Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte fredag den 23. april 1999:
"Friheden til at være"
Sidste dag med ordet frit. Sidste chance for at sende kaskader af svulmende svadaer ud over den ganske danske by. Sidste chance for at tilslutte mig et af Odenses mange populære brokkekor. F.eks. brokkekoret med navnet "De 3 b´er, måske bedre kendt under denne rytmiske remse: borgmester, budgetter og bytrafik! (6/8 takt, to slag på ordet "by").
NEJ! Ikke om jeg vil! Det er fredag, næsten weekend, tid til frihed, jeg vil meget hellere en tur til kanalen. Til Stige, hvor den lille H.C.Lumbye løb rundt med lang næse og skrammede knæ, side om side med vor bys 1. viceborgmester, kun adskilt af en tynd, men overbevisende mur af 132 år.
Til mine forfædres bådehavn. Begge mine forældre er vokset op med nær tilknytning til dette vand. Fra dem har jeg arvet en stærk trang til med jævne mellemrum lige at skulle se vandet, også selvom det bare er et kort kig ned i kanalen. Eller "gaden rundt", som vi siger, og der har "kanalblodet" i årerne. I min slægt har vi oven i købet også en masse "små-ø-blod" af Strynø-arten, og dét gør længslen efter vand og åbne vidder endnu større!
Så det allerbedste jeg ved er at fortsætte. Videre. Ud langs kanalen, der blev gravet af stærke mænd og fattige kvinder. (Jeg takker skæbnen for fremskridtet!) På den knasende cykelsti, på den stejle dæmning. Videre. Udad. Til jeg ser de sorte huse på Stige Ø, og så lige lidt længere endnu. Helt derud, hvor det er blåt, blåt, blåt. Og stille. Hvor jeg i ro og mag kan lytte til fugle, der synger. Se akelejernes sommerbebudende ballet i maj. Høre en af de flotteste lyde jeg kender: svaner der flyver...
Hvor der er plads til, at jeg kan folde "vingerne" ud. Der kommer sjældent andre, så jeg kan ugenert strække mig ud over min egen krops begrænsede rækkevidde. Jeg kan strikke mig så langt, jeg vil, og jeg kan mærke alt på den usynlige hud. Skyernes former, himlens farver, vandets bevægelser. Alt. Helt derude, hvor spaltepladsen er uendelig, hvor alle ord altid er frie...! Tak for denne gang.
På Starbjergjord
tirsdag
Fem klummer, nr. 4
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte torsdag den 22. april 1999:
"Livskvaliteten er vigtig"
Livskvalitetsdetektiv! Det er min titel! Okay, jeg indrømmer at den er hjemmelavet. Dels fordi jeg har dårlig erfaring med den titel, der hører til mit lønarbejde, dels fordi jeg selvfølgelig mener, at den er rigtig.
Jeg tjener de fleste af mine penge ved at gøre rent på en skole. Rengøringsassistent! Desværre har indtil flere allerede nu smidt avisen langt væk i ordløs afsky. Andre nøjes dog med at lade blikket glide videre, og bilde sig ind at "Frit ord" slet ikke eksisterer i dag. Men så er der forhåbentlig også nogle, der har en fair chance på lager og tænker: Nå ja, men det er vel også en slags mennesker?
Rengøringsassistent! Eller "bundpersonale", som en kommunalt "top-ansat" (!) odenseaner engang så "respektfuldt" omtalte os. Nummeret før de virkelig afskyelige. Jeg har flere gange oplevet medmennesker snurre rundt på en tallerken sekundet efter, jeg har svaret på hvad jeg laver (altså, hvordan jeg tjener mine penge). Og så kan rygge faktisk også være at foretrække.
Men jeg tilstår da gerne, for åben avis, at det ikke var dét jeg drømte om, da jeg var en lille pige. Og det er heller ikke, hvad jeg drømmer om resten af mit "arbejdsliv" skal indeholde. Men penge skal tjenes, den mentale frihed i dette job er livgivende stor, og så er en skole faktisk er ret godt sted at detektivere efter livskvalitet!
Som når en pige størrelse 1. klasse, der har glemt sine handsker, på vej efter dem smider sig på gulvet, fordi jeg lige skal se den nyeste øvelse, hun har lært til gymnastik! Eller når en storesøster på ca. 10 år af somalisk herkomst, der ikke kan finde sin lillebror, giver mig hele sin livshistorie, mens vi leder efter ham, helt nøgternt - men aldeles hjertegribende! Eller når den nye lærer pludselig kommer stormende med desperation malet i øjnene: "Jeg kan ikke finde mine nøgler!". Jeg kan række hånden frem og spørge: "er det dem her?" Og en sten så stor som Damestenen, falder fra hans hjerte!
Vel får jeg kun ca. 92,- kr. i timen, men livskvalitet - dét er der!
Jeg havde følgende på hjerte torsdag den 22. april 1999:
"Livskvaliteten er vigtig"
Livskvalitetsdetektiv! Det er min titel! Okay, jeg indrømmer at den er hjemmelavet. Dels fordi jeg har dårlig erfaring med den titel, der hører til mit lønarbejde, dels fordi jeg selvfølgelig mener, at den er rigtig.
Jeg tjener de fleste af mine penge ved at gøre rent på en skole. Rengøringsassistent! Desværre har indtil flere allerede nu smidt avisen langt væk i ordløs afsky. Andre nøjes dog med at lade blikket glide videre, og bilde sig ind at "Frit ord" slet ikke eksisterer i dag. Men så er der forhåbentlig også nogle, der har en fair chance på lager og tænker: Nå ja, men det er vel også en slags mennesker?
Rengøringsassistent! Eller "bundpersonale", som en kommunalt "top-ansat" (!) odenseaner engang så "respektfuldt" omtalte os. Nummeret før de virkelig afskyelige. Jeg har flere gange oplevet medmennesker snurre rundt på en tallerken sekundet efter, jeg har svaret på hvad jeg laver (altså, hvordan jeg tjener mine penge). Og så kan rygge faktisk også være at foretrække.
Men jeg tilstår da gerne, for åben avis, at det ikke var dét jeg drømte om, da jeg var en lille pige. Og det er heller ikke, hvad jeg drømmer om resten af mit "arbejdsliv" skal indeholde. Men penge skal tjenes, den mentale frihed i dette job er livgivende stor, og så er en skole faktisk er ret godt sted at detektivere efter livskvalitet!
Som når en pige størrelse 1. klasse, der har glemt sine handsker, på vej efter dem smider sig på gulvet, fordi jeg lige skal se den nyeste øvelse, hun har lært til gymnastik! Eller når en storesøster på ca. 10 år af somalisk herkomst, der ikke kan finde sin lillebror, giver mig hele sin livshistorie, mens vi leder efter ham, helt nøgternt - men aldeles hjertegribende! Eller når den nye lærer pludselig kommer stormende med desperation malet i øjnene: "Jeg kan ikke finde mine nøgler!". Jeg kan række hånden frem og spørge: "er det dem her?" Og en sten så stor som Damestenen, falder fra hans hjerte!
Vel får jeg kun ca. 92,- kr. i timen, men livskvalitet - dét er der!
Fem klummer, nr. 3
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte onsdag den 21. april 1999:
"Det er kærlighed"
Jeg kender Odenses mest betydningsfulde indbygger! Han hedder Søren. Han er 1 år gammel. Han er min nevø. Han er alt! (Og sådan kan det gå, når man opfordrer kvinder til at skrive - der sniger sig børn ind!)
Han sidder på sin mormors arm. Med en mine så alvorlig og koncentreret, som en professor ved en videnskabelig undersøgelse, trykker han pegefingeren på hendes næse. Hun siger "dyt". Han løfter armen igen, strækker sig, når over til mosters næse, trykker. Hun siger også "dyt". Et par sekunders grundig overvejelse. Så løfter han begge arme, får dem til at styre efter hver sin næse, rammer dem samtidig - næsten. De siger begge to "dyt" - og så revner det lille ansigt i et stort, hjerteligt grin, og han lyser langt væk af stolthed, tillid og en enorm lyst til livet.
Han går rundt i stuen. Pludselig griber en usynlig kraft hans ben. Han kæmper ihærdigt, men benene kan bare ikke komme videre. Der kommer musik ud af højttalerne! Og så er der kun ét at gøre: overgi´ sig. Han danser og griner! Dét hæver fortryllelsen - han går glad videre.
Han sidder med rank ryg og dinglende ben på mosters klaverstol. Han "spiller". Trykker tangenterne ned, mange af gangen, men også en af gangen ind imellem. Han er koncentreret, lytter, drejer hovedet og kigger på mig, som om han siger "hørte du dét?" Og han sidder der i næsten fem minutter. Helt opslugt af at kunne lave disse fantastiske lyde selv.
Han er lige blevet vækket, det er sen aften, den lille familie skal hjem, forældrene løber småforvirrede rundt for at huske det hele. Han sidder i sin fine autostol og ser på mig. Hans to store, kønne, brune øjne holder mig fast - lysende af noget, som får mit hjerte til at smelte. Det siver ud i hele kroppen, så den bliver ét stort bankende hjerte. Det varer længe, før jeg får det samlet og sat på plads, hvor det hører hjemme.
Det er kærlighed. Det er magi. Det er min nevø. Og det skete lige her i Odense!
Jeg havde følgende på hjerte onsdag den 21. april 1999:
"Det er kærlighed"
Jeg kender Odenses mest betydningsfulde indbygger! Han hedder Søren. Han er 1 år gammel. Han er min nevø. Han er alt! (Og sådan kan det gå, når man opfordrer kvinder til at skrive - der sniger sig børn ind!)
Han sidder på sin mormors arm. Med en mine så alvorlig og koncentreret, som en professor ved en videnskabelig undersøgelse, trykker han pegefingeren på hendes næse. Hun siger "dyt". Han løfter armen igen, strækker sig, når over til mosters næse, trykker. Hun siger også "dyt". Et par sekunders grundig overvejelse. Så løfter han begge arme, får dem til at styre efter hver sin næse, rammer dem samtidig - næsten. De siger begge to "dyt" - og så revner det lille ansigt i et stort, hjerteligt grin, og han lyser langt væk af stolthed, tillid og en enorm lyst til livet.
Han går rundt i stuen. Pludselig griber en usynlig kraft hans ben. Han kæmper ihærdigt, men benene kan bare ikke komme videre. Der kommer musik ud af højttalerne! Og så er der kun ét at gøre: overgi´ sig. Han danser og griner! Dét hæver fortryllelsen - han går glad videre.
Han sidder med rank ryg og dinglende ben på mosters klaverstol. Han "spiller". Trykker tangenterne ned, mange af gangen, men også en af gangen ind imellem. Han er koncentreret, lytter, drejer hovedet og kigger på mig, som om han siger "hørte du dét?" Og han sidder der i næsten fem minutter. Helt opslugt af at kunne lave disse fantastiske lyde selv.
Han er lige blevet vækket, det er sen aften, den lille familie skal hjem, forældrene løber småforvirrede rundt for at huske det hele. Han sidder i sin fine autostol og ser på mig. Hans to store, kønne, brune øjne holder mig fast - lysende af noget, som får mit hjerte til at smelte. Det siver ud i hele kroppen, så den bliver ét stort bankende hjerte. Det varer længe, før jeg får det samlet og sat på plads, hvor det hører hjemme.
Det er kærlighed. Det er magi. Det er min nevø. Og det skete lige her i Odense!
Fem klummer, nr. 2
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte tirsdag den 20. april 1999:
"På tværs af dødens grænse"
I Skt. Hans Kirkes stemningsmættede rum ligger historierne tæt i luften. Alle sjæles suk er lagret i de tykke mures usynlige erindring. Hvis jeg kniber øjnene sammen og forsøger at få hjernen til at tie stille i blot et par sekunder, kan jeg svagt ane konturerne af en flot, muskuløs sømand med en spinkel, ung pige ved sin side, stå foran alteret. Og jeg synes helt bestemt at jeg kan mærke ekkoet af hendes 94 år gamle "ja" vibrere mod mine trommehinder.
Det er min oldefar og min oldemor. Vi er 13, der har disse to oldeforældre til fælles. Og det er via denne oldemor, vi er knyttet til den underlige, hvide kolos af en bygning, der ligger i Annasholmsgade, i Skibshuskvarteret. Det var engang et tempel. Bygget i 1912 af Spiritistisk Broderskab. Vores oldemor og hendes forældre var spiritister. Tipoldefar er begravet fra denne bygning. "Elidians Tempel", som det hed dengang.
Der blev holdt basarer, juletræsfester og bestyrelsesmøder, som i enhver anden forening. Døden og de døde, eller rettere den udødelige sjæl, og døden som en tærskel fra en verden til en anden, var hele bevægelsens omdrejningspunkt, og blev derfor drøftet frit og ubesværet. Og så var der selvfølgelig det, der er gået over i historien (ofte i form af vittigheder!) - seancerne.
Spiritismens grundide er nemlig, at det er muligt kommunikere på tværs af dødens ellers så skarpt optrukne grænse. De dansende borde og oujibrættet er kendt og berygtet, men i broderskabets arbejde i templet var det "medier", man brugte. Det vil sige mennesker med synske evner.
Grin højt og længe om I lyster - det er sundt at grine - men modige mennesker, dét var det. For essensen af deres tro er, at de turde tænke den jordskælvende tanke, at der rent faktisk kan tænkes at være en mening med livet, og at der derfor kan være logiske konsekvenser af, hvordan vi lever det - selv for odenseanere!
Jeg havde følgende på hjerte tirsdag den 20. april 1999:
"På tværs af dødens grænse"
I Skt. Hans Kirkes stemningsmættede rum ligger historierne tæt i luften. Alle sjæles suk er lagret i de tykke mures usynlige erindring. Hvis jeg kniber øjnene sammen og forsøger at få hjernen til at tie stille i blot et par sekunder, kan jeg svagt ane konturerne af en flot, muskuløs sømand med en spinkel, ung pige ved sin side, stå foran alteret. Og jeg synes helt bestemt at jeg kan mærke ekkoet af hendes 94 år gamle "ja" vibrere mod mine trommehinder.
Det er min oldefar og min oldemor. Vi er 13, der har disse to oldeforældre til fælles. Og det er via denne oldemor, vi er knyttet til den underlige, hvide kolos af en bygning, der ligger i Annasholmsgade, i Skibshuskvarteret. Det var engang et tempel. Bygget i 1912 af Spiritistisk Broderskab. Vores oldemor og hendes forældre var spiritister. Tipoldefar er begravet fra denne bygning. "Elidians Tempel", som det hed dengang.
Der blev holdt basarer, juletræsfester og bestyrelsesmøder, som i enhver anden forening. Døden og de døde, eller rettere den udødelige sjæl, og døden som en tærskel fra en verden til en anden, var hele bevægelsens omdrejningspunkt, og blev derfor drøftet frit og ubesværet. Og så var der selvfølgelig det, der er gået over i historien (ofte i form af vittigheder!) - seancerne.
Spiritismens grundide er nemlig, at det er muligt kommunikere på tværs af dødens ellers så skarpt optrukne grænse. De dansende borde og oujibrættet er kendt og berygtet, men i broderskabets arbejde i templet var det "medier", man brugte. Det vil sige mennesker med synske evner.
Grin højt og længe om I lyster - det er sundt at grine - men modige mennesker, dét var det. For essensen af deres tro er, at de turde tænke den jordskælvende tanke, at der rent faktisk kan tænkes at være en mening med livet, og at der derfor kan være logiske konsekvenser af, hvordan vi lever det - selv for odenseanere!
Fem klummer, nr. 1
Ugen 19-23. april 1999 skrev jeg en serie klummer til Fyens Stiftstidende, i en serie kaldt "Frit ord" hvor øens skriveglade læsere fik lov at dele hvad end de havde på hjerte.
Jeg havde følgende på hjerte mandag den 19. april 1999:
"Fire sorte kasser"
Fantasien svulmer, fingrene trommer på tasterne, kan ikke følge med alle ordene, der spæner om kap for at komme først. Hurra! Fem dage med frie ord. 350 ord pr. dag. I alt 1750 ord. Helt efter eget valg. Men lige i hælene på den euforiske begejstring følger den store tvivl. Eftertænksomheden erobrer scenen. Hvad er vigtigst at få brugt denne betydnigsfulde plads til? Hvad vil læserne læse?
Jeg går rundt i en nærmest paradisisk tilstand i disse dage. Dét må ud, stå sort på hvidt. Tilstanden er forårsaget af noget så simpelt (og dog så kompliceret!) som fire sorte kasser! To store og to mindre, og så lige en hulens masse ledninger til at skabe forbindelse imellem dem.
Jeg havde i forvejen én sort kasse, men én sort ledning. Det var til at overleve på, men nu hvor jeg har de fire andre, forstår jeg ikke at det er muligt! Min musikglæde er ganske enkelt genfødt
CD´en, der indviede de fire nye sorte kasser var indiskutabel. Fynsk Forår med Odense Symfoniorkester. Fryd, fryd, fryd Alle detaljer, som f.eks. Jens Schous sørgmodige klarinets sølvklappers blide slag mod det svagt sitrende træ, men også den store helhed med den berusende brusende korklang, stod lysende klart.
Næste (næsten) levende billede var min (musikalske) kærlighed - cembalo spillet Lars Ulrik Mortensen. Hans prisbelønnede indspilning af Goldbergvariationerne blev nummer to. Cembaloets himmelske klang, frembragt af Lars Ulriks følsomme, farverige fingre får altid mit hjerte til at sende glædestårer op i øjnene - så megen skønhed! Og nu fremhævet i ubeskrivelig grad!
Jeg har generelt en forkærlighed for det enkle lydbillede. Næsten uanset genre. Gerne med en dejlig stemme i front. Vini Kjærsgaard kan "noget" med sin stemme. Derfor kunne kun hun blive nummer tre til at teste de fire sorte kassers kunnen. Og jo, hendes stemme kom for alvor til sin ret. Mmm!
Danskere, fynboere, odenseanere - hvor kan de dog det med musik! Og mine fire sorte kasser, købt lige her i Odense, åbner for vejen ud til de indre verdener af uendelige sjælefortryllende oplevelser!
Jeg havde følgende på hjerte mandag den 19. april 1999:
"Fire sorte kasser"
Fantasien svulmer, fingrene trommer på tasterne, kan ikke følge med alle ordene, der spæner om kap for at komme først. Hurra! Fem dage med frie ord. 350 ord pr. dag. I alt 1750 ord. Helt efter eget valg. Men lige i hælene på den euforiske begejstring følger den store tvivl. Eftertænksomheden erobrer scenen. Hvad er vigtigst at få brugt denne betydnigsfulde plads til? Hvad vil læserne læse?
Jeg går rundt i en nærmest paradisisk tilstand i disse dage. Dét må ud, stå sort på hvidt. Tilstanden er forårsaget af noget så simpelt (og dog så kompliceret!) som fire sorte kasser! To store og to mindre, og så lige en hulens masse ledninger til at skabe forbindelse imellem dem.
Jeg havde i forvejen én sort kasse, men én sort ledning. Det var til at overleve på, men nu hvor jeg har de fire andre, forstår jeg ikke at det er muligt! Min musikglæde er ganske enkelt genfødt
CD´en, der indviede de fire nye sorte kasser var indiskutabel. Fynsk Forår med Odense Symfoniorkester. Fryd, fryd, fryd Alle detaljer, som f.eks. Jens Schous sørgmodige klarinets sølvklappers blide slag mod det svagt sitrende træ, men også den store helhed med den berusende brusende korklang, stod lysende klart.
Næste (næsten) levende billede var min (musikalske) kærlighed - cembalo spillet Lars Ulrik Mortensen. Hans prisbelønnede indspilning af Goldbergvariationerne blev nummer to. Cembaloets himmelske klang, frembragt af Lars Ulriks følsomme, farverige fingre får altid mit hjerte til at sende glædestårer op i øjnene - så megen skønhed! Og nu fremhævet i ubeskrivelig grad!
Jeg har generelt en forkærlighed for det enkle lydbillede. Næsten uanset genre. Gerne med en dejlig stemme i front. Vini Kjærsgaard kan "noget" med sin stemme. Derfor kunne kun hun blive nummer tre til at teste de fire sorte kassers kunnen. Og jo, hendes stemme kom for alvor til sin ret. Mmm!
Danskere, fynboere, odenseanere - hvor kan de dog det med musik! Og mine fire sorte kasser, købt lige her i Odense, åbner for vejen ud til de indre verdener af uendelige sjælefortryllende oplevelser!
Egen salmejulekalender
Der findes et ocean af vidunderlig julemusik, julesange og ikke mindst julesalmer. Alligevel er det forbløffende lidt man som organist i folkekirken har i hænderne i løbet af en adventstid og jul.
Det efterlader en trist og tom følelse, når man som denne organist, holder uendeligt meget af advents- og juletid - så meget så man engang i de yngre år, tre år i træk, fik optaget kronikker om julemusik i den regionale avis, Fyens Stiftstidende.
Den ene kan læses her, de andre forventes snart at ligge klar på bloggen også.
Men man kan da altid forkæle sig selv med en af de mange dejlige salmer, hver dag i hele advents- og juletiden - og man kunne da også gøre det lidt mere målrettet og lave en liste, eller endda en mappe, med private arbejdskopier.
Så er det bare at have mappen stående på klaveret, klar til at synge en ny salme hver dage.
Der gøres notater, sang- salmebøger og internet ledes igennem for egnet materiale og samles.
Det efterlader en trist og tom følelse, når man som denne organist, holder uendeligt meget af advents- og juletid - så meget så man engang i de yngre år, tre år i træk, fik optaget kronikker om julemusik i den regionale avis, Fyens Stiftstidende.
Den ene kan læses her, de andre forventes snart at ligge klar på bloggen også.
Men man kan da altid forkæle sig selv med en af de mange dejlige salmer, hver dag i hele advents- og juletiden - og man kunne da også gøre det lidt mere målrettet og lave en liste, eller endda en mappe, med private arbejdskopier.
Så er det bare at have mappen stående på klaveret, klar til at synge en ny salme hver dage.
Der gøres notater, sang- salmebøger og internet ledes igennem for egnet materiale og samles.
Tysk læsetræning
Sommerferien blev tilbragt i det nordlige Tyskland, hvor flere boghandlere blev besøgt. En positiv oplevelse for alle tre familiemedlemmer, hvor meget fristede os og en del blev købt.
Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.
Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.
Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.
Er selv ikke helt elendig til at forstå sproget, holder af det, og har holdt af den undervisning jeg har fået i dels folkeskole og dels på VUC, og døren til det tyske sprog står derfor på klem hos mig.
Gemalen er decideret godt til tysk, sønnen har sprogøre og har fået tysk på skemaet her i 3. klasse, og i erkendelse af at Brexit formentlig bliver en realitet, og indkøb af engelske bøger derfor bliver markant sværere, ja så gav vi efter for en del af sommerens boglige fristelser.
Blandet andet købte jeg selv "Tyll" af Daniel Kehlmann, og hjemme den danske udgave. Nu læses de to bøger samtidig - først et afsnit på dansk, så et afsnit på tysk - med ordbog ved hånden. Og sådan agter jeg at fortsætte indtil jeg læser tysk ligeså flydende som jeg læser engelsk, og kan gå direkte til den tyske bog fra start.
Abonner på:
Opslag (Atom)