Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

tirsdag

En hel kasse efteruddannelse...

Der kom en hel kasse efteruddannelse og inspiration til arbejdsbrug med posten i dag.


"Min danske sang", 117 klummer om danske sange, skrevet af Georg Metz, med vanlig lune og vid. Bogen skal bruges ved fællessangseftermiddage i efteråret, hvor jeg vil tage udgangspunkt i de sange han har valgt, og læse uddrag fra bogen, og fra andre kilder omkring de valgte sange.

"Musik på hjernen", Peter Vuusts spritnye bog, og den forskning han har arbejdet med de seneste år - om musik, hjerne, menneske og kultur. Det bliver SÅ spændende at læse hans bog, og der vil helt sikkert være spændende viden, som jeg kan få gavn af i mit job.

"RTS - rytmisk sangteknik", af Hans Toft-Olsen, som jeg ikke kendte før jeg sad og gennemsøgte netbutikkens udbud af bøger om musik. Sangteknik er min akilleshæl - jeg synes det er så utroligt spændende, men har samtidig ikke helt uddannelse nok, og har i øvrigt de første ca. 35 år af mit liv været for genert til at udforske min egen stemme. Det går bedre nu, og jeg sluger al viden jeg kan komme i nærheden af!

"Sangene synger i os", Holger Lissners stor, flotte samling af salmer og sange. Præst og salmedigter og såmænd også lidt komponist. En af de første i den nulevende, ældste generation af salmefornyere. Bogen manglede på hylden, og den ser godt ud - især fordi der er mange gode noter til hver sang og salme. Det gør også dén egnet til fællessangsarrangementer, hvor deltagerne som regel sætter pris på at få lidt baggrundsviden om det, der skal synges.

"Bønner til liv", 10 gammel, men stadig ung og ny i kirkesammenhæng. Den havde jeg bestilt et andet sted, med henblik på at bruge den til de lægmands/salmesangsgudstjnester jeg stod for i påsken dette år. Men den nåede bare aldrig at komme - og jeg hørte aldrig mere fra den webshop, fik ingen reaktion på rykkere. Sært. Men den var i denne webshop, så jeg købte den med, for smukke bønner kan man altid bruge i kirken.

Nu er opgaven så bare at finde tid og ro til at få læst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar