"H.C.Andersen synger" - baggrund for offentliggørelse

Længe før jeg lærte at bruge en computer, og længe før man i Odense begyndte at planlægge fejringen af 200-året for H.C.Andersens fødsel, blev jeg dybt optaget af hans digte og historierne bag - og dermed hele universet i og omkring H.C.Andersen, hans bekendte, tid, liv og verden.

Med skrivemaskine, papir, saks, lim og de der små stinkende (og meget giftige) flasker med rettelak, som man brugte dengang - og ikke mindst mange, mange timer i Odense Centralbiblioteks magasinkælder, lykkeligt fordybet i de gamle, omfattende samlinger af breve og dagbøger m.m. der ligger fra H.C.Andersens hånd, udgivet af kompetente ildsjæle igennem tiden, skabte jeg et manuskript til en sang- og historiebog, som jeg kaldte "H.C.Andersen synger".

At formidle korrekt, forståeligt og så indholdsmættet som muligt var og er mit mål, såvel i den samling jeg lavede dengang, som i det arbejde jeg udfører nu, på bloggen her og i mit arbejde.

Flere forlag var positive overfor tanken om udgivelse dengang, men ingen turde/kunne/ville investere det nødvendige beløb for at kunne realisere en udgivelse.

H.C.Andersen er nu dukket op i mine tanker igen, bl.a. fordi der findes en gammel historie om at han med sin mor skulle have siddet og spist madpakke ved gavlen af den kirke jeg nu arbejder i. Det er desværre endnu ikke lykkedes mig at finde skriftlig evidens for madpakkehistorien. 

Men lysten til at finde mit gamle materiale frem opstod, sammen med lysten til at genlæse H.C.Andersens roman "Kun en spillemand", fordi byen jeg bor og arbejder i, nævnes i den roman.

I den anledning har jeg valgt at lægge mit gamle manuskript ud til fri afbenyttelse. Forordet og hver sang er fotograferet og langt ind i hver deres eget blogindlæg.

God fornøjelse, hvis nogen skulle komme fordi og kunne få glæde af noget af det.

Roulade

Var engang lidt en mester i rouladebagning.

Altså FØR der var noget, der hed Instagram og ikke mindst "Bagedysten" og alle forventede at en kage skulle være et uovertruffent kunstværk!

D.v.s. dengang en hjemmebagt kage blev bagt for at blive spist, og derfor bare skulle være lækker at få i munden.

Jeg bagte mange roulader, helst med æblemos og vanillecreme, men også af og til med hjemmelavet hindbærmarmelade med hindbær fra mine egne overdådigt givende hindbærplanter, der groede næsten vildt i min odenseanske kolonihave.

Men så fik jeg forlagt opskriften. Og i månedsvis har sønnen sukket efter enhver roulade han har set, men jeg har stædigt fastholdt at roulader køber man ikke - dem bager man SELV, hvis ellers man kunne finde sin opskrift.

Pludselig dukkede den op, sammen med en håndfuld andre savnede opskrifter, liggende i en bog om kaffe i alverdens afskygninger, bagning incl. Hurra! Ugens kage, der skal bages på lørdag, bliver derfor endelig ROULADE.

Hvis nogen vil bage med er den her, i egen gamle, barnlige nedfældning fra ungdommens tid på papir, en let, luftig og fin roulade, næsten som en omelet, blot med lidt sukker, kartoffelmel og bagepulver i:

Opfølgning: Den blev god! Sønnen elskede den, så den bliver snart bagt igen og igen og igen...

Konsekvenser af tavshedskultur

Der en historie, der skal fortælles. Ikke for at fortælle historien i sig selv. Men for at trække linjerne af konsekvenserne op. Jeg har bare ikke fundet alle de rette ord endnu.

En ting er dog sikker. Krænkerkultur kan kun eksistere hvor der er tavshedskultur. Og der er en tavshedskultur hvor jeg kommer fra. Som der også er mange andre steder.

***

Sølvrammen og fotoet af pigen, hvis historie bør fortælles.

Asta Ketty Nielsen - 1910-1996.

Jeg afventer pt afgørelse fra Rigsarkivet på ansøgning om at måtte se journalen fra hendes anbringelse på Rødbygaard i årene 1932-1936.

Opdatering: Jeg fik lov at læse journalen. Rigsarkivet scannede den og sendte pr. e-mail. Tak for så fin service! Journalens indhold fik afklaret nogle væsentlige tvivlspunkter, bl.a. var Asta ikke gravid da hun blev indlagt på Rødbygaard, men havde et par år før været indlagt på sygehuset med blødning fra livmoderen, måske forårsaget af ulovligt udført abort.  Læs evt. mere i indlæg i kategorien "Asta".

For tidlig forårsbebuder

Forårsbebuder - men lidt for tidligt. Vi kom vist til at vække den, da vi varmede fritidshuset op til vinterferiebrug. Vi fik den sat tilbage et køligt sted og håber den klarer sig indtil det rigtige forår kommer.

Derudover så strikkes der her. Og der strikkes mere...
Der læses.
Der haves hovedpine...
Der hverdagsfrustreres på gemalens og sønnens vegne, så egen velfungerende hverdags værdi forsvinder -  det er ikke fair!

Og der savnes moderne, let og transportabel egen computer, til skrivning og blogning, for dét behov er livsvarigt, men til tider ikke mulig at udleve af praktiske årsanger. Må spare op af den lille indtægt, der ikke gør opsparing mulig... Hm! Men tænk engang at eje sin egen computer, helt selv - hvilken lykke!

Foreløbig er der nu intet så velgørende imod alt som at strikke i det blødeste garn...

Hvis jeg var rig...

- så ville jeg købe et helt oplag af Louise Klinges bog "Lærerens relationskompetence" (udgivet i 2017 baseret på hendes ph.d), og jeg ville forære et eksemplar væk, hver eneste gang jeg så en lærer med et barn på skødet eller en flok børn klæbende omkring sig, samtidig med at andre børn befinder sig i samme rum og ser helt fortabte ud...

For det er nemt nok at relatere til dem, der kommer af sig selv, dem der viser det helt naturlige behov for kontakt og relation tydeligt i ord eller handling. Men så er der alle de andre (og der er flere end man tror), der er sat anderledes sammen i deres personlighed, de har ligeså meget (og i nogle tilfælde mere) behov for kontakt og en god relation til de voksne, som de skal tilbringe så meget tid sammen med hver dag, og som det forventes at de lærer noget af.

Og for en mor, der selv har været og nu har et af den slags børn, der har et stort behov for at have en tillidsfuld relation for at kunne lære, men som ikke har en form for personlighed, hvor det fremstår tydeligt, (i hvert fald ikke for de ekstroverte - og de indoktrinerede introverte...), gør det ondt at se hvor lidt tingene har ændret sig igennem hendes egne 46 levede år, og hvor fortabt hendes egen lille søn kan se ud når hun er nødt til at forlade ham i klasselokalet.

Alle børn har brug for at der bliver sagt godmorgen på dén nærværende måde, der gør, at man føler at man er velkommen og hører til.

Forventningens glæde...

Sidst i marts har jeg fødselsdag.

Som til jul giver jeg mig selv gave. Ligesom for at sikre mig at jeg får en gave og at det er noget jeg ønsker mig rigtig meget...

Gemalen er altid sød til at huske gave og er god til at købe noget jeg ønsker mig. Får også stadig gave af mine forældre og svigermormoren. Men derudover er der ikke flere gaverelationer. Eller relationer i det hele taget. Og dét emne er en helt anden snak, der hører til i katharsis-kategorien!

Men altså, forventningens glæde kan man ligeså godt dyrke så længe som muligt. Så nu er jeg i gang med at planlægge hvilken bog jeg skal forære mig selv i fødselsdagsgave i år.

Eller måske to?

Overvejer "Ellen Dahl" af Morten Vilhelm Keller. Ellen Dahl var Karen Blixens søster, men jo altså et helt andet menneske, med et helt andet liv. Intelligens og betydning for sin samtid på sin måde havde de dog til fælles. Ellen Dahl også som skribent, men med fokus på den danske natur og naturvidenskabelig forskning. Noget ved denne bog og person tiltrækker min opmærksomhed, og poppede som den første op, da jeg tænkte at tiden måtte være inde til at overveje hvilken bog jeg skal give mig selv.

Nå ja, og så måske "Mormors kolonihavehus" en lille, fin stemningsfyldt hyggebog med sommerlige strikke- og madopskrifter af Annette Danielsen og Anne Styrbech. Til den del af mig, der ikke kan slippe trangen til taktilitetslæsning, også!

Grace Marks

"Frem af gruset vokser der pæoner."

Da sønnen forleden fik lov at fylde en pose med bibliotekets aflagte bøger for kr. 50,- var der lige plads til en bog til mor også - for af alle bøger i verden stod "alias Grace" af Margaret Atwood, også til salg.

Det er ikke så længe siden at vi så Netflixes version af historien, blev både rørt og grebet og nødt til at læse bogen - engang.

Og dér var den så. Næsten som om den stod klar til lige netop mig... Har læst de første sider af bar nysgerrighed, for der er jo gang i læsning af en hel del andre også... - men den falder så fint i tråd med temaerne i denne læsers liv at den kommer til at springe over en del andre på læselisten. Desuden er sproget og fortællestilen så overdådig en oplevelse, så det er en gave man er nødt til at lade sig selv få!

(Udgaven fra 1996)

En ung kvinde kommer i knibe, ender fængslet ca. 26 år af sit liv. Mysterierne er mange, drabssagerne, der fører til hendes fængsling, opklares aldrig til bunds, og de mange løse ender forsøges sidenhen forklaret af forskellige personer, der fatter interesse for Graces skæbne.

Den canadiske forfatter Margaret Atwood blev fanget ind af dette canadiske mysterium, der udspandt sig midt i 1800-tallet, hun brugte mange år på at studere de mange meget forskellige kilder for så endelig at skrive hele historien ned, som hun havde indfanget den. Den fortælles af Grace selv, ca. 10 år efter hun blev fængslet, til en psykiater, imens hun syr på forskellige quilte. Bogens kapitler er opkaldt efter disse quilts.

En 500 sider lang beretning, der må og skal læses.