Det her er et af dem. Kan man overhovedet på nogen må få hul på det uden at nogen går under, psykisk eller i værste fald konkret?
Og hvorfor er det at man ikke kan tale om det? Hvorfor er det så slemt?
Troede ikke at jeg ville kunne skrive om det. Men ordene flyder frit fra det blødende hjerte, med så uendelig stor, smertelig kærlighed til alle implicerede parter. For det handler jo ikke om andet end børn, der har svære følelser, som de ikke selv kan håndtere, og om magtesløse forældre. Alt i mig skriger at sådan må ingen have det.
Det gør alt, alt for ondt imens det står på. Og følgevirkningerne er alt, alt for store.
Det her blogindlæg kan læses af alle. Alle. Skal det stå på bloggen her alligevel? Det tror jeg. Jeg tror det er tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar