Rammefortællingen er at hun gennemlever et fire dages ritual under kyndig ledelse af en indiansk kvinde, med en gruppe kvinder omkring sig som støtte og hjælpere.
Puk Elgård skriver så lige til, man rives med af den gribende handling, og de mange tilbageblik i livet, som ritualet sender hende igennem.
Selv har jeg andre temaer i mit liv end hun, men folk nær mig, har temaer, der ligner, og det beriger mit syn på deres historie at læse hendes. Hendes erindringsarbejde er generelt lærerigt, uanset om ens egne ligner eller ej. Men især den indianske tankegang om at ære såvel krop som sind, levende og døde, nuet og erindringerne har rørt mig dybt og føjet en ny "tone" til mit liv.
***
En vidunderlig bog, der også blev en af de bøger, der har vist mig hvor meget jeg holder af at læse en bog, hvor et andet menneske fortæller mig en historie - eller mange.
Bølgen af selvbiografier - og ikke mindst autofiktionen, der fylder meget i disse år - har delvist været kritiseret af litteraturfolk, af mange årsager.
Men Puk Elgårds bog, og de andre med mere eller mindre selvbiografiske temaer, som jeg har læst i det seneste år, har vist mig hvor meget jeg holder af at lytte til et andet menneskes livshistorie og livserfaring.
Og det er svært ikke at få den tanke at grunden til at bøger med sådan et indhold sælger så godt nu om dage er, at vi aldrig mere har rum eller tid til at sidde sådan med hinanden. Der er altid noget elektronik, der larmer et eller andet sted, og der er altid en deadline, et begrænset tidsrum.
Hvis der altså overhovedet er nogen at forsøge at tale med på denne måde. Mange af os har ingen relationer tilbage af denne art, mange af os indgår ikke længere i fællesskaber, der giver rum til den slags samtale.
Men så har vi bøgerne, og når vi læser om et rigtigt menneskes ægte erfaringer, føles det lidt som om vi er sammen med et rigtigt menneske for en stund, et rigtigt menneske, som finder os værdige til at betro os deres historie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar