mandag

Lykke?

Årets første udgave af ugebladet "Søndag" havde "Lykken er" som tema. Et stort og flot nummer, med en usædvanlig flot forside af kunstneren Martin Willy Silz. Tænk hvis ugebladet gik mere i dén retning, med ny kunst og dybere, reflekterende artikler, så kunne det godt tænkes at jeg fik lyst til at købe det lidt oftere...


Når man nu er blevet givet fornavnet "Lykke" da man blev født, føltes det helt nødvendigt at investere i dette blad. I bladet var der artikler om "lykke" anskuet fra mange forskellige vinkler. Bl.a. lykken ved at have en søster, for nogen er dét faktisk lig med lykke. Interviewet var med Mette Odderskov, som har udgivet bogen "Lykken er" i 2017 på forlaget Forfatterskabet, og jeg har været så heldig at få netop dén bog til anmeldelse. Læs anmeldelsen her: "Lykken er".

Anmeldelse: "Lykken er" af Mette Odderskov

(Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget "Forfatterskabet")

Hvor er det en dejlig bog Mette Odderskov har skabt! Varme, kærlighed og inderlighed strømmer ud fra siderne, og føler sig så kærligt mødt.


Min første tanke var at jeg ville ende med at blive irriteret over al den lykke og glæde, som jeg fordomsfuldt tænkte ville udelukke mig, med alt det bras og skidt jeg har med mig igennem livet, og al den psykologiske tyngde, som det seneste års tid har budt på.

Nogle af de mange udsagn om hvad lykke er, gør da også ondt at læse, fordi dén form for lykke har været så fraværende i mit eget liv. Men jeg måtte undervejs erkende at jeg ikke blev udelukket, for måden bogen er bygget op på giver plads til tankerne og følelserne, der affødes af udsagnene.

Bogen er først og fremmest fuld af meget forskellige og meget smukke fotos, der kan dvæles ved, som man kan suges ind af, og som kan vække minder.

Bogen er bygget op i kapitler, der hver handler om en 10-års periode af et menneskeliv. Hvert kapitel starter med en kort introduktion om de generelle temaer, der fylder det gennemsnitlige menneskes liv i dét 10-år.

Så kommer en lang stribe af citater om hvad lykke kan være i denne livsperiode, citater, der er samlet ind fra ca. 500 forskellige mennesker.

Og så kommer kronen på værket, som gør denne bog så særlig, i hvert fald for mig: Ella Søndergaard, 92 år da bogen blev skrevet, som ser tilbage på sit liv. Hun kommenterer hvert 10-år ud fra sine egne erfaringer, og tilføjer en stribe af sine egne udsagn om hvad "Lykken var..." - og det er noget så rørende at læse!

Jeg elsker denne opbygning, og jeg havde ikke læst længe før jeg tænkte at den her bog - udover at den er så rar og kærlig at sidde med selv, først og fremmest må være den perfekte samtalebog for besøgsvenner, og andre, der gerne vil prøve at få en god samtale i gang med et menneske de ikke kender, eller gerne vil kende bedre.

En bog, der derfor kun kan anbefales på varmeste, hvis man søger denne rare, kærlige stemning, smukke billeder og ro til at reflektere over hvad lykken var og er i ens eget liv.

Tak for så dejlig en bog!

Puk Elgård: "Se mor, jeg danser"

Det var en stærk, varm, hård og tankevækkende oplevelse at læse Puk Elgårds bog.


Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.

Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.

Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.

***

En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.

Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.

Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.

Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.

Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.

Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.

Foredragsdebut

Foredrag planlagt - udarbejdet igennem de seneste måneder med tiltagende intensitet, der, vel naturligt nok, kulminerede op til foredragets afholdelse!

Mindmap blev lavet:



Primær illustration tegnet/skrevet/malet:



Foredrag afholdt i sidste uge. Havde alt for meget materiale til at kunne nå at få det hele med, de vigtigste af pointerne nåede slet ikke at blive forklaret til bunds!

Men så er det godt at det skrevne sprog er det foretrukne redskab, og bloggen den primære kommunikationslinje. Omend, der i det skjulte pusler en gammel drøm om at samle de bedste tekster om musik i en lille bog... Måske? Engang?

Der arbejdes videre, for at omforme foredragsmaterialet til en stribe artikler, der alle har udsagnet "Det er for højt..." - i relation til sang og fællessang, som udgangspunkt.

Glæder mig til at komme i gang med processen. Der arbejdes derfor ihærdigt på at få vintertræthed og alt andet, der tynger, til at afløses af savnet forårsfriskhed, der synger... 🎵

onsdag

Anmeldelse: John Rutter, korsatser



Oxford University Press, Musikafdelingen, har udgivet to antologier med hver ni korsatser af de mest kendte og elskede af engelsk kormusiks grand old man, John Rutter, der både komponerer og skriver teksterne selv, baseret på genkendelig, kristen inspiration. Der kan købes eller lejes orkestersatser til alle korsatser.

I 2017 udkom “Anthems for SA and Men”, i år udkom “Carols for SA and Men”, begge som led i hver sin større serie, dels “Selected sacred anthologies” og “Selected carol anthologies, hvor man finder tilsvarende udgivelser fra andre markante engelske korkomponister, samt blandede antologier.

Udgivelserne er i paperback, der umiddelbart kan give et “billigt” indtryk, men indholdet er af høj kvalitet og en paperback står mere sikkert på nodestativet end en hardback, så tak for dét! Er man klassisk skolet, men i sin hverdag primært arbejder med en pædagogisk vinkel på kirkemusikken, så møder man i disse år mange forskellige måder at notere kormusik, og udgivelser som disse bliver derfor en velsignelse at hvile øjnene på!

Al notation er i klassisk stil, klassisk fagsprog og i klassisk partituropsætning, og derfor meget nemt at gå til for alle, der har den klassiske skoling. Men tankevækkende at man, som organist, kan nå til et punkt hvor dét er en kvalitet, der skal fremhæves, som noget særligt!

Alle satser er bygget op, som de originale satser, der er kendt fra indspilninger med Rutter selv og Cambridge Singers. Dog er der, fordi satserne i disse udgivelser er reduceret til 3 stemmer (enkelte steder deles sopranen i to stemmer), visse ændringer i stemmernes fordeling og forløb.

Der er fine akkompagnementstemmer til alle satser. Enkelte satser er a capella satser, men der er i de tilfælde noteret en tangentstemme, hvor de tre stemmer er samlet i én sats til indøvning. Alle satser kan spilles på klaver, samtidig er fem af satserne i hver bog direkte noteret for orgel, og alle satserne er af en kvalitet, som er en nydelse at spille.

Satserne er gennemkomponerede. De korteste 3 sider, de længste 12 sider. Ambitus går for sopranerne op til g2, for alterne til e2, og for herrerne til e1. Der er stor variation for alle stemmer, soloindsatser for alle stemmer, skiftende taktarter, og endda en hel sats i ⅝ takt, den hyggelige “Donkey Carol”, som kan være en sjov udfordring for kor, der gerne tager en udfordring op.

John Rutters kormusik er kendetegnet ved smukke, velgørende melodier og klange, der nemt flyder ind i øret og virker opløftende i al deres skønhed, for den der værdsætter dét. Alt i alt to professionelle udgivelser, der fryder den klassiske musiker.

Dansk korsangstradition udfordres i disse år af en holdning, som jeg også selv møder af og til, omkring at brystklang er at foretrække frem for hovedklang! Det gør korsang baseret på klassisk sang svær at arbejde med! Men har man et godt kantori at arbejde med, eller et kor med yngre kormedlemmer (især sopraner), der øver hjemme og ønsker at arbejde seriøst, kan disse satser varmt anbefales.

Anmeldelsen blev bragt i medlemsbladet "Organist.org" Nr 11.  2018. Nodebøgerne er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".

At spille en salme...

At spille en salme er at få en strøm af nerveimpulser til at løbe ubesværet fra øjnene, der læser noderne til hænder (og for organister også fødder) der skal ramme tangenterne let og ubesværet i den rette rækkefølge i det rette tempo.

At få nerveimpulserne til at løbe sådan kræver det, der hedder øvelse. D.v.s. at spille salmen mere end én gang, indtil de løber som de skal. (Men ideelt set også en noget mere omfattende og detaljeret indøvningsproces!)

Derfor har en, der skal spille en salme eller en sang (eller hvad som helst andet) brug for tid nok til at øve sig.

Tid nok, kan være individuelt. Derfor havde man engang en overordnet, gennemsnitlig bestemmelse for alle organister, der hed at salmenumrene skulle udleveres senest 48 timer før tjenestens afvikling. (Man måtte gerne udlevere dem før...!)

Disse 48 timer har en del, eller måske endda mange, præster været svært irriterede over, og nogle er det stadig.

Men disse 48 timer er ikke opfundet for at genere præster. De er opfundet for at give organisten en bare nogenlunde realistisk mulighed for at kunne spille de salmer, som præsten har bestemt skal spilles, flydende nok til at det er sangbart og rart for de, der synger med.

Disse 48 timer er for nogle få år siden ophævet som standardkrav. Nogle organister er heldige at have dem fortsat, som lokalaftale. Nogle er endnu mere heldige og har fået flere timer som minimumskrav. Andre har intet minimumskrav, og er derfor nødt til bare at håbe på at få en eller anden mængde øvetid når det falder den givne præst ind at levere de valgte salmenumre.

Men det handler om neurologi. Simpelthen. Det vidste man ikke da man indførte de 48 timer, men man havde en erfaring for at en minimumsøvetid var nødvendig for at organisten kunne levere et nogenlunde sangbart (og nogenlunde fejlfrit!) salmespil, og man havde respekt nok for organisten som menneske til at udvise omtanke i forhold til at gøre det realistisk for organisten faktisk at kunne udføre opgaven.

I dag ved man altså at det handler om neurologi. Om at øvning skaber baner, som nerveimpulserne lærer at benytte. Uden de baner kan man intet. Derfor er øvetid helt nødvendigt. For alle. Men kravet om at give organisten øvetid er, samtidig med at denne viden er opnået, afskaffet!

Det er svært at forstå! Der er hardcore videnskabelig evidens for at øvetid er nødvendig. Og at manglende øvetid udløser stress, som i sidste ende kan betyde sygemelding og kronisk sygdom.

Alligevel vælger man at finde på og acceptere fra såvel ledelse som fagforening at øvetid, den skal bare aftales lokalt... Så hvert eneste af landets menighedsråd (som præsten er en del af, men ikke de øvrige ansatte) skal hver især beslutte om en organist skal have øvetid og i givet fald hvor meget.

Gad vide hvor mange menighedsrådsmedlemmer der har indsigt i øvningens neurologi? Eller bare konkret erfaring med øvningens nødvendighed?

Og laves der så et minimumskrav, som f.eks. 48 timer eller 72 timer, så findes der faktisk ingen konsekvens hvis de ikke overholdes... - et tankevækkende arbejdsmarkedsprincip, der leder tankerne en del år tilbage i tiden.

Jeg har selv været igennem en jul med god tid til at øve salmer, og i dag starter korsæsonen, hvor jeg selv bestemmer repertoiret og derfor kan øve i præcis så god tid som jeg selv bestemmer.

Men hvorfor skal arbejdstagers rettigheder til et godt liv gå ned ad bakke netop nu, hvor der er så nem adgang til så meget konkret viden om hvordan man skaber det gode arbejdsliv - det gode liv?

Viden og almen respekt. Det er Så simpelt...

tirsdag

Fokus for 2019

Der blev vaklet i går, i årets sidste timer. Men på denne første dag i det nye år er der ikke tvivl tilbage om bloggens kurs for næste år:

Det, der skal skrives:
- det gamle materiale om musik skal renskrives og lægges ud på bloggen
- det nye materiale om musik (primært sang) skal også lægges ud på bloggen, efterhånden som det bliver færdigt.

Det, der skal læses:
- der skal læses i retning af det smukke, det gode, det opbyggelige
- der skal også læses en smule terapeutisk nu og da
- der må gerne dukke flere gode anmelderopgaver op!

På netop denne årets første dag dukkede sønnens og min første opgave som beta-læsere op i indbakken, og vi har straks kastet os over opgaven med stor begejstring - det er helt vildt spændende læsning... - sikke en dejlig måde at starte et nyt år på. Tak!