Man er fan!

Er Falch-fan og dette album blev forudbestilt så snart det var muligt. Længe, længe før vi vidste hvilke kriser vi som samfund, land, verden, og individer står i nu. 

Det ankom i dag. Skræmmende aktuelt.

Dertil vanvittigt velspillet - sikke en energi - og dén stemme! Tak 🙏

Hjertesuk

Hvornår må man synes at fysiske stresssymptomer faktisk er for voldsomme? 

Hvorfor kan nogen slippe godt fra at sige fra, fremvise deres sårbarhed, deres overbelastning, deres symptomer, og endda få forståelse, omsorg og hjælp, når andre ved samme fremvisning møder det modsatte?

Hvem og hvornår og hvor længe må man være stille og føle trang til at sørge ved hvilke dødsfald? Som nu, hvor et kært familiemedlem er sovet stille ind, men fordi han var gammel og syg og det var ventet, så ligger det i luften at det ikke rigtig er nødvendigt at tage sig ret meget af det... - at der ikke rigtig er noget tilbage at tage sig af...

Savner, savner, savner strand, sten, lyden af bølger. Heldigvis er kamerarullen fyldt med minder om netop dét.

Livskunststræning...

Det bliver weekend på Midtfyn, i den midtfynske mini-have, der har en smule blomster endnu - og smukt formiddagslys, der gav en overraskende effekt med kameraets makrofunktion.

Starbjergjord er så inderligt savnet, men at kunne finde noget at nyde, der hvor man er, er en vigtig livskunst at træne.

Der trænes!

Vores "sø"

For fem år siden fandt vi på at grave vores egen lille "sø" på Starbjergjord, der er et højtliggende og tørt område.

Vi lagde simpelthen bare bassinplast ned i et godt 1 meter dybt hul, ca 1,5 x 2,5 meter, og lagde strandsten og fliser på kanterne, runde strandsten i bunden, så der er hulrum til vanddyr, og tog en spandfuld søvand med fra det nærliggende Nørreballe Nor, i håbet om at evt smådyr herfra kunne sætte gang i søens liv.

Det kunne det.

Der er insekter, igler, snegle - på billedet herover er det "Stor mosesnegl". I denne sommer er der også observeret flere grønne frøer på grunden, og i hele den tidlige sommer var der en fast beboer, der havde sin faste plads her. 

I år har vi plantet en åkande, der er kommet godt i gang, frøen har afprøvet at bladene er acceptable at sidde på - vi har bare ikke fået billeder af dét endnu. Vi håber på åkandeblomster næste år, omend bladene er noget så smukke i sig selv.

På nabogrunden er der et naturligt vandhul, oppe på den anden side af marken bag vores grunde ligger det store moseområde "Fredmosen", og modsat, på den anden side af vejen, er der også et område med vand, men det ligger på privat grund, og vi ved pt ikke helt hvad det er. 

Vores egen lille sø vinder ingen priser, hverken for æstetik eller håndværksmæssig udførelse, men dyrelivet har taget den til sig, og det er det eneste der tæller for os.

Og vores lille bitte sø fungerer nu, formentlig, som et lille pitstop for insekter og smådyr, der trækker fra det ene vandhul til det andet, og er afhængige af vand. Vi håber 🤞

Weekendønske

Håber så inderligt at weekenden fører et besøg på Starbjergjord med sig, og at energien rækker til en vandretur udad yndlingsruten, ad Fredmosevejen.

Forbi nabolagets hatbakker - Tunebjerg og Hellebjerg (på billedet) og ned til yndlingsstrandens velkendte og højtelskede profil.

Men eftermiddagskaffe under pilen i haven på Starbjergjord er nok det vigtigste og mest realistiske at nå frem til, imens der fortsat restitueres efter covidforløbet.

De yndigste æbler

Paradisæbler må være de yndigste æbler af alle.

I den midtfynske mini-have har vi et æbletræ, hvor blomsterne blomstrer pink, hvor løvet er mørkerødt og hvor æblerne er i miniaturestørrelse.

Hver dag passerer jeg denne gren, og nyder det sælsomme syn af disse yndige miniature-æbler:

Anmeldelse: "Lysets længde" af Arne Andreasen

I 2019 udkom "Lysets længde" af Arne Andreasen. Ingen vidste hvor meget vi ville få brug for en "Messe i mørket", som er undertitlen på værket. Efter næsten to års nedlukning af kirkekoret jeg er leder af, har jeg selv brugt sangene "Under himmelens stjerner" og "Herre, lys os hjem" som afslutning på korprøver. 

Alle sange kan høres på digitale tjenester.

Jeg anmeldte udgivelsen i 2019, og nu kommer anmeldelsen endelig her på bloggen:

Højskolelærer og kirkemusiker Arne Andreasen har udgivet endnu en samling af sange. Det er nummer fire i serien af unikke sangbøger, hvor noder, tekster, refleksioner, billedkunst og CD med sangene indspillet professionelt, forenes i én og samme bog. Den første udkom i 2010. 

Bogen er på størrelse med en CD, ca. 15 x 15 cm, og det grundlæggende koncept er det samme for alle fire udgivelser, hvor sangene er skrevet under et overordnet tema, der beskrives i bogens forord. Denne bogs tema er den oldkirkelige messe, uden nadver. Der er ti sange inspireret af de led, som mere eller mindre tydeligt stadig findes i vores moderne højmesse, og derfor nemt kan anvendes. Genren er rytmisk kirkemusik, og ligger nok primært indenfor den meget brede kategori “pop”. 

Måden sangene er bygget op på kan på grund af sin enkelhed og de ofte få tekstlinjer minde om Taize-sange, og give samme meditative oplevelse. Men der er også lighedstræk til sange fra den keltisk-kristne tradition på f.eks. Iona, igen p.g.a. enkelheden, men også billedsproget, der ofte gør brug af naturens elementer. 

Mange af sangene består af 2-3 selvstændige led, en slags “byggeklodser”, der hver især kan gentages og kombineres, nogle med forspil som kan bygges med ind, og nogle kan endda bruges som 3-4 stemmige kanons, eller som trestemmig sats. Nogle sange er mere rytmisk udfordrende end andre, og alle er med en ambitus hvor alle kan være med. Sværhedsgraden ligger indenfor de fleste folkekors rækkevidde. 

Jeg har selv brugt en del af hans tidligere sange både til opvarmning og til optræden, og alle korprøver afslutter vi med hans version af velsignelsen “Må din dag få glæde” (fra albummet “Et øjeblik - en evighed”). Desuden har jeg brugt hans sange ved lægmandsgudstjenester. Fra denne udgivelse kommer “Under himmelens stjerner” og “Herre, lys os hjem” først i brug, men jeg holder også allerede meget af “En mur af skam”.

Arne Andreasen har i snart mange år været med i gruppen af salmedigtere, som Holger Lissner i sin tid samlede til gensidig inspiration, og selv er jeg ikke i tvivl om at hans tekster og melodier hører til i de kirker og sammenhænge, hvor denne genre er ønsket. Men om teksterne har den “teologiske tyngde”, som jeg møder som krav hos nogle præster, kan jeg ikke vurdere. 

Man kunne dog godt ønske sig at præster husker på at det teologiske arbejde skal kunne nå ud til alle slags mennesker, i alle faser af livet, og ikke kun til de, der kan følge med helt ind i intellektuelle kringelkroge. For det kan vi ikke alle. Det kristne budskab formindskes ikke af at blive formidlet så smukt og ligetil, som Arne Andreasen mere end nogen anden formår. Tværtimod!

Har man ikke selv kor, sangere, eller organist, der behersker becifringsspil, så er det værd at vide at man kan bestille Arne Andreasen med sanger og evt. flere musikere til at stå i spidsen for musikken ved f.eks. musikgudstjenester.