Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

lørdag

Nyt læsefelt

Læste i går for første gang i en students "blå bog", og så for første gang et eksamensbevis.

Har set og mødt en masse tekniske studenter incl. 1 nevø, 1 grandkusine, 1 søn af bekendt og ikke mindst 13 piger fra gemalens afgangsklasse. Af et udsnit på ca. 45 har jeg lært følgende:

1, Mæthedsgrænsen for pølsehorn nås før mæthedsgrænsen for pizzasnegle!

2, Studenter spiser mange agurkestave!

3, Tekniske studenter er vildt søde - og uhyre begavede og dannede, så frygt ikke fremtiden, hvis disse unge mennesker snart tager magten!

Tillykke til "min" student og til alle de andre.

Årets boggave fra Aakjærselskabet

I år kom en bog, som nok er min yndlingsbog blandt alle bøger om Jeppe Aakjær, som årets boggave fra Aarkjærselskabet, som jeg er mangeårigt medlem af-

Bogen er en meget stemningsfuld fotobog, samlet og lavet af hans datter, Solvejg Bjerre, og den fortælles derfra fra hendes vinkel og fra hendes tid, og handler derfor om livet på Jenle i hverdag og fest.

Titlen er "Den hvide rug, den blide rug - Jeppe Aakjær og "Jenle"." Den har været udsolgt i mange år, jeg købte selv i sin tid mit eksemplar antikvarisk, og det er et rigtig godt valg at genoptrykke netop denne fine billedbog.



Den skal helt sikkert genlæses i løbet af sommeren!

tirsdag

Arkæologiske minder



En professor i arkæologi, der fortæller om de (på den tid, bogen er fra 2006) nyeste opdagelser, som arkæologien kan bidrage med om den historiske Jesus. Se dét kan holde denne opmærksomhed fanget!

***

Minder dukker op, om nogle helt særlige sommerferiedage, for mange år siden, hvor Odense Bys museer afholdt arkælogikursus for skolebørn. Jeg elskede hvert et minut vi sad i den smukke, gamle bygnings kælder, og fagfolk viste knogler og sten frem, men især besøget på en rigtig udgravning, midt i Odense By, den store udgravning af spedalskhedskirkegården, står dybt printet i mig. Hvor gad jeg godt være den, der sad så forsigtigt og børstede de gamle knogler rene for jord!

Udgravningerne fandt sted i 1980-81 - man kan læse om dem her.

***

Hørte tilfældigvis forleden at Sigmund Freud havde en passioneret interesse i arkæologi, og betragtede arkæologien som en metafor for psykoanalysen.

fredag

Sommerlæsning

Sommerferien nærmer sig. Og det er jo helt nødvendigt at planlægge og indkøbe gode bøger til sommerferiebrug...

Den videbegærlige søn skal indoktrineres med hvad kvinder igennem tiderne har bidraget med til verdens udvikling indenfor både kultur og videnskab, for det vil ikke fremgå af ret mange af de historiebøger og den skønlitteratur, der ligger og venter det læselystne barn uden i verden. Så derfor ligger denne bog, der heldigvis har fået mange gode anmeldelser, klar:


Bloggeren selv, der er stor Tove Jansson-fan, har foræret sig selv denne lille fine, og nyligt udkomne (på dansk altså, det er mange år siden hun udgav dem, men hendes voksenlitteratur har ikke tidligere været udgivet på dansk) samling af noveller, til sig selv. Kan næsten ikke vente med at starte, men det er altså feriebog nr. 1!


I forsøget på at undvige katharsislæsning og træne hjernen i at finde ro, bl.a. ved at læse og indtage alt det andet som livet i verden også byder på, har bloggeren ladet sig friste af en "arkæologisk krimi", som den kaldes. Arkæologi er en af mange interesser, der har ligget og luret siden barns ben, og sat ind i en krimiramme kunne det måske være god anti-katharsis- og sommerferielæsning. Det vil tiden vise.


Det burde være nok med disse to (- og alle de andre jeg har liggende, som jeg også gerne vil læse), men så dukkede der pludselig en ny bog op, om menneskers oplevelser med en kat på besøg! "Kattegæsten" hedder den, skrevet af japanske Takashi Hiraide, som jeg ikke kender.

Sidste sommer endte yndlingsbogen faktisk med at blive svenske Nils Udenbergs "Mand og kat", med samme tema. Så nu står denne japanske bog måske til at blive indkøbt 1. juli...

Men SÅ er der også bøger nok at læse i et stykke tid...

Lange-Müller og sær pølsedans...

En af gårsdagens arbejdsopgaver var en times fællessang fra Højskolesangbogen. En af de valgte sange var "Midsommervisen", skrevet af Holger Drachmann og P. E. Lange-Müller, fra eventyrkomedien "Der var engang", baseret på et gammelt folkeeventyr, som også H.C.Andersen havde skrevet sit eventyr "Svinedrengen" over.

For mange år siden blev jeg meget betaget og opslugt af P.E.Lange-Müllers skrifter om musikkens væsen, købte fotokopier fra Rigsarkivet af alle hans dagbøger for at finde hvert eneste ord, og gik i gang med at forsøge at renskrive alle de interessante afsnit om hans oplevelser og opfattelser af musikkens væsen. Håbede vel engang at kunne bruge det til noget...

Men i hvert fald kunne jeg bruge lidt af min viden om ham i denne sammenhæng, og læste det allerførste brev fra Drachmann til Lange-Müller om "Der var engang" højt. Ordene er her:


Midsommervisen blev skrevet som solo for tenor, som afslutning på denne eventyr-komedie, og at man senere er blevet så glad for den, at alle og enhver skal synge den Skt. Hans aften - og derfor skælder ud på at den er for svær, for "høj" (nej, det kommer kun an på hvilken toneart man vælger og om man i forvejen kan synge en almindelig sang...) og for langsom (nej, man kan jo bare synge og spille den så hurtigt man vil...) ja, det kan en uskyldig sang jo ikke gøre for...


Sådan bør den synges, efter min mening - blot ærgerligt at de sidste toner mangler i dette uddrag! Men find den på Spotify, albummet hedder "Sommer i Skagen", koret er Holmens Vokalensemble, solist på Midsommervisen er Jens Christian Wandt, Ditte Højgaard Andersen er solist på andre danske sommersange. Et gennemført smukt og stemningsfuldt album, som enhver med kærlighed til den danske sang og smukke vokaler bør nyde.

***

Forestillingen "Der var engang" har siden været filmatiseret på aldeles forskellig vis.

Først af Carl Th. Dreyer, i 1922. Hvor Lange-Müllers musik ikke er med, men dramaet foldes ud på rørende vis.

Siden i en ganske anden type filmatisering blev lavet i 1966, med tidens store, populære skuespillere. Her en dansescene fra slottets køkken, som lader en stum af forundring... - og i en stemning, som man nok godt kan formode er lidt langt fra dén Lange-Müller stod for! Men morsom på sin egen, sære måde set med nutidsøjne...

Sammenlæsning

Efterhånden læser sønnen rigtig meget på egen hånd. Her til morgen er han endda gået ombord i første bind af Ringenes Herre - en udgave uden billeder! Det bliver spændende at se om han bider på, holder fast og læser den færdig... - ellers gør det ikke noget, for det er vist lidt over hvad man kan forvente af en 7-årig...

Jeg står foreløbig fast på at læse højt for ham hver aften. I meget lang tid har vi primært læst Harry Potter, men henimod slutningen af bind 6 er han kørt lidt træt i den. Tænker at hovedpersonernes pubertet og medfølgende forelskelser er lidt for langt fra en 7-årig drengs interessesfære! Så der skal findes noget andet.

For længe siden stødte vi på et Kickstarter-bogprojekt, om videnskabshistorie fortalt for børn. Da emnet ligger indenfor gemalens undervisningsområder for gymnasieelever, var han straks fyr og flamme og selvfølgelig ville vi støtte projektet. Nu er bogen færdig og den ankom for et par dage siden. Stor, smuk og meget fristende, så nu kommer den med til fritidshuset i dag og åbnes nok for første gang i aften.

Der fulgte også en lydbog med, oplæst med den helt rette "lyd" (synes jeg, der har smuglyttet lidt...) af Anette Støvelbæk, men vi mangler en minihøjttaler til mp3-afspilleren for at sønnen bider på dén.

Jeg glæder mig selv meget til at følge hovedpersonerne, 8-årige William, der skal på ferie hos tante Gunvor, der ikke kan lide børn, men som elsker videnskab, og til at lære mere om grundlæggende naturvidenskab i deres selskab. Dét lærte man nemlig ikke rigtig noget om der hvor jeg gik i skole!


tirsdag

Nej, det er ikke synd!

Intellektuelle mennesker intellektualiserer. Hvis de også er empatiske, kommer de nemt til at se dem selv i andre og føle følelser. Det er ikke altid godt. Og absolut ingen indikator for at det, der føles rummer en sandhed!

Har lyttet til en flot produceret podcastserie om kvinderne på Sprogø, lavet af Politiken: "Karoline, journal 5305"

Vinklen kunne jeg også have lavet, indtil for få måneder siden: "Det var så synd for de kvinder, at muligheden for moderskab blev taget fra dem" - "de var ligesom dig og mig, det kunne have været os, hvis vi levede dengang".

Nej. Det var ikke synd - ikke for alle. Og NEJ. Det kunne ikke have været hvem som helst!

Pigerne/kvinderne der kom til Sprogø, de er her stadig. De er bare ikke på Sprogø. De lever side om side med os, vi skal acceptere dem som om de er ligesom alle andre, selvom de et eller andet sted har en brist, som gør at de på nogle områder ikke er normalt fungerende, nogle end ikke normalt begavede, heller ikke selvom vi forsøger at forvente det af dem.

Tænk at jeg, jeg af alle, skriver det her, noget så groft og fordømmende, det er mig så inderligt fremmed. For jeg har altid været på de svages side, forsøgt at forstå, læst bunker af bøger og artikler om emnet, og haft som livsformål at kunne rumme ALLE, set det smukke og gode i alle bag de mange lag af skiftende skønhed og grumhed, som livet lægger hen over et ansigt igennem livet.

Men jeg skriver det fordi jeg nu har erkendt at der er mennesker, der hver eneste dag lever med konsekvenserne af hele livet at skulle indordne sig efter et dysfunktionelt menneske, som på ydersiden ser normaltfungerende ud, men som har en bagside, der ikke er det.

Jeg kalder det "at leve i en spejlsal". For man ved aldrig hvad man ser når man kigger sig rundt, psykologisk forstået. Oftest er genspejlingen forvrænget, på forskellig vis, i forskellig grad, og sjældent ses det "normale" - som man vel faktisk ikke ved hvad er når man aldrig har kendt andet end spejlsalen fra man blev født?

Og det er ikke fordi at jeg ikke har medlidenhed med de personer, der laver forvrængninger. Jeg ved også godt at nogle af dem er født "normale", men med anlæg for at udvikle en genetisk disposition for personlighedsforstyrrelse eller psykisk sygdom, som de ikke kan gøre for.

Og det er ikke fordi jeg ikke ved og føler dybt hvor ulykkeligt det er, at et samfund, hvor SÅ mange ved SÅ meget bedre, skal være indrettet så disse dispositioner fortsat alt for nemt udvikles, til så stor skade for så mange. Det er overvældende ulykkeligt i en grad så jeg af og til er ved at synke i knæ af sorgen over at det forekommer.

Jeg er vokset op med forestillingen om at mennesker med psykiske lidelser er svage stakler, der skal støttes og hjælpes af stærke mennesker. Men sådan er det bare ikke altid. Psykisk syge kan også være meget stærke personligheder med stærke viljer, der kan vælte enhver omkuld på deres vej - og nogle gør det, med eller uden vilje.

Måske er det alderen. Og summen af erfaringer der gør at NU har jeg fået nok. Nej, eller jo, for det er jo synd for nogle af kvinderne fra Sprogø at de ikke blev mødre. Men min egen livserfaring fortæller mig at det er endnu mere synd for alle de, der voksede op side om side med kvinder (og mænd), der ikke var normale, men hvor alle har ladet som om de var det (og stadig gør det i uvidenhed, i nedarvet tavshedskultur og ikke mindst i inklusionens hellige navn), og det er synd for de, der blev børn af kvinder og mænd som dem, og som også skal lade som om deres forældre er normale når de ikke er det - og som af omverdenen bliver bebrejdet det, når de forsøger at bryde ud af den tunge, svære sociale arv, fordi illusionen om at "familien er det vigtigste af alt - en mor elsker altid sit barn" osv. stadig dominerer i ekstrem grad.

Og det er synd for hele samfundet at samfundet selv ikke tager ansvar for at sørge for at indrette samfundet på basis af viden og erfaring, der gør det muligt at sikre at så mange mennesker som muligt har mulighed for at blive til, vokse op og udvikles, så disposition for psykisk sygdom og personlighedsforstyrrelse ikke aktiveres. Samfundet gør det stik modsatte nu. Dét er synd for os. Og dét er synd for de syge.

En anden podcast der uhyre kompetent og i klart og tydeligt sprog taler om netop disse ting, arv og miljø, de store forskelle imellem mennesker og de arvelige dispositioner, og med en del eksempler på hvor forskelligt f.eks. to søskende kan udvikle sig netop af dén grund, er dette afsnit af Radio 24Syvs "Romerriget": "Vi er børn af arv og miljø"

En bog, der kunne være værd at læse, hvis emnet "pigerne på Sprogø" har interesse, er Jussi Adler-Olsens voldsomme krimi "Journal 64", der handler om en kvindes opgør med sin fortid på Sprogø. Bogen har mange interessante perspektiver omkring sådan en skæbne, udover det fængende plot. Bogen er ved at blive filmatiseret og har premiere 4. oktober i år.

***

Et uhyre vigtigt perspektiv for denne blogger er en kommentar, der falder undervejs i "Romerriget", om hvor anderledes tænkningen var om de psykiske/psykologiske ting for 40-50 år siden, d.v.s. i min egen tidlige barndom, nemlig at biologien absolut intet havde med psyke og personlighed at gøre.

Mon konsekvensen så har været at man forventede at psykologien var noget der kunne påvirkes, ændres af - ja af hvem og hvordan? Dette historiske perspektiv interesserer mig, og jeg fristes til at finde litteratur fra tiden, for at forstå hvordan man tænkte.

Og der skal også lige tygges lidt på konsekvenserne af denne markant anderledes tænkning... - for f.eks. vil den ældre generation af nuværende folkeskolelærere måske bære denne tænkning med sig, i hvert fald hvis de ikke har haft lyst til på egen hånd at følge forskningens resultater indenfor området, eller har mødt det med åbent sind og vilje til at tænke nyt i forbindelse med efteruddannelse og kurser. Og dermed vil det være en bagliggende grund til den store uvilje imod at forsøge at gribe ind i en dysfunktionel skoleklasse, som vi netop selv netop har oplevet det...

Mormor, hvem var du?


Meget passende falder skyggerne, så man ikke kan se øjnene, og man kan faktisk ikke rigtig fange nogen fornemmelse af hvad det er for en person - eller hvordan personen har det.

Du var der altid.
Men du var der aldrig rigtigt.

Du snakkede en del.
Men sagde aldrig rigtig noget.

Du spurgte.
Men undveg selv at svare på noget.

Ligger den form for generel overfladetale og følelsesundvigelsesadfærd mon i en form for gråzone henimod en psykiatrisk diagnose? Det blev kun værre og værre med tiden og alderen. Faktisk kan jeg kun huske en lille smule ægte kontakt, følelsen af at tale med et levende menneske, som meget lille og ikke efter jeg fyldte 5 år.

"I kender hende ikke", sagde din mand, min morfar, grædende, en dag han endnu engang kom uanmeldt og var så ulykkelig og frustreret og vi intet kunne gøre. I var gamle, burde på plejehjem, han ville, du ville ikke.

Du var voldelig overfor personalet da I så endelig kom på plejehjem. Men lægen ville ikke stille en demensdiagnose. For han mente ikke du var dement. Hvad var du så? For du var ikke som de fleste, på en måde der føltes dårlig. Du var som en mekanisk dukke. Men det kan jo ikke tillade sig at sige!

Jeg ville så gerne kunne huske noget godt og så skrive dét, også, for der er jo altid noget godt? Eller? Jo, din chokoladekage var god... - og du var jo faktisk venlig overfor mig, bød altid så hjerteligt velkommen, uanset hvem der kom.

Du lærte mig at hækle, og du malede en porcelænsdukke, syede hende en hel garderobe og jeg fik det hele i fødselsdagsgave da jeg fyldte 8 år. Den fineste gave jeg nogensinde har fået, og du sagde jeg fik den, fik du vidste jeg ville passe godt på den. Og du havde ret, for jeg har den endnu, og den har ikke ét eneste skår. Men dukken fik aldrig et navn, for jeg fandt aldrig rigtig ud af hvem hun var...


På bundlinjen står stadig oplevelsen af at du aldrig rigtig var der, at du undveg alt andet end ligegyldig overflade, og at du blev mistænksom, aggressiv og voldelig i dine sidste år.

Den sidste gang jeg besøgte dig på sygehuset var du bevidstløs. Jeg blev lidt, talte lidt med dig, rørte ved din hånd, og der løb en tåre fra dit ene øje da jeg gjorde det. Jeg håber at det var fordi at du vidste det mig, at det betød noget at det var mig, og at der faktisk var et menneske inden i dig. Men det kan ligesåvel have været af helt andre årsager... - p.g.a. sygdom, p.g.a. selvmedlidenhed, p.g.a. vrede...

Jeg ved det ikke. For jeg ved ingenting. Og jeg forstår derfor ingenting. Intet

Gid jeg kunne få lov at forstå hvorfor du var som du var, for din adfærd trækker så dybe spor i mit liv.

Mønsterbryder?

Hvordan mon begrebet mønsterbryder egentlig defineres?

Er man mønsterbryder når man ved indædt kamp får taget uddannelse, får fedt job, god løn, og bruger sine penge på hus, bil og tøj af god kvalitet? Altså så man fremstår anderledes end man gør i det miljø man kommer fra?

Eller er man mønsterbryder når man er dén generation, der bevidst forsøger at bryde de psykologiske mønstre, der har hindret slægtens mange fortidige led i at rejse sig af skidtet, så fremtidige slægter ikke skal kæmpe for at få det, der defineres som et godt, sundt liv med overskud til at være et godt menneske?

Wikipedia svarer:

"En mønsterbryder er et menneske, som bryder ud af den sociale arv og opnår en højere social status end forældrene: ved bedre uddannelse og beskæftigelse, eller ved kæmpe mod et negativt træk i familien. På svensk hedder en mønsterbryder et mælkebøttebarn – en metafor om den vanskelige opgave med at bryde den negative sociale arv.

Med andre ord: begge dele gælder.

mandag

Selvomsorg med Mumitrolde i hånden

Imellem perioder med heftigt katharsisarbejde gør det så godt at forære sig selv selvomsorgsstunder med fordybelse i Tove Janssons vidunderlige Mumi-univers.

Læser pt. i dette smukke værk, der samler alle universets væsner og beskriver dem så detaljeret som muligt, tilføjet et afsnit med vigtige vendinger og en afdeling tilegnet en biografi om Tove Janssons liv og kunstneriske virke, som jeg endnu har til gode at læse.


Hørte sidste år de første afsnit af en stemningsfuld og informationstæt podcast om Tove Jansson, og blev grebet af de sidste afsnit i forgangne uge. De er værd at lægge øre til, sproget er svensk med let finsk accent - meget charmerende klang, som de fleste danskere med åbne og velvilligt indstillede ører vil kunne forstå det meste af: Podcastserie om Tove Jansson.

Begge dele anbefales til hygge, selvomsorg og æstetisk nydelse for Mumi/Jansson-fans.

torsdag

Den dejligste morgen... - i lang tid!

Sønnen afleveret glad i skole.

Nyeste bog, af en af denne læsers tre danske yndlingsforfattere, klar til afhentning, gemalen arbejder hjemme og har tid til at koge æg, med dette setup til følge:


Hvad ikke kan ses er at gemalen også havde tid til at sidde ved siden af og læse. Så bliver starten på en arbejdsdag bare ikke bedre!

fredag

Skakskole

Vi læste hele "Valhalla"-serien, der blev skabt af Peter Madsen, Henning Kure, Hans Rancke og Søren Håkansson, da sønnen var omkring 5 år. Han fandt dem selv på stuereolen, for far havde fået den store, flotte samlede udgave i jule- og fødselsdagsgave, og spurgte om vi ikke godt kunne læse dem. JO, meget gerne!

I tegneserien spiller Odin skak med Mimer i flere scener. Sønnen spurgte til hvad det var for et spil, for det ville han gerne lære, og så gik far og søn da i gang, en morgen inden bordet var ryddet efter maden.



Han blev hurtigt glad for det og ret habil. Mor fik også lært sig grundreglerne, og det sidste halve år i børnehavetiden spillede vi næsten hver morgen inden han skulle afsted.

Da vi besøgte folkeskolens SFO spurgte jeg om de havde skak, om nogen spillede, for jeg havde hørt at der var skak på skoleskemaet for nogle klasser. Men nej. Jo, måske var der et spil et eller andet sted, meeen... Nå, det kunne vi jo ikke rigtig bruge til noget, og skak gled lidt i baggrunden i en alt for svær og dårlig skolegang.

Nu, to år efter, hvor sønnen foreløbig har været 4 dage i prøve på en anden skole, har han spillet skak hver dag, på skolen, både i morgen-SFO, og i eftermiddags-SFO. Allerede efter første dag bad han om at måtte få en bog om skak, så han kunne lære så meget som muligt. Mor bestilte straks denne:


- den kom i dag, fredag. Så kan der studeres flittigt indtil næste skoleår starter, for der vil der igen vil være skak på skemaet. For alle på skolen. Vi kniber os i armen og tør knap tro på at der faktisk viste sig at være en skole, kun 7 km herfra, hvor han passer så godt ind - og hvor der er en ledig plads!

En måske utilsigtet afsløring?

Først blev jeg noget så harm:


"Det seneste år har ikke været nemt for Jens Otto Dalhøj fra Nordfyn", står der som indledning.

Hmmm - gad vide hvordan de mange piger har haft det i væsentligt mere end ét år? Altså de 28 piger der i alderen 5-10 år over en årrække på 23 år blev krænket på den skole, hvor denne mand var lærer og leder i en endnu længere årrække. De, deres familier, og alle de øvrige børn, der "kun" blev mobbet uden at der blev grebet ind, har vist ikke haft det nemt i lidt mere end ét år...

Og hvordan har den pædagogmedhjælper, der kunne været blevet stoppet og hjulpet på ret kurs, haft det i lidt mere end ét år?

Hvad ligner det at lave sådan en artikel med sådan en vinkel? Det er dybt krænkende for enhver, der har lidt i de mange år. Nogle lider stadig og så skal manden, der kunne have stoppet det og forhindret meget af denne lidelse, på forsiden af avisen med en historie om at han har haft et hårdt år - fordi han ikke blev genvalgt til kommunalbestyrelsen?!

Var det så bare fordi han havde kæmpet for at rydde op i denne sag, at hjælpe de mange berørte på ret kurs, at få skolen på ret køl, at stå ved sin medarbejders side så også han kommer videre i livet, OG i øvrigt angrede og undskyldte sine egne manglende handlinger... Men nej, han vil overhovedet ikke forholde sig til sagen!

Men så nåede jeg frem til et centralt citat inde i artiklen, hvor det står, dét der afslører sagens kerne:


(- for det kunne slet ikke tænkes, at der kunne være noget galt med en selv - udover at man ikke er kvinde...?!)

Kvindesynet.
Magten.
Tabet af magt til kvinder.

Derfor hører denne sag også i dén grad til i "MeToo"-kampen.
Tak til Fyens Stiftsende for at afsløre dette. Omend det formentlig var utilsigtet...

***

BT bragte i går, den 31/5 2018, en artkel om at undervisningsministeren vil have mere og synlig kontrol af folkeskolerne. Det kan jeg kun tilslutte mig. Det absurd-"sjove" i denne sammenhæng er, at ministeren er kvinde og medlem af LA - partiet som ovennævnte ikke genvalgte kommunalpolitiker også var valgt for, og i sin egenskab af tidligere folkeskolelærer og -leder på en stærkt dysfunktionel skole, der ikke ville have tålt offentlighedens lys, præcis en af de, der kunne være blevet stoppet, hvis der havde været mere kontrol og gennemskuelighed af folkeskolernes arbejde!