journalen. Rigsarkivet scannede den og sendte pr. e-mail. Tak for så fin service! Journalens indhold fik afklaret nogle væsentlige tvivlspunkter, bl.a. var Asta ikke gravid da hun blev indlagt på Rødbygaard, men havde et par år før været indlagt på sygehuset med blødning fra livmoderen, måske forårsaget af ulovligt udført abort.  Læs evt. mere i indlæg i kategorien "Asta".

For tidlig forårsbebuder


Forårsbebuder - men lidt for tidligt. Vi kom vist til at vække den, da vi varmede fritidshuset op til vinterferiebrug. Vi fik den sat tilbage et køligt sted og håber den klarer sig indtil det rigtige forår kommer.

Derudover så strikkes der her. Og der strikkes mere...
Der læses.
Der haves hovedpine...
Der hverdagsfrustreres på gemalens og sønnens vegne, så egen velfungerende hverdags værdi forsvinder -  det er ikke fair!

Og der savnes moderne, let og transportabel egen computer, til skrivning og blogning, for dét behov er livsvarigt, men til tider ikke mulig at udleve af praktiske årsanger. Må spare op af den lille indtægt, der ikke gør opsparing mulig... Hm! Men tænk engang at eje sin egen computer, helt selv - hvilken lykke!

Foreløbig er der nu intet så velgørende imod alt som at strikke i det blødeste garn...

Hvis jeg var rig...

- så ville jeg købe et helt oplag af Louise Klinges bog "Lærerens relationskompetence" (udgivet i 2017 baseret på hendes ph.d), og jeg ville forære et eksemplar væk, hver eneste gang jeg så en lærer med et barn på skødet eller en flok børn klæbende omkring sig, samtidig med at andre børn befinder sig i samme rum og ser helt fortabte ud...

For det er nemt nok at relatere til dem, der kommer af sig selv, dem der viser det helt naturlige behov for kontakt og relation tydeligt i ord eller handling. Men så er der alle de andre (og der er flere end man tror), der er sat anderledes sammen i deres personlighed, de har ligeså meget (og i nogle tilfælde mere) behov for kontakt og en god relation til de voksne, som de skal tilbringe så meget tid sammen med hver dag, og som det forventes at de lærer noget af.

Og for en mor, der selv har været og nu har et af den slags børn, der har et stort behov for at have en tillidsfuld relation for at kunne lære, men som ikke har en form for personlighed, hvor det fremstår tydeligt, (i hvert fald ikke for de ekstroverte - og de indoktrinerede introverte...), gør det ondt at se hvor lidt tingene har ændret sig igennem hendes egne 46 levede år, og hvor fortabt hendes egen lille søn kan se ud når hun er nødt til at forlade ham i klasselokalet.

Alle børn har brug for at der bliver sagt godmorgen på dén nærværende måde, der gør, at man føler at man er velkommen og hører til.

tirsdag

Forventningens glæde...

Sidst i marts har jeg fødselsdag.

Som til jul giver jeg mig selv gave. Ligesom for at sikre mig at jeg får en gave og at det er noget jeg ønsker mig rigtig meget...

Gemalen er altid sød til at huske gave og er god til at købe noget jeg ønsker mig. Får også stadig gave af mine forældre og svigermormoren. Men derudover er der ikke flere gaverelationer. Eller relationer i det hele taget. Og dét emne er en helt anden snak, der hører til i katharsis-kategorien!

Men altså, forventningens glæde kan man ligeså godt dyrke så længe som muligt. Så nu er jeg i gang med at planlægge hvilken bog jeg skal forære mig selv i fødselsdagsgave i år.

Eller måske to?

Overvejer "Ellen Dahl" af Morten Vilhelm Keller. Ellen Dahl var Karen Blixens søster, men jo altså et helt andet menneske, med et helt andet liv. Intelligens og betydning for sin samtid på sin måde havde de dog til fælles. Ellen Dahl også som skribent, men med fokus på den danske natur og naturvidenskabelig forskning. Noget ved denne bog og person tiltrækker min opmærksomhed, og poppede som den første op, da jeg tænkte at tiden måtte være inde til at overveje hvilken bog jeg skal give mig selv.

Nå ja, og så måske "Mormors kolonihavehus" en lille, fin stemningsfyldt hyggebog med sommerlige strikke- og madopskrifter af Annette Danielsen og Anne Styrbech. Til den del af mig, der ikke kan slippe trangen til taktilitetslæsning, også!

fredag

Grace Marks

"Frem af gruset vokser der pæoner."

Da sønnen forleden fik lov at fylde en pose med bibliotekets aflagte bøger for kr. 50,- var der lige plads til en bog til mor også - for af alle bøger i verden stod "alias Grace" af Margaret Atwood, også til salg.

Det er ikke så længe siden at vi så Netflixes version af historien, blev både rørt og grebet og nødt til at læse bogen - engang.



Og dér var den så. Næsten som om den stod klar til lige netop mig... Har læst de første sider af bar nysgerrighed, for der er jo gang i læsning af en hel del andre også... - men den falder så fint i tråd med temaerne i denne læsers liv at den kommer til at springe over en del andre på læselisten. Desuden er sproget og fortællestilen så overdådig en oplevelse, så det er en gave man er nødt til at lade sig selv få!


(Udgaven fra 1996)

En ung kvinde kommer i knibe, ender fængslet ca. 26 år af sit liv. Mysterierne er mange, drabssagerne, der fører til hendes fængsling, opklares aldrig til bunds, og de mange løse ender forsøges sidenhen forklaret af forskellige personer, der fatter interesse for Graces skæbne.

Den canadiske forfatter Margaret Atwood blev fanget ind af dette canadiske mysterium, der udspandt sig midt i 1800-tallet, hun brugte mange år på at studere de mange meget forskellige kilder for så endelig at skrive hele historien ned, som hun havde indfanget den. Den fortælles af Grace selv, ca. 10 år efter hun blev fængslet, til en psykiater, imens hun syr på forskellige quilte. Bogens kapitler er opkaldt efter disse quilts.

En 500 sider lang beretning, der må og skal læses.