Kan endelig igen holde fridag på min fridag og lytter til podcasts om "epigenetik" - den nye viden om hvordan at dét vores bedsteforældre oplevede præger de følgende generationer - dvs også børnebørn, og formentlig endda både fysisk og psykisk.
Deraf at det kan være til gavn at lade slægtens historie gå videre, både det vi kan lide at tale om og det, der ikke tales om. Fordi netop dét kan ligge som dybeste årsag til yngre generationers nuværende problemer med/i livet.
Som en amerikansk terapeut, der arbejder med dette interessante område, Mark Wolynn, siger, frit citeret: ved at tale om tingene forvandler vi "spøgelser til forfædre og det er nødvendigt fordi spøgelser jager os - forfædre støtter os".
Det kan man sikkert sige meget både for og imod, men der er noget i tankegangen, der tiltaler mig. Og et biologisk faktum er det jo, at de arveanlæg, der samles og bliver til os ved undfangelsen, findes og præges af de omstændigheder vores forældre og bedsteforældre lever under.
Mon vi, i den travle nutid, der har så meget fokus på ligenuogher-oplevelser får talt nok med vores børn og unge om slægternes historier? Hvem de var, hvor de kom fra, hvad der hændte dem? Giver vi os selv tid og ro til at falde hen i minder om de mennesker, vi kendte for længe siden, men som er væk nu?
For det er egentlig vildt at tænke på hvor mange generationers og tidsaldres påvirkning vi hver især faktisk rummer - når vi indregner de gamle vi mødte som børn... Man kunne feks spørge sig selv: "Hvem var det ældste menneske du kendte som barn?"
Jeg kendte feks min ene oldefar ret længe, og han var født i 1885. Tænk at leve i 2022 og være præget af et menneske fra 1800-tallet... Og alle I derude, der er ældre end mig, har jo kendt endnu ældre mennesker.
Med tanke på alle de vidunderlige børn og unge der er i krise og så dårlig trivsel nu, ville jeg sådan ønske at vi alle kunne sætte tempoet væsentligt ned, tænde hyggelige lejrbål, sætte os ved dem i ro og mag og få mindet og talt om alle dem, der kom før os selv.
Forleden lærte jeg en meget smuk sang at kende "Sangen om de glemte", måske særligt stærk at høre i netop denne sammenhæng, og med tanke på Allehelgen, som vi netop har været igennem, og som nogen steder mindes så smukt - og endnu stærkere bliver det, når alle afdøde, uanset hvornår de gik bort, mindes.
https://youtu.be/ZECeGGhmgPA
"Spill mykt og bløtt på spindelsvake strenger
en sang for dagene som er forbi
en sang for alt som ikke er her lenger
for alt som var og aldri mer skal bli"
- lyder noget af teksten, og jeg vil tillade mig at tilføje: men som har præget os, og som nogle af os stadig har i erindringen og ikke mindst i hjerterne.
Og forleden fik jeg selv mulighed for at bladre i et gammelt familiefotoalbum fra en svunden tid, fra en rund familiefødselsdag - hvor jeg vist selv var to år. Her er et af billederne, af Marie og Asta. Den ene slægtning og den anden en, der altid var med til sammenkomster via en anden slægtsgren. ❤️❤️
Ingen kommentarer:
Send en kommentar