Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

Forventningens glæde...

Sidst i marts har jeg fødselsdag.

Som til jul giver jeg mig selv gave. Ligesom for at sikre mig at jeg får en gave og at det er noget jeg ønsker mig rigtig meget...

Gemalen er altid sød til at huske gave og er god til at købe noget jeg ønsker mig. Får også stadig gave af mine forældre og svigermormoren. Men derudover er der ikke flere gaverelationer. Eller relationer i det hele taget. Og dét emne er en helt anden snak, der hører til i katharsis-kategorien!

Men altså, forventningens glæde kan man ligeså godt dyrke så længe som muligt. Så nu er jeg i gang med at planlægge hvilken bog jeg skal forære mig selv i fødselsdagsgave i år.

Eller måske to?

Overvejer "Ellen Dahl" af Morten Vilhelm Keller. Ellen Dahl var Karen Blixens søster, men jo altså et helt andet menneske, med et helt andet liv. Intelligens og betydning for sin samtid på sin måde havde de dog til fælles. Ellen Dahl også som skribent, men med fokus på den danske natur og naturvidenskabelig forskning. Noget ved denne bog og person tiltrækker min opmærksomhed, og poppede som den første op, da jeg tænkte at tiden måtte være inde til at overveje hvilken bog jeg skal give mig selv.

Nå ja, og så måske "Mormors kolonihavehus" en lille, fin stemningsfyldt hyggebog med sommerlige strikke- og madopskrifter af Annette Danielsen og Anne Styrbech. Til den del af mig, der ikke kan slippe trangen til taktilitetslæsning, også!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar