Var dine forældre eller bedsteforældre daglejere, husmænd, arbejdsmænd eller fiskere, og byggede dine forældre eller bedsteforældre parcelhus i årene omkring 1970? Så er det her din historie! Som det også viste sig at være min historie.
Merete Pryds Helle er født i 1965. Det er min søster også.
Forfatterens ældre søster var født i 1959. Jeg selv er født i 1971.
Vores slægt var bl.a. fattige fiskere på Strynø, der ligger ved siden af Langeland, og fattige nordfynske daglejere, husmænd og en enkelt smed.
En enkelt gren har slægtsforskning afsløret som særdeles velstående. Men det forsvandt igen inden bedsteforældregenerationen fik glæde af det! Højst en lidt større selvfølelse - men også den svandt ind med generationerne!
Fortællingen i "Folkets skønhed" er derfor også deres historie. Og dermed vores baggrund. Og aldrig har jeg oplevet det beskrevet så ægte og lige til. Jeg kan mærke det. Og jeg tror på det.
Hovedpersonen Maries udvikling, rammernes udvikling - eller mangel på samme, og især de voldsomme materielle og kulturelle kontraster imellem start og slut er snublende nær især min fars, hans søskendes og deres fætres og kusiners vilkår og livsrejse.
"Folkets skønhed" er den savnede slægtsfortælling, som store dele af min og ældre generationer kan genkende sig selv i, og se sig selv placeret i det større billede, som tegnes med langelandske Marie som midtpunkt. Og man forstår pludselig bedstemor, hendes børn og sig selv i et helt nyt - og langt mere helt billede end det før har været muligt.
Undervejs i den langelandske del læser man som stedkendt delvist med de nyfigne øjne - "hvor lå huset - fandtes den familie - skete det mon virkelig" osv. Men det siver ud som historien trænger ind under huden, og bevidstheden om hvordan det almene bliver til en potentiel spejling af ens egen, private slægtshistorie, vækkes.
Da historien i sidste del beskriver opblomstringen af de talrige parcelhusbyggerier gør det for alvor ondt. Det startede med en distanceret læsning af beskrivelsen af en proces der foregik magen til i egen barndom.
Men kroppen har sin egen dagsorden. Sin egen hukommelse. Tilsyneladende aktiveres den blandt andet af ord. Erindringer skød op, sansninger så tidlige at de måske - måske ikke burde kunne huskes. Fra før 5 års alderen, hvor vi allerede flyttede fra den bristede nybyggede parcelhusdrøm, da midt-70´ernes arbejdsløshedsbølge satte ind.
Og den kvælende OCD-lignende besathed af renlighed, som Marie lider under, og som nogle af os endnu lider under - uden dog at udøve den i praksis... (- eller nogen af de andre gør det måske - uden at vide hvorfor?), den er også genkendt. Og det store kolde frokostbord, med lune retter - genkendt til mindste detalje!
Der er læst med den særeste - eller rettere sværeste - blanding af fryd og smerte.
Fryd og forundring over at nogen kan skrive så smukt om så voldsomme ting.
Smerte og sorg vælter ud af mødet med en spejling af min egen slægts voldsomme historie. Og min egen histories del, der som forfatterens, også står på fundamentet af nybyggernes materielle tomhed og historieløshed.
Til allersidst i bogen, hvor forfatteren runder fakta fra egen virkelighed, opstod tanken: det er hende der skal skrive den store roman om søsterskab. Det er lige præcis Merete Pryds Helle der kan og tør gøre det. Jeg håber hun gør det. Engang. Når hun er klar.
Tak for denne roman. Tak for at skrive en stor del af danske slægters nyeste historie. Den bog har fået stor betydning for mig og en særlig plads i hjerne og hjerte. Tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar