Jomfru Sørensen - og om at være i "transition"

Kort sagt en dejlig bog! Bogen er bygget op over et år, hvor Lisbeth Smedegaard Andersen (cand. art., cand. theol. og salmedigter) besøger sin gamle, svækkede mor på plejehjem, over samtalerne med hende om livet, hendes egen og slægtens historie og deres fælles liv, og ikke over mindst forfatterens egne refleksioner. Kunstværker bringer både samtale og refleksion på gled, værkerne er afbilledet i bogen, og det er for denne visuelle læser en stor nydelse at få ny indsigt i kunst.

"Jomfru Sørensen" af Lisbeth Smedegaard Andersen er en af de få bøger, der har fået mig til at føle mig "hjemme", i den forstand at hendes egen stemme, hendes sprog, hendes fortællestil får mig til at føle mig så rigtig og godt tilpas, som ingen har kunnet gøre dér hvor jeg kommer fra, og få, dér hvor jeg er - velvidende at dét i høj grad kommer fra mig selv, og måden jeg er formet som menneske igennem opvækst og levet liv.

Jeg holder så meget af denne bog, stemningen og stilen og de mange og fyldige "grene" af fortællinger, og dens "rum" vil blive besøgt igen.

***

Tilføjelse af tanke, vakt ved læsningen:

På bogen sidder en lille gul seddel med ordet "transition". For tanken om at føle sig hjemme et andet sted, end der hvor man kommer fra, men aldrig at kunne blive del af det sted hvor man føler sig hjemme, fordi man ikke hører hjemme dér, opstod ved læsningen.

En tanke, der ikke er bearbejdet færdig.

Men mælkebøttebørn er i "transition". På vej fra ét miljø til et andet. Men aldrig rigtig hjemme nogen af stederne. Forhåbentlig får vi banet vejen for næste generation, så de får større chance for at kunne høre hjemme dér hvor de føler de hører til.