Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

onsdag

"Tolv af de bedste"

Samlingen ”Tolv af de bedste” er netop udgivet på forlaget ”Dansk Sang”. Samlingen er et udsnit af over 100 salmer, som salmedigteren Claus Præstholm har skrevet i løbet af de seneste ca. 15 år, og især 4 af salmerne er særligt vellykkede.

”Dåben er at fejre”. Båret af en velfungerende melodi af Erling Lindgren, der kan kunsten på en gang at komponere enkelt, genkendeligt og helt nyt, er det en helstøbt salme. Dåben forklares kort og præcist og en fint, nyt bud på en moderne dåbssalme.

”En kølig, frisk og svovlsart vind”. Denne tekst, som jeg først læste uden at forholde mig til melodien, ramte mig lige i hjertekulen. En meget stærk tekst som Hans Holm har skrevet melodien til. Generelt holder jeg meget af Hans Holms tone, men jeg må sige at lige til denne her skulle det efter min mening have været en helt anden type melodi, og Hans Holms fine melodi skulle have haft en helt anden tekst. De øvrige melodier Hans Holm bidrager med til hæftet fungerer fint sammen med teksterne.

”Vor Far vi be´r”, er en udgangsbøn, som tidligere har været udgivet af FRIK. Melodien er bygget op som vekselsang, men harmonisk gennemkomponeret, og gik rent ind hos den gruppe modne damer jeg har afprøvet den med. Til steder hvor man ønsker at forsøge sig med nye måder at holde gudstjeneste på, er dette et rigtig godt bud, som får mig til at ønske, at der kunne vokse en hel menighedsvenlig liturgi ud af dette vellykkede samarbejde imellem CP og komponisten Torben Aas Kjær.

”Vi må ind under kildernes skæppe”, er en salme der får mig til at udbryde JA! - det er dét vi må.  Denne salme slår en dør op, på én gang både imod starten på det hele og mod noget helt nyt, og jeg håber at CP fortsætter produktionen lige nøjagtig herfra, med salmens egne ord: i ”en nutidig stue, der er lys, og hvor rummet er lydt”, for måske er han en af de salmedigtere der kan hjælpe os med ”at se et oprindeligt lys”, som der også står i salmen. 
                                     
Melodien er en af de rigtig gode fra Jens Nielsens hånd, melodisk, sangbar og med et vovet, men virkningsfuldt nedadgående oktavspring midt i det hele. En melodi, der har den ”iørefaldenhed”, fremdrift og vovemod, der kan bære tekstens budskab ud over rampen.

Alle melodier er noteret med melodilinje og becifring, som altid hos Dansk Sang er det professionelt og brugervenligt sat op, og forlaget bør roses for at gå ind i arbejdet med at forny den danske salmetradition. 

Skrevet til fagbladet "Organist.org.", 2014. Nodebogen er stillet til rådighed for anmeldelse af "Organistbladet".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar