To modne, kloge, tænkende, vidende og reflekterende kvinder, der skriver til hinanden om stort og småt i livet, i samfundet, i de indre tankeverdner, holdt mig grebet imellem de mange sider, og jeg kunne være fortsat længe, længe endnu.
Men Louise levede ikke længere. Heldigvis har jeg stadig Jens Andersens roste biografi om Astrid Lindgren til gode - er begyndt læsningen, omend den ikke har samme stærke virkning som Astrids egne ord.
Hendes dagbøger fra krigens år står nu på ønskesedlen, og bliver næste større bog-investering!
Som alle andre læste jeg mange af hendes bøger som barn, nød dem, kom igennem mange oplevelser og følelser med den kloge forfatter ved hånden i kulissen, og blev helt sikkert guidet og formet af hendes kloge væsen.
Men nu, som voksen, efter læsningen af de mange breve, ønsker jeg sådan hun også havde skrevet litteratur til os som voksne, ikke nødvendigvis skønlitteratur, men essays, for der var en kilde af viden og visdom, som jeg gerne havde sprunget på hovedet i nu, i mine egne voksne - og på papiret modne - år.
Det findes ikke. Hun skrev det aldrig. Men hun skrev brevene til Louise, og hun gemte brevene uden at forlange at eftertiden ikke måtte læse dem. Tak, Astrid og Louise, og ikke mindst tak til de to redaktører bag bogen, Jens Andersen og Jette Glargaard, fordi de tog opgaven på sig så vi andre kan få gavn af Astrids ord til voksne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar