Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte fredag den 23. april 1999:
"Friheden til at være"
Sidste dag med ordet frit. Sidste chance for at sende kaskader af svulmende svadaer ud over den ganske danske by. Sidste chance for at tilslutte mig et af Odenses mange populære brokkekor. F.eks. brokkekoret med navnet "De 3 b´er, måske bedre kendt under denne rytmiske remse: borgmester, budgetter og bytrafik! (6/8 takt, to slag på ordet "by").
NEJ! Ikke om jeg vil! Det er fredag, næsten weekend, tid til frihed, jeg vil meget hellere en tur til kanalen. Til Stige, hvor den lille H.C.Lumbye løb rundt med lang næse og skrammede knæ, side om side med vor bys 1. viceborgmester, kun adskilt af en tynd, men overbevisende mur af 132 år.
Til mine forfædres bådehavn. Begge mine forældre er vokset op med nær tilknytning til dette vand. Fra dem har jeg arvet en stærk trang til med jævne mellemrum lige at skulle se vandet, også selvom det bare er et kort kig ned i kanalen. Eller "gaden rundt", som vi siger, og der har "kanalblodet" i årerne. I min slægt har vi oven i købet også en masse "små-ø-blod" af Strynø-arten, og dét gør længslen efter vand og åbne vidder endnu større!
Så det allerbedste jeg ved er at fortsætte. Videre. Ud langs kanalen, der blev gravet af stærke mænd og fattige kvinder. (Jeg takker skæbnen for fremskridtet!) På den knasende cykelsti, på den stejle dæmning. Videre. Udad. Til jeg ser de sorte huse på Stige Ø, og så lige lidt længere endnu. Helt derud, hvor det er blåt, blåt, blåt. Og stille. Hvor jeg i ro og mag kan lytte til fugle, der synger. Se akelejernes sommerbebudende ballet i maj. Høre en af de flotteste lyde jeg kender: svaner der flyver...
Hvor der er plads til, at jeg kan folde "vingerne" ud. Der kommer sjældent andre, så jeg kan ugenert strække mig ud over min egen krops begrænsede rækkevidde. Jeg kan strikke mig så langt, jeg vil, og jeg kan mærke alt på den usynlige hud. Skyernes former, himlens farver, vandets bevægelser. Alt. Helt derude, hvor spaltepladsen er uendelig, hvor alle ord altid er frie...! Tak for denne gang.
På Starbjergjord
tirsdag
Fem klummer, nr. 4
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte torsdag den 22. april 1999:
"Livskvaliteten er vigtig"
Livskvalitetsdetektiv! Det er min titel! Okay, jeg indrømmer at den er hjemmelavet. Dels fordi jeg har dårlig erfaring med den titel, der hører til mit lønarbejde, dels fordi jeg selvfølgelig mener, at den er rigtig.
Jeg tjener de fleste af mine penge ved at gøre rent på en skole. Rengøringsassistent! Desværre har indtil flere allerede nu smidt avisen langt væk i ordløs afsky. Andre nøjes dog med at lade blikket glide videre, og bilde sig ind at "Frit ord" slet ikke eksisterer i dag. Men så er der forhåbentlig også nogle, der har en fair chance på lager og tænker: Nå ja, men det er vel også en slags mennesker?
Rengøringsassistent! Eller "bundpersonale", som en kommunalt "top-ansat" (!) odenseaner engang så "respektfuldt" omtalte os. Nummeret før de virkelig afskyelige. Jeg har flere gange oplevet medmennesker snurre rundt på en tallerken sekundet efter, jeg har svaret på hvad jeg laver (altså, hvordan jeg tjener mine penge). Og så kan rygge faktisk også være at foretrække.
Men jeg tilstår da gerne, for åben avis, at det ikke var dét jeg drømte om, da jeg var en lille pige. Og det er heller ikke, hvad jeg drømmer om resten af mit "arbejdsliv" skal indeholde. Men penge skal tjenes, den mentale frihed i dette job er livgivende stor, og så er en skole faktisk er ret godt sted at detektivere efter livskvalitet!
Som når en pige størrelse 1. klasse, der har glemt sine handsker, på vej efter dem smider sig på gulvet, fordi jeg lige skal se den nyeste øvelse, hun har lært til gymnastik! Eller når en storesøster på ca. 10 år af somalisk herkomst, der ikke kan finde sin lillebror, giver mig hele sin livshistorie, mens vi leder efter ham, helt nøgternt - men aldeles hjertegribende! Eller når den nye lærer pludselig kommer stormende med desperation malet i øjnene: "Jeg kan ikke finde mine nøgler!". Jeg kan række hånden frem og spørge: "er det dem her?" Og en sten så stor som Damestenen, falder fra hans hjerte!
Vel får jeg kun ca. 92,- kr. i timen, men livskvalitet - dét er der!
Jeg havde følgende på hjerte torsdag den 22. april 1999:
"Livskvaliteten er vigtig"
Livskvalitetsdetektiv! Det er min titel! Okay, jeg indrømmer at den er hjemmelavet. Dels fordi jeg har dårlig erfaring med den titel, der hører til mit lønarbejde, dels fordi jeg selvfølgelig mener, at den er rigtig.
Jeg tjener de fleste af mine penge ved at gøre rent på en skole. Rengøringsassistent! Desværre har indtil flere allerede nu smidt avisen langt væk i ordløs afsky. Andre nøjes dog med at lade blikket glide videre, og bilde sig ind at "Frit ord" slet ikke eksisterer i dag. Men så er der forhåbentlig også nogle, der har en fair chance på lager og tænker: Nå ja, men det er vel også en slags mennesker?
Rengøringsassistent! Eller "bundpersonale", som en kommunalt "top-ansat" (!) odenseaner engang så "respektfuldt" omtalte os. Nummeret før de virkelig afskyelige. Jeg har flere gange oplevet medmennesker snurre rundt på en tallerken sekundet efter, jeg har svaret på hvad jeg laver (altså, hvordan jeg tjener mine penge). Og så kan rygge faktisk også være at foretrække.
Men jeg tilstår da gerne, for åben avis, at det ikke var dét jeg drømte om, da jeg var en lille pige. Og det er heller ikke, hvad jeg drømmer om resten af mit "arbejdsliv" skal indeholde. Men penge skal tjenes, den mentale frihed i dette job er livgivende stor, og så er en skole faktisk er ret godt sted at detektivere efter livskvalitet!
Som når en pige størrelse 1. klasse, der har glemt sine handsker, på vej efter dem smider sig på gulvet, fordi jeg lige skal se den nyeste øvelse, hun har lært til gymnastik! Eller når en storesøster på ca. 10 år af somalisk herkomst, der ikke kan finde sin lillebror, giver mig hele sin livshistorie, mens vi leder efter ham, helt nøgternt - men aldeles hjertegribende! Eller når den nye lærer pludselig kommer stormende med desperation malet i øjnene: "Jeg kan ikke finde mine nøgler!". Jeg kan række hånden frem og spørge: "er det dem her?" Og en sten så stor som Damestenen, falder fra hans hjerte!
Vel får jeg kun ca. 92,- kr. i timen, men livskvalitet - dét er der!
Fem klummer, nr. 3
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte onsdag den 21. april 1999:
"Det er kærlighed"
Jeg kender Odenses mest betydningsfulde indbygger! Han hedder Søren. Han er 1 år gammel. Han er min nevø. Han er alt! (Og sådan kan det gå, når man opfordrer kvinder til at skrive - der sniger sig børn ind!)
Han sidder på sin mormors arm. Med en mine så alvorlig og koncentreret, som en professor ved en videnskabelig undersøgelse, trykker han pegefingeren på hendes næse. Hun siger "dyt". Han løfter armen igen, strækker sig, når over til mosters næse, trykker. Hun siger også "dyt". Et par sekunders grundig overvejelse. Så løfter han begge arme, får dem til at styre efter hver sin næse, rammer dem samtidig - næsten. De siger begge to "dyt" - og så revner det lille ansigt i et stort, hjerteligt grin, og han lyser langt væk af stolthed, tillid og en enorm lyst til livet.
Han går rundt i stuen. Pludselig griber en usynlig kraft hans ben. Han kæmper ihærdigt, men benene kan bare ikke komme videre. Der kommer musik ud af højttalerne! Og så er der kun ét at gøre: overgi´ sig. Han danser og griner! Dét hæver fortryllelsen - han går glad videre.
Han sidder med rank ryg og dinglende ben på mosters klaverstol. Han "spiller". Trykker tangenterne ned, mange af gangen, men også en af gangen ind imellem. Han er koncentreret, lytter, drejer hovedet og kigger på mig, som om han siger "hørte du dét?" Og han sidder der i næsten fem minutter. Helt opslugt af at kunne lave disse fantastiske lyde selv.
Han er lige blevet vækket, det er sen aften, den lille familie skal hjem, forældrene løber småforvirrede rundt for at huske det hele. Han sidder i sin fine autostol og ser på mig. Hans to store, kønne, brune øjne holder mig fast - lysende af noget, som får mit hjerte til at smelte. Det siver ud i hele kroppen, så den bliver ét stort bankende hjerte. Det varer længe, før jeg får det samlet og sat på plads, hvor det hører hjemme.
Det er kærlighed. Det er magi. Det er min nevø. Og det skete lige her i Odense!
Jeg havde følgende på hjerte onsdag den 21. april 1999:
"Det er kærlighed"
Jeg kender Odenses mest betydningsfulde indbygger! Han hedder Søren. Han er 1 år gammel. Han er min nevø. Han er alt! (Og sådan kan det gå, når man opfordrer kvinder til at skrive - der sniger sig børn ind!)
Han sidder på sin mormors arm. Med en mine så alvorlig og koncentreret, som en professor ved en videnskabelig undersøgelse, trykker han pegefingeren på hendes næse. Hun siger "dyt". Han løfter armen igen, strækker sig, når over til mosters næse, trykker. Hun siger også "dyt". Et par sekunders grundig overvejelse. Så løfter han begge arme, får dem til at styre efter hver sin næse, rammer dem samtidig - næsten. De siger begge to "dyt" - og så revner det lille ansigt i et stort, hjerteligt grin, og han lyser langt væk af stolthed, tillid og en enorm lyst til livet.
Han går rundt i stuen. Pludselig griber en usynlig kraft hans ben. Han kæmper ihærdigt, men benene kan bare ikke komme videre. Der kommer musik ud af højttalerne! Og så er der kun ét at gøre: overgi´ sig. Han danser og griner! Dét hæver fortryllelsen - han går glad videre.
Han sidder med rank ryg og dinglende ben på mosters klaverstol. Han "spiller". Trykker tangenterne ned, mange af gangen, men også en af gangen ind imellem. Han er koncentreret, lytter, drejer hovedet og kigger på mig, som om han siger "hørte du dét?" Og han sidder der i næsten fem minutter. Helt opslugt af at kunne lave disse fantastiske lyde selv.
Han er lige blevet vækket, det er sen aften, den lille familie skal hjem, forældrene løber småforvirrede rundt for at huske det hele. Han sidder i sin fine autostol og ser på mig. Hans to store, kønne, brune øjne holder mig fast - lysende af noget, som får mit hjerte til at smelte. Det siver ud i hele kroppen, så den bliver ét stort bankende hjerte. Det varer længe, før jeg får det samlet og sat på plads, hvor det hører hjemme.
Det er kærlighed. Det er magi. Det er min nevø. Og det skete lige her i Odense!
Fem klummer, nr. 2
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte tirsdag den 20. april 1999:
"På tværs af dødens grænse"
I Skt. Hans Kirkes stemningsmættede rum ligger historierne tæt i luften. Alle sjæles suk er lagret i de tykke mures usynlige erindring. Hvis jeg kniber øjnene sammen og forsøger at få hjernen til at tie stille i blot et par sekunder, kan jeg svagt ane konturerne af en flot, muskuløs sømand med en spinkel, ung pige ved sin side, stå foran alteret. Og jeg synes helt bestemt at jeg kan mærke ekkoet af hendes 94 år gamle "ja" vibrere mod mine trommehinder.
Det er min oldefar og min oldemor. Vi er 13, der har disse to oldeforældre til fælles. Og det er via denne oldemor, vi er knyttet til den underlige, hvide kolos af en bygning, der ligger i Annasholmsgade, i Skibshuskvarteret. Det var engang et tempel. Bygget i 1912 af Spiritistisk Broderskab. Vores oldemor og hendes forældre var spiritister. Tipoldefar er begravet fra denne bygning. "Elidians Tempel", som det hed dengang.
Der blev holdt basarer, juletræsfester og bestyrelsesmøder, som i enhver anden forening. Døden og de døde, eller rettere den udødelige sjæl, og døden som en tærskel fra en verden til en anden, var hele bevægelsens omdrejningspunkt, og blev derfor drøftet frit og ubesværet. Og så var der selvfølgelig det, der er gået over i historien (ofte i form af vittigheder!) - seancerne.
Spiritismens grundide er nemlig, at det er muligt kommunikere på tværs af dødens ellers så skarpt optrukne grænse. De dansende borde og oujibrættet er kendt og berygtet, men i broderskabets arbejde i templet var det "medier", man brugte. Det vil sige mennesker med synske evner.
Grin højt og længe om I lyster - det er sundt at grine - men modige mennesker, dét var det. For essensen af deres tro er, at de turde tænke den jordskælvende tanke, at der rent faktisk kan tænkes at være en mening med livet, og at der derfor kan være logiske konsekvenser af, hvordan vi lever det - selv for odenseanere!
Jeg havde følgende på hjerte tirsdag den 20. april 1999:
"På tværs af dødens grænse"
I Skt. Hans Kirkes stemningsmættede rum ligger historierne tæt i luften. Alle sjæles suk er lagret i de tykke mures usynlige erindring. Hvis jeg kniber øjnene sammen og forsøger at få hjernen til at tie stille i blot et par sekunder, kan jeg svagt ane konturerne af en flot, muskuløs sømand med en spinkel, ung pige ved sin side, stå foran alteret. Og jeg synes helt bestemt at jeg kan mærke ekkoet af hendes 94 år gamle "ja" vibrere mod mine trommehinder.
Det er min oldefar og min oldemor. Vi er 13, der har disse to oldeforældre til fælles. Og det er via denne oldemor, vi er knyttet til den underlige, hvide kolos af en bygning, der ligger i Annasholmsgade, i Skibshuskvarteret. Det var engang et tempel. Bygget i 1912 af Spiritistisk Broderskab. Vores oldemor og hendes forældre var spiritister. Tipoldefar er begravet fra denne bygning. "Elidians Tempel", som det hed dengang.
Der blev holdt basarer, juletræsfester og bestyrelsesmøder, som i enhver anden forening. Døden og de døde, eller rettere den udødelige sjæl, og døden som en tærskel fra en verden til en anden, var hele bevægelsens omdrejningspunkt, og blev derfor drøftet frit og ubesværet. Og så var der selvfølgelig det, der er gået over i historien (ofte i form af vittigheder!) - seancerne.
Spiritismens grundide er nemlig, at det er muligt kommunikere på tværs af dødens ellers så skarpt optrukne grænse. De dansende borde og oujibrættet er kendt og berygtet, men i broderskabets arbejde i templet var det "medier", man brugte. Det vil sige mennesker med synske evner.
Grin højt og længe om I lyster - det er sundt at grine - men modige mennesker, dét var det. For essensen af deres tro er, at de turde tænke den jordskælvende tanke, at der rent faktisk kan tænkes at være en mening med livet, og at der derfor kan være logiske konsekvenser af, hvordan vi lever det - selv for odenseanere!
Fem klummer, nr. 1
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte mandag den 19. april 1999:
"Fire sorte kasser"
Fantasien svulmer, fingrene trommer på tasterne, kan ikke følge med alle ordene, der spæner om kap for at komme først. Hurra! Fem dage med frie ord. 350 ord pr. dag. I alt 1750 ord. Helt efter eget valg. Men lige i hælene på den euforiske begejstring følger den store tvivl. Eftertænksomheden erobrer scenen. Hvad er vigtigst at få brugt denne betydnigsfulde plads til? Hvad vil læserne læse?
Jeg går rundt i en nærmest paradisisk tilstand i disse dage. Dét må ud, stå sort på hvidt. Tilstanden er forårsaget af noget så simpelt (og dog så kompliceret!) som fire sorte kasser! To store og to mindre, og så lige en hulens masse ledninger til at skabe forbindelse imellem dem.
Jeg havde i forvejen én sort kasse, men én sort ledning. Det var til at overleve på, men nu hvor jeg har de fire andre, forstår jeg ikke at det er muligt! Min musikglæde er ganske enkelt genfødt
CD´en, der indviede de fire nye sorte kasser var indiskutabel. Fynsk Forår med Odense Symfoniorkester. Fryd, fryd, fryd Alle detaljer, som f.eks. Jens Schous sørgmodige klarinets sølvklappers blide slag mod det svagt sitrende træ, men også den store helhed med den berusende brusende korklang, stod lysende klart.
Næste (næsten) levende billede var min (musikalske) kærlighed - cembalo spillet Lars Ulrik Mortensen. Hans prisbelønnede indspilning af Goldbergvariationerne blev nummer to. Cembaloets himmelske klang, frembragt af Lars Ulriks følsomme, farverige fingre får altid mit hjerte til at sende glædestårer op i øjnene - så megen skønhed! Og nu fremhævet i ubeskrivelig grad!
Jeg har generelt en forkærlighed for det enkle lydbillede. Næsten uanset genre. Gerne med en dejlig stemme i front. Vini Kjærsgaard kan "noget" med sin stemme. Derfor kunne kun hun blive nummer tre til at teste de fire sorte kassers kunnen. Og jo, hendes stemme kom for alvor til sin ret. Mmm!
Danskere, fynboere, odenseanere - hvor kan de dog det med musik! Og mine fire sorte kasser, købt lige her i Odense, åbner for vejen ud til de indre verdener af uendelige sjælefortryllende oplevelser!
Jeg havde følgende på hjerte mandag den 19. april 1999:
"Fire sorte kasser"
Fantasien svulmer, fingrene trommer på tasterne, kan ikke følge med alle ordene, der spæner om kap for at komme først. Hurra! Fem dage med frie ord. 350 ord pr. dag. I alt 1750 ord. Helt efter eget valg. Men lige i hælene på den euforiske begejstring følger den store tvivl. Eftertænksomheden erobrer scenen. Hvad er vigtigst at få brugt denne betydnigsfulde plads til? Hvad vil læserne læse?
Jeg går rundt i en nærmest paradisisk tilstand i disse dage. Dét må ud, stå sort på hvidt. Tilstanden er forårsaget af noget så simpelt (og dog så kompliceret!) som fire sorte kasser! To store og to mindre, og så lige en hulens masse ledninger til at skabe forbindelse imellem dem.
Jeg havde i forvejen én sort kasse, men én sort ledning. Det var til at overleve på, men nu hvor jeg har de fire andre, forstår jeg ikke at det er muligt! Min musikglæde er ganske enkelt genfødt
CD´en, der indviede de fire nye sorte kasser var indiskutabel. Fynsk Forår med Odense Symfoniorkester. Fryd, fryd, fryd Alle detaljer, som f.eks. Jens Schous sørgmodige klarinets sølvklappers blide slag mod det svagt sitrende træ, men også den store helhed med den berusende brusende korklang, stod lysende klart.
Næste (næsten) levende billede var min (musikalske) kærlighed - cembalo spillet Lars Ulrik Mortensen. Hans prisbelønnede indspilning af Goldbergvariationerne blev nummer to. Cembaloets himmelske klang, frembragt af Lars Ulriks følsomme, farverige fingre får altid mit hjerte til at sende glædestårer op i øjnene - så megen skønhed! Og nu fremhævet i ubeskrivelig grad!
Jeg har generelt en forkærlighed for det enkle lydbillede. Næsten uanset genre. Gerne med en dejlig stemme i front. Vini Kjærsgaard kan "noget" med sin stemme. Derfor kunne kun hun blive nummer tre til at teste de fire sorte kassers kunnen. Og jo, hendes stemme kom for alvor til sin ret. Mmm!
Danskere, fynboere, odenseanere - hvor kan de dog det med musik! Og mine fire sorte kasser, købt lige her i Odense, åbner for vejen ud til de indre verdener af uendelige sjælefortryllende oplevelser!
Egen salmejulekalender
Der findes et ocean af vidunderlig julemusik, julesange og ikke mindst julesalmer. Alligevel er det forbløffende lidt man som organist i folkekirken har i hænderne i løbet af en adventstid og jul.
Det efterlader en trist og tom følelse, når man som denne organist, holder uendeligt meget af advents- og juletid - så meget så man engang i de yngre år, tre år i træk, fik optaget kronikker om julemusik i den regionale avis, Fyens Stiftstidende.
Den ene kan læses her, de andre forventes snart at ligge klar på bloggen også.
Men man kan da altid forkæle sig selv med en af de mange dejlige salmer, hver dag i hele advents- og juletiden - og man kunne da også gøre det lidt mere målrettet og lave en liste, eller endda en mappe, med private arbejdskopier.
Så er det bare at have mappen stående på klaveret, klar til at synge en ny salme hver dage.
Der gøres notater, sang- salmebøger og internet ledes igennem for egnet materiale og samles.
Det efterlader en trist og tom følelse, når man som denne organist, holder uendeligt meget af advents- og juletid - så meget så man engang i de yngre år, tre år i træk, fik optaget kronikker om julemusik i den regionale avis, Fyens Stiftstidende.
Den ene kan læses her, de andre forventes snart at ligge klar på bloggen også.
Men man kan da altid forkæle sig selv med en af de mange dejlige salmer, hver dag i hele advents- og juletiden - og man kunne da også gøre det lidt mere målrettet og lave en liste, eller endda en mappe, med private arbejdskopier.
Så er det bare at have mappen stående på klaveret, klar til at synge en ny salme hver dage.
Der gøres notater, sang- salmebøger og internet ledes igennem for egnet materiale og samles.
Tysk læsetræning
Sommerferien blev tilbragt i det nordlige Tyskland, hvor flere boghandlere blev besøgt. En positiv oplevelse for alle tre familiemedlemmer, hvor meget fristede os og en del blev købt.
Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.
Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.
Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.
Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.
Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.
Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.
onsdag
Til de, det måtte interessere
Alle bøger, der omtales på denne blog har jeg købt selv, med undtagelse af ganske få jeg har modtaget i jule- eller fødselsdagsgave fra familiemedlemmer eller min arbejdsgiver.
Alle fotografier har jeg taget selv, med undtagelse af ét foto af min mor og mig selv, som min far har taget, og enkelte endnu ældre familiefotos hvis ophavmænd/kvinder er ukendte.
Alle tekster på siden er skrevet af mig selv, med undtagelse af korte citater, der er kildeangivelse til, og et udvalg af H.C.Andersens digte, som ikke længere er underlagt copyright.
Alle melodier, der er gengivet i helhed, har jeg selv skrevet, med undtagelse af ældre melodier i relation til H.C.Andersen, som ikke længere er underlagt copyright.
Alle nodebøger, der er anmeldt, er modtaget med anmeldelse for øje, sendt til mig fra min fagforening, Organistforeningen, efter skriftligt indgået aftale om opgaven. Anmeldelserne har alle været bragt i fagforeningens blad "Organisten".
Alle fotografier har jeg taget selv, med undtagelse af ét foto af min mor og mig selv, som min far har taget, og enkelte endnu ældre familiefotos hvis ophavmænd/kvinder er ukendte.
Alle tekster på siden er skrevet af mig selv, med undtagelse af korte citater, der er kildeangivelse til, og et udvalg af H.C.Andersens digte, som ikke længere er underlagt copyright.
Alle melodier, der er gengivet i helhed, har jeg selv skrevet, med undtagelse af ældre melodier i relation til H.C.Andersen, som ikke længere er underlagt copyright.
Alle nodebøger, der er anmeldt, er modtaget med anmeldelse for øje, sendt til mig fra min fagforening, Organistforeningen, efter skriftligt indgået aftale om opgaven. Anmeldelserne har alle været bragt i fagforeningens blad "Organisten".
tirsdag
Tandlægetur
En tur til tandlæge - eller rettere tandplejer, som kun behøvede at rense (pyha!), bragte en stribe dejlige oplevelser og lidt gode indløb med sig.
Mødte to medlemmer af koret jeg leder, og det er altid så rart at møde nogle af dem og få en god snak, kort eller lang, om dit eller dat.
Havde givet mig selv tilladelse til at besøge byens to boghandlere. Først og fremmest for at se om de skulle have den bog, jeg så brændende ønsker at læse snarest muligt, på hylden. Det havde de ikke, og den er derfor nu bestilt hos boghandleren på nettet!
MEN der kom en ny tegneblok, et nyt viskelæder og en lineal til sønnen med, og dertil endnu tre af de geniale små bøger med fællestitlen "Tænkepauser", denne gang med de for mig så interessante og aktuelle temaer: erindring, livshistorien og spørgsmål.
Fordi det for nogle af os er et vedvarende tema. Det der med at forsøge at huske sin historie, for at forstå, fordi det er nøglen til at komme videre som et mere helt og velfungerende menneske.
Derfor er bogen, som jeg i går hørte omtalt og bagefter læste om, og som jeg ved er et vigtigt skridt i den videre proces, da også "Pigen fra `58" af franske Annie Ernaux, der som ældre kvinder tænker tilbage til den 18-årige store pige/unge kvinde, hun var. Hun skulle være både en både refleksionens og udtrykkets mester. Ærgerligt at denne vigtige og roste bog ikke var på boghandlerens hylde.
Men der var mange andre, og endnu en bog, fra en helt anden kategori, kom også med hjem, Charles Dickens "Fortællingen om Jesus", med illustrationer af Gustav Doré. Det er hans version af at fortælle historien om Jesus til sine egne børn. En fortælling han ikke ønskede udgivet i sin egen levetid, og som først er udgivet efter hans børns død, med posthum tilladelse fra den søn, der ejede manuskriptet. Dén vil jeg glæde mig til at læse med min søn.
På vej fra toget mødte jeg en nærnabo, som jeg slog følge med og fik en lille sludder og godt nyt om at han har fået et passende fleksjob, som han er glad for. Og tænk, han knækkede to af sine smukke, velduftende roser af til mig. Nu står de her på bordet og dufter og minder mig om hvor mange venlige, gode mennesker jeg mødte på min lille og frygtede tur til tandlægen!
Er så taknemmelig for at sådan en tur kan blive så fin! Tak!
Mødte to medlemmer af koret jeg leder, og det er altid så rart at møde nogle af dem og få en god snak, kort eller lang, om dit eller dat.
Havde givet mig selv tilladelse til at besøge byens to boghandlere. Først og fremmest for at se om de skulle have den bog, jeg så brændende ønsker at læse snarest muligt, på hylden. Det havde de ikke, og den er derfor nu bestilt hos boghandleren på nettet!
MEN der kom en ny tegneblok, et nyt viskelæder og en lineal til sønnen med, og dertil endnu tre af de geniale små bøger med fællestitlen "Tænkepauser", denne gang med de for mig så interessante og aktuelle temaer: erindring, livshistorien og spørgsmål.
Fordi det for nogle af os er et vedvarende tema. Det der med at forsøge at huske sin historie, for at forstå, fordi det er nøglen til at komme videre som et mere helt og velfungerende menneske.
Derfor er bogen, som jeg i går hørte omtalt og bagefter læste om, og som jeg ved er et vigtigt skridt i den videre proces, da også "Pigen fra `58" af franske Annie Ernaux, der som ældre kvinder tænker tilbage til den 18-årige store pige/unge kvinde, hun var. Hun skulle være både en både refleksionens og udtrykkets mester. Ærgerligt at denne vigtige og roste bog ikke var på boghandlerens hylde.
Men der var mange andre, og endnu en bog, fra en helt anden kategori, kom også med hjem, Charles Dickens "Fortællingen om Jesus", med illustrationer af Gustav Doré. Det er hans version af at fortælle historien om Jesus til sine egne børn. En fortælling han ikke ønskede udgivet i sin egen levetid, og som først er udgivet efter hans børns død, med posthum tilladelse fra den søn, der ejede manuskriptet. Dén vil jeg glæde mig til at læse med min søn.
På vej fra toget mødte jeg en nærnabo, som jeg slog følge med og fik en lille sludder og godt nyt om at han har fået et passende fleksjob, som han er glad for. Og tænk, han knækkede to af sine smukke, velduftende roser af til mig. Nu står de her på bordet og dufter og minder mig om hvor mange venlige, gode mennesker jeg mødte på min lille og frygtede tur til tandlægen!
Er så taknemmelig for at sådan en tur kan blive så fin! Tak!
Forårets strikning - "Sunday Cardigan"
Da strikdesigneren med firmaet "Petite Knit" lancerede cardiganen "Sunday Cardigan" måtte jeg i gemmerne og finde alle tænkelige garnrester frem.
Den models pasform er den bedste jeg nogensinde har strikket selv, og det er både tilpas "spændende" strik og det går tilpas hurtigt, så der måtte der strikkes flere!
Der er foreløbig strikket fire færdige, endnu en er næsten færdig, og en mere sat i gang...
Strikket med tre tråde strømpegarn fra lageret, føles ok, en anelse mere elastisk end den første. Det har også sin berettigelse, men det er interessant at konstatere at jeg faktisk holder meget af den første, netop fordi den er noget mere "fast", nærmest "stiv" i faconen. Og havde jeg tænkte mig ordentligt om var kraven på denne strikket ensfarvet, som nederste del af trøjen også er det!
Farverne på denne er kraftigere grønne end på fotoet, og er primært en blanding af "tøm skufferne for rester"! Både hvad angår farve og garnets kvalitet er der nok ingen tvivl om at den første jeg strikkede fortsat er favoritten. Garnet er dejligt stift og tungt, vigtige kvaliteter for denne strikker - i modsætning til alle de søde, unge strikkere der er flyver afsted på den luftige mohairbølge, der strømmer igennem "strikkeland" i denne tid. Heldigvis er der plads og ikke mindst garn nok til os alle.
Fire af mine cardigans er i uld, men to er i bomuld:
Elsker bomuldens tyngde, men garnet her, "Cotton Light" fra Drops (som jeg også har hæklet et stort dejligt tæppe i "Star of wonder", kommer desværre hurtigt til at "fnuldre" når det bruges til tøj (der bruges!), så der ledes efter et alternativ. Det er dog favoritbeklædning på de lunere forårsdage, så nr. to i samme kvalitet er på pindene, for det er netop dejligt tungt og desuden billigt!
- og "fnuller" ses ikke så tydeligt på råhvidt garn, håber jeg! Forudser at denne bliver sommerens yndlingstrøje.
Der er ikke sat knapper i nogen af dem, for jeg kan bedst lide de tykke, løse cardigans løsthængende, og der kan altid sættes en broche i, hvis den en sjælden gang skal holdes sammen.
OG mon ikke der skal strikkes et par mere i yndligsfarver og -kvaliteter når efteråret kommer - og ikke mindst en sort uden ærmer til at have over langærmede sorte t-shirts til arbejdsbrug!
Den models pasform er den bedste jeg nogensinde har strikket selv, og det er både tilpas "spændende" strik og det går tilpas hurtigt, så der måtte der strikkes flere!
Der er foreløbig strikket fire færdige, endnu en er næsten færdig, og en mere sat i gang...
En enkelt tråd tyk, luftig uldtråd, "West" fra Lang Yarn, den eneste strikket i str. L, og jeg kom endda til at strikke lidt for løst, og den er da også blevet for stor. Men det går, og den er især god at have i fritidshuset, hvor der kan være køligt indtil huset er varmet igennem af brændeovnen. Alle øvrige er strikket i str. M og ikke for løst.
Strikket med tre tråde strømpegarn fra lageret, føles ok, en anelse mere elastisk end den første. Det har også sin berettigelse, men det er interessant at konstatere at jeg faktisk holder meget af den første, netop fordi den er noget mere "fast", nærmest "stiv" i faconen. Og havde jeg tænkte mig ordentligt om var kraven på denne strikket ensfarvet, som nederste del af trøjen også er det!
Farverne på denne er kraftigere grønne end på fotoet, og er primært en blanding af "tøm skufferne for rester"! Både hvad angår farve og garnets kvalitet er der nok ingen tvivl om at den første jeg strikkede fortsat er favoritten. Garnet er dejligt stift og tungt, vigtige kvaliteter for denne strikker - i modsætning til alle de søde, unge strikkere der er flyver afsted på den luftige mohairbølge, der strømmer igennem "strikkeland" i denne tid. Heldigvis er der plads og ikke mindst garn nok til os alle.
Fire af mine cardigans er i uld, men to er i bomuld:
Elsker bomuldens tyngde, men garnet her, "Cotton Light" fra Drops (som jeg også har hæklet et stort dejligt tæppe i "Star of wonder", kommer desværre hurtigt til at "fnuldre" når det bruges til tøj (der bruges!), så der ledes efter et alternativ. Det er dog favoritbeklædning på de lunere forårsdage, så nr. to i samme kvalitet er på pindene, for det er netop dejligt tungt og desuden billigt!
- og "fnuller" ses ikke så tydeligt på råhvidt garn, håber jeg! Forudser at denne bliver sommerens yndlingstrøje.
Der er ikke sat knapper i nogen af dem, for jeg kan bedst lide de tykke, løse cardigans løsthængende, og der kan altid sættes en broche i, hvis den en sjælden gang skal holdes sammen.
OG mon ikke der skal strikkes et par mere i yndligsfarver og -kvaliteter når efteråret kommer - og ikke mindst en sort uden ærmer til at have over langærmede sorte t-shirts til arbejdsbrug!
Hæklet "Rosslyn"
Den lå længe og ventede på at blive lavet færdig. Strandet på tanken om besværet ved at få syet inderpuden. Men pludselig var øjeblikket der, det blevet grebet, og det gik meget nemmere end forventet at få den lavet!
Største - og hyggeligste - forhindring var at nogen gerne ville være med... - men da hun placerede sig rimeligt centralt, gik det fint med at klippe udenom!
Resultatet er meget tilfredsstillende. Tre kilo kirsebærsten, pakket ind i stærke, skønne farver, som ellers ikke findes i hverken hjem eller tøj. Men de virker, når målet er at finde ro.
Er meget glad for denne fine detalje, med de skiftende farver "blomster", der ikke hører til originalen, men som opstod af bekymring for om garnet rakte til en hel omgang:
Mønsteret er af Helen Shrimpton, det hedder "Rosslyn", og er inspireret af udsmykninger på Rosslyn Chapel i Skotland. Det originale mønster er større og kvadratisk, men kan så fint tilpasses efter behov.
Største - og hyggeligste - forhindring var at nogen gerne ville være med... - men da hun placerede sig rimeligt centralt, gik det fint med at klippe udenom!
Resultatet er meget tilfredsstillende. Tre kilo kirsebærsten, pakket ind i stærke, skønne farver, som ellers ikke findes i hverken hjem eller tøj. Men de virker, når målet er at finde ro.
Er meget glad for denne fine detalje, med de skiftende farver "blomster", der ikke hører til originalen, men som opstod af bekymring for om garnet rakte til en hel omgang:
Mønsteret er af Helen Shrimpton, det hedder "Rosslyn", og er inspireret af udsmykninger på Rosslyn Chapel i Skotland. Det originale mønster er større og kvadratisk, men kan så fint tilpasses efter behov.
torsdag
Anmelder fra dybet...
Har fået en spændende anmelderopgave, som nydes i fulde drag. Fokus skal være på tonerne, men ordene rører også, dybt.
Der opstår mange tanker og spekulationer, og de sorteres i hvad der må være passende at bruge i selve anmeldelsen, og hvad der eventuelt vil kunne bruges i blogindlæg eller egentlig artikel til et passende medie.
H.C.Andersen - revision
Cand. mag. i historie og tysk Jens Jørgensen har nu fået udgivet en gennemrevideret bog om H.C.Andersens oprindelse, "Et kongeligt eventyr" hedder den, og er udgivet af forlaget Hovedland.
Jeg har købt bogen og hentet pakken i dag, og ser frem til at få dagens arbejde overstået og få en ledig time til at fordybe mig i den.
Jens Jørgensen udgav for en del år siden sin første version af den historie om H.C.Andersens oprindelse, "En sand myte" og den er omtalt i blogindlægget her.
Astrid Lindgren
Det var en stor, varm og givende oplevelse af læse brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og hendes tyske veninde Louise Hartung.
Bogen er lang, men jeg kunne være fortsat længe endnu, det var svært at slippe de to kloge, stærke, varme kvinders stemmer igen.
Jens Andersens Lindgren-biografi stod klar, og jeg kunne fortsætte i en flig af den samme velgørende Astrid´ske tone.
Nu er dén så også læst, slut, alt for tidligt, selvom den er lang. Heldigvis findes også hendes dagbøger fra krigens år i bogform. Dén læses der i nu.
Bogen er lang, men jeg kunne være fortsat længe endnu, det var svært at slippe de to kloge, stærke, varme kvinders stemmer igen.
Jens Andersens Lindgren-biografi stod klar, og jeg kunne fortsætte i en flig af den samme velgørende Astrid´ske tone.
Nu er dén så også læst, slut, alt for tidligt, selvom den er lang. Heldigvis findes også hendes dagbøger fra krigens år i bogform. Dén læses der i nu.
Gevinst
Et par af yndlingsforfatterne og yndlingsbilledkunstnerne kan kun følges på Instagram, så denne blogger har oprettet en lille, stille konto for at følge dem.
Nå ja, følger så også lige et par forlag - hvor jeg deltog i en konkurrence og vandt en bog, den nyeste krimi af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.
Den passer vist fint ind i gruppen af "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag, som ligger i tasken i øjeblikket...
Egentlig er jeg ikke meget til thrillere og krimier, men jeg deltog fordi det netop er dét forfatterpar, der står bag, og når nu jeg ligefrem vandt en, så skal den have en fair chance, og jeg er begyndt at læse.
Historien udspiller sig foreløbig i to parallelle forløb, den kriminelle handling og den private efterforskning af den, og så politiets forsøg på at finde ud af hvad der foregår - og for mig er det klart den kvindelige betjents historie/vinkel, der bedst fanger min interesse, og jeg ser frem til at læse videre.
Nå ja, følger så også lige et par forlag - hvor jeg deltog i en konkurrence og vandt en bog, den nyeste krimi af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.
Den passer vist fint ind i gruppen af "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag, som ligger i tasken i øjeblikket...
Egentlig er jeg ikke meget til thrillere og krimier, men jeg deltog fordi det netop er dét forfatterpar, der står bag, og når nu jeg ligefrem vandt en, så skal den have en fair chance, og jeg er begyndt at læse.
Historien udspiller sig foreløbig i to parallelle forløb, den kriminelle handling og den private efterforskning af den, og så politiets forsøg på at finde ud af hvad der foregår - og for mig er det klart den kvindelige betjents historie/vinkel, der bedst fanger min interesse, og jeg ser frem til at læse videre.
Ordfyldt tavshed
Et tilbud om lyd- og e-bogsbogsabonnement var uimodståeligt. Som følge deraf konsumeres der nu bøger i hidtil ukendt grad, refleksion foregår i egen tankeverden og fysisk notesbog, og når ikke ud på bloggen.
På de 13 dage der er gået siden er følgende indtaget:
"Min uimodståelige mand" af Mette Korsgaard
"Zornig" af Lisbeth Zornig Andersen
"Arv og miljø" af Vigdis Hjorth
- og der er smagt på:
"Man gjorde et barn" fortræd af Tove Ditlevsen
"Northanger Abbey" af Jane Austen
"Mænd forklarer mig ting" af Rebecca Solnit
"Lone Star" af Mathilde Walter Clark er påbegyndt, men sat på pause fordi "Min mor er besat" af Peter Øvig udkom i går og føltes som mere påtrængende for denne bogsluger.
Abonnementet har givet mig adgang til bøger, som jeg længe gerne har villet læse. Papirbøger er bare dyrere og samtidig mere tidskrævende at læse end lydbøger.
Omvendt er det en ulempe at der er sætninger, der smutter forbi når koncentrationen smutter, og sætninger jeg gerne ville kunne fastholde for at vende tilbage til dem.
Men at lytte til ovennævnte bøger har været voldsomt berigende og har i høj grad bidraget til tiltrængt refleksion over mangt og meget. Peter Øvigs bog, som jeg er ved at høre i disse dage, bidrager med nye og uhyre vigtige perspektiver i denne proces.
"Arv og miljø" er nok den bog af de nævnte, der har ramt og rykket dybest, og som rummer flest citater og referencer jeg gerne vil vende tilbage til. Derfor står den stadig på listen over papirbøger, der skal investeres i.
På de 13 dage der er gået siden er følgende indtaget:
"Min uimodståelige mand" af Mette Korsgaard
"Zornig" af Lisbeth Zornig Andersen
"Arv og miljø" af Vigdis Hjorth
- og der er smagt på:
"Man gjorde et barn" fortræd af Tove Ditlevsen
"Northanger Abbey" af Jane Austen
"Mænd forklarer mig ting" af Rebecca Solnit
"Lone Star" af Mathilde Walter Clark er påbegyndt, men sat på pause fordi "Min mor er besat" af Peter Øvig udkom i går og føltes som mere påtrængende for denne bogsluger.
Abonnementet har givet mig adgang til bøger, som jeg længe gerne har villet læse. Papirbøger er bare dyrere og samtidig mere tidskrævende at læse end lydbøger.
Omvendt er det en ulempe at der er sætninger, der smutter forbi når koncentrationen smutter, og sætninger jeg gerne ville kunne fastholde for at vende tilbage til dem.
Men at lytte til ovennævnte bøger har været voldsomt berigende og har i høj grad bidraget til tiltrængt refleksion over mangt og meget. Peter Øvigs bog, som jeg er ved at høre i disse dage, bidrager med nye og uhyre vigtige perspektiver i denne proces.
"Arv og miljø" er nok den bog af de nævnte, der har ramt og rykket dybest, og som rummer flest citater og referencer jeg gerne vil vende tilbage til. Derfor står den stadig på listen over papirbøger, der skal investeres i.
onsdag
Træning
Når man gerne vil kunne læse tyske bøger, så må der trænes! Så der trænes, bl.a. ved hjælp af find ord-hæfte indkøbt i vinterferiens udflugt over grænsen, ved hjælp af en smart app på telefonen, og ved at spille fantasy-spil med sønnen, hvor meget skal læses på tysk (tak for ordbøger og gemalens gode tyskkundskaber!):
"Die Legenden von Andor" - et overraskende spændende spil, men en feriekrævende aktivitet, for hver legende tager sin tid og spillet fylder fysisk mere end vi har plads til at have liggende flere dage... - vi længes efter ferie!
Hans Fallada
Da gemalen og jeg blev gift citerede præsten fra Hans Falladas bog "Lille mand, hvad nu?" - vi kan bare ikke huske hvad der blev citeret...
Men på dette års udsalg var der tre bøger af Hans Fallada, og da vi regner netop dén præst for en usædvanlig begavet og empatisk person, købte vi disse bøger, for der må være noget særligt i dette forfatterskab, når præsten citerede fra det.
Om jeg magter at læse de barske beretninger, fra krigens tid, må tiden vise. De ligger klar, indenfor syns- og rækkevidde, og efter at have læst brevvekslingen imellem Astrid Lindgren og Louise Hartung, der boede og arbejdede i Berlin efter krigen, og som i flere breve refererer til krigens tid, er interessen vakt.
Især er interessen vakt for tidens retorik og dens rædselsvækkende konsekvenser, som netop et sprogmenneske som Fallada formentlig vil kunne beskrive.
En god udgave af "Lille mand, hvad nu?" søger vi stadig.
Hjertevarm klogskab
To modne, kloge, tænkende, vidende og reflekterende kvinder, der skriver til hinanden om stort og småt i livet, i samfundet, i de indre tankeverdner, holdt mig grebet imellem de mange sider, og jeg kunne være fortsat længe, længe endnu.
Men Louise levede ikke længere. Heldigvis har jeg stadig Jens Andersens roste biografi om Astrid Lindgren til gode - er begyndt læsningen, omend den ikke har samme stærke virkning som Astrids egne ord.
Hendes dagbøger fra krigens år står nu på ønskesedlen, og bliver næste større bog-investering!
Som alle andre læste jeg mange af hendes bøger som barn, nød dem, kom igennem mange oplevelser og følelser med den kloge forfatter ved hånden i kulissen, og blev helt sikkert guidet og formet af hendes kloge væsen.
Men nu, som voksen, efter læsningen af de mange breve, ønsker jeg sådan hun også havde skrevet litteratur til os som voksne, ikke nødvendigvis skønlitteratur, men essays, for der var en kilde af viden og visdom, som jeg gerne havde sprunget på hovedet i nu, i mine egne voksne - og på papiret modne - år.
Det findes ikke. Hun skrev det aldrig. Men hun skrev brevene til Louise, og hun gemte brevene uden at forlange at eftertiden ikke måtte læse dem. Tak, Astrid og Louise, og ikke mindst tak til de to redaktører bag bogen, Jens Andersen og Jette Glargaard, fordi de tog opgaven på sig så vi andre kan få gavn af Astrids ord til voksne.
Farmor
Har nydt at læse Charlotte Rørths nye bog, "Gud, du er jo lige her". Den er så fin, så smuk, der er så meget "plads" til at være der, uanset indgangsvinkel til emnet. Emnet er "at tro", hvordan det er for hende, og der er ingen, absolut ingen løftede pegefingre eller meninger om hvordan det skal være for andre. Den bygger videre på de to forudgående bøger, "Jeg mødte Jesus" og "Vi mødte Jesus", og reflekterer og erfaringerne hun har fået med sig siden.
Håber den kommer i en lille, tynd paperback, i "pamflet-format", for jeg elsker den slags små bøger, med intenst, kondenseret indhold, som der er i denne bog - og jeg ville gerne kunne have den med i tasken, i længere perioder. Til dét formål er hardbacks bare for tunge...
Håber den kommer i en lille, tynd paperback, i "pamflet-format", for jeg elsker den slags små bøger, med intenst, kondenseret indhold, som der er i denne bog - og jeg ville gerne kunne have den med i tasken, i længere perioder. Til dét formål er hardbacks bare for tunge...
***
Udgangspunktet for Charlotte Rørths bøger er at hun har oplevet at møde Jesus... - hvilket for nogle lyder tosset, men det viser sig at mange andre også har haft sådanne oplevelser, og at mange har haft gavn af at kunne spejle sig i hendes fortællinger, fordi der ikke er ret mange steder at tale om det, end ikke i kirkerne.
Hvorfor så kalde indlægget her "farmor"? For nej, hun er hverken min eller min søns farmor... Men jeg havde en farmor engang, og hun havde en oplevelse, som hun betroede mig.
Farmor, som sårede så dybt når hun så tydeligt foretrak nogle børnebørn fremfor andre. Elskede hendes pandekager, men fik dem så sjældent - i modsætning til andre. Tror ikke meget har gjort mere ondt end at opleve god, kærlig, munter stemning imellem farmor og tre andre slægtninge, sammen med liflig duft af både pandekager og varm kakao - at være til stede i huset et øjeblik og sanse alt dette, og så ikke blive indbudt til at blive og være med. Savnede så dybt og inderligt at kunne høre til, høre sammen, være med, men jeg hørte ikke til. Trods blodets bånd. Så jeg gik. Men da hun døde fik jeg paletten - og har siden bagt mange, mange pandekager til min egen lille familie...
Farmor, som pakkede en kurv med saft, kage og tæppe, og drev min (modvillige) seks år ældre søster og mig ud at gå en tur langs Odense Kanal, fra Stige og ud mod fjordens munding, hvor vi satte os på skråningen bag diget. Få ting har jeg nydt så meget i min barndom, som at sidde dér, i tidlig, lun efterårsblæst, nær vandet, med højt til himlen, i græsset, og kage, saft og en rigtig voksen, der var nærværende og gad gøre det her for os Trods den ældstes brokkerier. Aner ikke om farmor nogensinde fandt ud af hvor meget dén tur betød - og stadig betyder for mig.
Farmor, da ældste søn er ca. 2 år gammel, d.v.s. ca. 1940.
Farmor, som en dag, uden at jeg i dag husker hvordan samtalen opstod, for vores forhold var svært, og samtale var nogle gange ikke en mulighed, andre gange en dyb fortrolighed, pludselig betroede mig at hun havde haft et syn da hun var noget yngre, måske i 30-40 års alderen. Dn vision af Jesus.
Hun var kommet gående på kirkegården, på vej mod kirkens østgavl, og her viste Jesus sig for hende, lysende, mild, og farmor fik en overvældende følelse af kærlighed i sig. Hun ved han talte til hende, men hun forstod det ikke. Kun følelsen af uendelig kærlighed forstod hun.
Hun fortalte det aldrig til nogen da det skete. Om hun fortalte det til andre end mig senere, det ved jeg heller ikke. Men det var derfor hun gik i kirke da hun blev ældre. Selvom hun ikke forstod præsterne. Og selvom hun ikke genkendte følelsen hun fik af Jesus, i kirken. Men hun kunne sidde i ro, kigge på alteret i Stige Kirke, og genkalde sig oplevelser. Det var nok.
Charlotte Rørths beretninger, både hendes egne og nogle af de andres, giver mig samme følelse, som da jeg sad med farmor og hun fortalte om sin oplevelse. Det var en stærk følelse, som om jeg fik noget af den særlige kærlighedsfølelse overrakt. Selvom farmor ikke magtede selv at give mig kærlighed, dertil var kløften imellem vores personligheder for dyb. Men glimt af så dyb fortrolighed har også ret. Og er måske så meget mere værd.
Tak.
Jomfru Sørensen - og om at være i "transition"
Kort sagt en dejlig bog! Bogen er bygget op over et år, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen (cand. art., cand. theol. og salmedigter) besøger sin gamle, svækkede mor på plejehjem, over samtalerne med hende om livet, hendes egen og slægtens historie og deres fælles liv, og ikke over mindst forfatterens egne refleksioner. Kunstværker bringer både samtale og refleksion på gled, værkerne er afbilledet i bogen, og det er for denne visuelle læser en stor nydelse at få ny indsigt i kunst.
Jeg holder så meget af denne bog, stemningen og stilen og de mange og fyldige "grene" af fortællinger, og dens "rum" vil blive besøgt igen.
***
Tilføjelse af tanke, vakt ved læsningen:
På bogen sidder en lille gul seddel med ordet "transition". For tanken om at føle sig hjemme et andet sted, end der hvor man kommer fra, men aldrig at kunne blive del af det sted hvor man føler sig hjemme, fordi man ikke hører hjemme dér, opstod ved læsningen.
En tanke, der ikke er bearbejdet færdig.
Men mælkebøttebørn er i "transition". På vej fra ét miljø til et andet. Men aldrig rigtig hjemme nogen af stederne. Forhåbentlig får vi banet vejen for næste generation, så de får større chance for at kunne høre hjemme dér hvor de føler de hører til.
Farlige damer...
På et langelandsk loppemarked dukkede denne bog op - parallelt med ønsket om at kunne læse tysk. Et godt sted at starte!
Damer, der læser er farlige... - ja det mente nogen jo helt seriøst engang, og der findes stadig forkvaklede opfattelser kønnene imellem.
Hørte forleden "Tidsånd", en DR1 udsendelse, hvor dr. phil. Birgitte Possing fortalte om sin nyeste bog "Argumenter imod kvinder": Tidsånd 7. marts 2019. Radio 27syv har også lavet et helt program om bogen, det skal høres snarest muligt: Radio 24syv 55 minutter.
Hendes fortællinger greb mig så meget, så jeg har valgt at netop dén bog skal være årets fødselsdagsgave til mig selv. Bestilte den i går, så den når nok ikke frem til selve dagen i morgen - men forhåbentlig til weekenden, hvor der holdes helt fri.
Damer, der læser er farlige... - ja det mente nogen jo helt seriøst engang, og der findes stadig forkvaklede opfattelser kønnene imellem.
Hørte forleden "Tidsånd", en DR1 udsendelse, hvor dr. phil. Birgitte Possing fortalte om sin nyeste bog "Argumenter imod kvinder": Tidsånd 7. marts 2019. Radio 27syv har også lavet et helt program om bogen, det skal høres snarest muligt: Radio 24syv 55 minutter.
Hendes fortællinger greb mig så meget, så jeg har valgt at netop dén bog skal være årets fødselsdagsgave til mig selv. Bestilte den i går, så den når nok ikke frem til selve dagen i morgen - men forhåbentlig til weekenden, hvor der holdes helt fri.
fredag
10 år
I dag er det ti år siden at jeg tiltrådte min nuværende stilling, som organist i en stor kirke, der ligger i et lille sogn, de otte af årene ved dette vidunderlige instrument, og lige så ofte ved det mere ydmyge klaver i den anden ende af kirken!
I ti år har jeg derfor dagligt kunnet både undres og glædes over at det blev muligt at få en indtægt at leve for, ved at kunne læse noder - den absolutte yndlingsaktivitet fra første øjekast, for den lille pige jeg var.
Jeg glædes ikke mindst over den mulighed, der ligger i jobbet, for at kunne nørde med sange og salmer; disse små rum, ad hvilke man kan besøge andre tider, steder, skikke og sind.
Og parallelt med dette nærstudere vilkår og veje i den forunderlige fysiske aktivitet, der kan være så fundamentalt helbreds- og humørberigende: at synge.
Alt i dette job er centreret om at det livbærende åndedræt bruges til at skabe toner, der bærer ord til at skabe og styrke fællesskab på tværs og trods af alt, og til at skabe tryghed, glæde, trøst og omsorg.
At kunne gøre præcis dét var min største drøm, da jeg som stor pige sad og lærte at spille klaver ved hjælp af sangbogen "Den fynske sang". Dén pige forstår stadig ikke helt at det efter svære kampe og mange omveje faktisk lykkedes...
Takker så inderligt alle, der har været med hele eller dele af vejen og skåler helt privat "hurra" med mand og søn i morgen efter fyraften og skoletid.
I ti år har jeg derfor dagligt kunnet både undres og glædes over at det blev muligt at få en indtægt at leve for, ved at kunne læse noder - den absolutte yndlingsaktivitet fra første øjekast, for den lille pige jeg var.
Jeg glædes ikke mindst over den mulighed, der ligger i jobbet, for at kunne nørde med sange og salmer; disse små rum, ad hvilke man kan besøge andre tider, steder, skikke og sind.
Og parallelt med dette nærstudere vilkår og veje i den forunderlige fysiske aktivitet, der kan være så fundamentalt helbreds- og humørberigende: at synge.
Alt i dette job er centreret om at det livbærende åndedræt bruges til at skabe toner, der bærer ord til at skabe og styrke fællesskab på tværs og trods af alt, og til at skabe tryghed, glæde, trøst og omsorg.
At kunne gøre præcis dét var min største drøm, da jeg som stor pige sad og lærte at spille klaver ved hjælp af sangbogen "Den fynske sang". Dén pige forstår stadig ikke helt at det efter svære kampe og mange omveje faktisk lykkedes...
Takker så inderligt alle, der har været med hele eller dele af vejen og skåler helt privat "hurra" med mand og søn i morgen efter fyraften og skoletid.
I dagens anledning har jeg købt en gave til mig selv - et sæt "in ear" luksus hovedtelefoner, Beltron YSM1000, der ikke forhandles i Danmark, men som har en fabelagtig lyd i forhold prisen.
For det stillesiddende arbejde kræver fysisk bevægelse som modvægt, og det går bare bedst med god musik og/eller en god podcast i ørerne, og lækker lydkvalitet er nu engang bare et must for en musiker!
For det stillesiddende arbejde kræver fysisk bevægelse som modvægt, og det går bare bedst med god musik og/eller en god podcast i ørerne, og lækker lydkvalitet er nu engang bare et must for en musiker!
mandag
Lykke?
Årets første udgave af ugebladet "Søndag" havde "Lykken er" som tema. Et stort og flot nummer, med en usædvanlig flot forside af kunstneren Martin Willy Silz. Tænk hvis ugebladet gik mere i dén retning, med ny kunst og dybere, reflekterende artikler, så kunne det godt tænkes at jeg fik lyst til at købe det lidt oftere...
Når man nu er blevet givet fornavnet "Lykke" da man blev født, føltes det helt nødvendigt at investere i dette blad. I bladet var der artikler om "lykke" anskuet fra mange forskellige vinkler. Bl.a. lykken ved at have en søster, for nogen er dét faktisk lig med lykke. Interviewet var med Mette Odderskov, som har udgivet bogen "Lykken er" i 2017 på forlaget Forfatterskabet, og jeg har været så heldig at få netop dén bog til anmeldelse. Læs anmeldelsen her: "Lykken er".
Puk Elgård: "Se mor, jeg danser"
Det var en stærk, varm, hård og tankevækkende oplevelse at læse Puk Elgårds bog.
Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.
Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.
Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.
***
En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.
Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.
Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.
Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.
Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.
Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.
Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.
Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.
Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.
***
En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.
Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.
Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.
Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.
Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.
Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.
Foredragsdebut
Foredrag planlagt - udarbejdet igennem de seneste måneder med tiltagende intensitet, der, vel naturligt nok, kulminerede op til foredragets afholdelse!
Mindmap blev lavet:
Primær illustration tegnet/skrevet/malet:
Foredrag afholdt i sidste uge. Havde som forventet alt for meget materiale - en klassisk begynder-"fejl", for man vil bare så gerne give så meget som muligt. Jeg var bevidst om fejlen, men håber at kunne bruge al den indvundne viden til gavn for andre henad vejen.
Mindmap blev lavet:
Primær illustration tegnet/skrevet/malet:
Foredrag afholdt i sidste uge. Havde som forventet alt for meget materiale - en klassisk begynder-"fejl", for man vil bare så gerne give så meget som muligt. Jeg var bevidst om fejlen, men håber at kunne bruge al den indvundne viden til gavn for andre henad vejen.
onsdag
John Rutter, korsatser
Oxford University Press, Musikafdelingen, har udgivet to antologier med hver ni korsatser af de mest kendte og elskede af engelsk kormusiks grand old man, John Rutter, der både komponerer og skriver teksterne selv, baseret på genkendelig, kristen inspiration. Der kan købes eller lejes orkestersatser til alle korsatser.
I 2017 udkom “Anthems for SA and Men”, i år udkom “Carols for SA and Men”, begge som led i hver sin større serie, dels “Selected sacred anthologies” og “Selected carol anthologies, hvor man finder tilsvarende udgivelser fra andre markante engelske korkomponister, samt blandede antologier.
Udgivelserne er i paperback, der umiddelbart kan give et “billigt” indtryk, men indholdet er af høj kvalitet og en paperback står mere sikkert på nodestativet end en hardback, så tak for dét! Er man klassisk skolet, men i sin hverdag primært arbejder med en pædagogisk vinkel på kirkemusikken, så møder man i disse år mange forskellige måder at notere kormusik, og udgivelser som disse bliver derfor en velsignelse at hvile øjnene på!
Al notation er i klassisk stil, klassisk fagsprog og i klassisk partituropsætning, og derfor meget nemt at gå til for alle, der har den klassiske skoling. Men tankevækkende at man, som organist, kan nå til et punkt hvor dét er en kvalitet, der skal fremhæves, som noget særligt!
Alle satser er bygget op, som de originale satser, der er kendt fra indspilninger med Rutter selv og Cambridge Singers. Dog er der, fordi satserne i disse udgivelser er reduceret til 3 stemmer (enkelte steder deles sopranen i to stemmer), visse ændringer i stemmernes fordeling og forløb.
Der er fine akkompagnementstemmer til alle satser. Enkelte satser er a capella satser, men der er i de tilfælde noteret en tangentstemme, hvor de tre stemmer er samlet i én sats til indøvning. Alle satser kan spilles på klaver, samtidig er fem af satserne i hver bog direkte noteret for orgel, og alle satserne er af en kvalitet, som er en nydelse at spille.
Satserne er gennemkomponerede. De korteste 3 sider, de længste 12 sider. Ambitus går for sopranerne op til g2, for alterne til e2, og for herrerne til e1. Der er stor variation for alle stemmer, soloindsatser for alle stemmer, skiftende taktarter, og endda en hel sats i ⅝ takt, den hyggelige “Donkey Carol”, som kan være en sjov udfordring for kor, der gerne tager en udfordring op.
John Rutters kormusik er kendetegnet ved smukke, velgørende melodier og klange, der nemt flyder ind i øret og virker opløftende i al deres skønhed, for den der værdsætter dét. Alt i alt to professionelle udgivelser, der fryder den klassiske musiker.
Dansk korsangstradition udfordres i disse år af en holdning, som jeg også selv møder af og til, omkring at brystklang er at foretrække frem for hovedklang! Det gør korsang baseret på klassisk sang svær at arbejde med! Men har man et godt kantori at arbejde med, eller et kor med yngre kormedlemmer (især sopraner), der øver hjemme og ønsker at arbejde seriøst, kan disse satser varmt anbefales.
Anmeldelsen blev bragt i medlemsbladet "Organist.org" Nr 11. 2018. Nodebøgerne er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".
At spille en salme...
At spille en salme er at få en strøm af nerveimpulser til at løbe ubesværet fra øjnene, der læser noderne til hænder (og for organister også fødder) der skal ramme tangenterne let og ubesværet i den rette rækkefølge i det rette tempo.
At få nerveimpulserne til at løbe sådan kræver det, der hedder øvelse. D.v.s. at spille salmen mere end én gang, indtil de løber som de skal. (Men ideelt set også en noget mere omfattende og detaljeret indøvningsproces!)
Derfor har en, der skal spille en salme eller en sang (eller hvad som helst andet) brug for tid nok tildenne indøvningsproces. Altså til at øve sig.
"Tid nok" kan være individuelt. Derfor havde man engang en overordnet, gennemsnitlig bestemmelse for alle organister, der hed at salmenumrene skulle udleveres senest 48 timer før tjenestens afvikling. (Man måtte dog gerne udlevere dem før.)
At få nerveimpulserne til at løbe sådan kræver det, der hedder øvelse. D.v.s. at spille salmen mere end én gang, indtil de løber som de skal. (Men ideelt set også en noget mere omfattende og detaljeret indøvningsproces!)
Derfor har en, der skal spille en salme eller en sang (eller hvad som helst andet) brug for tid nok tildenne indøvningsproces. Altså til at øve sig.
"Tid nok" kan være individuelt. Derfor havde man engang en overordnet, gennemsnitlig bestemmelse for alle organister, der hed at salmenumrene skulle udleveres senest 48 timer før tjenestens afvikling. (Man måtte dog gerne udlevere dem før.)
Disse 48 timer, har nogle gange været kilde til ufred imellem faggrupper på arbejdespladser. Men disse 48 timer er defineret for at give organisten en bare nogenlunde realistisk mulighed for at kunne spille de salmer, som præsten har bestemt skal spilles, flydende nok til at det er sangbart og rart for de, der synger med.
Disse 48 timer er for nogle få år siden ophævet som standardkrav. Nogle organister er heldige at have dem fortsat, som lokalaftale. Nogle er endnu mere heldige og har fået flere timer som minimumskrav. Andre har intet minimumskrav, og er derfor nødt til bare at håbe på at få en eller anden mængde øvet.
Men det handler om neurologi. Simpelthen.
Disse 48 timer er for nogle få år siden ophævet som standardkrav. Nogle organister er heldige at have dem fortsat, som lokalaftale. Nogle er endnu mere heldige og har fået flere timer som minimumskrav. Andre har intet minimumskrav, og er derfor nødt til bare at håbe på at få en eller anden mængde øvet.
Men det handler om neurologi. Simpelthen.
Det vidste man ikke da man indførte de 48 timer, men man havde en erfaring for at en minimumsøvetid var nødvendig for at organisten kunne levere et nogenlunde sangbart (og nogenlunde fejlfrit!) salmespil, og man havde respekt nok for organisten som menneske til at udvise omtanke i forhold til at gøre det realistisk for organisten faktisk at kunne udføre opgaven.
I dag ved man altså at det handler om neurologi. Om at øvning skaber baner, som nerveimpulserne lærer at benytte. Uden de baner kan man intet. Derfor er øvetid helt nødvendig. For alle. Men kravet om at give organisten øvetid er, samtidig med at denne viden er opnået, afskaffet.
Det er svært at forstå. Der er hardcore videnskabelig evidens for at øvetid er nødvendig. Og at manglende øvetid udløser stress, som i sidste ende kan betyde sygemelding og kronisk sygdom.
Alligevel vælger man at finde på og acceptere fra såvel ledelse som fagforening at øvetid, den skal bare aftales lokalt. Ergo forventes hvert eneste af landets menighedsråd altså at have indsigt i og forståelse for øvningens neurologi, eller som minimum erfaring for øvningens nødvendighed.
Og laves der så et minimumskrav, som f.eks. 48 timer eller 72 timer, så findes der faktisk ingen konsekvens hvis de ikke overholdes... - et tankevækkende arbejdsmarkedsprincip, der leder tankerne en del år tilbage i tiden.
Denne jul har jeg haft god tid til at øve salmer, og i dag starter korsæsonen, hvor jeg selv bestemmer repertoiret og derfor kan øve i præcis så god tid som jeg selv bestemmer.
Men hvorfor skal arbejdstagers rettigheder til et godt liv gå ned ad bakke netop i disse år, hvor der er så nem adgang til så meget konkret viden om hvordan man skaber det gode arbejdsliv - det gode liv?
I dag ved man altså at det handler om neurologi. Om at øvning skaber baner, som nerveimpulserne lærer at benytte. Uden de baner kan man intet. Derfor er øvetid helt nødvendig. For alle. Men kravet om at give organisten øvetid er, samtidig med at denne viden er opnået, afskaffet.
Det er svært at forstå. Der er hardcore videnskabelig evidens for at øvetid er nødvendig. Og at manglende øvetid udløser stress, som i sidste ende kan betyde sygemelding og kronisk sygdom.
Alligevel vælger man at finde på og acceptere fra såvel ledelse som fagforening at øvetid, den skal bare aftales lokalt. Ergo forventes hvert eneste af landets menighedsråd altså at have indsigt i og forståelse for øvningens neurologi, eller som minimum erfaring for øvningens nødvendighed.
Og laves der så et minimumskrav, som f.eks. 48 timer eller 72 timer, så findes der faktisk ingen konsekvens hvis de ikke overholdes... - et tankevækkende arbejdsmarkedsprincip, der leder tankerne en del år tilbage i tiden.
Denne jul har jeg haft god tid til at øve salmer, og i dag starter korsæsonen, hvor jeg selv bestemmer repertoiret og derfor kan øve i præcis så god tid som jeg selv bestemmer.
Men hvorfor skal arbejdstagers rettigheder til et godt liv gå ned ad bakke netop i disse år, hvor der er så nem adgang til så meget konkret viden om hvordan man skaber det gode arbejdsliv - det gode liv?
Abonner på:
Opslag (Atom)