Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

torsdag

Ventetid

Imens to håndværkere knokler rundt om ørerne på mig for at isolere mure og loft, så vi bedre kan holde varmen om vinteren (og så huset ikke bliver så varmt så hurtigt i de varmeste somre!) venter jeg på at få ro igen til at læse "Vi kunne alt" - den nyeste og meget roste roman af Merete Pryds Helle - færdig.

Men jeg venter især på at der ankommer ikke færre end fem bogpakker til matriklen.

For først vandt jeg bogen "Nordens Pasteur, fortællingen om Emil Chr. Hansen" af Kirsten og Kristoff Glamann til gemalen i en facebookkonkurrence. Bogens emne falder ind i gemalens kombinerede interesse- og undervisningsfelt, har været et stort ønske nogen tid, men er ikke længere i handlen. Så der blev stor glæde da beskeden om mit held kom.

Et par dage senere vandt jeg en bog til sønnen, "Drømmekrigerne" bind 1, af Martin Vinther Madsen, også i en facebookkonkurrene, i dette tilfælde på forfatterens egen facebookside.

Da det er en serie, som jeg er ret sikker på sønnen vil kunne lide, gik jeg på jagt efter de to andre, og fandt dem til ok priser i en netboghandel - som havde en rigtig dejlig rodekasse, hvori der lå en hel del bøger, særdeles egnede til sønnen, en enkelt til julegave til gemalen, en julegave til min far, og sørme også bog til mig selv fra listen over bøger jeg gerne vil læse! Så også dén pakke venter jeg på.

Så er der også lige en bog til arbejdet på vej - et flot jubilæumsskrift udgivet i anledning af pastor emeritus og salmedigter Holger Lissners 80 års fødselsdag.

Og så er der lige to nye korhæfter jeg afventer, fordi jeg har lovet at anmelde dem til mit fagforeningsblad.

Alt er afsendt, så hvis ikke de dukker op i dag, så må nogen af dem i hvert fald dukke op i morgen...

Ventetiden kan f.eks. udnyttes til at gense et fint interview med Holger Lissner, lavet af pastor emeritus Egon Lausen:


Opdatering: De 4 af de fem pakker ankom fredag (21/9). Den femte, nodebøgerne til anmeldelse er desværre endnu ikke kommet!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar