I stedet må han låne f.eks. denne læs-let-bog:
En bog, hvor en pige bliver narret, bundet og låst inde i sit eget hjem, af en jævnaldrende pige, som hun tror er hendes ven. Kammeraten viser sig at være en trold, der tryller sig selv om og udgiver sig for at være pigen, overfor pigens forældre, der næsten lader sig narre. Moren opdager det dog, og klipper troldehalen over så blodet drypper - ganske skræmmende tydeligt illustreret.
Jeg ved ikke helt hvorfor dét er mindre uhyggeligt end Alice, Hobitten og Harry Potter? Sønnen virker væsentligt mere skræmt og undrende over denne bog, end de klassikere vi indtil nu har læst.
Selvfølgelig er der mange hensyn at tage når man overvejer hvilke bøger børn skal og bør læse - og ikke.
I sønnens tilfælde tænker jeg at det handler om, at han hverken identificerer sig med Alice, Hobitten eller Harry. Han oplever historien "udefra", som de eventyr de der, der foregår i en anden verden og derfor ikke er virkelige.
Læs-let-bøger, som ovennævnte eksempel, tager ofte udgangspunkt i barnets alder og verden, og så kører identifikationen for fulde gardiner. For måske kunne det være virkeligt, måske kunne man selv opleve det - og så går amygdala totalt i beredskab og skaber angst.
Desuden er læs-let-bøger naturligt nok uhyre simple i sproget, og dermed også i detaljegraden i forhold til at forklare hvorfor ting sker. Og når et barn tænker enormt meget over hvorfor og hvordan ting sker, så giver det lige rigeligt meget plads til fri fantasi - som ikke nødvendigvis er sundt på netop denne måde!
Tillader mig at undre mig over hvorfor skolebibliotekarer ikke tænker på dét?
Tillader mig også at glæde mig over at folkebibliotekerne trods alt stadig findes, så vi kan låne lige præcis det vi selv vil til sønnen!
Opfølgning: på den friskole vi flyttede ham til i slutningen af 1. klasse, er der langt større frihed og forståelse for hvert enkelt barns niveau og behov, og reglerne er derfor slet ikke så rigide, som på den folkeskole vi forlod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar