fredag

"H.C.Andersen synger" - baggrund for offentliggørelse

Længe før jeg lærte at bruge en computer, og længe før man i Odense begyndte at planlægge fejringen af 200 året for H.C.Andersens fødsel, blev jeg dybt optaget af hans digte og historierne bag - og dermed hele universet i og omkring H.C.Andersen, hans bekendte, tid, liv og verden.

Med skrivemaskine, papir, saks, lim og de der små stinkende (og meget giftige) flasker med rettelak, som man brugte dengang - og ikke mindst mange, mange timer i Odense Centralbiblioteks magasinkælder, lykkeligt fordybet i de gamle, omfattende samlinger af breve og dagbøger m.m. der ligger fra H.C.Andersens hånd, udgivet af kompetente ildsjæle igennem tiden, skabte jeg et manuskript til en sang- og historiebog, som jeg kaldte "H.C.Andersen synger".

At formidle korrekt, forståeligt og så indholdsmættet som muligt var og er mit mål, såvel i den samling jeg lavede dengang, som i det arbejde jeg udfører nu, på bloggen her og i mit arbejde.

Flere forlag var positive overfor tanken om udgivelse dengang, men ingen turde/kunne/ville investere det nødvendige beløb for at kunne realisere en udgivelse.

I den aktuelle tid er H.C.Andersen dukket op i mine tanker igen, fordi der findes en gammel historie om at han med sin mor skulle have siddet og spist madpakke ved gavlen af den kirke jeg nu arbejder i, fordi vi i øjeblikket arbejder på at samle relevant stof til kirkens nye hjemmeside, herunder kirkens historie.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde skriftlig evidens for madpakkehistorien. Men lysten til at finde mit gamle materiale frem opstod, sammen med lysten til at genlæse H.C.Andersens roman "Kun en spillemand", fordi byen jeg bor og arbejder i, nævnes i den roman.

Til de fællessangseftermiddage jeg afholder et forløb af pt var det derfor oplagt at synge et par af hans sange, og snakke lidt om og læse lidt op af de ting, der relaterer H.C.Andersen og denne egn.

Denne blog har en kategori der hedder "Egne tekster", hvor jeg lægger de anmeldelser jeg har lavet for mit fagblad, og de indlæg jeg en overgang fik bragt i Fyens Stiftstidende. Her vil "H.C:Andersen synger" komme til at ligge. Forord og hver sang for sig, i hver sit eget blogindlæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar