127.000x?

Ligger for 127.000x (nok ikke helt, men sådan føles det i hvert fald) med spændings/hormon-hovedpine/migræne-anfald.

Ligger i det mindste på Starbjergjord... - men gad da virkelig godt kunne andet end at ligge i sengen når jeg nu endelig er her og snart skal tilbage til Midtfyn. 

Kan da i det mindste tegne lidt - men er ikke færdig endnu.

Og manden min har skaffet en længe højt ønsket bog, som nu kan vente på at hovedet orker at læse igen.

Og det her indlæg jo kunne skrives - så jeg må da være på rette vej igen 🤞

Starbjerg - Star - Starling - Sturnus - Stær?

Vi ved ikke hvorfor nærmeste hatbakke hedder "Starbjerg".

Men "star" er tidligere brugt både på dansk og tysk for "stær". 

Og det giver bare rigtig god mening hvis dét er betydningen. At "Starbjerg" betyder "stærebjerg".

Vi har en meget gammel poppel på grunden, i skellet ind imod Starbjerggård, og den besøges hvert forår og efterår af stæreflokke. 

Et noget yngre kirsebærtræ kommer de også på besøg i - samme dag hvert år, så vi ved at vi skal have plukket til os selv inden da. (Og selvfølgelig lader vi bær være tilbage til dem også.)

Selve hatbakken "Starbjerg" er delvist dyrket og delvist dækket af vild, tæt beplantning, og da den ligger på modsat side af jorden og gården, kan vi ikke holde øje med den fra vores egen grund. Derfor ved vi faktisk ikke om den besøges af stæreflokke i så markant grad, så navnet entydigt kan forklares ved dét.

Fra vores grund kan vi trække en lige linje ud til Tryggelev Nor, hvor store flokke af stære på denne tid af året hver aften samles og hvor vi har fået oplevelser, der nærmer sig begrebet "sort sol".

Starbjerg = stærebjerg? Det giver god mening, og vi fugleelskere håber at det er den rette forklaring 🤞

Billedet er lånt herfra: <a href="https://www.freepik.com/free-photo/european-starling-sturnus-vulgaris-illustrated-by-von-wright-brothers_3540703.htm">Image by rawpixel.com</a> on Freepik

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 

Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.

Højder

Starbjergjord ligger relativt højt - imellem 12 meter og 16 meter, men der er ingen hatbakker på vores grund.

Dem er der ellers næsten 700 af på Langeland, cirka fra Magleby i Syd til Stoense i nord. De fleste er mellem 10-20 meter, men nogle højere, og de to højeste er Fakkebjerg på 37 meter og den, der både hedder Skøvlebjerg, Skovlebjerg, Skøvlebjerg og Støvlebjerg - den er 46 meter.

Vores nærmeste nabo, Starbjerggård, ligger i ly af en hatbakke, som gården har fået sit navn fra - "Starbjerg", og den er 24,5 meter høj. Den ligger lige ud til hovedvejen, lige før indkørslen til gården, men ses ikke så tydeligt da den er bevokset med skov.

Går vi mod nærmeste strand ad Fredmosevejen møder vi to "bjerge" og en "høj" - som hatbakkerne kaldes lokalt, og de ses tydeligt, selvom de ikke er så høje.

Første Tunebjerg på 19 meter, hvor Tunebjerggård ligger i læ, og hvor der er gravet lidt af "bjerget" for at give plads til gården, og det lagdelte sand og grus som alle hatbakker består af, holdes på plads af en stensætning og mange års bevoksning.

Næste er Hellebjerg på 20 meter. Her er ingen bebyggelse i nærheden, den ligger helt frit, åbent under himlen, midt i marker, med vildnis på toppen.

Jeg har fotograferet den bakke talrige gange, på mine talrige vandreture på denne min yndlingsvej, der fører til min yndlingsstrand.

"Hellebjerg" - mon ikke navnet Helle i denne sammenhæng betyder "Hellig"? Det er altid den følelse jeg får, når jeg når til det sted. Andægtighed. 

Den sidste hatbakke på ruten er Tortehøj på 15 meter, lige hvor vejen drejer skarpt til venstre, ned mod sommerhusområdet og trappen til den strand, der er min yndlingsstrand. Hvad "Torte" betyder aner jeg ikke, men der graves videre i gamle og nye bøger. 

Moonlight ❤️

Ved hans bisættelse hørte jeg første gang hans ældre brors kælenavn til ham: "Moonlight".

Hvorfor ved jeg ikke. Forklaring fulgte ikke med. Men det var fra deres tid som unge sømænd, der sejlede på østen - ja, "på" sagde de.

Jeg kendte den gamle mand, som denne unge konfirmand blev til. Hvilken relation havde vi egentlig? Det er så svært at blive klog på. Men det hjalp at finde ud af at vi var 4 x grandfætter/kusine til hinanden, aldersforskellen til trods.

Han levede 1934 til september dette år. 

Jeg holdt så meget af ham, men følte mig ikke berettiget til det. Som svigerbarnebarn til hans kæreste, hans livsledsager i mere end 25 år i de ældre år, og helt til sidste åndedrag - og også som ungdomsven til hende, måske lidt kæreste? Det er der lidt uenighed om - men de kendte og holdt af hinanden, var mindst venner som store børn - teenagere, 13-14 år, inden han tog afsted som sømand. 

Siden som fraskilt og enke, fandt de hinanden igen, og deres to familier måtte, som så mange andre, finde ud af at være sammen om dem.

Det gjorde de. Og vi sagde farvel sammen. 

Som svigerbarnebarn i denne konstellation var jeg både langt "langt ude" i relationen - men også meget tæt på og tit på besøg.

Jeg tror aldrig jeg har følt mig mere velkommen nogen steder nogensinde end hos disse to mennesker.

God tur, du gamle, du er en af dem jeg håber at møde igen, engang ❤️ Tak for dig.