Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

onsdag

"Star of Wonder"


Det blev faktisk færdigt.

Det dér tæppe jeg startede på da drengen skulle have lavet en ny trommehinde i august. Det har ligget og ventet på at få de sidste ender hæftet, men nu er det klaret - og tæppet forsøgt bredt ud på gulvet. Barnet kan ligge udstrakt på det, så det kommer til at fungere fint. Måske har han lidt fortrudt ønsket... - men pyt, jeg bruger det gerne selv i stuen og indretter bare sofaen i de blå nuancer. Men lur mig om ikke han kommer til at tilbringe mangen en tidlig morgenstund med at putte under netop dette helt kradsefri tæppe...

Opskriften er "Star of Wonder" af Helen Shrimpton. Der er hæklet i Drops Cotton Light på nål 4. Jeg udelod de sidste omgange, for jeg kørte simpelthen træt - og tænkte at nu var det altså stort nok. Og det var det!

Hvad gik galt i Stige?



- spørger Fyens Stiftstidendes redaktionschef, Peter Hagmund-Hansen, i dagens avis, som opfølgning på den dom, der blev afsagt i går ved byretten i Odense. 

Med sammenlagt ca. 100 års egen- og slægtshistorie, incl. ca. 14 års arbejdsliv, fra Stige og nærmeste omegn (arbejdslivet endda på en skole) kunne spørgsmålet godt besvares i vid udstrækning her. Dysfunktionalitet igennem mange år på de afgørende områder er kodeordene.

Men nogen gange kommer ting så tæt på, samtidig med at man selv er så langt fra i tid og geografi, så det eneste rette er at tie.

Foreløbig.

mandag

Robin Hood

En dag kom sønnen hjem fra skole og spurgte mig ud om Robin Hood, og især om han havde levet rigtigt, og hvad der var virkeligt i historien. 

Så er det jo godt at moren både er bogsamler, boggemmer og i særdeleshed anglofil - og for rigtig mange år siden købte et af de fineste værker om netop den gode Robin, skrevet af Roger Lancelyn Green, der læste på University of Oxford hos bl.a. C. S. Lewis, og deltog i en uformel litterær diskussionsklub med sin studiekammerat J.R.R.Tolkien...


Man kan ikke sige at sproget er børnevenligt... - det er ret akademisk, hvilket også må være forventeligt. Men da drengens sproglige udvikling fortsat går i rakethøjde og ditto fart sluger han det hele. Vi taler om ord, sætninger og indhold undervejs, naturligvis, men alt sluges råt, bearbejdes og der undres og leges med ord, og opbygningen er roman, men bygger på historiske kilder, så alt indhold holdes så nær "virkeligheden" som muligt.

For at sikre at hele barnet, som drengen ikke må glemme at være (selvom den sproglige evne viser sig at have potentiale for at tage himmelflugt - tænk for mindre end et halvt år siden talte vi voksne seriøst om hvorvidt han viste tegn på at være ordblind, for de dér bogstaver kunne bare ikke finde sammen for ham!), favnes og rummes, er en DVD med Disneys hyggeversion af historien bestilt til julegave, og et sæt med bue og pile i træ og med sugekopper ligeledes bestilt til julegave. Tilbage er at håbe de når frem til tiden... 

3.s.a., 2017

Som de forrige adventssøndage er adventskalenderen åbnet forskudt, men jeg viser kun frem hvad der var i pakken for den korrekte søndag.

Jeg er ovenud godt tilfreds med denne første del af det tørklæde, som viste sig at være i pakken 3. søndag i advent. Det lækreste bløde garn, fine farver og lovende mønster.


Pakken til 4.s.a. blev åbnet som de forrige - på en dejlig fridag, og jeg glæder mig til at vise frem hvad der var i, og ikke mindst hvad det bliver til... Denne gang havde jeg en pakkeholder- og åbner hos mig, og dét er jo særligt hyggeligt (selvom det skyldes at han har pådraget sig en meget kraftig forkølelse!).


Men jeg kan afsløre sig meget som at der er slået op til endnu et sæt halvhandsker, en hue mere, og der er fundet garn fra gemmerne til endnu et tørklæde efter samme opskrift. Så gode er de opskrifter, der var i dette års adventskalender fra 123.knit.dk. Tak!

Forvandlinger

Fokusere-> kondensere -> præcisere.
Når processen lykkes rækker den ned i nærmest uendelige og, på sigt, helende dybder.

"Man jager et bæst - men fanger et menneske", var titlen på politiinspektør og rejseholdets chef, Bent Isager-Nielsens, erindringer fra 2008, og han tilføjede: "ofte et skræmt, kuet og ødelagt barn i en stor mands krop"

De, der efterforsker og opklarer en forbrydelse, oplever "forvandlingen" fra "bæst" til menneske.

De, der oplever en forbrydelse, uanset alvoren i denne, oplever "forvandlingen" fra menneske til "bæst".

Jo yngre man er når man oplever sådan en forvandling fra menneske til "bæst", jo dybere er den psykiske skade.

Jo tættere den følelsesmæssige relation er til den, der forvandler sig fra menneske til "bæst", jo dybere er den psykiske skade.

Men de, der kender mennesket, kender kun mennesket. De kan, måske, efterfølgende, i nogle tilfælde, se tegn, glimt, skær af "bæstet" i opklaringens lys. Men de kender kun mennesket og har aldrig set forvandlingen. De kan kun vælge at tro eller ikke tro, eller ende midt i tvivlen.

Og måske skal man også have oplevet sådan en forvandling selv - eller have været nærmeste, opmærksomme og empatiske pårørende til en, der har oplevet en sådan forvandling, for at forstå til fulde hvor forfærdeligt skræmmende og dybt skadeligt det er at opleve et menneske, til hvem man har den fulde tillid, forvandle sig til "bæst" og begå en krænkelse, et overgreb, en forbrydelse.

For det er lige dér, den dybe skade sker: når et menneske oplever et andet menneske forvandle sig til et "bæst".

(Dette indlæg relaterer også til indlæggene i kategorien "Asta".)

fredag

Afsluttet "langtidsufo"

En "UFO" er i internationale strikkekredse ordet for de der ufærdige projekter som næsten alle, der arbejder med garn, har liggende et eller flere af! Jeg har en del, må jeg indrømme. Men nu ét mindre - og dét er jeg stolt af!

En selvopfundet poncho-sweater, strikket på pind 3, i fin, tynd uld, petrol og bourgogne vil jeg kalde farverne, der er blevet totalt yndlingsfarver. Øverste del er bourgogne på den ene side, petrol på den den anden side, begge sider er ens i facon, og den kan derfor vendes efter behov. Den vil blive brugt til den er slidt op! Den er så bred at det er umuligt at fotografere den i sin fulde bredde - men den er ens i begge sider, så med lidt fantasi kan man sikkert forestille sig den!



Afslutningen finder sted på et tidspunkt, hvor en voldsom sag, der trigger mit eget kartharsisarbejde, udrulles fra min barndomsegn og -skole. Meget passende for en sweater så stor så man kan gemme sig i den når virkeligheden bliver for svær at rumme. I en tid hvor man er én af måske hundredvis af mennesker, især piger, der rammes hårdt af den aktuelle historie, og hvor det er vigtigt at få placeret skylden for at det kunne ske, det rette sted: hos de, der skabte rammerne for at det kunne ske - og at finde et sted at "gemme sig" for at forsøge at hele fortidens dybe sår og mange skrammer, som f.eks. i en meget stor sweater!

mandag

2.s.a., 2017

Strikkeadventskalenderen åbnes forskudt i år - fordi 4. søndag i advent falder på den 24.december, som er årets travleste dag, og det ville være nærmest tortur at åbne en pakke med et strikkeprojekt man ikke har tid til at gå i gang med straks...

Så gaven til 2. søndag i advent blev åbnet sidste mandag - og sikke en dejlig hue, der var i dén! Ny yndlingshue, og jeg er så heldig at have noget tilsvarende garn på lager, så der kan strikkes en - eller to mere. Hvor er jeg glad for at jeg købte den kalender - hos 123knit.




Pakken til 3. søndag i advent blev åbnet efter dagens arbejde i går - og jeg er stadig meget, meget glad for at jeg købte denne adventskalender i år!


onsdag

Livtag?

Får ikke procenter for at nævne det, men efter at være blevet "platin-medlem" hos internetboghandlen Plusbog, er mængden af indkøbte (og faktisk også læste) bøger steget markant. 

Indimellem dukker der tilbud op på bøger, som ellers ikke ville være blevet hverken købt eller læst. 

Som denne, der kom med i senest indkøbte bunke. Bliver den læst? Måske. Den kommer i bunken med bøger om netop dette emne, som der gradvist tages livtag med, efterhånden som mod og styrke rækker. 


Imellem sorg og glæde

Ved besøget hos "Bogby Langeland" dukkede denne bog op:


Ellen Heibergs vidunderlige viser sat perfekt i musik af Andy Sundstrøm - ved et tilfælde, så vidt jeg ved, de var vist tilfældigvis naboer og så kom der denne fine sangbog til verden i 1977.

Har nogle helt uautoriserede, gamle fotokopier af et par af sangene i min samling af yndlingssange igennem tiderne. Holder så meget af dem, og deres vej ind i mit liv overstråles af sangenes kvalitet, for mig i hvert fald.

Især denne vise faldt jeg for dengang, for mange år siden, og ordene passer stadig så fint, og hvis kvinderne i det miljø, der bruger begrebet "særligt sensitiv" fik øje på Ellen Heiberg så ville hun nok blive udnævnt som guru - eller gudinde, for hendes digtning sætter så fine ord på dét at være så påvirkelig, som det beskrives i det "særligt sensitive karaktertræk".

(Vel at mærke ud udtryk jeg ikke bryder mig om - men beskrivelsen og forskningen bag interesserer mig af flere årsager vældig, vældig meget, som det vil fremgå at mange andre indlæg!)


Sidste vers: 

vi lever hver sit liv
engang imellem tungt
når nogen har forsøgt
- og kunne ramme
vi smiler nok tilbage
men ved alligevel
at vi blir aldrig mere helt de samme

Ellen Heiberg, 1930-2013, dansk digter


(Efterfølgende har jeg fundet ud af at bogen stadig kan købes fra ny hos Edition Wilhelm Hansen)

Egen julegave

I denne bloggers alder og livssituation er mængden af julegaver ret begrænset, og vil formentlig kun blive færre med tiden. Årsagerne er mange, resultatet: gaverne få. Men samtidig er livssituationen heldigvis til at kunne give sig selv en julegave!

I år er det denne: 


Endnu en af de skønne, amerikanske introverte stribetegnere, der illustrerer livet som introvert på så rørende vis, har udgivet en bog. Måske nok den tegner jeg holder mest af - Debbie Tung, og hendes stille, sensitive pige, i de smukke og meget levende - men vel samtidig delvist stiliserede? - tegninger, tegnet med blandede materialer. 

Glæder mig til at fordybe mig i den bog med en god kop hjemmelavet mælkekaffe ved hånden! 

mandag

J. S. Bachs "medicin"

Organisten begynder at mærke at det seneste års fokus på sønnens udfordringer (2x trommehindetransplantation) har sat sine spor i form af en anelse dalende niveau for fingerfærdigheder.

Formentlig er det kun organisten selv der bemærker det, men tiden er inde til at tage den nødvendige "medicin" regelmæssigt i en længere periode. For nedadgående niveau for fingerfærdighed er uacceptabelt.

Heldigvis er "medicinen" kendt, lettilgængelig og yderst behagelig at tage: Bachs inventioner spillet med præcision og koncentration, så vidt muligt ca. 30 minutter hver dag.

Elsker især denne, der er heldigvis er særlig god, når det er 4. finger, der siger fra først!


1.s.a., 2017

1.s.a. Adventskalender blev åbnet sidste mandag, indholdet strikket med stor glæde og nydelse. Det færdige produkt vil også blive anvendt med nydelse, og flere vil blive fabrikeret.


2.s.a. -s pakke er åbnet nu. Maskerne er slået op til endnu et interessant projekt i lækkert garn.



Dette er det bedste ved december!