Med krop og sjæl solidt plantet i 5000 m2 vild have på Sydlangeland, leves der med fokus på glæden ved det store i det små - i menneskeliv, i naturliv, i læseliv, i kreativt liv. Bloggen bruges til at dokumentere og dele uddrag af livet.

torsdag

Der åndes igen på Starbjergjord

Endelig åndes der igen på sydlangelandske Starbjergjord.

Vejret trækkes dybt og roligt.

Haven hjælpes på vej mod vinter, hvile og ny vækst.

Lys, sol og levende væsner i overraskende mængder og antal nydes i de fulde, dybe åndedrag. 


Dertil trak trangen til at skabe rum med mulighed for at øge følelsen af forbundethed med haven, naturen, livet, imod et af yndlingsstederne. 

En gammel, faldefærdig smedie stod på grunden da vi kom til. Den måtte rives ned af sikkerhedsgrunde, men de mange, store fundamentsten blev liggende, også trappestenen.

Den ligger nu på en måde, der minder mig om et alter - et bord. Der er opstået en krog, det føles godt at være i. Der er læ og der føles trygt.

Stykker af feldspat, der reflekterer lyset og glimter af sølv og blåt er lagt på "bordet", sammen med ældgamle fossiler, forsteninger af nogle af jordens ældst, kendte skabninger.

Feldspat er en naturlig del af granit, som alteret er lavet af, og feldspat i rødlige nuancer ses tydeligt på den side der vender udad.

En gammel, sort gryde med cola-duftende malurt, vild hassel og miniaturepåskelijeløg er flyttet derhen, sammen med en kroget stok fra et af de gamle hyldetræer.

Drømmen om et lille bassin opstod og der skal arbejdes videre med området de kommende dage.

Og brød og kage fra den lokale yndlingsbager hører selvfølgelig til dagenes store glæder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar