The Carpenters, George Michael, Ralph Vaughan Williams, Edvard Grieg, Depeche Mode, Enya, Jean Sibelius, Grethe lngmann, Cesar Franck, Evert Taube, Ainbusk, John Philip, Sousa, Dawn Upshaw, Jean-Maire Leclair, Vini Kjærsgaard Iuel, The Beatles, Harald Haugaard, Stig Møller, Carola, The McCalmans, Kathleen Battle, Erik Paaske, Tørfisk, Elton John, Dolly Parton, Michala Petri, Modest Mussorgsky, Odense Banden, Mike Oldfield, Yes, Edwin Fischer, Tommy Seebach, Seal, The Real Group, Gnags, Tom Donovan, Spike Jones, Lis Sørensen, Bryan Ferry, Dræsinebanden, Lars Trier, Leonard Bernstein, Thorbjørn Egner, John Duarte, Mike Rowland, TV-2 ...
Alle disse navne er knyttet til musik. Som musikere, sangere, komponister, nogle også som musiklærere, i mange forskellige genrer og historiske perioder. Alle repræsenterer de på hver deres måde fænomenet musik. Al den lyd disse mennesker laver med instrumenter eller med stemmer kalder vi musik.
Musikkens væsen, eller hvad musik er, eller hvad det er der sker når der udøves musik, kan forklares på mange måder. Vel lige så mange som der findes mennesker, der har en mening om musik. Men det kan ikke diskuteres, at uanset hvilken musik der er tale om, så kræves der et menneske til at skabe rækkefølger af toner, et menneske (eller flere) til at skabe tonerne, enten med et musikinstrument (skabt af et menneske eller flere) eller med egen stemme (der også regnes for et musikinstrument), og et menneske (eller flere) til at lytte.
For en komponist komponerer kompositionen. Hvis komponisten ønsker at andre skal høre kompositionen kræves der yderligere en musiker og et musikinstrument (eller flere). (Komponisten kan selv være musikeren, men det er stadig to forskellige roller - to forskellige opgaver.) Her kunne man stoppe. For med en komposition løsnet til forløsning af en musiker og dennes instrument, er musikken blevet skabt igen, i nuets knudepunkt.
Men da komponisten rakte den ene arm ud for at nå mennesket, der både kan og vil stå frem på vegne af komponisten, for at gengive en følt følelse og/eller en tænkt tanke i handlet handling, og da komponisten rakte den anden arm ud for at nå musikinstrumentet, skabt af en tanke, en teknik, et stykke natur og et menneske, så var det for at kunne nå det menneske, der kun kan nås gennem netop de to. Mennesket, der stod der allerede fra første færd i tilblivelsesprocessen, som en skygge på væggen, som et unavngivet, umælende, uidentificeret tvekønnet symbol på handlingens mål: mennesket, der lytter, tilhøreren - mennesket der hører til musikken ...
Måske hører den der lytter mest musikinstrumentet? Måske hører den der lytter mest musikeren? Eller måske hører den der lytter mest sig selv? Men måske den der lytter hører både musikinstrument og musiker, som giver kompositionen igen i en gengivelse, så der skabes forbindelse mellem alle fire parter, og der opstår en kvadrat med interesseret forbindelse fra hjørne til hjørne til hjørne til hjørne til hjørne.
Måske mødes instrument og musiker på kvadratets tværlinje - den svævende linje i det svært tilgængelige tomrum, der ligger mellem instrumentets oprindelige tanke og musikerens vilje, hvor tomheden kan udfyldes af en forbindelse, så musikeren ikke længere kan huske hvilke legemsdele der er instrument og hvilke der er menneske ...
Måske mødes komponist og tilhører også pa kvadratets tværlinje - den modsatte tværgående linje i det svært tilgængelige tomrum, der ligger mellem komponistens handling og tilhørerens respons, hvor de kan skabe en forbindelse stående overfor hinanden i hver sit hjørne i lige præcis den vinkel hvor de står foran hinanden og forstår ...
Og så er det at det sker, musikkens magiske moment, der i virkelighedens tidsregning kun er et sekund, men som i sjælens tidsregning er en evighed, rejser sig og musikken foldes ud i dimensioner mennesket endnu ikke kan/vil/tør erkender eksistensen af ...
***
2.del.
Når vi spiller og synger musik så bevæger vi kroppen for at frembringe tonerne, men vi bevæger også luften omkring os, enten ved at sætte stemmebåndene i svingninger eller ved at sætte forskelligt formede materialer, der under et ord kaldes musikinstrumenter, i svingninger så luften bliver til de toner, som vi laver musik af.
Musik skabes af luften omkring OS, og så må luften jo kunne regnes for et materiale man kan skabe af? Man kunne sammenligne dét, at luften bliver formet når vi spiller og synger, med et håndgribeligt materiale, som f.eks. ler. Ler kan jo formes på mange måder. Lige fra børnehavebarnets første klodsede, men ihærdige, forsøg på at lave en ko, over jernaldermenneskets livsnødvendige lerpotter, til kunstnerens imponerende og skønne værker. Udformningen er yderst forskellig, og behandlingen efter udformningen er også forskellig, om der er ridset et mønster i, om det er lakeret, om det brændes, og hvordan og hvor længe.
Ikke alle mennesker synes at alt, der er formet i ler er lige interessant. Men nogle synes noget er praktisk, ligefrem nødvendigt. Andre synes noget andet er rigtig hyggeligt. Og andre igen synes noget tredje er det mest fantastiske verden har set. (Hvem der synes hvad i forhold til de tre tidligere nævnte eksempler i ler kan læseren jo selv gætte på). Ligeså forskelligt formes luften til musik, og lige så forskelligt bruges musik i virkelighedens verden.
Musikere former luften til toner, og sætter dem i rækkefølger og mønstre efter en skitse eller tegning lavet af en komponist.
En blæsers toner starter deres liv helt inde i musikerens egen krop. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved at trække den ind i sig selv og sende den ud i nøje afmålte mængder igennem sit musikinstrument, der giver tonerne form efter sit særpræg.
En strengespillers toner starter deres liv lige foran musikeren. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved med sin bue eller sine fingre at sætte strengene i svingninger, der rammer musikinstrumentets bund, som var det en trampolin, og sendes ud i verden.
Toner kan også forstørres via elektricitet. De kan rejse en lang vej ind igennem en mikrofon, igennem ledninger, igennem forstærkere, igennem flere ledninger, igennem rumklangsapparater og eventuelle andre effekt-apparater, igennem endnu flere ledninger, for til sidst at flyve ud af en højttaler.
Men uanset om de har været helt inde i eller svævet omkring en musiker, uanset hvilket musikinstrument de kommer ud af, uanset om de er blevet forstørret ved hjælp af elektricitet, ledninger og apparater, og uanset hvad mennesker går rundt og synes om musikken, så er toner, og musikken der bygges op af toner, intet andet end luft, der bevæger sig anderledes (- oftest flydende, regelmæssigt og behageligt i modsætning til det stødvise, uregelmæssige og ubehagelige, som almindeligvis kendetegner den slags lyd vi kalder støj, men rammerne for begrebet musik er så vide, at det er umuligt at sætte klare grænser mellem støj, lyd og musik, og i nogle genrer er ordet "lydcollager" - med eller uden rytme efterhånden mere korrekt at anvende end ordet "musik") end den ville gøre af sig selv ...
Med andre ord: øjne aflæser myriader af sorte klatter og streger. Varme læber møder kold messing. Bambus fugtes og klemmes af en mund. Luft trækkes ind - dybt og inderligt. Sølvskinnende klapper bevæges af fingres yderled. Smukt træ sættes i svingninger af buestrøg. Fingre løber på elfenben. Så kærtegner vibrationer trommehinder. Varme breder sig om hjerter. Tårer trækker mod øjne. Fingre trommer i takt. Forsigtige tæer vipper inde i skos mørke huler. Lystige ben bryder ud i dans.
Bevægelse har bevæget...
Når luften er blevet bevæget til musik af musikeren som komponisten ønskede det, så får tilhøreren en oplevelse, der på en eller anden måde bevæger. Måske bliver musikken en anledning til en form for en fysisk bevægelse, og ofte kommer der også en eller anden form for bevægelse i sindet - i følelserne.
De fleste af reaktionerne kan vi forklare med den indtil nu opnåede viden indenfor fysikkens og psykologiens rammer. Men der bliver en rest tilbage. Mange mennesker har haft dybe og stærke oplevelser i musik, som ikke kan forklares med kun dén viden.
***
3.del.
I voksen tilstand har jeg befundet mig i rum hvor luftens struktur blev ændret af mennesker; hvor åndedrag på en menneskebevidstheds befaling løsnede toner, der lå gemt inde bag papirs noder, samlede sig i formationer- så uforudsigeligt logiske som fugle i flokke - og blev til musik, der i sin egenskab af at være eneste materiale, der kan skabe forbindelser med veje til endnu uerkendt - men følt - medmenneskelig kontakt på kryds og tværs af enhver forventning, fyldte de mellemmenneskelige tomrum ud.
Og så er det at det sker, musikkens magiske moment, der i virkelighedens tidsregning kun er et sekund, men som i sjælens tidsregning er en evighed, rejser sig og musikken foldes ud i dimensioner mennesket endnu ikke kan/vil/tør erkender eksistensen af ...
***
2.del.
Når vi spiller og synger musik så bevæger vi kroppen for at frembringe tonerne, men vi bevæger også luften omkring os, enten ved at sætte stemmebåndene i svingninger eller ved at sætte forskelligt formede materialer, der under et ord kaldes musikinstrumenter, i svingninger så luften bliver til de toner, som vi laver musik af.
Musik skabes af luften omkring OS, og så må luften jo kunne regnes for et materiale man kan skabe af? Man kunne sammenligne dét, at luften bliver formet når vi spiller og synger, med et håndgribeligt materiale, som f.eks. ler. Ler kan jo formes på mange måder. Lige fra børnehavebarnets første klodsede, men ihærdige, forsøg på at lave en ko, over jernaldermenneskets livsnødvendige lerpotter, til kunstnerens imponerende og skønne værker. Udformningen er yderst forskellig, og behandlingen efter udformningen er også forskellig, om der er ridset et mønster i, om det er lakeret, om det brændes, og hvordan og hvor længe.
Ikke alle mennesker synes at alt, der er formet i ler er lige interessant. Men nogle synes noget er praktisk, ligefrem nødvendigt. Andre synes noget andet er rigtig hyggeligt. Og andre igen synes noget tredje er det mest fantastiske verden har set. (Hvem der synes hvad i forhold til de tre tidligere nævnte eksempler i ler kan læseren jo selv gætte på). Ligeså forskelligt formes luften til musik, og lige så forskelligt bruges musik i virkelighedens verden.
Musikere former luften til toner, og sætter dem i rækkefølger og mønstre efter en skitse eller tegning lavet af en komponist.
En blæsers toner starter deres liv helt inde i musikerens egen krop. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved at trække den ind i sig selv og sende den ud i nøje afmålte mængder igennem sit musikinstrument, der giver tonerne form efter sit særpræg.
En strengespillers toner starter deres liv lige foran musikeren. For musikeren ændrer formen på luften omkring sig ved med sin bue eller sine fingre at sætte strengene i svingninger, der rammer musikinstrumentets bund, som var det en trampolin, og sendes ud i verden.
Toner kan også forstørres via elektricitet. De kan rejse en lang vej ind igennem en mikrofon, igennem ledninger, igennem forstærkere, igennem flere ledninger, igennem rumklangsapparater og eventuelle andre effekt-apparater, igennem endnu flere ledninger, for til sidst at flyve ud af en højttaler.
Men uanset om de har været helt inde i eller svævet omkring en musiker, uanset hvilket musikinstrument de kommer ud af, uanset om de er blevet forstørret ved hjælp af elektricitet, ledninger og apparater, og uanset hvad mennesker går rundt og synes om musikken, så er toner, og musikken der bygges op af toner, intet andet end luft, der bevæger sig anderledes (- oftest flydende, regelmæssigt og behageligt i modsætning til det stødvise, uregelmæssige og ubehagelige, som almindeligvis kendetegner den slags lyd vi kalder støj, men rammerne for begrebet musik er så vide, at det er umuligt at sætte klare grænser mellem støj, lyd og musik, og i nogle genrer er ordet "lydcollager" - med eller uden rytme efterhånden mere korrekt at anvende end ordet "musik") end den ville gøre af sig selv ...
Med andre ord: øjne aflæser myriader af sorte klatter og streger. Varme læber møder kold messing. Bambus fugtes og klemmes af en mund. Luft trækkes ind - dybt og inderligt. Sølvskinnende klapper bevæges af fingres yderled. Smukt træ sættes i svingninger af buestrøg. Fingre løber på elfenben. Så kærtegner vibrationer trommehinder. Varme breder sig om hjerter. Tårer trækker mod øjne. Fingre trommer i takt. Forsigtige tæer vipper inde i skos mørke huler. Lystige ben bryder ud i dans.
Bevægelse har bevæget...
Når luften er blevet bevæget til musik af musikeren som komponisten ønskede det, så får tilhøreren en oplevelse, der på en eller anden måde bevæger. Måske bliver musikken en anledning til en form for en fysisk bevægelse, og ofte kommer der også en eller anden form for bevægelse i sindet - i følelserne.
De fleste af reaktionerne kan vi forklare med den indtil nu opnåede viden indenfor fysikkens og psykologiens rammer. Men der bliver en rest tilbage. Mange mennesker har haft dybe og stærke oplevelser i musik, som ikke kan forklares med kun dén viden.
***
3.del.
I voksen tilstand har jeg befundet mig i rum hvor luftens struktur blev ændret af mennesker; hvor åndedrag på en menneskebevidstheds befaling løsnede toner, der lå gemt inde bag papirs noder, samlede sig i formationer- så uforudsigeligt logiske som fugle i flokke - og blev til musik, der i sin egenskab af at være eneste materiale, der kan skabe forbindelser med veje til endnu uerkendt - men følt - medmenneskelig kontakt på kryds og tværs af enhver forventning, fyldte de mellemmenneskelige tomrum ud.
Musikernes (gen-)skabte tonefigurer svævede over os, inden de dalede ned imellem os. Mindede om et vandret perspektiv, der åbenbarer sammenhænge, der er usynlige set fra lodret hverdagsperspektiv. Ørerne opfangede luftens bevægelser og sendte informationerne til hjernerne, der i vidt forskelligt omfang havde forudsætninger for at kunne forklare sig selv hvad der blev oplevet, indtil informationerne var så talrige at hjernerne ikke længere kunne nå at forklare, men blot registrere og overlade til såvel krop som hele den del af menneskevæsnet alle erkender, men hvis eksistens ingen kan bevise og fastholde fysisk, at reagere.
Menneskeændret luft gav fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Luft! Er det virkelig alt og det eneste musik er?
En oplevelse, der i intensitet kan svare til den man kan få når man står med et nyfødt barn i armene: I voksen tilstand har jeg stået ved begyndelsen af et liv. Stående for første gang ved siden af en hospitalsseng med et nyt liv i mine arme, blev min bevidsthed fyldt op til randen af den lille, fuldendte drengekrop, omgivet og gennemtrængt af en stor mands sjæl, der kæmpede for at finde plads nok til alle sine forhåbninger, behov og egenskaber i det lille snævre legeme, for, som det stærkeste og stolteste egetræ, at kunne udfoldes som planlagt og i takt med tiden der vil komme.
Og jeg så ind i de nye, udforskende øjne, der bragte minder uden erindring med fra det glemte land ... øjne, der så så direkte ind i mine, og blinkede, da jeg sagde de fjollede, men vel mente, ord: "skal vi aftale at være gode venner?"- en smilerynke på den ene kind understregede det overbærende glimt i øjet, mens diget, der normalt holder min forstand i sikker afstand fra forstyrrende ind-(og ud-)tryk, lysende fra sin lettere ophøjede position, blev oversvømmet af varmende flodbølger fra følelsen, der f1ød ud over alle breder, fyldte hele kroppen ud, og f1ød videre ud over alle grænser.
Menneskeændret luft gav fysiske og følelsesmæssige reaktioner. Luft! Er det virkelig alt og det eneste musik er?
En oplevelse, der i intensitet kan svare til den man kan få når man står med et nyfødt barn i armene: I voksen tilstand har jeg stået ved begyndelsen af et liv. Stående for første gang ved siden af en hospitalsseng med et nyt liv i mine arme, blev min bevidsthed fyldt op til randen af den lille, fuldendte drengekrop, omgivet og gennemtrængt af en stor mands sjæl, der kæmpede for at finde plads nok til alle sine forhåbninger, behov og egenskaber i det lille snævre legeme, for, som det stærkeste og stolteste egetræ, at kunne udfoldes som planlagt og i takt med tiden der vil komme.
Og jeg så ind i de nye, udforskende øjne, der bragte minder uden erindring med fra det glemte land ... øjne, der så så direkte ind i mine, og blinkede, da jeg sagde de fjollede, men vel mente, ord: "skal vi aftale at være gode venner?"- en smilerynke på den ene kind understregede det overbærende glimt i øjet, mens diget, der normalt holder min forstand i sikker afstand fra forstyrrende ind-(og ud-)tryk, lysende fra sin lettere ophøjede position, blev oversvømmet af varmende flodbølger fra følelsen, der f1ød ud over alle breder, fyldte hele kroppen ud, og f1ød videre ud over alle grænser.
Da forstanden steg forvandlet og ren ud af bølgens varme var den fyldt af undrende ærefrygt: hvordan kan det dog lade sig gøre? Han er. Her. Nu. Men hvor var han før?
En oplevelse, der i intensitet kan minde om den man har, når man står ved et menneskes dødsleje:
I voksen tilstand har jeg stået ved slutningen af et liv. Stående for første gang ved et leje med en udtjent krop, i min egen krop, der ankom anspændt til bristepunktet af sorg, forvirring og en nagende angst ved forestillingen om det ukendte, det mytebefængte, det skrækomgærede virkelige syn af et dødt menneske.
"Hun er væk". Tanken var renset og kroppen spændt af i samme sekund jeg trådte ind i det lille værelse. I et af de sjældne glimt, der går på tværs af tiden, og dermed ikke eksisterer, men som opleves så intenst at det aldrig glemmes, og som derfor må siges at eksistere på trods, var himlen tilgængelig, og ud igennem det sommerblå blev jeg opløst i alle retninger mens jeg var fokuseret som aldrig før: hun er væk. Der ligger en krop. Men hun er her ikke. Hun er væk.
Et smil sneg sig ind igennem nuets atmosfære, ind igennem sorgen og ind i lettelsen, hvor en lathyrusduftende erindring bar det hen til grænsen af min bevidsthed, som et pant på udødeligheden, sendt fra den forløste ... Hvad anelsen havde anet blev bekræftet. Hun var. Her. Før. Men hvor er hun nu?
Mødet med musik, fødsel og død er porte hvorigennem man kan få adgang til det, der betyder mest og kan forklares mindst. For mig er sjælens eksistens indiskutabel og livet meget andet og mere end hvad der kan ses med øjet, høres med øret, og registreres af (tilsyneladende?) mere følsomme måleapparater. En sjæl, hvis eksistens ikke regnes for en selvfølge af alle, hvis udseende og omfang kun kan anes med anelser, hvis begyndelse og slutning måske er ikke-eksisterende ... - i en krop, som nogle ved så uendeligt meget om, som mange ved så uendeligt lidt om, som (måske?) rummer så uendeligt meget mere end nogen ved ... - i et liv, der er så fuldt af muligheder, der kan bruges så lidt, der kan være så kort og dog så langt, eller så langt og dog så kort, der kan slå sprækker, og alligevel blive mere helt end nogensinde før. ..
Det er grundtonen i såvel mit liv som mit lytte-musik-liv.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
En oplevelse, der i intensitet kan minde om den man har, når man står ved et menneskes dødsleje:
I voksen tilstand har jeg stået ved slutningen af et liv. Stående for første gang ved et leje med en udtjent krop, i min egen krop, der ankom anspændt til bristepunktet af sorg, forvirring og en nagende angst ved forestillingen om det ukendte, det mytebefængte, det skrækomgærede virkelige syn af et dødt menneske.
"Hun er væk". Tanken var renset og kroppen spændt af i samme sekund jeg trådte ind i det lille værelse. I et af de sjældne glimt, der går på tværs af tiden, og dermed ikke eksisterer, men som opleves så intenst at det aldrig glemmes, og som derfor må siges at eksistere på trods, var himlen tilgængelig, og ud igennem det sommerblå blev jeg opløst i alle retninger mens jeg var fokuseret som aldrig før: hun er væk. Der ligger en krop. Men hun er her ikke. Hun er væk.
Et smil sneg sig ind igennem nuets atmosfære, ind igennem sorgen og ind i lettelsen, hvor en lathyrusduftende erindring bar det hen til grænsen af min bevidsthed, som et pant på udødeligheden, sendt fra den forløste ... Hvad anelsen havde anet blev bekræftet. Hun var. Her. Før. Men hvor er hun nu?
Mødet med musik, fødsel og død er porte hvorigennem man kan få adgang til det, der betyder mest og kan forklares mindst. For mig er sjælens eksistens indiskutabel og livet meget andet og mere end hvad der kan ses med øjet, høres med øret, og registreres af (tilsyneladende?) mere følsomme måleapparater. En sjæl, hvis eksistens ikke regnes for en selvfølge af alle, hvis udseende og omfang kun kan anes med anelser, hvis begyndelse og slutning måske er ikke-eksisterende ... - i en krop, som nogle ved så uendeligt meget om, som mange ved så uendeligt lidt om, som (måske?) rummer så uendeligt meget mere end nogen ved ... - i et liv, der er så fuldt af muligheder, der kan bruges så lidt, der kan være så kort og dog så langt, eller så langt og dog så kort, der kan slå sprækker, og alligevel blive mere helt end nogensinde før. ..
Det er grundtonen i såvel mit liv som mit lytte-musik-liv.
Manuskriptet "Hvad er musik?" blev skrevet i årene omkring årtusindskiftet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar